Fri, Vild og Øm
Intro: Jeg er en mand, der elsker mænd – og jeg elsker sex. Masser af sex. Rå, blid, dyrisk, legende, uforudsigelig sex. Jeg har aldrig været god til at binde mig, ikke fordi jeg ikke vil elske, men fordi lysten til det nye, det ukendte, det sultne, ofte tager magten.
Denne novelle er et kig ind i mit liv – mine drifter, mine møder, min frihed og mit savn. Nogle gange finder jeg kun pik og begær. Andre gange rammer noget dybere.
Novellen: Fri, Vild og Øm
Jeg er ikke den, der nødvendigvis bliver – men jeg er den, du husker.
Der er mange måder at leve et liv på, og jeg har valgt min. Jeg er homo, og jeg elsker sex. Ikke bare som noget man lige får overstået, men som en drift, et sprog, en form for energiudladning, der binder mig til verden. Jeg tænder på mænd – mange slags mænd – og jeg elsker den spænding, der opstår, lige før to begærende kroppe smelter sammen. Jeg elsker den første berøring, det første blik, sveden, duftene, de små lyde, når nogen overgiver sig.
Det har aldrig rigtig fungeret for mig med faste forhold. Ikke fordi jeg ikke har prøvet – jeg har endda været forelsket, ægte og dybt – men jeg ved, at jeg ikke kan holde mig fra det, der venter rundt om hjørnet. En ny krop, et nyt blik, en ny måde at blive taget på. Det er ikke fordi, jeg er kold. Tværtimod. Jeg føler meget, og jeg begærer endnu mere. Men jeg er som en flamme, der helst brænder i mange retninger. Jeg tiltrækkes af andre, der også har ild i øjnene og en kropslig sult, man næsten kan dufte, før man overhovedet rører hinanden.
Nogle kalder det flyvsk. Andre kalder det promiskuøst. Jeg kalder det sandt. For det her er mit liv, mit begær, og det banker i mig som en puls, der aldrig bliver helt rolig.
Det er ikke én bestemt type mand, jeg går efter. Jeg har ikke en skabelon, jeg måler dem op imod. Jeg tænder på det, jeg mærker – på energien, blikket, den måde en mand bærer sin krop på. Men jeg bliver altid draget af noget maskulint. Noget råt. Det dyriske. Det, der ikke er poleret, men ægte. En mand, der ikke undskylder, men ved hvad han vil. Der er noget i den måde en mand spænder i kæben, når han holder sig tilbage et øjeblik, i den måde hans hænder søger, griber, holder fast – det vækker noget i mig, en primitiv længsel, en puls, der slår hårdere.
Jeg er alsidig. Jeg kan både tage styringen og lade mig blive taget. Jeg tænder på magtspillet, men også på ømheden i det. På det dybe suk under et kys. På modstanden i kroppen, lige inden den giver efter. For mig starter det hele længe før selve akten – i forspillet, i de første blikke, i ordene der bliver sagt, eller måske ikke sagt. Når han står tæt bag mig og lader sin varme ånde glide ned ad min nakke. Når han lader en finger strejfe, hvor jeg længes efter at blive rørt, men endnu ikke bliver det. Jeg kan blive høj af forventning alene.
Jeg forventer ikke perfektion. Jeg vil bare mærke ham. Hele ham. Den råhed, det bløde bagved, sulten i ham. Når vi mødes der – to kroppe, to viljer, to behov – så er det som om verden forsvinder. Det er dér, jeg føler mig allermest levende.
Det var en torsdag aften, og jeg havde egentlig bare været ude for at få luft. Jeg havde ingen planer, ingen intentioner – kun den rastløse uro i kroppen, den jeg kender så godt. Den, der fortæller mig, at noget skal ske. Jeg gik ind et sted, jeg ikke kendte særlig godt, en bar med dæmpet belysning, mørkt træ og et strejf af røg i luften, som om stedet nægtede at give slip på fortiden. Der var mænd derinde, voksne mænd, tyngde i blikkene, skægstubbe, brede skuldre, nogle alene, nogle i grupper, og straks mærkede jeg det: jægernes tavse scanning. Blikkene der glider, vurderer, måler.
