Introduktion
I et liv formet af både længsel og lyst balancerer hovedpersonen mellem to verdener – mænd og kvinder, frihed og forpligtelse, krop og kærlighed. Det starter med ungdommens vilde, uforpligtende møder, glider over i drømmen om kernefamilien og ender i en erkendelse af, at sand frihed først opstår, når man tør stå ved hele sig selv. Dette er fortællingen om et biseksuelt liv – sanseligt, komplekst og ærligt. En rejse gennem hemmeligheder, erkendelser og det stille håb om at finde hjem.
Novellen: “Både og”
Jeg har altid været drevet af lyst.
Ikke bare som en impuls eller en trang, men som en livsstrøm, der løb gennem alt, hvad jeg gjorde – fra de første famlende møder i teenageårene til det voksne livs mere sofistikerede forførelser. I mange år var det mændenes kroppe, jeg søgte. Deres hud, deres muskler, deres duft. I mørke kroge, på dansegulve og i sengene hos venner, jeg aldrig helt kunne kalde andet end elskere. Det var en frihed, et eventyr, en udforskning af hvem jeg selv var, når alle masker faldt.
Men der kom et tidspunkt, hvor noget i mig begyndte at længes efter mere end blot begær. Et hjem. En hverdag. Et barn, der løb mig i møde med åbne arme. Jeg ville være far. Jeg ville skabe noget, der rakte længere end en nat eller en weekend i et hus ved havet.
Så jeg vendte mig mod kvinderne. Ikke som et kompromis – jeg har altid elsket deres blødhed, deres varme, deres nærhed – men som et valg. Et ønske om at bygge noget, der lignede det, jeg selv voksede op med: en kernefamilie.
Det lykkedes også. På overfladen i hvert fald. Vi havde huset, barnet, de fælles ferier og billederne på køleskabet. Men indeni begyndte noget at dirre. Som en streng, der blev spillet på i søvne.
Og nu, hvor jeg står her – i midten af livet, med minderne fra et væld af elskere bag mig og nye længsler foran – mærker jeg, at det er tid til at fortælle min historie. Ikke for at forklare eller undskylde, men for at bekende.
For kroppen glemmer ikke. Og lysten? Den ændrer måske form, men den dør aldrig.
Det var i de år, hvor jeg levede for natten. Hvor mit blik scannede rummet for én ting: det rette glimt i øjet. Det blik, der svarede tilbage med et løfte om noget kort, brændende, og uden morgenmad.
Jeg var sjældent i tvivl. Jeg kunne mærke det, som et jagtinstinkt, hvornår en fyr ville overgive sig. Nogle gange gik det hurtigt – et skævt smil ved baren, en hånd mod min hofte, og så stod vi i et toiletbås med min hånd om hans nakke og hans læber mod min hals. Andre gange trak jeg det ud. Lod ham blive lidt for længe i spændingen. Lokket. Styret. Domineret. Jeg vidste, hvad jeg ville have – og jeg tog det.
Der var én aften, jeg stadig vender tilbage til, selv nu. Det var på en mørk, røgfyldt bar i Berlin. Jeg var 24. Han var yngre – måske 20, glatbarberet, med mørke øjne og et skævt, næsten genert smil. Han stod alene, lænet op ad væggen, i en løs tanktop og jeans, der sad tæt omkring en fast, rund røv. Vores øjne mødtes, og han slog dem hurtigt ned – men blev stående. Jeg gik hen til ham uden at sige noget. Lagde hånden på hans hofte. Han lænede sig ind. Vi forstod hinanden.
Fem minutter senere havde jeg ham op ad muren bag klubben, hvor byen var tyst og mørk. Han lod sig vende om, spændt og lydløs, da jeg trak hans bukser ned. Jeg spyttede i min hånd, greb hans hofter og gled ind. Hans støn var dæmpet, men ægte. Og jeg kneppede ham, som jeg havde kneppet så mange før – hårdt, rytmisk, med hænderne om hans brystkasse og tænderne mod hans nakke.
Jeg elskede det. Magten. Råheden. Det dyriske i at være den, der tog – og tog godt. Ikke fordi han ikke ville det, men fordi han havde brug for det. Og jeg vidste, hvordan man gav det.
Da vi var færdige, blev vi stående lidt. Han lænede sig tilbage mod mig. Et kort kys, ingen ord. Så trak han bukserne op og forsvandt ud i natten. Jeg gik ind og bestilte en øl. Klar til det næste blik.
Der var år, hvor jeg næsten ikke kendte andet end lyset fra gadelygter, duften af sved og røg, og lyden af et lynhurtigt suk, når jeg gled ned på knæ foran en fremmed.
Toiletter på togstationer, mørke parker, bagtrapper ved barer hvor musikken stadig dunkede i brystet. Jeg vidste, hvor jeg skulle kigge, hvordan jeg skulle gå – hvordan blikket kunne blive en invitation.
En aften i København – det var vinter, og jeg havde lige forladt en fest i en gammel lejlighed på Østerbro – gik jeg ad Søerne, da jeg fik øje på ham. Han stod alene ved Dronning Louises Bro, rygende, slank, med hætten trukket op. Jeg kunne mærke det med det samme. Vi sagde næsten ingenting. Kun et “hey” og et nik mod den nærmeste trappe ned til vandet.
Der, i skyggen af broens granit, trak jeg ham frem og lod ham læne sig mod muren, mens jeg tog ham i munden. Han var allerede hård. Jeg elskede fornemmelsen af ham – tung og varm mod min tunge – og måden hans hænder rystede en smule, da jeg lod hovedet tage hele ham. Jeg kunne høre ham gispe, se ham spænde i kroppen, da han kom hurtigt, uforberedt, med et dæmpet støn.
Han knælede et øjeblik foran mig bagefter. Ville gengælde. Jeg lod ham. Det var hurtigt, vådt, råt – som det skulle være. Ingen navne, ingen forventninger. Kun tilfredsstillelse.
