Lyden af alarmen skærer gennem rummet med sit skarpe, konstante hyl. Jeg sukker tungt og lader blikket glide over skærmen foran mig. Hologrammet på skærmen blinker rødt og viser en stor bygning med mørke skygger, der strækker sig ud af det ellers lysfyldte område. “Nå, så har vi ballade igen.”
“Årh, hvem er det nu?” spørger Noah, der sidder henslængt i sin stol. Hans mørkebrune hår er en smule rodet og falder ned over hans øjenbryn. Hans ansigt er præget af det samme selvsikre, næsten drilske smil, der altid er at finde på hans læber uanset situationen. I hånden svinger han en kuglepen mellem sine fingre med lette bevægelser, der får den til at danse frem og tilbage som et pendul. Hans skovblå superdragt, en tætsiddende kombination af latex og et avanceret teflonmateriale, omfavner hans atletiske krop og har subtile dyremotiver indarbejdet i designet.
“Phantomus,” siger jeg og trykker på et holografisk interface foran mig. Jeg lader mine fingerspidser glide over den glødende, blå overflade, mens skærmen opdateres med informationer om skyggemanipulatoren.
“Phantomus?” gentager Noah og griner. “Hvorfor kan superskurke aldrig bare hedde noget normalt?”
Jeg sender ham et skarpt blik, og hans grin falmer en smule. “Han er en skyggemanipulator, Noah, og han er brudt ind på Lundholm Institutettet. Hvis vi ikke stopper ham, er der en seriøs risiko for, at han stjæler instituttets prototype af Nyx Core - følger du seriøst ikke med i nyhederne?”
Emma, der allerede har rejst sig fra sin stol, justerer sin tætsiddende latexdragt. Den hvide farve på hendes dragt skinner i de mørke omgivelser i rummet. Hendes platinblonde hår er trukket stramt tilbage i en lang hestehale, og hendes isblå øjne sender et skarpt blik mod os. “Hvis han får fingrene i Nyx Core, vil han kunne forøge sine kræfter eksponentielt - og så er det ikke kun hans bankrøverier, vi skal bekymre os om. Han vil kunne overtage hele netværk, lamme forsvarssystemer og få ubegrænset adgang til hele Neotropolis’ kritiske infrastruktur. Vi ville aldrig kunne stoppe ham.”
“Han er stadig på instituttet ved Campusvej,” siger jeg og peger på skærmen, hvor et hologram af bygningens facader toner frem foran os. Den moderne universitetsbygning er imponerende, men også et sted, hvor Phantomus’ skygger let vil kunne finde ly. “Alarmen blev udløst for fire minutter siden…”
Frederik kaster et hurtigt blik på skærmen. Hans massive krop er allerede i gang med at tilpasse sig og ændrer sig til solid granit for øjnene af os. Hans blodrøde superdragt strækker sig og tilpasser sig hans voksende størrelse. De brede skuldre og hænder ligner noget, der kunne knuse gennem vægge. “Har vi en plan?” spørger han med en hæs, lav stemme, mens hans stenøjne undersøger skærmen.
“Ja, piece of cake! Vi improviserer bare! Som vi altid gør!” siger Noah med et skævt smil. Den måde han læner sig tilbage i stolen på, som om han allerede har vundet, er næsten lige så afslappet som resten af hans udseende.
“Det er ikke en plan,” sukker jeg og rejser mig op. Min orange superdragt, en tætsiddende unitard af avanceret latex, omslutter min krop som et ekstra lag hud. Dragten er designet til at beskytte mig uden at hæmme min bevægelighed, og de sorte detaljer langs siderne fremhæver dens elegante, men funktionelle udtryk. Det bløde lys i rummet spiller mod stoffets overflade, som om det gløder svagt. Mine matchende latexstøvler, der strækker sig langt op ad lårene, er sømløst integreret med dragten og forstærket med fleksible metallegeringer. Mit korte, sorte hår er klippet skarpt til hagen.
Jonas, det sidste medlem af vores team, der har holdt sig i baggrunden indtil nu, stryger langsomt sit lange, mørke hår om bag øret. Når han ikke siger noget, har jeg en tendens til at glemme, at han også er her. Hans kolde, næsten uforstyrrede ansigt bliver synligt, og hans mørke øjne kaster et hurtigt blik mod os. “Jeg sørger for, at vi slipper ud, hvis det går galt,” siger han med sin dybe, næsten monotone stemme, mens han forbereder sine gadgets og gør sig klar til det, der måtte komme.