Og så så jeg ham.
Han stod ved baren med en øl i hånden og en holdning, der ikke bad om opmærksomhed – han fik den bare. Sort t-shirt, velformede overarme, og en nakke jeg straks forestillede mig at sætte tænderne i. Han var ikke smuk på en klassisk måde, men han havde noget. Noget uroligt. Noget der slog gnister mod mit eget indre mørke. Da vores blikke mødtes, var der intet smil. Ingen flirt. Bare et blik der holdt mit, fast og undersøgende, og jeg vidste, at han så mig – sådan rigtigt.
Jeg gik op til baren og stillede mig ved siden af ham. Tæt nok til, at han kunne mærke min varme, men ikke så tæt, at det virkede desperat. Han sagde ikke noget. Det gjorde jeg heller ikke. Det var forspil allerede, og jeg elskede det. Den tunge, magnetiske stilhed. Som om vores kroppe førte en samtale, vores øjne en anden.
Han lænede sig lidt ind mod mig og sagde med dyb stemme:
“Du har været på jagt længe, har du ikke?”
Jeg svarede ikke med det samme. Jeg lod stilheden stramme sig omkring os, som en usynlig hånd.
“Jeg ved, hvad jeg leder efter,” sagde jeg så. “Og jeg ved det, når jeg ser det.”
Han vendte sig mod mig. Så mig an.
“Så… ser du det nu?”
Jeg nikkede. Et langsomt, tungt nik.
“Ja. Jeg ser det.”
Han drak det sidste af sin øl og rejste sig.
“Kom,” sagde han bare. “Lad os se, hvad du gør, når du får det, du ser.”
Vi sagde ikke mere. Gik bare. Ud i natten, ud i byen, hvor gadelygterne blinkede mat ned over asfalt og regnvåde fliser. Han gik foran et øjeblik, og jeg kunne ikke lade være med at se på hans ryg, på den måde han bevægede sig – som en mand der ikke havde travlt, men som allerede vidste, hvor det hele ville ende. Jeg fulgte efter. Min krop var spændt, varm, mine skridt tunge af forventning. Vi krydsede gaden, tog en smal sti ned mod parken.
Der var mørkt mellem træerne, men ikke øde. Det gjorde det bare endnu mere elektrisk.
Han trak mig ind bag et krat, hvor græsset var højt og træernes skygger tætte. Pludselig stod vi tæt, ansigt mod ansigt, ånde mod ånde. Hans hænder greb mig hårdt i livet, og jeg svarede instinktivt med et støn og et ryk frem. Det hele skete uden ord, som om vores kroppe havde haft den her samtale før, i drømme, i mørke. Han pressede mig op mod en stamme, lod sin hånd glide op under min jakke, under min t-shirt. Varmen fra hans hånd brændte sig ind i min hud, som et mærke jeg aldrig ville glemme.
Vi kyssede voldsomt, nærmest brutalt. Der var ingen ømhed, ingen langsomhed, bare ren, fysisk sult. Tunger, tænder, åndedræt. Jeg elskede det. Elskede hvordan han greb fat, som om han ville tage alt. Hvordan han lod hånden finde ned foran på mig, fandt mig hård og klar, som om hele min krop havde ventet på netop den hånd. Jeg rev i hans t-shirt, ville mærke ham, huden, musklerne, duften af mand og nat og lyst.
Det var over os som en storm – hænder, greb, knapper revet op, jeans der blev skubbet ned til midten af lårene. Vi ville ikke vente. Ikke nu. Ikke her. Han vendte mig om med et hårdt greb i skulderen, trak mig tæt ind til sig, og jeg kunne mærke ham mod mig, stærk, stiv, styrende. Mine hænder mod barken, mine ben spredt nok. Det første stød fik mig til at bide tænderne sammen og sukke højt – af chok, af vellyst, af noget dybt, dyrisk, der væltede frem og opslugte mig.
Vi holdt ikke igen. Ikke med lydene, ikke med bevægelserne. Der var ingen tid, ingen skam, kun en hast, en nødvendighed. Han tog mig, og jeg lod mig tage – med hele kroppen, hele viljen. Jeg mærkede jorden under mig, træet mod mine hænder, natten omkring os, men alt der betød noget, var rytmen mellem os, den voksende spænding, og da det eksploderede, først i ham, så i mig, var det som om mørket selv blinkede hvidt.