Der var mange som ham. En mand i en sauna i Helsinki. En lastbilchauffør på en rasteplads ved Rødby. En muskuløs danser i Paris, som jeg tog op ad væggen i et baglokale, mens han stadig havde glitter i ansigtet og smagte af gin.
Men langsomt begyndte tomheden at snige sig ind. Ikke midt i akten – der var jeg stadig nærværende, vild, fuld af kraft. Men bagefter. Når han gik, og jeg blev stående. Når jeg så mit spejlbillede i vinduet i natbussen. Når jeg kom hjem til en lejlighed, hvor intet lå og duftede af nogen anden end mig.
Det var i den stilhed, at tanken begyndte at røre på sig. Måske var der en kvinde derude, som også havde prøvet nok. Som også længtes. Ikke bare efter sex, men efter noget at vågne op til. Et køkkenbord med to kaffekopper. En børnestol. En seng, hvor man blev liggende hele natten.
Jeg begyndte at se mig omkring med andre øjne. Ikke efter dem, jeg kunne tage. Men efter hende, jeg kunne blive med.
Det var ikke fordi hun var den smukkeste kvinde i rummet. Ikke på den klassiske måde. Hun havde ikke høje hæle eller lårkorte kjoler. Hun havde bukser, en løs skjorte og håret sat op i en skødesløs knold. Hun lo med hovedet bagover, og hendes øjne var levende, som om hun så noget bag facaderne på folk.
Jeg så hende første gang til en venindes fødselsdag, hvor jeg var blevet inviteret lidt modvilligt. Jeg havde haft en fyr i munden tidligere samme dag – hurtigt, analt, anonymt. Men det virkede allerede langt væk, da hun trådte ind.
Vi faldt i snak i køkkenet. Hun havde hænderne begravet i chipsposen og et halvt glas rødvin i hånden. Jeg kan ikke huske, hvad vi talte om først – noget med bøger, måske, eller musik – men jeg husker, hvordan hendes blik blev hængende. Ikke som en test, men som en invitation til at blive set.
“Du virker… rastløs,” sagde hun pludselig og smilede, som om hun allerede kendte svaret.
Det var første gang i lang tid, at jeg ikke havde lyst til at spille rollen. Ikke være den dominerende, den forførende, den, der tager og går videre. Jeg sagde bare:
“Ja. Det gør jeg.”
Vi gik en tur efter festen. Ned ad små gader, hvor byen duftede af regn og asfalt. Hun fortalte, at hun havde været gift én gang. At hun havde prøvet det meste. At hun ville noget andet nu. “Jeg vil mærke nærhed,” sagde hun stille. “Ikke bare varme. Ikke bare krop.”
Jeg mærkede det samme. Noget i mig, der havde været i bevægelse i årevis, begyndte at standse op. Som om hendes ro smittede. Som om jeg for første gang hørte mig selv sukke – ikke af liderlighed, men af lettelse.
Vi kyssede, inden vi skiltes. Blidt, men med noget ægte bag. Ikke en kamp om kontrol, ikke et jagtinstinkt. Bare to mennesker, der mærkede noget, de ikke ville løbe fra.
Hun tog mig ikke med hjem den første aften. Hun inviterede mig med ind. Det var forskellen. Ingen skjulte signaler, ingen “vil du med op og se min udsigt?” – bare et stille:
“Vil du sove hos mig i nat?”
Hendes lejlighed duftede af lavendel. Hun tog skoene af, smed trøjen og gik barfodet rundt, som om det var det mest naturlige i verden. Jeg kunne mærke, at jeg var i noget andet nu. Ingen spil, ingen masker. Jeg blev stående i gangen lidt for længe, som om jeg skulle beslutte mig for, hvem jeg ville være her.
“Kom,” sagde hun og rakte hånden ud. “Læg dig hos mig.”
I sengen var hun både blid og uventet direkte. Hun kyssede mig langsomt, som om hun ville smage hele mig – ikke bare min mund, men mit liv. Jeg lod mine hænder glide ned ad hendes krop, og hun spredte benene for mig uden tøven. Våd, varm, parat. Men da jeg førte fingrene bagud mod hendes anus, blev hendes blik mørkere, dybere. Hun nikkede blot – og jeg forstod.
Jeg lod min tunge arbejde først, blidt, grundigt. Hun spændte kort, men overgav sig hurtigt. Hendes støn var anderledes end dem, jeg kendte fra mænd. Ikke dybere – men mere åbne. Der var noget råt og samtidig sårbart i hendes måde at tage imod på. Og da jeg langsomt trængte op i hende bagfra, med hånden omkring hendes hofte og kinden mod hendes ryg, mærkede jeg det: Genkendelsen.
Et sekund lukkede jeg øjnene og så en mand for mig. Den kurvede ryg, den spændte ringmuskel, lydene… det hele kunne have været én af dem fra før. Min krop huskede stadig. Og det tændte mig. Ikke som en forræderisk tanke – men som et dybere lag af begær, jeg ikke behøvede at flygte fra.
Hun mærkede min intensitet. Hun skreg lavmælt, vred sig, tog imod. Hun ville mærkes, rystes, fyldes. Da jeg kom, trak hun mig helt ind til sig og holdt mig der. Ikke med ord. Bare med varme.
Natten blev til morgen. Og vi blev liggende. Vi spiste morgenmad nøgne, hun sad overskrævs på mig i sofaen og kyssede mig, som om hun allerede havde bestemt sig.
Det blev ikke ved én nat. Allerede ugen efter var jeg der igen. Og ugen efter igen. Til sidst havde jeg ikke længere nogen tandbørste hjemme hos mig selv – den stod i hendes glas.