Emma nikker, og vi bevæger os mod heliporten i vores tårn.
****
Det er midnat, da vi ankommer. Lundholm Instituttet er et af de mest avancerede forskningscentre i verden om dagen, men lige nu føles det lidt som et spøgelseshus. Rummene er dunkle, kun oplyst af svage, flimrende lys, der reflekterer sig i de sterile gulve og vægge. Luften er tyk af spænding, og hvert skridt vi tager, giver et ekko, der runger gennem bygningens lange, tomme korridorer. Skyggerne på væggene synes at bevæge sig af sig selv, som om bygningen er i live, og som om vi bliver iagttaget.
“Okay, det her er allerede pænt creepy,” mumler Noah nervøst. Hans øjne flakker nervøst rundt, og jeg kan ikke lade være med at smile lidt.
“Hallo, hvad blev der af din afslappede attitude?” spørger jeg drillende. “Jeg troede, du sagde, at det her ville være ‘piece of cake’?”
Han ser hurtigt på mig og ryster på hovedet. “Jeg havde ikke ligefrem forventet, at instituttet ville være så uhyggeligt om natten,” svarer han med et suk, mens han kigger rundt med en blanding af undren og en smule nervøsitet i blikket.
Jeg smiler skævt og hæver et øjenbryn. “Hvad, er du bange for, at et eller andet æggehoved i en hvid kittel springer frem og overfalder os? Skal jeg holde dig i hånden?” driller jeg.
Før han kan nå at svare, bliver vi afbrudt af Emmas hårde blik, der lander på os.
“Skifter, Glitch, fokusér.” Hendes stemme er alvorlig, og hun bruger som altid kun vores superheltenavne, når hun vil have os til at tage os sammen. Jeg retter mig lidt op. Emmas knyttede næver lyser, som om hun holder to små sole mellem sine fingre. Hun er allerede klar til at danne en lysbarriere for at holde eventuelle angreb på afstand. Hendes blik er koldt og beregnende, og den professionelle målbevidsthed skinner i hendes øjne.
Og så er han der. Phantomus. Hans skikkelse materialiserer sig langsomt fra mørket, som om han træder ud af væggen. Hans form er flydende, konstant skiftende, en tåge af skygger, der er umulige at definere. Hans øjne lyser som altfortærende flammer, og hans lange, skyggeagtige arme slår en cirkel omkring os. Vi er omringet.
“Så mødes vi igen, Team Alpha Squad. Er I nævenyttige børn kommet for at stoppe mig?” Hans stemme er dyb og hviskende, sniger sig ind i vores sind som en kold, klamrende tåge.
Jeg spænder instinktivt i kroppen, klar til at reagere, men Emma er hurtigere. Hendes stemme
skærer gennem mørket med stålsat styrke:
“Team Alpha Squad, angrib!”
Som på kommando eksploderer skyggerne frem mod os. De strækker sig fra væggene og gulvet som levende væsner, der vil opsluge os. Men Emma er allerede i bevægelse. Hun løfter hænderne, og et kraftigt lys brager frem, danner en lysbarriere omkring os, der stopper den første bølge af angreb. Jeg kan mærke energien pulsere fra hende.
Frederik er allerede i bevægelse. Hans enorme stenarme svulmer op, klar til at nedkæmpe skyggerne, mens Noah transformerer sig til en gepard og styrter i retning af Phantomus. Hans plettede pels glinser i mørket fra Emmas lysbarriere.
Jeg ved, at det her er et spørgsmål om tid, og min hjerne arbejder hurtigt, mens jeg overvejer mine muligheder. Jeg er nødt til at hjælpe mine resten af teamet, men vi har brug for en løsning, der virkelig kan stoppe Phantomus. Jeg ser på ham, hans skygger trækker sig langsomt sammen og former sig til en ny angrebsposition. Jeg spejder rundt for at finde noget elektronik, jeg kan manipulere med. Her ser ud til at være tomt, men så får jeg øje på en lille stikkontakt nær gulvpanelet.