Så stod vi der. Åndede tungt. Svedige. Halvåbne bukser. Vilde øjne.
Han grinede lavt, trak vejret dybt.
“Det var… dét,” sagde han bare.
“Ja,” svarede jeg. “Det var dét.”
Vi sagde ikke mere. Han gik en vej, jeg en anden. Måske ses vi aldrig igen. Måske ser jeg ham næste torsdag. Men det gjorde ikke noget. For det dér – det var nok. For nu.
Hotelbaren i Hamborg
Jeg havde været til møder hele dagen, fløjet fra København tidligt om morgenen, og nu sad jeg i baren på et hotel tæt på Hauptbahnhof. Jeg havde ikke noget mål den aften. Jeg havde egentlig tænkt, jeg bare skulle slappe af, lade kroppen falde til ro, men noget i mig var stadig tændt. Noget havde ikke fået ro. Jeg havde stadig skjorte på, men de øverste knapper var åbne, og jeg havde rullet ærmerne op. Et glas whisky foran mig. Jeg sad lidt skråt på barstolen, en smule tilbagelænet, lod blikket glide.
Og så så jeg ham.
Han sad længere henne i baren, alene. Sorte bukser, hvid skjorte, slips løst hængende. Hans jakke hang over ryglænet, og hans hår var lidt rodet, som om han havde kørt hånden igennem det flere gange i løbet af dagen. Han så træt ud, men hans øjne var vågne. Og de så på mig. Ikke bare hurtigt. Han så på mig. Som om han havde ventet, at jeg ville dukke op.
Vi holdt blikket lidt for længe. Og det var nok.
Han rejste sig, tog sit glas, og kom over og satte sig ved siden af mig.
“Du ser heller ikke ud til at have lyst til at sove endnu,” sagde han. Tysk accent, dyb stemme.
Jeg smilede. “Nej. Jeg tror, vi begge har haft lange dage.”
Han nikkede. “Så må vi få dem til at ende lidt bedre.”
Vi talte ikke meget. Det behøvede vi ikke. Der var noget i luften – en tæthed, en stiltiende kontrakt. To mænd, væk hjemmefra, frie i nattens anonyme rum. Vi drak langsomt. Jeg lagde min hånd mod hans lår under baren. Han spændte kort i kroppen, men blev siddende. Svarede med et tryk på mit knæ.
“Mit værelse er på femte,” sagde han så, stille.
Vi tog elevatoren uden at sige ét ord.
Værelset var diskret, mørkt, med den dæmpede belysning kun hoteller kan skabe. Han smed sin jakke, løsnede sit slips, og trådte helt tæt på mig. Hans hænder gik i gang straks – på min skjorte, mine skuldre, mit bryst. Han kyssede mig, hårdt, ivrigt, og jeg greb fat i hans hofter, trak ham tættere på. Han skubbede mig mod væggen ved sengen, og så var vi i gang – som to mænd der havde ventet hele dagen på netop det her.
Vi rev tøjet af hinanden i et kaos af suk og halvkvalt grin. Jeg elskede hans styrke, hans kontrollerede grovhed. Han ville dominere, men jeg pressede igen. Et skub i sengen, han over mig, hans hånd omkring mig, mine ben omkring ham. Vores støn fyldte værelset. Jeg mærkede hans tyngde, hans rytme, og da han endelig tog mig, var det med et langsomt stød der trak et dybt gisp ud af mig.
Det var dyrisk, svedigt, hektisk – og alligevel med en mærkelig varme. Som om vi begge trængte til det her: til kropslighed, nærhed, men uden forklaringer.
Efter, da vi lå side om side og bare trak vejret, sagde han stille:
“Du skal videre i morgen?”
“Ja,” svarede jeg. “Tidligt.”
Han vendte sig mod mig.
“Så lad os sove lidt. Du kan kneppe mig en gang til, inden du går.”
Jeg smilede i mørket.
“Det lyder som en god plan.”