Hun kendte ikke hele min historie. Ikke i detaljer. Men vi havde begge sagt det højt tidligt: “Jeg har været med begge køn. Jeg har søgt. Jeg har leget.” Det var nok. Der var tillid i det ufortalte.
Kort efter flyttede vi sammen. Det var ikke dramatisk. Hun havde brug for mere plads. Jeg havde brug for nærhed. Og da hun sagde: “Jeg tror, jeg er gravid,” kiggede hun på mig med noget, der mindede om ro. Som om hun ikke frygtede, hvad jeg ville gøre.
Jeg gjorde det eneste, jeg kunne: Jeg tog hendes hånd og sagde:
“Så lad os gøre det her. Sammen.”
At blive far forandrede alt.
Det kom ikke som et chok, ikke som en identitetskrise. Det var mere som en ro, der bredte sig. Som om noget i mig, der havde løbet for hurtigt, endelig satte sig ned og trak vejret. Jeg elskede det. At vågne op ved siden af hende, at høre den lille grynte fra tremmesengen, at mærke ansvaret som en slags grund under fødderne.
Men der var også nætter, hvor jeg sad alene i stuen, med barnet sovende på brystet, og tankerne begyndte at glide. Ikke væk fra min familie – men tilbage til noget andet, noget ældre.
Jeg kunne pludselig mærke ham igen. Fyren ved siden af mig i bussen, hans lår mod mit. Fyren i træningscentret, der gik forbi i håndklæde, duftende af sæbe og testosteron. Jeg kunne se en mand kigge på mig for længe i en kiosk, og noget i mig spændte. Ikke en længsel – ikke i starten – men et genkendeligt stik i kønsbenet. Som et gammelt sår, der kløede i varmen.
På vej hjem fra arbejde var der en bestemt gade, jeg ikke længere burde gå ad. Men jeg gjorde det. Der, hvor saunaen lå. Hvor baren havde ligget. Hvor jeg engang havde fået et blowjob i en port, mens regnen piskede ned, og jeg pressede en ung fyr ned på knæ med en hånd i hans hår.
Nu gik jeg forbi i jakkesæt og med indkøbsposer. Men mit blik blev hængende på døren. Jeg forestillede mig stadig, hvordan det ville være at træde ind. Bare en gang. En hurtig, lydløs hånd på mit bælte. Et par læber, der kendte vejen. Jeg ville ikke kende hans navn. Jeg ville tage ham hurtigt. Mørkt. Analt. Og så gå igen.
Men jeg gik hjem.
Til hende. Til barnet, der lå med bløde hænder og duftede af mælk og tryghed. Og det mærkelige var, at jeg elskede det lige så meget. Mere, måske. Den dybere forbundethed, det nøgne menneske i den anden ende af hverdagen. Det var ægte. Men begæret løj aldrig. Det ændrede bare maske.
Når hun lagde sig til rette med ryggen mod mig og sagde: “Tag mig sådan…” og jeg gled ind i hende bagfra, kunne jeg indimellem mærke, hvordan fantasien flimrede. Ikke væk fra hende – men til siderne. En krop foran mig. En anden stemning. Som om jeg kanaliserede alt det gamle ind i det nye, uden at ødelægge det. Men heller aldrig helt at slippe det.
Jeg havde sagt til mig selv, det bare var et minde. Et billede, jeg kunne bruge, når jeg onanerede i badet og lod vandet overdøve mine støn. Men det blev ikke i badet. Og det blev ikke ved billeder.
Det var tirsdag, da jeg første gang sneg mig derind igen. Jeg havde sagt til hende, at jeg kom sent hjem – noget med et møde, en forsinkelse, tog der ikke kørte. Løgnen gled let ud. For let.
Der lugtede som altid. Renset sved, rengøringsmidler og den metalliske duft af opstemning. Mænd i alle aldre, med blikke der gled, som hænderne gjorde. Jeg lod mit håndklæde glide ned og gik barfodet gennem dampen, som om jeg aldrig havde været væk.
Den første aften var stille. En mand, måske i fyrrerne, høj, skægstubbe og et blik, der spurgte uden ord. Vi rørte først hinanden i mørket. Hans hånd på mit bryst, min hånd om hans nakke. Han vendte sig om af sig selv. Jeg gled ind i ham, langsomt, uden ord. Og da jeg kom, var det som at få ilt igen efter at have været under vandet.
Torsdag gik jeg derhen igen. Som en vane, næsten. En yngre fyr denne gang, sulten og lidt nervøs. Jeg tog ham i et af de små rum med sort plastik på væggene. Hans lyde glemte jeg aldrig. Det lød som frihed.
Fredag kunne jeg ikke lade være. Jeg sagde til hende, jeg var træt. Hun foreslog sex. Jeg sagde: “Ikke i aften.” Hun nikkede, lagde sig, rørte sig ikke. Jeg kunne se på hende, at hun vidste, det ikke kun var trætheden.
Jeg tog af sted. Saunaen. Et hurtigt blowjob i mørket. En hånd, der trak mig længere ind. En mund, der tog mig som om den havde ventet på mig hele dagen. Det var ikke kærlighed. Det var råhed. Mørke. Hud, varme, vådhed. En slags sandhed, jeg ikke kunne slippe.
Da jeg kom hjem, lå hun stadig vågen. Hun sagde ikke noget, men hendes øjne fulgte mig, som om de forsøgte at forstå noget, hun endnu ikke havde ord for. Jeg lagde mig ved siden af hende og kyssede hendes skulder.
“Du dufter af sauna,” sagde hun stille.
“Jeg var i fitness,” løj jeg. “Jeg svedte bare lidt.”
Jeg vendte mig om og lod som om jeg sov. Men indeni rasede det.
For hvordan kunne jeg elske hende og stadig længes sådan efter dem? Efter den mørke anonymitet, den hårde krop mod min, den lydløse anerkendelse af et begær, der nægtede at dø?
Da hun sagde det, troede jeg først, det var en joke.