Med en enkelt bevægelse fra hånden rører jeg ved væggen, og med et jernhårdt greb manipulerer jeg strømmen gennem kablerne. Ledningerne i væggen river sig fri, som om de er levende, og de vikler sig omkring Phantomus´ skikkelse som kvælerslanger. Hans skyggearme strækker sig i et forsøg på at slippe fri, men kablerne strammer sig omkring ham med en næsten fysisk styrke.
I samme øjeblik kommer Frederik frem og rammer ham hårdt med en knytnæve, direkte mod Phantomus´ ansigt. Et dunk lyder, men han slipper hurtigt fri. Hans krop er som et flydende, røgagtigt mørke, og skyggerne samler sig igen. Jeg knytter hænderne og ser på, mens Phantomus’ skyggekrop suser rundt i rummet.
Noah, nu en stor, majestætisk falk, kaster sig hurtigt efter Phantomus. Hans vinger slår hurtigt gennem luften, og han jagter skyggeomridset af Phantomus med en præcision, der får det hele til at se ud som en drabelig jagt. Han hugger kløerne ud efter skyggeformen, men Phantomus undviger hurtigt. Hans krop smelter sig sammen til mørke for at slippe fri.
På et splitsekund forvandler Noah sig igen – denne gang til en kæmpemæssig grizzlybjørn. Han vælter fremad, og hans kæmpe pote rammer Phantomus med et brutalt brøl. Phantomus kniber sig sammen, men undviger på mystisk vis, og Noahs enorme kløer flår kun gennem tomrummet, som om han jagter noget, der ikke helt eksisterer. Phantomus griner. “Din ynkelige dreng!”
Med en snedig bevægelse tager Phantomus fat om bjørnen med sine skyggearme, som om de er lavet
af et fysisk materiale, og hiver i ham med en voldsom kraft. Med et brøl smider han Noah
direkte mod mig. Jeg ser ham komme mod mig i et splitsekund, men der er ikke tid til at
reagere. Før jeg ved af det, rammer han mig med en voldsom kraft. Noah når lige akkurat at
forvandle sig tilbage til sin menneskeform, men han kan ikke stoppe sin hastighed, og vi vælter begge mod gulvet, rullet sammen i et virvar af ben og arme.
“Seriøst?” hvæser jeg, mens Noah hjælper mig op. “Kan du ikke bare én gang ramme noget andet end mig?”
“Jeg ramte også gulvet,” siger han og smiler fjoget til trods for smerten. “Det tæller vel?”
Frederik stormer mod Phantomus. Hans knytnæver bliver svunget som mursten. Hvert slag mod
Phantomus’ skyggeform sender rystelser gennem rummet, men mørket omkring Phantomus absorberer
en del af kraften, som om det nægter at lade sig knække helt. Phantomus slår igen med en bølge af skyggearme, der knap undgår Frederik, men Jonas reagerer lynhurtigt.
“Frederik, til venstre!” råber Jonas, mens han trækker en mørk, skinnende portal frem i luften.
Frederik springer uden tøven ind i portalen og dukker op bag Phantomus med et slag klar, men Phantomus drejer sig med en overmenneskelig fart og kaster flere skyggearme mod ham. Jonas åbner endnu en portal, og Frederik hopper væk igen, lige før armene kan nå ham.
Samtidig kæmper Emma en intens kamp mod Phantomus’ uendelige skyggearme. Hendes hænder lyser som stjernefyldte galakser, og hver gang en skyggearm nærmer sig udefra, eksploderer den i et lysglimt, der efterlader mørket flakkende og svagt. Men skyggerne er mange, og Emma må kæmpe hårdere for hver bølge, der kommer imod os.
Jeg skæver mod Phantomus og bemærker den mørke, mekaniske enhed på hans ryg. Det er herfra, han trækker sin kraft, antager jeg. Hvis jeg kan nå tæt nok på den maskine, kan jeg kortslutte den og stoppe ham - eller i det mindste give os en chance for at overleve.
“Noah!” råber jeg, og han ser hurtigt på mig, stadig i menneskeskikkelse og kæmpende for at
finde sit næste træk. “Jeg skal tættere på ham. Få mig derhen!”
Han nikker uden tøven, og hans form begynder allerede at ændre sig. På et øjeblik er han blevet til en kæmpe løve med pels så mørk som natten. Jeg kaster mig op på hans ryg, griber fat i hans manke, før han brøler og sætter af mod Phantomus.