Mandag, alene
Der er dage, hvor der ikke sker noget. Hvor der ikke kommer nogen besked, intet blik på gaden, ingen tilfældig invitation. Hvor kroppen stadig længes, men alt omkring den er roligt. De dage er ikke tomme – de er bare anderledes.
Jeg stod op klokken seks i morges. Badet var lunkent, spejlet dugget, og jeg var hård, allerede før jeg havde fået sæbe på kroppen. Det sker tit. Morgenkroppen vil noget, før hovedet helt er med. Men jeg rørte den ikke. Ikke dér. Jeg lod den bare være, mærkede den stritte, som et løfte om noget senere. Trak underbukserne op med lidt modstand og mærkede stoffet stramme. Gik ud i dagen.
På arbejdet sagde jeg de rigtige ting, grinede med kollegerne, svarede på mails. Men hele dagen lå der en understrøm i kroppen – som en strøm under huden, der hele tiden truede med at tage over. Jeg fik et billede på Instagram – en fyr jeg har fulgt i årevis. En af dem, der ved, hvad han gør ved folk med sin krop. Et svedigt selfie fra et træningscenter. Jeg gemte det. Sendte det til mig selv med en lille besked: “Senere.”
Da jeg kom hjem, var lejligheden mørk og stille. Jeg smed jakken, tændte kun ét lys, og gik direkte ind i soveværelset. Tog bukserne af langsomt. Jeg kunne mærke længslen i hver bevægelse. Jeg havde ingen planer om at holde igen. Jeg fandt mit yndlingslegetøj frem – den tunge buttplug i metal, glat og kold – og lod den vente på sengebordet, mens jeg fandt en video frem. Ikke en af de hurtige. En af dem jeg vender tilbage til. En dominant fyr, med stemmen lige tilpas hård. En underdanig mand, der åbner sig med vilje og liderlighed i blikket.
Jeg tændte lyden lavt. Lod bukserne ryge helt. Satte mig på kanten af sengen, gled en finger ind med lidt glidecreme, og så endnu en. Jeg tog mig tid. Pressede pluggen langsomt ind, mærkede hvordan kroppen gav sig, hvordan en ny varme foldede sig ud. Jeg var hård, ulidelig hård. Greb om mig selv, så på skærmen, forestillede mig at det var mig han tog. At stemmen i videoen var til mig. At jeg blev brugt.
Fantasien blev stærkere, hænderne hurtigere, musklerne spændte. Jeg lukkede øjnene og lod kroppen tage over. Alt hvad jeg havde holdt tilbage hele dagen, eksploderede. Jeg kom tungt, dybt, næsten lydløst – kun et støn mellem tænderne.
Efter sad jeg lidt, svedig, med pluggen stadig i mig, åndedrættet tungt og hjertet i ro. Jeg rejste mig, tog den ud, vaskede mig, og lagde mig i sengen med det samme.
Der kom ingen besked den dag. Ingen fyr. Men jeg fik, hvad jeg trængte til.
Løbeturen i skoven
Jeg havde så meget lyst. Det sad i hele kroppen som en uro. Ingen beskeder, ingen konkrete planer, men trangen var der – rå, klar, utålmodig. Jeg vidste, det ikke ville hjælpe at sidde hjemme og glo. Så jeg trak i løbetøjet. Stramme tights, tanktop, head-set i lommen. Ikke for at løbe hurtigt – men for at mærke kroppen. For at komme ud. Og hvem ved… måske noget mere.
Jeg tog stien mod skoven. Luften var fugtig, grøn og tung af juni. Kroppen faldt hurtigt ind i rytmen – skridt, vejrtrækning, sved. Og tankerne… tankerne løb deres helt egen rute. Jeg forestillede mig, at jeg blev set derude. At nogen i skyggerne fulgte mig med blikket. At jeg satte tempoet op, fordi jeg kunne mærke ham bag mig. Eller foran. Bare tæt nok til at jeg kunne mærke lysten komme som et jag.