“Der er to,” sagde hun. “Tvillinger.”
Jeg smilede. Jeg kyssede hende. Jeg spillede rollen perfekt. Indeni skreg jeg.
Én var én ting. Én baby havde jeg kunne bære. Kunne elske. Kunne knytte mig til. Men to? To på vej – og en treårig, der stadig kaldte på mig hver aften med varme hænder og trætte øjne. Jeg følte mig kvalt. Ikke af kærlighed – men af alt det, jeg nu vidste, jeg ikke kunne løbe fra.
Jeg var fanget. Og jeg elskede dem jo. Det var det forbandede paradoks. Jeg elskede hende. Jeg elskede mit barn. Men jeg elskede også den fyr i saunaens mørke, som lod mig tage ham hårdt og uden spørgsmål. Jeg elskede følelsen af at blive suttet af en fremmed, som om jeg var løsningen på hans længsel.
Under hendes graviditet ændrede det hele sig.
Hun var træt. Øm. Hormonel. Hun havde kvalme, hævede ankler, lysten forsvandt. Og jeg forsvandt med den.
“Gå bare i fitness, skat. Det er godt, du passer på dig selv,” sagde hun.
Jeg nikkede. Kyssede hende i panden. Og gik.
Saunaen blev mit andet hjem. Min virkelige krop. Der, hvor jeg kunne trække vejret, svede, mærke. Jeg kendte flere af dem nu. Nogle med navne. De fleste uden. Vi lå i mørket, svedige og ordløse. Jeg kom i munde og numser, mod mure og over ansigter. Jeg var begæret. Jeg var den aktive. Den, de ventede på.
En aften tog jeg en fyr i dampen – uden kondom. Det var ikke planlagt. Det var bare sket. Han sagde: “Kom i mig, mand…” og jeg gjorde det. Jeg kom hårdt og voldsomt. Som om jeg skulle tømme alt det, jeg ikke kunne sige derhjemme. Jeg følte mig fri. Og da jeg kom ud og stod i omklædningen med mit håndklæde og min skyld som sved, tænkte jeg: Hvad fanden er jeg i gang med?
Derhjemme lå hun med stor mave og hævede fingre. Hun smilede stadig til mig.
“Var det hårdt i fitness i dag?”
“Ja,” sagde jeg. “Ben og ryg.”
Jeg løj for let.
Og hun… hun måtte da lugte det. Mit tøj, min hud, mine øjne. Men hun sagde aldrig noget. Måske fordi hun håbede, det ville gå over. Måske fordi hun havde for travlt med at bære livet frem.
Men jeg fik masser af sex nu. Mere end nogensinde. Bare ikke hjemme. Ikke der, hvor nogen elskede mig.
Jeg burde være gået. Jeg havde set på uret flere gange. Institutionerne lukkede om en halv time. Hun havde skrevet en sms: Husk børnene i dag – jeg er til scanning og kan ikke nå det.
Men jeg blev. Fordi han blev.
Håndværkeren var yngre end mig. Måske midt i 20’erne. Lavt talende, med en accent jeg ikke helt kunne placere – Balkan, måske. Han havde arbejdstøj på, men jakken var rystet af, og han stod i tætsiddende, lidt støvet T-shirt, da jeg gik ud i køkkenet med to glas vand.
“Er det okay med det rør der?” spurgte jeg.
“Det kan fikses,” sagde han. “Men maskinen er tung. Jeg skal bruge lidt hjælp til at løfte den på plads.”
Jeg lagde hånden på hans skulder, helt umotiveret, næsten som en fejl. Men han så ikke overrasket ud. Han vendte sig om. Hans blik gled ned ad mig – åbent, sultent. Det var ikke første gang, han havde stået i et fremmed hjem og haft denne samtale uden ord.
Jeg lukkede døren til køkkenet. Låste den. Og han lod selv bukserne falde.
Han havde en smuk, tung pik. Hårdfør, tændt. Jeg gik på knæ, smagte ham, fik ham hård og våd. Han tog mit hoved med begge hænder og pressede sig længere ind. Hans hænder var grove. Arbejdshænder. Hans støn var hæse og brutale. Da jeg rejste mig op, vendte han sig bare, bøjede sig over vasken og trak sin T-shirt op over ryggen. Som et tilbud. Som en overgivelse.
Jeg trængte op i ham, hårdt, uden tøven. Mine hofter mod hans faste bagdel, hans arme strakt frem. Jeg kunne mærke hans varme omkring mig, hans krop tage imod mig, kræve mig. Jeg holdt ham fast i skuldrene, stønnede mod hans nakke.
Jeg kom dybt i ham – med lukkede øjne, sveden løbende ned ad ryggen. Et råt, voldsomt klimaks.
Så ringede telefonen.
“Du har ikke hentet børnene!”
Det var hendes stemme. Kold. Skarp. Virkeligheden i én sætning.
“De lukker NU! Hvad tænker du på?!”
Jeg sagde ingenting. Jeg kunne ikke. Jeg trak mig ud, greb et viskestykke, tørrede mig hurtigt og løb gennem huset med telefonen i hånden. Håndværkeren stod stadig med bukserne om anklerne, da jeg lukkede døren bag mig.
Jeg nåede frem lige inden de lukkede. Pustende, med sved under skjorten og smagen af sperm stadig i halsen.
Pædagogen smilede skævt til mig. “Lidt sent på den i dag?”
“Der var… problemer med håndværkere,” svarede jeg. Hun nikkede, men hendes blik hvilede lige et sekund for længe på mit ansigt. Jeg vidste ikke, om det var ren nysgerrighed – eller om jeg lugtede af skyld.
Børnene kastede sig i armene på mig, som om intet var sket. Jeg smilede, kyssede dem, løftede dem ind i bilen, spændte seler og legede ansvarlig far hele vejen hjem.
Hun stod i entreen, da vi kom ind.