Skyggerne hæver sig som et væld af sorte tentakler for at blokere vores vej, men Noahs smidighed og styrke fører os gennem dem. Han undgår angrebene med knivskarp præcision, springer over Emmas lysbarriere og lander med et sidste kraftspring tæt på Phantomus.
Jeg lander med en hård bump på Phantomus’ ryg, og han brøler i vrede, da han mærker min vægt.
Hans skyggearme slynger sig febrilsk rundt, men jeg klamrer mig til mekanismen på hans ryg, som om mit liv afhænger af det – og det gør det måske også. Strømmen fra enheden summer gennem mine hænder, og jeg lukker øjnene et øjeblik for at fokusere.
Jeg lader mine kræfter flyde ind i mekanismen. Mine hænder rører dens glatte overflade, og jeg begynder at mærke forbindelserne indeni som små lysende tråde, jeg kan trække i. Phantomus brøler igen, skyggerne omkring os bliver vilde og kaotiske, men jeg holder fast.
"Ikke denne gang," hvisker jeg og trækker i de afgørende tråde. I et øjeblik føles det, som om alt stopper – og så kommer der en eksplosiv gnist fra enheden. Phantomus skriger, og mørket, der omgiver os, flakker og begynder at trække sig tilbage. Hans skygger bliver svagere, mindre. Hans kræfter forsvinder, og hans krop bliver tungere og mere menneskelig.
Emma reagerer hurtigt. Hendes hænder eksploderer i et blændende lysglimt, der fejer gennem
rummet og fjerner de sidste skygger, der stadig prøver at hænge ved. Phantomus står tilbage, vaklende, uden sine kræfter. Han ser på os med raseri, men han når ikke at gøre noget.
Frederik træder frem, hans massive næver klar. “Det her,” siger han med en tilfreds grimasse, “er for alt det rod, du har lavet.” Med en enkelt, præcis bevægelse planter han en knytnæve midt i Phantomus’ ansigt og sender ham direkte i gulvet med et brag. Phantomus bliver liggende, besejret.
Jeg står foroverbøjet og hviler forpustet mine hænder på mine knæ. Jeg bør sige et eller andet
sejt og superhelteagtigt nu. Noget, der passer til øjeblikket. Mit hjerte banker stadig i min
brystkasse. “Øh… Ja! Så kan du lære det!”
Der er en kort pause, før Noah, stadig dækket af støv og sved, flækker af grin. Han går hen ved
siden af mig med hænderne i siden. “Er det virkelig det bedste, du kan komme på, Clara? “Så
kan du lære det”? Efter alt det dér?” spørger han og efterligner mit tøvende tonefald.
Jeg ruller med øjnene. “Jeg har lige reddet os, okay? Jeg havde ikke tid til at tænke på
replikker!”
Noah læner sig afslappet op ad en væltet maskine og ser på mig med et drilsk glimt i øjnene. “Det er fint, Clara. Næste gang redder jeg os, så kan du fokusere på at komme på noget bedre at sige imens. Måske øve dig lidt foran spejlet?”
“Gider I to at holde op?” Jonas´ monotone stemme bryder gennem vores småskænderi, mens han
trækker et par avancerede håndjern frem fra sin dragt og klikker dem omkring Phantomus’
håndled. De gløder med et blåt lys, der matcher de portaler, han tidligere havde åbnet. “Nogen skal faktisk sørge for, at han ikke slipper væk igen.”
Frederik grynter og rejser sig op fra, hvor han har knælet ved Phantomus. Hans granitkrop ændres tilbage til sin menneskelige form. “Vi burde ringe til politiet. Eller hvad det nu er for en instans, der håndterer skyggevæsner.” Han hiver sin kommunikationsenhed frem og begynder at taste.
Emma står tæt ved, stadig med resterne af hendes lysglimt svævende som små gnister i luften. Hun vender sig mod mig og Noah. Hun har armene over kors og et stramt blik i ansigtet. “Og I to,” siger hun med en utålmodig tone. “Kan I lige tage jer sammen? Vi har stadig arbejde at gøre.”
Jeg åbner munden for at protestere, men Emma hæver en finger og stopper mig, før jeg kan sige noget. “Drop det. I kan fortsætte med at flirte senere.”
