Helene rejste sig langsomt, hendes bevægelser nu tunge og usikre. Hun kiggede ned på sine ben, hvor en enkelt, hvidlig dråbe langsomt løb ned ad hendes lår. Hun tørrede den væk med bagsiden af sin hånd, en bevægelse der føltes som om, hun forsøgte at slette selve beviset på det, der lige var sket. Hendes ansigt var blegt, og den drilske gnist, der havde drevet dem begge, var blevet erstattet af en tomhed, der gjorde rummet koldt på trods af eftermiddagssolen.
"Gå," gentog Lukas, hans stemme nu blot en hæs hvisken. Han hjalp hende ikke med at rejse sig; han var for optaget af at stirre på døren, som om han forventede, at deres forældre ville træde ind i det sekund, han sluttede sætningen. Han mærkede en mærkelig, klæbrig fornemmelse på sin egen hud, en påmindelse om den totale overgivelse, han lige havde oplevet, men nu føltes det som en mærke, han ikke kunne vaske af.
"Jeg kan ikke bare... gå," svarede Helene, mens hun stod helt stille. Hendes stemme var nu så tynd, at den næsten blev opslugt af husets stilhed. Hun kiggede på ham, og for et øjeblik var alt det, de lige havde delt—den elektriske spænding, den vilde rytme, den fælles åndeløshed—erstattet af en kold, rationel frygt. Hun mærkede stadig varmen fra ham dybt inde i sig, en pulserende påmindelse om, at noget var ændret. Det var ikke længere bare en leg eller en hemmelighed; det var en biologisk kendsgerning, der nu hvilede i hendes mave.
Lukas sprang op fra sengen, hans bevægelser var nu så hurtige og ukoordinerede, at han snublede over sine egne ben. Han greb fat i sin t-shirt og trak den over hovedet med et ryk, mens han kastede et nervøst blik mod vinduet. Udenfor var haven stadig badet i det gyldne eftermiddagslys, og alt så ud til at være præcis, som det plejede, men indeni værelset føltes luften tyk og tung af noget uigenkaldeligt. "Gå nu bare! Gå ud på badeværelset og vask dig, Helene! Hurtigt!" hans stemme steg i pitch, mens han desperat forsøgte at skubbe hende mod døren.
Helene lod sig skubbe ud i gangen, men hun vendte sig om i døråbningen og kiggede på ham med et blik, der ikke længere var præget af panik, men af en mærkelig, nyvunden alvor. Hun sagde ikke et ord, men hendes øjne scannede hans ansigt, som om hun forsøgte at memorere det, før de igen blev fremmede i det samme hus. Så gled hun lydløst ud af rummet, og Lukas hørte hendes lette skridt forsvinde mod badeværelset, efterfulgt af den fjerne lyd af en vandhane, der blev tændt.
Lukas sank sammen på sengen, mens hans åndedræt langsomt fandt tilbage til en normal rytme. Han stirrede på sine hænder; de rystede stadig. Den elektriske summen, der før havde været drevet af begær, var nu erstattet af en iskold bevidsthed om det, han havde gjort. Han vidste, at de fleste ville kalde det en fejl, en impuls eller noget langt værre, men i dette øjeblik føltes det som om, han havde åbnet en dør, som han aldrig ville kunne lukke igen. Hele hans verden var blevet inddelt i to: tiden før, og dette sekund, hvor alt var forandret.
En enkelt, forvirret flue summede mod ruden, hvor lyset var skiftet fra guld til en dyb, melankolsk violet. Lukas lå helt stille, mens bevidstheden langsomt gled ud af ham, som vandet i et badekar, der er blevet trukket ud. Han mærkede tyngden af madrassen under sig og den mærkelige, efterladte summen i kroppen, mens han stirrede på loftet, indtil hans øjenlåg blev for tunge til at holde åbne. Han faldt i søvn med en følelse af, at han holdt vejret, som om han ventede på, at verden ville kollapse omkring ham, men i stedet blev han opslugt af en drømmeløs, sort søvn, hvor hverken skam eller frygt kunne nå ham.
Da han vågnede næste morgen, var det ikke til stilheden, men til den velkendte, rytmiske lyd af en dieselmotor, der arbejdede sig i gang. Han slog øjnene op og så det skarpe morgenlys skære gennem gardinerne. Gennem vinduet kunne han se forældrenes bil langsomt rulle ud af indkørslen, mens den efterlod et spor af udstødningsgas i den kølige morgenluft. Husets mure trak sig ikke tilbage denne gang; de føltes snarere som en beskyttende skal, der nu skjulte dem begge.
Lukas rejste sig med et gisp, mens minderne fra dagen før ramte ham som fysiske stød. Han kiggede på sine hænder og mærkede en pludselig, intens trang til at vide, om det hele bare havde været en feberdrøm. Han kastede sig ud af sengen og skyndte sig ned ad trappen, hans fødder ramte trætrinene med en utålmodig hast. Da han trådte ind i køkkenet, stoppede han brat.
Helene stod ved køkkenbordet og hældte et glas appelsinjuice op. Hun var ikke klædt på til skole; hun bar intet andet end et par små, hvide bomuldsunderbukser, der sad stramt om hendes hofter, og hendes hud glimtede i det tidlige morgenlys. Hun vendte sig om og kiggede på ham, og det drilske smil, han huskede fra dagen før, var vendt tilbage, nu endnu stærkere og mere udfordrende. Hun vidste, at han så på hende, og hun gjorde ingen tegn til at række efter sin morgenkåbe.
