Det er en kold fredag aften, og luften i Royal Arena er tung af spænding og den karakteristiske duft af popcorn, øl og is, der bliver slæbt rundt af de ivrige skøjteløbere under opvarmningen. Jeg står ved båndet, mine fingre klamrer sig fast om den kolde metalrækværk, mens mine øjne følger spillerne på isen. Det er Malmø mod Frölunda, og stemningen er elektrisk, men mit fokus er ikke helt på spillet. Ikke endnu.
Det er hende, der fanger min opmærksomhed.
Hun sidder et par rækker foran mig, lidt til venstre, og hun er alene. Hendes mørke hår falder blødt ned over skuldrene, og hun har en tynd, cremefarvet uldtrøje på, der klamrer sig til hendes kurver på en måde, der får min hals til at stramme sig. Men det er ikke kun hendes krop, der får mig til at stirre. Det er hendes smil. Hun griner ved noget, måske en joke fra en af de andre tilskuere, og det lyse, ufiltrerede smil rammer mig som et slag i solar plexus. Mine fingre krammer hårdere om rækværket, og jeg kan mærke, hvordan min krop reagerer—blodet pumper hurtigere, og der er en varme, der breder sig i mit underliv.
Jeg prøver at se væk, at koncentrere mig om spillet, men mine øjne vender tilbage til hende, som om de har deres egen vilje. Hun bemærker det. Jeg ved, hun gør. Hendes blik møder mit i et kort, intens øjeblik, og hendes læber krøller sig let, som om hun ved præcis, hvad hun gør ved mig. Der er noget udfordrende i det blik, noget, der siger: Du vil have mere, ikke?
Jeg slukker min telefon, åbner Messenger, og begynder at skrive.
"Hej. Jeg hedder Nicolaj. Jeg sidder bagved dig, og jeg kunne ikke lade være med at bemærke dit smil."
Jeg trykker send, før jeg kan fortryde det. Mit hjerte hamrer, og jeg føler mig som en teenager igen, nervøs og ude af stand til at kontrollere mine impulser. Hun tager sin telefon op, læser beskeden, og jeg ser, hvordan hendes fingre bevæger sig hurtigt over skærmen. Mit telefon vibrerer.
"Mette. Og det er ikke mit smil, du har bemærket, vel?"
Jeg griner, en lav, hæs lyd, og skriver tilbage, mens mine øjne ikke kan lade være med at glide ned over hendes ryg, forestille sig, hvordan hendes krop ville føles under mine hænder.
"Okay, du har mig. Det var ikke kun dit smil."
Hun vender sig halvt om, så jeg kan se hendes profil, og hendes øjne møder mine igen. Der er en glød i dem, noget, der får min mave til at snøre sig sammen. "Så hvad var det ellers?"
Jeg tøver. Jeg burde ikke svare. Jeg har en kæreste, for helvede. Sophie. Søde, kærlige Sophie, der lige nu sidder derhjemme og tror, jeg er ude med drengene for at se kampen. Men noget i Mettes blik, den måde, hun bider let i sin underlæbe, mens hun venter på mit svar, får fingrene til at bevæge sig.
"Den måde, din trøje sidder på. Den måde, du griner. Den måde, dine læber ser ud, når du bider i dem." Jeg tager en dyb indånding. "Den måde, jeg forestiller mig, hvordan du ville smage."
Der går et øjeblik. Hun læser. Jeg ser, hvordan hendes bryst hæver sig lidt hurtigere, hvordan hendes fingre krammer om telefonen. Så kommer svaret.
"Du er meget frejdig, Nicolaj. Jeg kan lide det." En pause. "Men du ved ikke, hvordan jeg smager."
Jeg føler, hvordan min krop reagerer på hendes ord, hvordan min bukser pludselig føles for stramme. "Så lad mig finde ud af det."
Hun vender sig helt om denne gang, læner sig lidt tilbage mod rækværket, så der kun er et par meter mellem os. Hendes øjne er mørke, næsten sorte i det svage lys, og hendes læber er let åbne, som om hun allerede forestiller sig det. "Du er her med nogen?"
Jeg ryster på hovedet. "Løgn." "Nej."
"Løgner." Hun smiler, men det er ikke et venligt smil. Det er et, der lover problemer. "Jeg kan se det på dig. Du har en pige derhjemme, ikke?"
Jeg åbner munden for at benægte det, men hun afbryder mig med et blik. "Du behøver ikke lyve for mig, Nicolaj. Jeg kan lide mænd, der allerede er taget." Hun læner sig tættere på, og hendes stemme er lav, næsten en hvisken. "Det gør det bare endnu mere spændende."
Fuck. Det ord rammer mig som et spark i maven. Jeg skulle stoppe nu. Jeg burde stoppe nu. Men i stedet føler jeg, hvordan min krop vælter ind i hendes ord, ind i den forbudte lyst, der pludselig fylder alt i mit hoved. "Hvad gør du ved det?" min finger hoverer over skærmen.
