Te-selskabet
Jeg bevæger mig gennem Vivientes dagligstue med sølvbakken, tilbyder agurkesmørrebrød og petit fours til kvinder i silke og perler. Det er automatisk nu, denne tjeneste – mit hoveds bøjning, de undvegne øjne, den stille forudseenhed af behov.
Først genkender jeg hendes lugt. Så ser jeg hende.
Hun sidder ved vinduet, eftermiddagslyset forgylder hendes hår, som har farven af efterårs hvede. Jeg føler jeg kender hende. Mindet dukker op fra Kiras fest – blændet, hendes vægt, blødheden, der havde truet med at overvælde mig. Hun havde været større end de andre, mere kurvet, hendes lår som puder, hendes mave blød mod mit ansigt. Jeg havde kæmpet efter luft, panikket kortvarigt, og så – skamfuldt, herligt – fundet mig selv hårdere, end jeg havde været hele natten.
Hun fanger mit blik. Smiler. Hendes øjne er hasselfarvede, varme, vidende.
Jeg trækker mig tilbage til køkkenet, hjertet hamrende, for at fylde kagebakken igen. Vivienne finder mig der, lænet mod dørkarmen med det smil, der betyder, at hun har planlagt noget.
"Betina," siger hun, "har anmodet om dine tjenester for aftenen. Kælderrummet. Efter te."
Jeg fryser, en makron smuldrer mellem mine fingre.
"Hun er kosmetisk kemiker," fortsætter Vivienne, hendes stemme afslappet, sammensvoren. "Tester nye produkter. Massageolier, specifikt. Glid og smag, fortæller hun mig. Hun har brug for et forsøgsobjekt, der kan... udholde længerevarende prøver."
Hun træder nærmere, hendes hånd på min krave, hendes mund ved mit øre.
"Sig ja, Peter. Hun har spurgt efter dig siden Kiras fest. Tilsyneladende gjorde du et indtryk."
"Ja, Herskerinde," hvisker jeg.
"Du er en god dreng."
Kælderrummet
Vivienne og Betina havde transformeret rummet. Lys overalt, der varmede stenvæggene, kastede ravfarvet lys på en bred platform dækket af hvide lagner. Hun venter i en silkekimono, hendes hår sluppet løs, hendes krop – ja, endnu fyldigere end jeg huskede, blødere, mere overflødig – knap indeholdt.
"Peter," siger hun, mit navn som honning. "Jeg har tænkt på dig ofte. Hvordan du kæmpede. Hvordan du blev hårdere."
Hun gestikulerer mod platformen. "Læg dig. På ryggen. Arme over hovedet."
Jeg adlyder. Hun fastgør mine håndled til sengegavlen med silkesnore – ikke stramt, men urokkeligt. Mine ankler spreder hun og sikrer, efterlader mig udsat, sårbar, udstillet.
"Først," mumler hun, fremdrager en delikat porcelænskop, "te. For at holde dig ved kræfterne."
Hun holder den til mine læber. Jeg drikker – noget urtet, sødt, med en eftersmag, jeg ikke kan identificere. Hun smiler, hemmelighedsfuld, og sætter koppen fra sig.
"Olien," forklarer hun, lukker sin kimono op, afslører sig selv – fulde bryster, blød mave, brede hofter, hele hende overflødig og uden skam. "Den varmer ved berøring. Den glider. Og den smager af vanilje og noget andet. Noget, der åbner blodet."
Hun hælder den over mit bryst, varm, chokerende varm, og begynder at sprede den med sine hænder. Så underarmene. Så hele hendes krop.
Hun kravler over mig, bruger mig endnu ikke, blot dækker sig selv med olien, så trykker mod mig, glider, gnider. Hendes blødhed omslutter mig – hendes mave mod min, hendes bryster mod mit bryst, hendes lår glatte mod mine hofter. Hun bevæger sig som en bølge, kontinuerlig, ubønhørlig, hendes vægt presser ned, løfter, presser ned igen.
Jeg drukner i hende. Olien gør hver berøring elektrisk, friktionsløs. Hun gnider mod min ophidselse, tager mig ikke indeni, bruger mig blot som en overflade, et redskab for sin nydelse, mens jeg anstrenger mig mod båndene, desperat efter mere kontakt, mere tryk.
"Tålmodighed," hvisker hun.
Hun bevæger sig op ad min krop, positionerer sig over mit ansigt. Dette – dette husker jeg. Blødheden, vægten, øjeblikket, hvor panikken stiger, fordi jeg ikke kan trække vejret, fordi hun er overalt, omkranser mig, presser ned.