Jeg stoppede efter et par kilometer. Pulsen hamrede, kroppen dampede. Jeg satte mig på hug ved stien, trak vejret dybt, og mærkede hvor hård jeg var i tightsene. Jeg havde ikke engang rørt ved mig selv – det var bare tanken. Duften af skov, lydene, stilheden. Jeg var liderlig som et dyr. Det slog mig, hvor let det ville være at trække sig lidt væk. Bare et par skridt ind i buskene. Trække tightsene ned. Lade hånden tage over. Lade kroppen bestemme.
Og så hørte jeg noget.
Fodtrin. Ikke mine. Ikke dyr. Jeg frøs. Vreden, frygten, liderligheden – alt blandede sig i et sekund, før jeg drejede hovedet.
Han stod ti meter væk. Lige dér på stien. Han havde også løbet. Hans t-shirt klistrede til brystet, og hans øjne hang ved mig, knælende, svedig og med tydelig bule i bukserne.
Vi sagde ikke noget. Der var intet at sige.
Han gik stille hen mod mig. Stoppede tæt på. Rakte hånden frem – ikke for at hjælpe mig op, men for at røre mit bryst, min skulder, mit ansigt. Som om han skulle sikre sig, at jeg virkelig var der. Jeg rejste mig langsomt, vendte ryggen mod ham, og trak tightsene lidt ned. Blottede mig. Gav ham invitationen.
Jeg hørte hans lynlås. Hans åndedræt. Og så mærkede jeg ham – hans hånd på min hofte, hans hårdhed mod mig. Det var ikke kærligt. Det var ikke blidt. Det var præcis det, jeg havde håbet på: et dyrisk møde mellem to mænd, der ikke behøvede mere end det her øjeblik.
Han trængte ind i mig med et støn mod min nakke. Jeg bøjede mig frem, støttede hænderne mod et træ, og lod kroppen åbne sig. Jeg ville have alt. Hans rytme blev hårdere, hans greb fastere, og jeg pressede mig bare længere tilbage mod ham. Mine egne fingre fandt vej til mig selv, og jeg behøvede ikke længe – jeg kom voldsomt, tungt, næsten lydløst. Han kort efter. Bare et knurren og en stiv krop.
Så trak han sig ud, trak op, og vi stod lidt i stilheden. Skoven åndede roligt omkring os.
“Tak,” sagde han bare, lavt.
Jeg vendte mig om, nikkede. “Selv tak.”
Han jog væk. Ikke hurtigt. Men med lethed. Jeg blev stående lidt endnu, lod sæden køle mod låret, trak så tightsene op, og begyndte at løbe igen. Let. Lettet. Som et dyr, der havde fået det, det kom for.
Tankerne i mørket
Jeg havde ikke været sammen med nogen i nogle dage. Ikke fordi jeg ikke kunne. Jeg havde muligheder. Der er altid nogen derude. Men jeg orkede ikke. Ikke jagten. Ikke det hurtige hej og farvel. Jeg havde brug for noget andet i nat. Ikke nødvendigvis kærlighed. Bare… noget andet.
Jeg lå i sengen og stirrede op i mørket. Kun et gadelys blafrede over loftet. Kroppen var stadig varm efter badet, og jeg havde ikke gjort noget endnu. Ikke rørt mig selv. Jeg ventede. Som om jeg ville se, om nogen kom. Som om jeg håbede, at døren ville gå op, og en mand ville træde ind, sætte sig på kanten af sengen og lægge hånden på mit bryst. Ikke for at kneppe. Ikke først. Bare for at være der.
Jeg elsker de uforpligtende møder. Jeg bliver høj af dem. At mærke en fremmed mands krop mod min, hans åndedræt, hans stivhed, hans vilje. Jeg tænder på det pludselige, det ukendte. Det der opstår i et blik, i et nik, i en gestus der siger: Skal vi to?
Og jeg ved, at det ikke handler om mangel på kærlighed. For jeg kan sagtens holde af. Jeg har gjort det. Jeg har haft mænd, jeg virkelig gerne ville noget med. Men så kom lysten. Som en bølge. Som en kraft større end mig. En fremmed mand på gaden. En besked på en app. Et glimt af en mulighed. Og jeg kunne ikke lade være. Ikke fordi jeg ville svigte – men fordi det fremmede havde taget magten. Og bagefter sad jeg med skyld. Ikke for hvad jeg havde gjort – men for det jeg ikke kunne give den, jeg lå i seng med.