“Du sagde, du havde styr på det,” sagde hun, lavt, uden vrede. Det var det værste. Ikke skænderi. Ikke råben. Bare skuffelse.
“Jeg blev forsinket,” løj jeg. “Han havde ikke de rigtige fittings med.”
Hun nikkede. “Okay.” Hun gik ind i stuen. Og så var det dét.
Men det sad i mig. Hele aftenen. Jeg sad med børnene, læste godnathistorier, lagde tøj frem til næste dag. Hun lagde sig tidligt. Jeg hørte bruseren køre længe. Hørte døren smække lidt for hårdt. Hun sagde ikke godnat.
Og jeg? Jeg sad i stuen og kunne ikke få billedet ud af hovedet. Håndværkerens hænder, lyden af hans støn, følelsen af at komme i ham, i mit eget køkken, mens opvaskemaskinen stadig stod halvmonteret.
Jeg tændte tv’et, men det hjalp ikke. Min pik var hård igen.
Jeg gik ud på toilettet og onanerede i mørket – hurtige, stjålne bevægelser.
Ikke til tanker om min kone. Ikke til tanken om mine børn, mit liv.
Men til ham. Og alle de andre, jeg ikke kunne glemme.
Næste morgen sagde hun ikke noget. Hun satte kaffe frem, madpakkerne lå klar, hun kyssede mig let på kinden. Men hendes øjne mødte ikke mine.
Jeg vidste godt, at hun var begyndt at mærke noget. Hun kunne ikke bevise det. Måske kunne hun slet ikke formulere det. Men kvinder ved. De ved, når deres mand knepper med nogen, de ikke skal. Og de ved, når den lyst, han ikke giver hende, gives et andet sted.
Jeg prøvede at være bedre. Jeg hentede børnene til tiden. Jeg lavede mad. Jeg lod som om. Men hver gang jeg stod alene i supermarkedet, på tankstationen, i omklædningsrummet, tændtes blikket. Jeg var konstant på. Seksuelt. Jagende. Splittet.
Jeg var far. Mand. Ægtemand. Elsker. Løgner.
Og jeg havde ikke længere nogen idé om, hvordan jeg skulle få alle de roller til at gå op i én mand.
Det begyndte ikke med en samtale. Det begyndte med tavshed. Den slags, der ikke er iskold, men bare… fyldt. Fyldt af alt det, vi ikke sagde, fordi vi ikke turde. Fordi vi ikke ville ødelægge det lille landskab, vi sammen havde skabt: parcelhuset, børnene, hverdagen.
Men hun begyndte at se mig på en ny måde. Ikke som en mistænksom kvinde. Men som én, der mærkede en ændring i luften. Hun blev mere stille, men også blidere. Ikke som en straf, men som om hun lagde låg på sine egne spørgsmål for at give mig plads til at finde svaret selv.
Og jeg kunne ikke mere. Jeg begyndte at læse om det. Om mænd, fædre, ægtemænd, som var biseksuelle – eller måske bare seksuelle, i bredeste forstand. Mænd, som levede med kvinder, men længtes efter mænd. Ikke kun kroppen, men også nærværet. Mænd, der havde bygget hele liv op – og som en dag ikke længere kunne løbe fra sig selv.
En aften, mens hun lagde tvillingerne i seng, sad jeg i sofaen med en whisky, og mit hjerte bankede, som før en tilståelse. For det var det jo.
Da hun kom ind, satte hun sig. Tavs.
“Jeg har noget, jeg skal sige,” begyndte jeg. Min stemme var tør. “Noget, du sikkert godt ved. Eller fornemmer.”
Hun sagde ingenting. Hendes øjne blev ikke hårde. Kun mere åbne.
“Jeg er… til mænd. Eller… Jeg er til begge. Det har jeg altid været. Men det er ikke bare noget, jeg tænker. Det er noget, jeg gør. Jeg har været dig utro.”
Jeg forventede tårer. Råb. En flugt. Men hun sad der bare. Stirrede på mig med noget, der mindede om sorg – men også accept.
“Jeg vidste det nok,” sagde hun endelig. “Men jeg troede, det bare var noget, du havde prøvet engang.”
“Det troede jeg også,” sagde jeg. “Men det stoppede ikke. Og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg elsker dig. Jeg elsker vores børn. Men der er noget i mig, der ikke går væk. Noget, jeg har brug for at være ærlig om. Jeg er træt af at lyve.”
Hun så på mig længe. Så længe, at jeg næsten gik i stykker.
“Du er nødt til at vælge, om du vil være tro mod os… eller tro mod dig selv,” sagde hun til sidst. “Måske kan begge dele ikke lade sig gøre.”
“Det ved jeg,” svarede jeg. “Men måske… måske kunne vi tale om noget andet. Et kompromis. Et åbent ægteskab. Du har også haft dine fantasier. Det har du selv sagt. Hvad nu hvis vi turde se hinanden i øjnene og være ærlige – hele vejen?”
Hun tøvede. Det var ikke et ja. Men det var heller ikke et nej.
“Jeg skal tænke,” sagde hun.
Og jeg vidste, at det var starten. Ikke på enden, men på noget nyt. Noget ærligt. Måske mere skrøbeligt – men også mere sandt.
Det var en torsdag. Vi sad i køkkenet, ungerne sov, opvasken summede i maskinen – den samme maskine, jeg havde kneppet håndværkeren op af. En del af mig troede aldrig, vi ville komme forbi det. Men hun havde overrasket mig igen.
“Jeg har tænkt over det, du sagde,” begyndte hun. Hendes stemme var rolig. Måske for rolig. “Om et åbent ægteskab. Og jeg har læst lidt. Særligt om noget, nogle kalder en ‘husven’.”
“Husven?” spurgte jeg, lidt for hurtigt.