Hun griner, en dyb, sexy lyd, der får gysninger til at løbe ned ad min ryg. "Jeg gør ingenting. Du gør noget ved det." Hun rejses sig op, strækker sig, så hendes trøje rider op og afslører et glimt af blød, lys hud over hendes jeans. "Men hvis du vil have mere end bare ord, Nicolaj, så ved du, hvor du finder mig."
Og så, før jeg kan svare, vender hun sig om og sætter sig ned igen, som om intet er hændt. Men alt er hændt. Min krop brænder, og mit hoved er fyldt med billeder af hende—hendes læber, hendes hænder, den måde, hun ville se ud på alle fire foran mig, mens jeg tager hende hårdt, mens jeg gør alle de ting, jeg ikke burde tænke på.
Kampen starter, men jeg ser næsten ikke spillet. Mine tanker er hos Mette, hos den måde, hun talte til mig, som om hun allerede vidste, hvad jeg ville. Som om hun allerede havde besluttet, at hun ville give mig det. Min telefon vibrerer igen.
"Tænker du på mig, Nicolaj?"
Jeg kigger ned. Hendes besked er der, og jeg kan næsten høre hendes stemme, mens jeg læser den. "Ja."
"Tænker du på, hvordan det ville være at kysse mig?"
Min hånd glider ned over mit lår, fingrene krammer ind i mit ben for at holde mig tilbage fra at række ud og tage hende nu. "Hver. Fucking. Sekund."
"God dreng." Der kommer et billede. Et selfie. Hun har taget det lige nu, for jeg kan se kampen i baggrunden. Hendes læber er let åbne, tungen stikker frem og berører hendes overlæbe, og hendes øjne er halvåbne, som om hun allerede er halvvejs der. Under billedet står der: "Forestil dig, at det er dine fingre, der holder min hage, mens du tager det, du vil have."
Jeg stønner lavt, kigger hurtigt omkring for at se, om nogen har hørt mig. Ingen har. Alle er optaget af kampen. Alle undtagen mig. Jeg skriver tilbage, mine fingre bevæger sig så hurtigt, at jeg næsten laver tastefejl.
"Jeg ville ikke bare tage dit kys, Mette. Jeg ville tage alt. Jeg ville skubbe dig ned på knæ foran mig og få dig til at åbne den søde mund og tage min pik, mens alle omkring os bare tror, vi ser kampen."
Der går et øjeblik. Så to. Jeg begynder at tro, at jeg er gået for vidt, at jeg har skræmt hende væk. Men så vibrerer telefonen igen.
"Fuck, Nicolaj." Et nyt billede. Denne gang er det hendes hånd, glidende ned under hendes trøje, fingrene forsvinder under stoffet, og hendes ansigt er rødt, øjnene glødende. "Se, hvad du gør ved mig. Jeg er våd. Jeg er våd bare af at tænke på det."
Min pik trykker hårdt mod mit bukselår, og jeg kan ikke længere sidde stille. Jeg rejses op, går ud af rækken og ind i den tomme gang, hvor lyden af kampen er dæmpet. Mine hænder skælver, mens jeg skriver.
"Jeg vil smage dig. Jeg vil have min tunge i din våde, stramme kutte, mens du klamrer dig til mig og beder om mere. Jeg vil have dig til at glemme, hvor vi er. Jeg vil have dig til at stønne mit navn, så højt, at alle hører det."
Telefonen ringer. Det er hende. Jeg trykker på svareknappen, og hendes stemme er åndeløs, næsten desperat. "Gør du det for hende?"
"Hvad?" Jeg ved præcis, hvad hun mener, men jeg vil høre hende sige det.
"Gør du det for din kæreste? Forestiller du dig, at det er hende, du skriver til? Eller er det mig, du tænker på, når du onaner dig selv i aften?"
Jeg læner mig mod væggen, lukker øjnene og forestiller mig hende. Forestiller mig, hvordan hun ville se ud, hvis hun stod her foran mig lige nu, hvordan hendes hænder ville føles på min krop. "Det er dig. Det er altid dig nu."
Hun sukker, en lyd, der er halvt lettelse, halvt lyst. "God dreng. Nu ved du, hvad du skal gøre, Nicolaj."
"Hvad?" Min stemme er hæs.
"Du møder mig efter kampen. Ude ved sideindgangen. Og så får du lov at vise mig, hvor god du er til at holde løfter."
Klik. Hun har lagt på. Jeg står der, telefonen presset mod mit øre, mens min krop brænder, og mit hoved er en kaotisk blanding af skyld og lyst. Jeg burde gå hjem. Jeg burde slette hendes nummer og glemme, dette nogensinde skete.
Men jeg ved, jeg ikke vil.
Erotiske noveller skrevet af trylle