Jeg rakte ned under sengen og fandt en af mine favoritter frem. Lang, glat, med den rigtige tyngde. Jeg lagde mig tilbage med den i hånden, og lukkede øjnene. Forestillede mig, at det var hans hånd, ikke min. Ikke en bestemt mand. Bare… ham. Den mand jeg kunne holde om. Den mand der holdt mig. Som kendte min længsel, men ikke ville tæmme den. Bare ville være der, når den havde brændt af.
Min hånd arbejdede langsomt. Jeg mærkede mig selv vokse, fyldes. Og jeg forestillede mig, at jeg lå tæt op af ham. At han trak mig ind til sig bagfra, hans hånd på mit bryst, hans varme krop mod min ryg. At han lod mig gå helt ned i kroppen, helt ned i trangen, uden at skulle væk bagefter.
Da jeg kom, var det stille. Dybt. Ikke eksplosivt, bare nødvendigt.
Jeg blev liggende længe bagefter. Med benene let spredte, åben, alene.
Og med tanken: Måske en dag. Måske kan jeg få begge dele.
Festivalnatten i Skanderborg
Det var sent, eller tidligt – jeg ved det faktisk ikke. Musikken var for længst stoppet, men der lå stadig en elektrisk summen i luften. Jeg vågnede halvt, varm og øm i kroppen. Jeg lå i et telt. Mit telt – det mente jeg i hvert fald. Der var en anden derinde. En mand. Jeg kunne høre hans vejrtrækning. Tæt på. Han sov.
Jeg prøvede at huske… navnet, situationen, hvordan han var endt her. Men alt var lidt tåget. Jeg havde drukket for meget. Vi havde nok talt sammen. Måske danset. Måske kysset. Men det var tågen i kroppen, der var tydeligst. Den varme sitren. Jeg var liderlig. Ikke bare lidt. Min pik lå halvstiv i soveposen, og jeg kunne ikke lade være. Min hånd gled ned, blidt først. Bare et lille tryk. Så et par strøg. Langsomme, prøvende. Jeg tænkte, han sov.
Men han vendte sig. Og jeg stivnede.
Så mærkede jeg det – hans hånd mod mit lår. Usikker. Søgende. Og hans åndedræt, lidt hurtigere nu. Vi sagde ikke noget. Kun vores kroppe talte.
Jeg trak soveposen lidt ned, lod pikken glide fri. Han så på mig i morgenlyset, med de øjne man kun har klokken fire om natten, fuld og halvvågen og totalt liderlig. Hans hånd gled over til mig, tog om mig, og jeg stønnede lavt.
“Fuck,” sagde han bare.
“Ja,” svarede jeg, og greb efter ham.
Han var hård, tung i hånden, og jeg kunne ikke lade være. Jeg rullede mig om mod ham, og vi lå ansigt til ansigt. Teltdugen var tæt, men vi skabte vores eget rum dérinde. En lille hule af støn, sved og varme hænder. Jeg kyssede ham, og han svarede med tungen først, så kroppen. Vi gned os mod hinanden, pik mod pik, mave mod mave.
Han hviskede: “Jeg har ikke gjort det her før…”
Jeg kyssede ham hårdere. “Så bare følg med.”
Han lod mig styre. Jeg rullede ham om, lagde mig over ham, og lod min krop forme sig efter hans. Hans ben spredte sig en smule, og jeg mærkede, hvordan han tog imod mig. Ikke fuldt ud, ikke hele vejen, men nok. Nok til at vi begge gispede. Vi skubbede os mod hinanden, svedig hud mod svedig hud, og jeg stønnede mod hans hals, mens han kradsede mig over ryggen og hviskede, “Mere…”
Vi kom næsten samtidig. Stille. Voldsomt. Soveposen klistrede til os bagefter. Han trak vejret tungt, og jeg lagde mig ved siden af ham, bryst mod bryst, pikkene stadig halvhårde mellem os.
“Fuck,” sagde han igen, denne gang med et grin.
“Det var du god til,” sagde jeg, og lukkede øjnene.
Vi vågnede, da solen ramte teltet. Stadig nøgne.