“Hvad?!” udbryder jeg og Noah i munden på hinanden. Jeg mærker varmen stige op i mit ansigt, og Noah kigger hurtigt væk.
“Det var ikke—” begynder jeg.
“—flirten?!” afslutter Noah på samme tid. Han ser på mig, og for en gangs skyld ser han faktisk en smule forlegen ud.
Emma hæver et øjenbryn. “Right,” siger hun tørt. “Få det nu overstået, inden vi skal tilbage
til tårnet. Vi har ikke hele natten.”
Jeg ruller med øjnene og prøver at ignorere, hvordan mit hjerte pludselig banker lidt hurtigere.
****
Vi vender hjem til Alpha Squad Tower, vores hovedkvarter, og trætheden begynder nu for alvor at
sætte sig. Selvom vi har vundet, føles det, som om kampen har drænet mig for al energi. Ikke kun fysisk – det er også sindet, der er træt. Jeg kan mærke det i hver eneste fiber af min krop, mens jeg ser på de andre.
Frederik nikker kort til os, inden han forsvinder ned ad gangen mod træningsrummet. Selv efter en kamp som denne kan han aldrig helt slappe af. Han skal altid slå noget, presse sig selv yderligere, blive stærkere. Jeg har ofte tænkt på, om han nogensinde giver sig selv lov til bare at være Frederik i stedet for den uovervindelige slagkraft, han tror, vi forventer af ham.
Emma strækker armene og sender os et træt smil, inden hun vender mod sit værelse. “Ses i
morgen,” siger hun. Men jeg ved, at hun sandsynligvis ikke går direkte i seng, fordi hun takket være sine superkræfter ikke har brug for søvn ligesom os andre dødelige. Emma er typen, der i stedet kobler af ved at læse strateginoter eller gennemgå dagens fejl i kamp. Perfektionisme er hendes måde at håndtere presset på.
Jonas er den sidste, der forsvinder, stille og uden at sige et ord, som altid. Måske for at tegne nye planer for de portaler, han er så afhængig af, eller måske bare for at sove. Han har altid holdt sin egen måde at slappe af på tæt til kroppen.
Jeg står til sidst alene i forhallen og mærker en bølge af tomhed. Den slags tomhed, der kommer, når adrenalinen slipper op, og hverdagen presser sig på. Men det er ikke helt tid til at give slip endnu. Jeg har noget, jeg skal gøre.
Jeg bevæger mig hurtigt gennem gangene og stopper foran Noahs værelse. Mit hjerte banker
hurtigere, som det altid gør, når jeg er her. Jeg løfter hånden til dørhåndtaget, trækker
vejret dybt og går ind uden at banke på.
Noah sidder på sin seng, stadig iført sin superdragt. Hans hår er rodet efter kampen, og han har ikke gidet gøre noget ved det endnu. Værelset omkring ham er fyldt med ting, der siger noget om ham – væggene er dækket af plakater med vilde dyr, og over skrivebordet hænger et stort billede af Charles Darwin. I hjørnet står hans træningsudstyr, håndvægte og en bænk, som han ofte bruger. Foran sengen dominerer en kæmpe fladskærm væggen, med en spillekonsol klar under den. Da døren går op, ser Noah op, og et smil glider over hans ansigt, selvom han prøver at skjule det.
“Du plejer altid at banke på først,” siger han og læner sig tilbage mod væggen. Hans stemme er blød med et strejf af dril, men jeg ved, at han også er glad for at se mig.
“Jeg tænkte, at du kunne bruge lidt selskab,” svarer jeg uskyldigt og lukker døren bag mig. Mit blik møder hans, og i et øjeblik føles det, som om rummet bliver mindre.
“Tror du, de andre har lagt mærke til noget?” spørger jeg lavmælt og går et skridt tættere på.
“Emma gjorde i hvert fald,” siger han og virker seriøs i et øjeblik. “Men jeg tror ikke, hun ved, hvad der foregår.”
“Det håber jeg ikke,” mumler jeg. “Men vi bliver nødt til at være mere forsigtige.”
Jeg stopper op foran ham, men inden jeg når at sige mere, trækker han mig ned til sig. Hans hænder griber blidt om mine skuldre, og pludselig er afstanden mellem os væk. Hans læber møder mine, og alt andet forsvinder for en stund.