"Du sover længe, bror," sagde hun med en stemme, der var mættet af en ny, selvsikker legende. Hun tog en langsom slurk af juicen, mens hendes blik vandrede over hans krop, som om hun tjekkede, om han stadig var i beredskab. Spændingen i rummet var ikke længere præget af den panik, der havde lukket deres mødde i går; i stedet var der en elektrisk forventning, som om de havde fundet en hemmelig rytme, de begge var desperate efter at følge.
Lukas mærkede, hvordan blodet begyndte at pumpe hurtigere, og mindet om den tætte varme fra hendes krop i går skyllede ind over ham. Han tog et skridt tættere på hende, mens han mærkede, hvordan hans egne joggingbukser pludselig føltes alt for stramme. Han rakte ud og lod sine fingre glide hen over hendes blottede lænd, og han kunne mærke, hvordan hun spandt under hans berøring, præcis som en kat, der vidste, at den blev elsket.
Lukas kunne ikke længere modstå tyngdekraften fra hendes nærvær. Med et hurtigt ryk trak han hende ind mod sig, så hendes ryg ramte hans bryst, og hans arme sluttede sig om hende i et fast greb. Han mærkede hendes bløde, nøgne bryst mod sin arm, en varme der føltes som elektrisk strøm gennem hans hud, og han kunne høre hendes åndedræt blive hurtigere, mens hun lænede sig tilbage i ham. I det øjeblik, hvor deres kroppe mødtes, pressede han sint spændte lem mod hendes bagdel, og han mærkede straks, hvordan hun var gennemblødt; hun var våd og åben, som om hendes krop havde ventet på ham i hele natten og nu stod klar, indbydende og utålmodig efter mere.
Helene udstødte et lille, kvælt gisp, og glasset med appelsinjuice stod stadigt på bordkanten, glemt og overset. Hun vendte hovedet en smule og kiggede på ham med øjne, der var mørke af en hunger, som intet morgenmålt kunne mætte. Den frygt, der havde lammet dem i går, var ikke forsvundet, men den var blevet transformeret til noget andet – en farlig, spændingsfyldt hemmelighed, der kun gjorde begæret stærkere. Hendes hud føltes silkeagtig og varm, og Lukas mærkede, hvordan alt andet end den her tætte, fugtige kontakt ophørte med at eksistere.
"Vi har kun tyve minutter," hviskede hun, hendes stemme nu en hæs kommando, mens hun vendte sig i hans arme og slyngede sine ben om hans talje.
Lukas svarede ikke med ord, men med en handling, der var drevet af en næsten desperat hastighed. Han løftede hende op og satte hende på køkkenbordet, så glasset med juice skubbede faretruende tæt på kanten. Der var ingen forspil denne gang, ingen tøven eller leg med sandhed eller konsekvens; der var kun behovet for at mærke hende igen, før verden udenfor krævede deres opmærksomhed. Med et ryk trak han sine bukser ned, og i ét flydende, kraftfuldt stød pressede han sig ind i hende. Helene udstødte et højt, kort gisp, der blev kvalt mod hans skulder, mens hun klemte sine fingre ind i hans ryg.
Rytmen var voldsom og ufiltreret, en hurtig kamp mod uret, hvor hvert stød føltes som en trodsig handling mod alt det, der sagde, de ikke burde gøre det her. Køkkenets hvide fliser reflekterede det skarpe morgenlys, men alt hvad Lukas så, var den måde, hendes øjne rullede bagud på, og den måde hendes krop kramppede om ham på. Han kunne mærke, hvordan spændingen byggede sig op, ikke som en langsom bølge, men som et elektrisk stød, der var klar til at eksplodere.
Da klimakset ramte, bremsede han ikke. Han glemte alt om løfter om at trække sig ud eller frygten for konsekvenserne. Han greb hende hårdt om hofterne og stødte sig dybt ind i hende en sidste gang, mens han mærkede, hvordan hele hans krop stivnede. Med et dybt, rystende støn lod han alt sit tøjleløse begær flyde ud i hende, en varm og intens strøm, der fyldte hende helt op. Han blev liggende et øjeblik, mens han mærkede hendes indre pulsere omkring ham, en fælles rytme af udmattelse og nydelse.
Han trak sig langsomt ud, og en enkelt, hvidlig tråd strakte sig mellem dem i et sekund, før den forsvandt ind i hendes varme dybder. Lukas trådte et skridt tilbage og trak sine bukser op med et lille, triumferende smil. Han kiggede på Helene, der lå tilbage på bordet med pusten og øjnene tågede af efterglød. "Så har du et lille minde om mig at tage med i skolen," sagde han med en stemme, der var mættet af en ny, dristig selvsikkerhed, mens han blinkede til hende.
Uden at give hende tid til at svare, snappede han sin taske og skyndte sig ud af døren. Den kølige morgenluft ramte hans ansigt som et iskoldt gys, da han satte sig op på sin cykel. Han trådte hårdt i pedalerne og mærkede vinden piske mod sine kinder, mens han kørte væk fra huset. Bag ham lå hemmeligheden tilbage, gemt bag lukkede døre og hvide fliser, men i maven bar Helene nu et bevis på hans tilstedeværelse, som ingen skolebøger eller timer kunne slette.
Erotiske noveller skrevet af JawsD