Ingen af os sagde meget. Han smilede, trak underbukserne på, og sagde, han skulle hente kaffe.
Jeg ved ikke, om jeg så ham igen den dag. Men natten var god. Natten var rigtig.
Senere vågnede jeg alene i teltet. Soveposen var krøllet og spermfugtig. Min krop var øm, men på den dér måde, hvor man smiler for sig selv og mærker efter: Det skete faktisk. Men han var væk. Fyren fra natten. Jeg havde ikke engang hans navn. Bare hans krop i min hukommelse og hans støn i mit øre.
Jeg gik i bad, fik kaffe, og satte mig i græsset ved Bøgescenerne med solbriller og sløret syn. Der var mennesker overalt – glade, stive, smukke. Fyre med bare overkroppe og nøgne ben, svedige nakker og sultne blikke. Jeg prøvede ikke at kigge efter ham. Men det gjorde jeg alligevel.
Ved 5-tiden spillede et band, jeg knap kendte, men bassen trak i kroppen, og folk dansede, hoppede, svingede øl og hoveder. Jeg stod alene, da jeg mærkede et let skub bagfra – ikke voldsomt, bare… bekendt. Jeg vendte mig.
Det var ham.
Solen stod lavt bag ham, men jeg kendte kroppen. Smilet. De samme øjne som natten før – nu med en glimtende erkendelse: vi havde delt noget.
“Hej,” sagde han, råbte næsten gennem musikken.
“Hej,” råbte jeg tilbage.
Han grinede. “Du var ikke bare en brandert.”
“Du heller ikke.”
Vi stod lidt der, som om vores kroppe ventede på hinanden igen. Men det var ikke straks begæret – det var den dér festivalnærhed. En midlertidig fortrolighed, som kun findes i teltdug, støv og musik.
“Vil du med tilbage?” spurgte jeg.
“Ikke endnu,” sagde han, “men… måske i nat?”
Vi hørte resten af koncerten sammen. Ikke hånd i hånd, ikke klistrede – bare side om side. Nogle gange strejfede hans hånd min. Jeg mærkede, hvordan det sitrede, ikke bare mellem benene, men i brystet også. Så lagde han en hånd om min skulder. Det var dejligt.
Vi fandt øl, satte os i græsset og talte. Navne kom frem. Steder. Han var fra Aarhus. Nyuddannet. Han havde ikke planlagt at være til fyre, men “livet overrasker én”, som han sagde med et lille smil. Jeg spurgte, om han fortrød noget fra natten.
Han så på mig.
“Ingenting,” sagde han. “Men jeg har lyst til mere.”
“Du kan få mere,” sagde jeg.
“Ikke bare sex,” svarede han.
Det var første gang i lang tid, nogen sagde sådan til mig – og jeg kunne mærke, at det ramte et sted, jeg sjældent viser frem. Et sted bag min frihed, min trang til det nye og det vilde.
Vi kyssede igen senere, i skyggen af træerne. Langsomt, varmt, med svedige læber og sol i nakken.
Men om natten blev det anderledes. Mere end blot lyst.
Festivalpladsen døde langsomt ud, mens mørket lagde sig over skoven. Nogle gik i ekstase, andre i opløsning. Jeg gik med ham – Jeppe, som han hed – tilbage mod teltområdet. Vi sagde ikke meget. Det var ikke nødvendigt. Vores hænder havde fundet hinanden. Lejren lå i halvmørke, enkelte pandelamper blinkede forbi, nogen sang skævt til en guitar, men ellers: ro.
Vi kravlede ind i mit telt. Den samme duft som natten før. Sved, øl, sex og teltdug. Jeg lynede op til halvdelen, så vi stadig havde lidt luft. Jeppe lagde sig ned, halvvejs i soveposen, men med blikket på mig. Jeg kravlede over ham. Sad overskrævs. Lagde hænderne på hans bryst. Så på ham længe.
“Jeg har tænkt på det hele dagen,” sagde han.
“Hvad?”
“Dig. Din krop. Måden du… tog mig på.”
Jeg smilede. “Det var kun begyndelsen.”