Vi har været gode til at holde det her hemmeligt. Hvad end “det her” er. Vi har set,
hvad der sker, når to på teamet bliver et par. Efter Lynpige og Overmand – altså Tanja og vores tidligere leder Jakob – blev kærester, blev dynamikken i teamet totalt ødelagt. De trak sig fra Team Alpha Squad, og det satte os andre i en umulig situation. Emma, der aldrig ønskede at være vores leder, var nødt til at påtage sig rollen ufrivilligt. Hun gjorde sit bedste, men vi kan alle mærke presset. Hvis hun, Frederik eller Jonas finder ud af det her, vil de straks tro, at vi også er på vej ud ad døren, og det vil bare skabe endnu mere konflikt og drama.
Vores kys er både blide og desperate, for vi har ventet hele dagen på dette øjeblik. Mine hænder finder vej til hans ansigt, og jeg mærker, hvordan hans åndedrag blander sig med mit. Jeg kan mærke hans hænder på min hud, varme og faste, mens jeg langsomt begynder at lyne hans superdragt ned. Hans bevægelser er blide og næsten forsigtige, som om han selv ikke helt kan tro på, hvad vi har gang i. Jeg ved, at vores forhold er meget nyt, og at jeg er den første og eneste pige, han har været sammen med. Det føles på en måde sødt og næsten rørende, at han virker så oprigtigt glad for dette øjeblik. Jeg elsker det. Det får mig til at føle mig speciel, og som om vi er noget helt unikt i denne verden.
Med hænderne på hans hud mærker jeg, hvordan hans åndedrag bliver langsommere og varmere. Jeg åbner langsomt hans superdragt, og hans krop kommer til syne under latexen – slank og atletisk. De veldefinerede muskler på hans mave vises tydeligt, og jeg glider forsigtigt min hånd over hans skinnende, glatte hud, der vibrerer med varme og energi. Det er, som om hans krop reagerer på min berøring, og det får mig til at smile indvendigt.
Jeg kysser blidt hver eneste mavemuskel. Min tunge glide over den varme hud, før mine læber langsomt lukker sig sammen i et blidt kys. Jeg elsker hans krop, hans duft, og hvad den gør ved mig. Mit hoved snurrer, da jeg lyner hans latexdragt endnu længere ned, og jeg bliver mødt af synet af hans boksershorts. Blå med små bamser, der har solbriller på. Jeg griner lidt, og han rødmer, men jeg trækker dem ned, og hans stive pik springer frem.
“Wow, jeg vidste ikke, du var i gang med at forvandle dig til en pytonslange," siger jeg med et skævt smil og blinker op til ham, da mine fingre lukker sig blidt omkring det lange, varme skaft.
Noah sukker, men han griner også. “Clara, seriøst, det behøver du ikke at sige hver eneste gang, du ser min diller.”
Grinende kører jeg blidt mit håndled op og ned. Hans pik virker enormt stor i forhold til min lille hånd. Den søde, moskusagtige duft kilder i mine næsebor, og jeg læner mig tættere på for at indsnuse den mundvandsdrivende aroma fra hans boller. Han er helt glatbarberet, men et par enkelte stubbe kilder mig alligevel på næsetippen. Blidt fører jeg min tunge ud af min mund og lader forsigtigt spidsen kærtegne hans pung.
Noah sukker, og jeg kan høre ham trække vejret tungt. Jeg elsker, hvordan jeg kan påvirke ham så let. Mens min hånd kører op og ned af hans skaft, bevæger min tunge sig roligt rundt mellem hans boller. Jeg tager med alleryderste forsigtighed en af dem i munden, sutter blidt, og snart er de indsmurte i min savl.
På mine albuer kravler jeg længere op ad hans krop, så min mund til sidst er lige ud foran hans
pikhoved. Vi deler et kort blik, sikrer os, at alt er okay, inden jeg åbner munden og forsigtigt tager ham i munden. Hans glans udfylder hele min mund, og han smager saltet. Inde i min mund kører min tunge i små cirkler omkring spidsen. Jeg fortsætter med at stryge min hånd op og ned af skaftet, mens jeg samtidig begynder at vippe mit hoved langsomt frem og tilbage.