“Ja. Én, der kommer… regelmæssigt. Én vi begge kan være sammen med. En uden familie, uden forpligtelser, som ved hvad det handler om. Du savner mænd, jeg savner at føle mig begæret. Og jeg kan mærke, vi begge savner at kunne være frie. Bare lidt. Uden at miste hinanden.”
Jeg stirrede på hende.
“Du… vil dele?” spurgte jeg.
Hun så direkte på mig. “Nej. Jeg vil åbne. Ikke for alt. Men måske for nok.”
“Og du tror, det kan fungere?”
“Jeg ved det ikke,” sagde hun. “Men jeg ved, det andet ikke fungerer. Du forsvinder. Du lyver. Du knepper fremmede i saunaer og bag køkkendøre. Jeg vil hellere vide, hvad du laver – og hvem du laver det med. Og hvis jeg også får noget ud af det… måske er det ikke så skørt.”
Hun smilede. Det var et ærligt smil. Og jeg mærkede en stivhed i kroppen, en spænding – men ikke af skam denne gang. Af mulighed.
“Og hvis det fungerer,” fortsatte hun, “så kunne du måske også… få dine friaftener. Ægte friaftener. Og så er du ærlig, når du siger, du skal i fitness.”
“Og du?” spurgte jeg. “Du vil… være sammen med ham alene også?”
Hun nikkede. “Ja. Men det ville være på vores præmisser. Ingen hemmeligheder. En ordning. Et rum, hvor vi begge kan trække vejret.”
Jeg stirrede ned i mit glas. Det var alt, jeg havde drømt om – og alt, jeg frygtede.
Kunne jeg tåle at se hende i armene på en anden mand? Ville jeg miste hende endnu mere? Eller ville det – underligt nok – bringe os tættere?
Jeg sagde det ikke højt, men tanken pirrede mig. En mand, der kunne tage hende bagfra, mens jeg så på. Eller én, jeg selv kunne dele med hende. En biseksuel, erfaren mand, der forstod både hendes behov og mine. Én, der ikke søgte et liv med os – kun lyst, nærvær, og rolig, dyrisk ærlighed.
“Vi kan jo starte med at lede,” sagde hun, da jeg ikke svarede. “Se, om vi kan finde én, der forstår spillet. Og os.”
Jeg nikkede. Langsomt.
Tænk, at hun foreslog det.
Tænk, at jeg måske… ville sige ja.
De fandt ham sammen. En anonym profil på et diskret forum for åbne par og biseksuelle mænd. Hans besked var kort, men præcis:
“Mand, 44, single, diskret. Erfaren med både mænd og kvinder. Søger et par, hvor ærlighed og begær går hånd i hånd. Ikke forviklinger – bare nærhed, sved og sanselighed.”
Han hed Thomas. De udvekslede billeder. Snakkede på video. Og til sidst inviterede de ham en torsdag aften, hvor børnene skulle overnatte hos bedsteforældrene.
Han dukkede op i mørk skjorte og jeans. Duftede af træ og citrus. Hverken maskeret eller overdrevet flirtende. Bare rolig. Tryg. Han vidste, hvad han trådte ind i.
De drak vin. Talte lavmælt. Hun sad midt imellem os i sofaen, og hendes hånd hvilede på mit lår, mens hun af og til strejfede hans. Det var hende, der tog styringen – lod sin hånd glide op mod Thomas’ bryst. Han lænede sig frem og kyssede hende. Langsomt. Blidt. Hun åbnede sig for ham, som jeg kendte det – men også på en ny måde.
Jeg mærkede min pik vokse, da hun vendte sig mod mig, kyssede mig – med hans smag i munden – og hviskede: “Er det okay?”
Jeg nikkede. Og så gik vi alle tre ind i soveværelset.
Det var mærkeligt at se en anden mand trække hendes trusser ned. Men det var også ophidsende.
Thomas kyssede hendes inderside, langsomt, mens jeg lå ved siden af og holdt hendes hånd. Hun stønnede. Rakte ud efter mig. Jeg kyssede hendes bryster, mens han slikkede hende til kanten. Så vendte hun sig, hev mig hen til sig, og sagde: “Tag mig.”
Og mens jeg tog hende bagfra, mærkede jeg Thomas’ hænder på mine hofter, hans blik på os begge. Han stod tæt, nøgen, hans pik stiv og tung, mens han langsomt gled op i hendes mund.
Vi var én krop. Hun imellem os, men også med os begge. Ikke konkurrence – bare begær. Jeg kom i hende med et brøl, mens hun slugte Thomas med sult og frihed. Bagefter lå vi længe. Hud mod hud. Ingen snak. Bare varme.
Ugen efter var det hendes tur.
“Han kommer fredag. Du tager i fitness, ikke?” sagde hun med et blik, jeg ikke kunne læse helt. “Så har vi lidt tid.”
Jeg smilede. Og nikkede. “Selvfølgelig.”
Jeg tog i “fitness”. Men det blev kun til ti minutters vægtløftning, før jeg sad i bilen igen. Parkerede rundt om hjørnet fra huset. Med bankende hjerte. Og tankerne i frit fald.
Var de i gang nu? Var han i hende, som jeg plejede at være? Kyssede han hendes hals, fik hende til at stønne, som kun jeg havde hørt før?
Jeg kunne ikke lade være.
Jeg onanerede i bilen. Hurtigt. Stille. Med tanken om hende på knæ, og ham bag hende, om deres kroppe uden mig. Og det mærkelige var: Det gjorde mig ikke jaloux.
Det tændte mig. For første gang mærkede jeg, at jeg gav slip – uden at miste.
Da jeg kom hjem, duftede huset af rødvin og noget andet… noget dyrisk. Hun sad i sofaen i morgenkåbe. Smilende. Afslappet. Hendes hår var rodet.
“Hygget dig i fitness?” spurgte hun.