Hun løfter sig let, tillader mig gispende åndedræt, så lægger hun sig igen. "Brug din næse," kommanderer hun. "Din tunge. Dit hage. Hele dig. Tjen mig."
Det gør jeg. Jeg mister mig selv i hende, olien blandet med hendes smag, varmen, den overvældende overflødighed af hendes kød. Hun gnider mod mit ansigt med den samme langsomme rytme, hun brugte på min krop, tager sin nydelse, bruger mig fuldstændig.
Så skifter hun, vender sig, positionerer sig, så hun kan nå min ophidselse, mens hun stadig sidder på mit ansigt. Hendes mund lukker sig om mig – varm, våd, kyndig – og jeg udstøder et skrig, lyden dæmpet mod hende. Hun synkroniserer bevægelserne – hendes mund nedad, mens hun presser ned på mit ansigt, opad, mens hun tillader mig luft, skaber en rytme af kvælnings og stimulering, der driver mig til vanvid.
Hun befrier mine hænder og bruger dem så – fører mine fingre ind i hende, mens hun rider mit ansigt, bruger dem som udvidelser af sin egen nydelse. Hun bevæger sig rundt, bruger mine tæer, gnider sig mod mine fødder, olien gør hver berøring glat. Hun er overalt, forbruger hver en del af mig, hendes blødhed omslutter mig fuldstændig.
Jeg mærker teen nu – ikke udløsning, men ubønhørlig hårdhed, evnen til at stige og toppe uden at bløde, uden at ende. Hun bringer mig til kanten med sin mund, sine hænder, sin krop, så stopper, lader mig ryste, begynder så igen. Hun tester sin olie, tester mig, bruger mig som lærred for sine eksperimenter.
Timer går. Jeg er delirisk, dækket af olie og sved og hende, min krop en eneste nerve af sensation. Hun er nået klimaks flere gange – jeg har mærket hende skælve mod mit ansigt, mine fingre, min ophidselse – men hun vil have mere. Hun vil have, at vi slutter sammen.
Hun positionerer sig over mig, endelig, endelig tager hun mig ind i sig, hendes blødhed omslutter mig, forbruger mig. Hun rider mig langsomt, sine hænder på mit oliede bryst, hendes øjne låst i mine.
"Nu," hvisker hun, hendes stemme brækkende. "Sammen med mig. Nu."
Jeg kan ikke holde tilbage. Trykket, varmen, den endeløse stimulering – jeg udløser, voldsomt, endeløst, min krop konvulsivisk, mit syn hvidt i kanterne. Hun når klimaks samtidig, hendes krop klemmer om mig, hendes skrig genlyder i stenrummet, og nydelsen er for meget, for intens, overvældende mine sanser fuldstændig.
Mørket kræver mig. Jeg besvimer, stadig indeni hende, hendes vægt stadig presser mig ned i de oliesvøbte lagner.
Vågnen
Bevidstheden vender langsomt tilbage. Blødhed under mig – ikke kælderplatformen, men en madras. Velkendte lagner. Vivientes duft.
Jeg er i Vivientes seng.
Og jeg er ikke alene.
På min venstre side, Vivienne, hendes krop krøbet mod min side, hendes hånd hvilende på mit bryst. På min højre side, Betina, lige så nøgen, hendes blødhed presset mod mit hofte, hendes arm kastet over min mave, hendes ånde varm mod min skulder.
De er begge vågne. Ser på mig.
"Velkommen tilbage," siger Vivienne, hendes stemme tør, moret. "Du var væk i to timer."
"Imponerende," tilføjer Betina, hendes fingre sporer mønstre på min oliede hud. "Olien virker. Og du – du er præcis, hvad jeg havde brug for til min forskning."
Vivientes hånd driver lavere, finder mig allerede i bevægelse, allerede klar på trods af alt.
"Betina har bedt om at låne dig regelmæssigt," siger Vivienne, hendes mund ved mit øre. "Til sin forskning, naturligvis. Jeg har sagt ja. Men kun hvis hun deler sine resultater."
Betina ler, lavt og varmt, hendes krop vibrerende mod mig.
"Næste uge," hvisker hun. "En ny formel. Længerevarende. Mere intens."
Hun kysser min skulder. Vivienne kysser min kæbe.
Jeg ligger mellem dem, udmattet, brugt, krævet af to kvinder, og indser, at jeg aldrig har været mere fuldstændig ejet.
"Sov," befaler Vivienne.
Jeg adlyder.
Erotiske noveller skrevet af Peter 71