Jeg bøjede mig ned, kyssede ham langsomt. Ingen hast. Mine læber fulgte hans kæbe, hans hals, ned over kravebenene. Han stønnede lavt, og jeg mærkede, hvordan han blev hård under mig. Hans hænder gled op under min t-shirt, trak den over hovedet. Jeg lod ham mærke mig, lade sine fingre udforske, som om det først var nu, han så mig.
Jeg trak hans shorts af. Lod dem blive halvvejs om anklerne, som en leg. Hans pik sprang fri – stiv, tung, klar. Jeg tog den i munden uden at sige noget. Lod mig selv dykke ned i ham, langsomt, intenst, indtil hans hofter spændte, og han hviskede mit navn, lavt og uventet.
Så kravlede jeg op, og satte mig på ham. Uden gummi. Uden fornuft. Bare hud mod hud. Han trængte ind i mig med en blanding af lyst og ærefrygt. Jeg holdt i hans skuldre, mens jeg red ham i takt med natten, med skovens dybe mørke som eneste tilskuer.
Han løftede sig op, kyssede min hals, hviskede:
“Jeg vil have dig hele natten.”
Vi skiftede. Jeg lagde mig ned, lod ham tage føringen. Han fyldte mig, holdt fast i mine hofter og tog mig med en blanding af begær og noget mere – noget blødere. Han lænede sig frem, kyssede mig midt i stødet. Jeg greb fat i hans ryg, i hans røv, trak ham helt ind. Vores kroppe smeltede. Det var ikke bare knepperi. Det var noget andet. Noget jeg ikke helt turde tænke færdigt.
Vi kom sammen, i én lang, stønnende bevægelse. Ikke råbende. Bare dybt. Vi blev liggende sammen, forpustede og varme, svedige og udmattede, med benene filtret ind i hinanden.
“Du gør noget ved mig,” sagde han, lavt.
“Du har gjort det samme,” svarede jeg, ærligt.
Og så sov vi. Rigtigt. Sammen.
Morgenen efter vågnede jeg med hans arm omkring mig. Han trak mig tættere på, mumlede et eller andet, og jeg blev liggende. For en gangs skyld var der ingen uro i kroppen. Ingen rastløshed. Bare varme.
Festivalen sluttede et par dage senere. Telte blev pakket sammen, flasker samlet, trætte kroppe slæbt mod stationer og biler. Jeppe og jeg kyssede farvel i solen, stille og uden drama. Vi byttede numre. Han sagde, han gerne ville ses igen. Jeg sagde, det ville jeg også. Og jeg mente det. Men jeg vidste også, hvordan jeg er.
På vejen hjem sad jeg i toget og stirrede ud ad vinduet. Sol over marker. Trætte festivalgæster med soveposer og forvildede blikke. Og min krop, stadig med spor af ham. Af natten. Af noget der var mere end bare sex.
Jeg elsker det uforpligtende. Elsker det nye, det mystiske, det uventede. Det dyriske i en fremmed mands blik. Spillet i et omklædningsrum. Muligheden for at blive taget, helt og uden forbehold. Og jeg ved, jeg har svært ved at binde mig. Ikke fordi jeg ikke vil – men fordi jeg kender mig selv. Mine lyster. Min uro. Jeg får det skidt, hvis jeg skal love mere, end jeg kan holde. Og jeg vil ikke lyve for nogen, slet ikke én, jeg holder af.
Men noget skete i Skanderborg. Ikke noget, der ændrede alt. Men noget, der satte sig. En følelse af, at det godt kan være både og. At jeg godt kan være fri – og stadig længes. At jeg godt kan kneppe en fremmed i mørket – og savne nogen at holde om bagefter. At min liderlighed ikke udelukker min ømhed. Den er en del af den.
Jeppe og jeg skrev sammen et par gange. Måske ses vi igen, måske ikke. Måske var det bare festivalmagi. Eller måske var det begyndelsen på noget, jeg endnu ikke kender formen på.
Men uanset hvad – jeg bærer det med mig.
Hans blik. Hans støn. Hans hånd på mit bryst, længe efter vi var færdige.
Jeg er stadig på vej. Stadig liderlig. Stadig fri. Men ikke tom.
Erotiske noveller skrevet af Kokkedal2980