Jeg nikkede. Vi sagde ikke mere. Men hendes hånd fandt min under bordet. Og jeg vidste, at vi var i gang med at skabe noget nyt. Noget vildt. Noget ærligt.
Jeg kunne ikke lade være.
Trods aftaler, trods husvennen, trods det åbne ægteskab og alt det, vi havde sat op som rammer, var trangen til noget vildere, noget mere uforpligtende, stadig i mig. Den summede under huden som en puls, jeg ikke kunne ignorere.
En fredag aften, da hun var ude med husvennen, og børnene sov hos bedsteforældrene, mærkede jeg det komme snigende, mens jeg kørte gennem byen. En impuls, der ikke ville dø.
Jeg drejede af ved et nedlagt industrikvarter, parkerede og gik mod saunaen, hvor jeg engang havde fundet det nemmeste og hurtigste – et blowjob i mørket, en kort leg, en anonym berøring. En flugt fra hverdagens kompromiser.
Døren knirkede, og den varme, fugtige luft slog mod mig. Der var lyde bag forhæng og døre, hvisken og støn, og jeg lod mig glide med i strømmen. Jeg kendte spillet. Hurtige blikke, hemmelige smil, hænder der søgte.
Jeg fandt ham i hjørnet. En yngre fyr med smil i øjnene og den slags selvtillid, der ikke behøvede ord. Vi rørte ved hinanden. Hurtigt. Vildt. Jeg lod ham tage kontrol for en stund, lod mig falde tilbage i det gamle mønster. Han tog mig i munden, og jeg svandt hen i hans varme, smagfulde verden.
Men denne gang var det anderledes.
Jeg tænkte på hende. På husvennen. På det, vi havde bygget. Og alligevel føltes det friere, mere ærligt end før.
Jeg kunne have valgt at lyve. At skjule det. Men jeg vidste, at jeg ikke ville.
Da jeg kørte hjem, var jeg træt. Udslidt. Men også lettet.
For jeg var stadig mig. Hele mig.
Og det var begyndelsen på en ny slags ærlighed.
Da jeg lå i sengen den nat, kunne jeg ikke slippe følelsen. Den varme, våde mund, hans hænder, den rå lyst, blandet med den trygge hånd, jeg havde holdt om min kone timer tidligere. Mit sind var i oprør.
Jeg havde lovet. Jeg havde sat rammer. Jeg havde åbnet dørene til et nyt kapitel. Men mit hjerte bankede stadig for det uforpligtende, for det vilde og vildfarne.
Jeg mærkede skyld. Ikke bare over hende, men over mig selv. Over den mand, jeg var, og den mand, jeg prøvede at være. Jeg elskede hende, det gjorde jeg. Men det var som om, jeg elskede en idé om hende lige så meget som hende selv. En drøm om en familie, en kerne, et sted at høre til.
Men dybt inde længtes jeg efter mere. Mere frihed. Mere begær. Mere mig.
Jeg tænkte på husvennen. På deres aftener sammen. På hvordan jeg havde ønsket, at det kunne holde – at vi kunne bygge noget, der ikke knuste os.
Men det kunne vi ikke. Ikke mig.
Jeg var fanget i et dobbeltliv, men det var ikke kun løgne og svigt. Det var også sandhed. Min sandhed.
Jeg vidste, at jeg måtte vælge. At jeg måtte være ærlig – for min egen skyld, for hendes, og for vores børns.
Jeg havde levet i illusionen om, at jeg kunne have det hele. Familie og frihed. Kærlighed og lyst.
Men nu vidste jeg, at det var en løgn.
Mit hjerte og min krop ville altid søge noget andet. Noget mere.
Jeg kunne ikke blive. Ikke sådan her.
Men hvordan fortalte man det? Hvordan sagde man til den kvinde, man havde delt drømme med, at man ikke kunne følge dem til ende?
Jeg lagde mig tilbage, stirrede op i loftet, og tillod mig selv at mærke sorgen.
Det var slutningen på noget. Men også begyndelsen på alt det, jeg endnu ikke turde tro på.
Det var en søndag eftermiddag. Børnene legede i haven, og huset var stille nok til, at vi kunne tale uden at blive forstyrret. Jeg havde samlet mod i flere dage. Nu var det tid.
Hun sad i sofaen med en kop te, blikket rettet mod mig. Jeg satte mig overfor hende og trak vejret dybt.
“Jeg kan ikke blive ved med det her,” begyndte jeg. “Det åbne ægteskab, husvennen, alt det… Jeg prøvede virkelig. Jeg ville have det til at fungere for os – for familien.”
Hun nikkede, stille. “Jeg ved det.”
“Men jeg har indset noget. Det er ikke bare lysten til andre, der er problemet. Det er mig. Jeg er ikke den mand, du drømte om. Jeg kan ikke være den far og ægtemand på den måde. Ikke uden at miste mig selv.”
Hun så på mig med en sorg, men også en ro, jeg ikke havde forventet. “Jeg har mærket det længe,” sagde hun. “At noget ikke var helt, som det skulle være. At vi begge var på vej væk – på hver vores måde.”
“Jeg elsker dig,” fortsatte jeg, “men jeg elsker også den frihed, jeg mistede. Jeg vil ikke løbe fra mit ansvar, men jeg kan heller ikke blive i et liv, der kvæler mig.”
Hun tog min hånd. “Måske skal vi give slip på forestillingen om ‘det perfekte’. Måske handler det om at finde fred med det, der er. Om at sige farvel, men med respekt. Og tak.”
Jeg mærkede en lettelse, der strømmede gennem kroppen. Vi græd lidt, talte om fremtiden, om børnene, om hvordan vi ville gøre det bedst for dem.
Det var ikke en ende med had eller bitterhed. Det var en ny begyndelse – for os begge.
Jeg vidste, det ville blive svært. Men det var nødvendigt.
Og for første gang i lang tid kunne jeg mærke en ægte frihed. Ikke i hemmeligheder eller løgne, men i sandheden.
