Hr. Nielsen stod ved det tunge fløjlsgardin og betragtede den grå virkelighed udenfor hotelværelset. Gaden var præget af støvletramp og den metalliske lyd af tyske køretøjer. Ved vejspærringen blev cyklister og fodgængere gennet sammen som kvæg; deres ansigter var blege masker af frygt, mens tyske soldater med kolde øjne granskede deres papirer.
Hr Nielsen, en mand med en vis tyngde og gråsprængte tindinger, var flyttet ind på hotellet for at være tæt på banken. Krigen sled på alt, også bankens reserver, men han havde sikret guldet. Dagligdagen var blevet en øvelse i overlevelse, indtil den lørdag aften, hvor det bankede på hans dør.
"Kom ind," råbte han fra sin lænestol.
Døren fløj op, og en ung kvinde nærmest snublede ind. Hun var forpustet, hendes bryst hævede og sænkede sig hurtigt under den tynde frakke. "Jeg kender Ole... din søn," fik hun frem mellem jagende åndedrag. "Tyskerne leder efter mig. Jeg er kommunist."
Hr Nielsen betragtede hende. Hun hed Henriette. Hendes øjne var store og mørke, fyldt med en vildskab, der rørte noget i ham. Ole var flygtet til Sverige, og nu stod denne kvinde her – sårbar og smuk. Han tøvede ikke. Han ville skabe en ny identitet til hende: Fru Nielsen.
De første måneder var præget af en høflig distance, selvom de delte seng af ren nødvendighed. Men i mørket under dynen var stilheden ladet. Hr Nielsen kunne høre hendes regelmæssige vejrtrækning, mærke varmen fra hendes krop, der duftede svagt af den sæbe, han købte til hende.
Henriette fordrev tiden med kærlighedsromaner, og langsomt begyndte fiktionens lidenskab at smitte af på deres virkelighed. Det startede med et flygtigt kram, så et godnatkys, der varede et sekund for længe, indtil spændingen en dag kulminerede.
Hr Nielsen kom hjem med favnen fuld af pakker. "Til min hustru," sagde han med en stemme, der var dybere end normalt.
Da Henriette trådte ud fra badeværelset, mærkede han blodet rulle hurtigere i årerne. Hun bar det sorte silkeundertøj, han havde skaffet via sine kontakter. De selvsiddende strømper fremhævede hendes slanke, stærke ben, og hofteholderens fine blonder skar sig ind i hendes bløde hud. Hendes brystvorter tegnede sig tydeligt gennem bh´ens tynde stof.
"Du er... guddommelig," hviskede han.
Han førte sine hænder over hendes kurver. Hendes hud var silkeblød og varm. Da han kyssede hende, slap hun et lille, hæst suk ud – en lyd af ophobet begær og lettelse. Han lod sine læber vandre ned over hendes hals, mens hun kastede hovedet tilbage med en lav gurglen af nydelse.
Han fik befriet hende for undertøjet, og for første gang stod de helt nøgne. Hendes krop var ung og spændstig, hendes baller faste og perfekt formede. Synet fik det til at rykke i ham; han var stiv og dunkende af lyst, en følelse han troede var død med hans afdøde kone.
Da han trængte ind i hende på sengen, slap hun et højt, skingert støn, der blev kvalt mod hans skulder. Sengen knirkede rytmisk i takt med deres bevægelser, akkompagneret af den våde lyd af deres kroppe, der mødtes. De bevægede sig hurtigere og hurtigere, indtil Henriette spændte som en flitsbue, nærmest råbende af nydelse, der endte i forløsende gråd.
Næste morgen hørte de begge hårde slag mod døren. "Papirer!" råbte en tysk stemme.
Hr Nielsen trak hurtigt i sin kimono og åbnede døren med bankdirektørens kølige autoritet. Han overleverede deres falske papirer, mens Henriette lå rystende under dynen. Da døren endelig lukkede igen, kastede han sig over hende, ikke af lyst i starten, men for at berolige hende.
Frygten forvandlede sig dog hurtigt til desperat lidenskab. Han lagde hende i missionærstillingen, og mens han stødte dybt i hende, hviskede han: "Jeg elsker dig." Hendes svar kom som små, afbrudte klynk mellem hendes støn: "Jeg... også... dig."
Resten af krigsårene blev hotelværelset deres private fristed. De holdt op med at spille skuespil. Henriette blev hans fristerinde; hun ventede på ham hver dag, ofte iklædt intet andet end de dyre sko og strømper. Hun eksperimenterede med hans krop på måder, han aldrig havde drømt om. De havde sex op mod de mørklagte vinduer, mens verden udenfor var i brand, og på gulvets tæpper, så stuepigen ikke kunne undgå at bemærke den tunge, sødlige lugt af deres elskov.
En eftermiddag, så snart han trådte ind ad døren, faldt hun på knæ foran ham. Hun trak hans bukser ned med febrilske hænder. Han stønnede lavt, da hendes varme læber og våde tunge omsluttede ham. Hendes smaskende lyde og den måde, hun kiggede op på ham med begærlige øjne, sendte ham hurtigt over kanten. Han kom med et voldsomt ryk, og da hun slap ham i sidste sekund, ramte den varme sperm hendes ansigt. Hun lukkede øjnene, mens det løb ned over hendes kinder, før hun med et frækt smil slikkede sig om munden og rensede det sidste af med sine fingre.l
Da freden kom i 1945, og klokkerne ringede over København, forblev deres dør lukket. De mange år i isolation og den konstante angst for stikkere havde knækket noget indeni Henriette. Mens folk fejrede friheden i gaderne, trak hun gardinerne tættere sammen.
Hendes angst voksede sig til et indre fængsel. Hun kunne ikke længere udholde tanken om at krydse dørtrinnet. Til sidst isolerede hun sig totalt i det lille rum, hvor kun kærligheden og de seksuelle eskapader havde været hendes holdepunkt. Den engang så livlige kvinde blev en skygge, der kun bevægede sig ud på toilettet i det yderste sekund, mens hun stadig lyttede efter lyden af tyske støvler, der aldrig kom igen.
Erotiske noveller skrevet af KoldinghusKongen