Næste torsdag
Jeg sad i bilen i fem minutter. Motoren var slukket, hænderne i skødet. Rækkehuset lå der som altid – den lille have, den blå dørmat, brevsprækken der sad skævt. Jeg havde parkeret her hundrede gange uden at tænke over det.
Nu kunne jeg ikke få mig selv til at åbne bildøren.
Min autorisationsbevis hang hjemme på kontorvæggen i en sort ramme. Syvogtyve år siden min mor tog billedet af mig foran den.
Jeg åbnede bildøren og gik hen mod huset.
Anna åbnede før jeg nåede at ringe på. Hun smilede – ikke det trætte, høflige smil jeg kendte. Et andet smil. Et jeg ikke havde set før.
»Han er hjemme,« sagde hun lavt. »Han kom hjem i tirsdags. Han har det bedre.«
Jeg nikkede. Sagde ingenting.
Martin sad i sin kørestol i stuen. Han så faktisk bedre ud end han havde gjort i måneder – lidt farve i ansigtet, blikket klarere.
»Jonas,« sagde han. »Kom ind, mand. Jeg har savnet de forbandede elastikker.«
Jeg lo. Det lød ikke som mig.
Vi lavede øvelserne. Stræk, balance, styrke. De samme bevægelser som altid, i det samme rum. Anna kom ind med kaffe ved halv tre, satte kopperne på bordet, forsvandt igen. Hendes hånd rørte min skulder let da hun gik forbi. Jeg mærkede Martin følge bevægelsen.
Da behandlingen var slut, blev han siddende. Anna kom ikke tilbage med kopperne.
»Sæt dig,« sagde han stille.
Jeg satte mig i stolen overfor ham. Kørestolen stod præcis som altid – lidt skævt, hjulet op mod væggen.
Han kiggede på mig i lang tid. Ikke vredt. Bare... træt.
»Hun fortalte mig det hele,« sagde han til sidst. »I detaljer. Ikke fordi hun ville såre mig. Fordi hun ikke kunne holde det inde længere.«
Jeg sagde ingenting. Der var intet at sige.
»Jeg vidste det ikke,« fortsatte han. »Men jeg mærkede det. Hun grinede igen. Hun sang i køkkenet. Hun sov bedre. Jeg troede først, det var fordi jeg kom hjem fra hospitalet. Men det var dig.«
Han trak vejret dybt.
»Jeg er ikke blind, Jonas. Jeg kan ikke længere gå, jeg kan ikke længere elske hende som en mand skal elske sin kone. Jeg kan ikke give hende det, hun har brug for. Jeg har sagt det til hende i årevis: Find en anden. Jeg mente det. Men jeg troede aldrig, det ville være dig.«
Han kiggede ned på sine hænder – de rystede let.
»Jeg kunne ringe til Sundhedsstyrelsen i morgen. Jeg kunne fortælle dem, at min fysioterapeut har haft sex med min kone i mit eget hjem. Mens jeg lå på hospitalet. De ville tage din autorisation. Du ville aldrig arbejde som fys igen. Ikke i Danmark. Måske ikke noget sted.«
Jeg mærkede maven vende sig. Han havde ret. Det var en kendsgerning.
»Men jeg vil ikke gøre det,« sagde han. »Fordi jeg stadig elsker hende. Og fordi hun har brug for dig. Ikke kun til at behandle mig. Til at give hende det, jeg ikke kan.«
Han løftede blikket.
»Så jeg har et forslag. Ikke en trussel. Et forslag.«
Han tav et øjeblik, som om han samlede mod til at sige det højt.
»Jeg vil se det. I dag. Foran mig.«
Jeg stirrede på ham.
»Jeg vil se hende blive glad. Jeg vil se hende komme. Jeg vil se, at hun stadig kan føle noget. Og jeg vil vide, at det er okay. At jeg stadig er en del af det – selvom det kun er ved at sidde her i stolen og kigge på.«
Hans stemme knækkede let.
»Det er det eneste, jeg beder om. Hvis du siger nej, så siger jeg ingenting til nogen. Du kan fortsætte med at komme her og behandle mig, og vi lader som ingenting. Men hvis du siger ja... så er det nu. I dag. Foran mig.«
Anna stod i døren. Hun havde hørt det hele. Hendes øjne var blanke, men hun rystede ikke på hovedet. Hun ventede bare.
Jeg kiggede fra den ene til den anden. Kørestolen i hjørnet stirrede tilbage på mig – skæv, som altid.
Jeg rejste mig langsomt. Gik hen til Anna. Hun mødte mit blik. Jeg lagde en hånd på hendes kind.
»Ja,« sagde jeg stille.
Martin nikkede én gang. Et lille, næsten umærkeligt nik.
Anna tog min hånd og førte mig hen til sofaen. Hun trak blusen over hovedet, lod bukserne glide ned. Hendes krop var den samme som sidst – fulde bryster, bløde hofter, den lille ar på maven fra en gammel operation. Hun satte sig på kanten af sofaen, spredte benene langsomt.
Jeg trak tøjet af, knælede foran hende. Martin rullede kørestolen tættere – kun en meter væk. Han sad stille, hænderne i skødet, blikket fast på os.