Han flyttede ind tre måneder efter, vi skiltes.
Ikke som min afløser, men som hendes valg – og på sin vis også mit. Vi havde lavet en ny slags familie: moderne, flydende, ærlig. Børnene elskede ham. Han kunne lege, bage boller, og han var tålmodig, når jeg ikke havde været det.
Vi havde lavet en aftale. Hun og jeg. Vi havde sagt det højt: “Vi er ikke færdige som forældre. Vi er færdige som par.”
Så vi boede tæt. Jeg fik en lejlighed tre gader væk. Spiste stadig med til tider. Sov med børnene, når de havde brug for det. Vi talte sammen hver uge. Om skemaer, skole, legeaftaler. Det praktiske flød. Overraskende let.
Og jeg… jeg levede igen. Saunaen, barerne, de mørke klubber. Fyrene, der kaldte mig “far” eller “chef” eller bare ingenting. Hurtige møder, svedige støn, et knæk med hoften og et suk bag en lukket dør. Jeg fik alt det, jeg havde savnet.
Men efterhånden begyndte noget at ændre sig.
Jeg sad ofte i stilheden bagefter, sveden stadig fugtig på ryggen, pikken slap, og tankerne tomme.
Jeg begyndte at savne noget.
Ikke nødvendigvis hende – men nogen.
Ikke bare en krop, men et blik, der så mig. Et navn, jeg kunne gentage. En duft, der blev hængende i mine lagner.
Mændene i saunaen kom og gik. Ingen blev. Ingen spurgte. Det var reglen, og jeg kendte den. Men jeg mærkede, at jeg havde brug for mere end bare begær.
Og hjemme… hjemme virkede alt fredeligt. Hun og husvennen smilede, tog på weekendture, inviterede naboer. Børnene havde to trygge voksne, og en far, der dukkede op med hjemmelavede pandekager og grinede højt, selv når han var træt.
Alt var, som det burde være.
Bortset fra mig.
Jeg var begyndt at savne et hjem, der ikke kun var midlertidigt. En, der rørte ved mig uden bagtanker. En, der kendte min historie og stadig havde lyst.
Men måske var det for sent?
Eller måske ventede han et sted derude.
Han hed Lucas. Vi mødtes ikke i en sauna, ikke i mørket, men til en fernisering. Jeg havde tvunget mig selv ud af mit sædvanlige kredsløb og fulgt en bekendt med til en kunstudstilling i den gamle industrihal.
Han stod ved et billede af to mænd, der elskede i en vinmark. Ikke erotisk malet, men sanseligt. Ærligt. Der var et stille lys i ham, i måden han så på billedet og nikkede svagt, som om han forstod det helt ind i knoglerne.
Vi talte sammen. Om kunst, vin, kroppen, længslen efter noget varigt uden at det blev tungt. Han var ikke interesseret i spil. Han havde haft sin del af dem – og som han sagde: “Jeg gider ikke flere mænd, der kun tør føle med halvdelen af sig selv.”
Vi så hinanden igen. Ikke som knald, men som noget der voksede. Vi lavede mad sammen. Gik ture. Sov i ske, uden nødvendigvis at kneppe. Han lærte mit tempo. Og jeg hans.
Det skræmte mig. Jeg havde bygget et liv op, hvor jeg kunne gå og komme som jeg ville. Nu længtes jeg efter én, men vidste også, at min lyst var delt. At jeg stadig ville tænde på kvinder. At jeg stadig indimellem ville trænge til mørket, anonymiteten.
Jeg sagde det til ham. En aften hvor vi havde elsket, langsomt, næsten ømt.
“Jeg er stadig splittet,” sagde jeg. “Jeg savner stadig både og.”
Han svarede ikke straks. Men så lagde han en hånd på mit bryst og sagde: “Det gør jeg også. Det er ikke enten-eller. Men det betyder heller ikke, at det er nemt.”
Og dér ramte han det.
At være biseksuel er ikke et valg mellem to verdener. Det er at bære begge i sig. Og forsøge at ære dem – uden at knuse det, man elsker mest.
Jeg vidste ikke endnu, hvad fremtiden ville bringe. Men jeg vidste, at jeg ikke længere skulle lyve. Ikke for nogen. Ikke for mig selv.
Og måske… bare måske… kunne jeg lære at leve med hele mig – også når det krævede mere end bare lyst.
Lucas og jeg fandt ikke den store romantiske løsning. Der var ikke nogen Hollywood-afslutning med guldregn og kys og løfter om evighed.
Men vi fandt noget andet. En rytme. En respekt.
Han lærte at give mig plads, og jeg lærte at tage ansvar for mine længsler. Jeg havde stadig mine ture ud i byen, stadig mine blikke efter både mænd og kvinder. Men jeg lærte at være ærlig, og det blev nøglen til noget, jeg aldrig havde haft før.
Ikke frihed uden konsekvens. Ikke kærlighed uden kant. Men ægte nærhed – på godt og ondt.
Min ekskone og jeg forblev tætte. Vi fejrede fødselsdage sammen, tog på ture med børnene. Hun kendte min rejse nu, og jeg kendte hendes. Hun elskede stadig mænd, men hun havde fundet én, der kunne blive.
Og jeg? Jeg elskede stadig begæret. Men jeg havde også fundet noget mere. En ro. Et blik, der så hele mig – både den, der elskede tryghed, og den, der længtes efter ukendt hud.
At være biseksuel er ikke bare en seksuel orientering. Det er et livsvilkår. Et spændingsfelt mellem modstridende kræfter. Og det kan give mere, end det tager – hvis man tør stå ved det hele.
Jeg var ikke færdig med at lede. Men jeg var holdt op med at flygte.
Og måske var det dét, der endelig gjorde mig fri.
Erotiske noveller skrevet af Kokkedal2980