Jeg kyssede hendes inderside af lårene, arbejdede mig op. Hun stønnede lavt, lagde hovedet bagover. Martin så på – uden at sige et ord. Jeg lagde tungen mod hende, cirklede langsomt. Hun greb fat i mit hår, trak mig tættere. Hendes støn blev højere, kroppen spændte. Hun kom hurtigt – kroppen rystede, hun stønnede hans navn først, så mit.
Jeg rejste mig, trak bukserne ned. Min pik var hård. Anna trak mig ned over sig, guidede mig ind. Jeg stødte langsomt først – lod hende vænne sig. Martin så på. Hans ansigt var udtryksløst, men øjnene blanke.
Jeg øgede tempoet. Anna stønnede højt, klamrede sig til mig. »Ja... Jonas... hårdere...«
Jeg vendte hende om på alle fire. Hun støttede sig på armene, røven op mod mig. Jeg trængte ind bagfra – dybt, rytmisk. Martin rullede stolen endnu tættere. Han kunne se alt: hvordan jeg gled ind og ud, hvordan hun klemte om mig, hvordan hendes bryster svingede.
Jeg lod en finger glide op i hendes røv – hun gispede, pressede sig tilbage. Hun kom igen – flere små orgasmer, kroppen dirrede. Martin så på, hænderne knugede armlænene på kørestolen.
Til sidst kunne jeg ikke holde mere. Jeg stødte hårdt, dybt – kom inde i hende med et brøl. Anna stønnede højt, klemte om mig, kom med mig.
Vi kollapsede sammen på sofaen – svedige, åndeløse. Martin sad stadig der. Han så ikke væk.
Anna lå halvt på siden, benene spredt, åndedrættet tungt. Min sæd blandet med hendes safter løb langsomt ud af hende, dryppede ned over sofaen.
Martin rullede stolen frem – kun en halv meter tættere.
»Vent,« sagde han lavt.
Jeg frøs. Anna løftede hovedet, kiggede på ham.
Han trak vejret dybt.
»Jeg vil... smage jer,« sagde han. Stemmen var hæs, næsten knækket. »Begge. Jeg vil vide, hvordan det smager... når hun er glad.«
Sofaen var for lav. Martin kunne ikke nå hende derfra – kørestolen stod for højt i forhold til sædet, og vinklen var forkert. Anna forstod det med det samme. Hun rejste sig langsomt, benene stadig rystende efter orgasmerne. Hun gik hen til spisebordet i hjørnet af stuen – det gamle egetræsbord, hvor de engang havde spist aftensmad sammen hver aften.
Hun trak stolen væk og løftede sig op på kanten. Hun lagde sig tilbage – ryggen mod det kolde træ, benene hængende ud over kanten, spredt vidt. Hendes fisse var åben, blank af safter og min sæd, der stadig sivede ud i en tynd strøm.
Martin rullede stolen hen til bordet. Nu var han i perfekt højde – ansigtet lige i niveau med hendes underliv. Anna rakte en hånd ned, strøg ham over kinden, gennem håret. Hun kiggede på ham – og så på mig – med kærlighed i øjnene. Ikke kun lyst. Kærlighed. Den slags, der overlever alt.
Han bøjede sig frem. Hans ansigt kom tæt på hendes inderside af lårene. Han startede der – kyssede huden blødt, som om han genopdagede hende efter år. Så gled hans tunge opad, langsomt, forsigtigt. Han slikket hende – først de ydre læber, så dybere, hvor min sæd og hendes safter blandede sig. Han stønnede lavt mod hende, som om smagen var noget helligt. Anna lukkede øjnene et øjeblik, men åbnede dem igen – hun ville se os begge. Hun kiggede på Martin med ømhed, på mig med taknemmelighed. Hendes hånd strøg gennem hans hår, holdt ham blidt mod sig.
»Martin...« hviskede hun. Hendes stemme var blød, næsten grædende. »Jeg elsker dig.«
Han fortsatte. Han slikket hende ren – grundigt, langsomt – som om han ville huske hver dråbe, hver smag af os begge. Anna stønnede stille, hofterne løftede sig let mod hans mund. Hun kom igen – ikke voldsomt som før, men blødt, bølgende – en stille orgasme, der fik hende til at gispe og knuge hans hoved tættere.
Til sidst løftede han hovedet. Læberne blanke, øjnene våde. Han kiggede op på hende – og så på mig.
»Tak,« hviskede han til hende. Så kiggede han på mig. »Tak.«
Anna satte sig op, trak ham op mod sig – så godt hun kunne fra bordet – og kyssede ham dybt. Han kyssede hende tilbage, smagte på os begge gennem hende. Jeg stod der og så på – min pik stadig halvstiv, hjertet hamrende.
Ingen sagde mere i lang tid.
Til sidst rullede Martin stolen en smule tilbage. Han smilede svagt – et smil uden glæde, men uden had.
»Næste torsdag,« sagde han stille. »Samme tid.«
Jeg nikkede. Tog min taske. Gik ud i regnen.
Døren lukkede bag mig.
Men jeg vidste, den ville stå åben næste uge.
Og alle uger fremover.
Erotiske noveller skrevet af Fyssen