Vi holder øjenkontakt, mens jeg tager ham dybere ind i min mund. Jeg sutter ivrigt, mens jeg mærker ham udfylde mit svælg. Desperat forsøger jeg at trække vejret gennem mine næsebor, men den svimlende, næsten hypnotiserende duft fra hans pik gør, at jeg nu og da må trække mig væk for at trække vejret i dybe, tunge åndedrag. Tråde af slim og savl forbinder hans smukke pik til mine bløde læber. Dog varer disse korte pauser ikke mere end et par sekunder, før jeg tager ham i min mund igen.
Han rører blidt ved min kind og stryger mig kærligt gennem håret, mens jeg tager hans skaft ned i min hals. Hans søde ansigt er så skønt og glat, og hans store, brune øjne, der ser på mig, som om jeg er en gudinde, gør mig blød i knæene. Han lukker øjnene kort, fordi det er for overvældende, og jeg mærker sommerfuglene i min mave flagre rundt i fryd over, hvor meget, jeg kan se, at han nyder det, jeg gør.
“C-Clara, jeg… Det er… J-jeg er tæt på,” gisper han blidt. Jeg giver slip på hans pik og ser op på ham med et smil.
“Du må ikke komme endnu,” griner jeg. Jeg sætter mig op, kravler længere og på hans mave, og trækker det orange latexstof, som tildækker mit skridt, lidt til side. En af fordelene ved, at jeg næsten altid har en unitard på, er - foruden hvor sexet jeg føler mig - hvor let adgang den giver mig til Noahs pik. Mine g-strenge følger med til højre, og på under et splitsekund er min glatte skede blottet for ham.
“Du skal kneppe mig først, før du må komme,” instruerer jeg blidt, mens jeg kærtegner hans kind. Jeg hviler mine hænder mod hans stærke bryst og støtter mig selv, mens jeg forsigtig gnider mine skamlæber frem og tilbage over hans skaft. Jeg mærker, hvordan min klitoris længselsfuldt kysser hans opsvulmede, pulserende pikhoved, som de to også er kærester. Snart er hele hans pik fedtet ind i mine søde, duftende kønssafter, klar til at penetrere mig uden besvær.
“D-Det her er tortur, Clara,” gisper Noah. Hans hænder hviler besidderisk på mine hofter, mens jeg som en snegl efterlader mit slimspor på hans pik. Jeg kan mærke, at han er tæt på at eksplodere, så jeg læner mig ned til hans ansigt.
“Så knep mig, dit bæst,” siger jeg blidt, efter at have kysset ham lidt på munden.
Noah skal til at føre sin pik ind i min skede, da alarmen pludselig går i gang. Den skriger, og det røde lys blinker intenst som et katastrofesignal, der bryder den intense stemning mellem os.
"Seriøst!?" udbryder jeg og trækker mig hurtigt væk. Jeg kigger på Noah, der også ser frustreret ud.
"Oh my god!” griner han og begynder at lyne sin latexdragt op igen. Jeg gør det samme, trækker mine trusser og unitard tilbage på plads, inden jeg begynder at rette på mit hår. Vi forsøger begge at få ro på igen. Følelsen af, at vi næsten ikke kan holde hænderne væk fra hinanden, er næsten fysisk smertefuld. Men vi har ikke tid. Der er en alarm, og vi har en pligt. Vi er jo superhelte.
Jeg kaster et hurtigt blik på ham, mens han spænder sit superheltebælte. "Vi må være den mindst dynamiske duo i verden."
"Lige nu ville jeg ønske, at mine superkræfter var at stoppe tiden," sukker Noah med en stemme, der er lige så frustreret som min. Vi ved begge, at det her ikke er overstået. Det er bare en midlertidig afbrydelse.
****
Vi løber hurtigt ud i forhallen, hvor de andre allerede står og venter. Emma, Frederik og Jonas ser alle ud til at være lige så trætte som vi er. Deres blikke hænger lidt, som om de kæmper for at holde koncentrationen.
"Jeg håber, det er noget stort," mumler Frederik og kigger op på den store skærm i hjørnet af rummet. Den lyser op, og et billede af Neotropolis’ borgmester fylder hele skærmen. Hans ansigt er alvorligt. Det er aldrig et godt tegn, når han ser sådan ud.
"Team Alpha Squad," siger borgmesteren med sin velkendte, myndige stemme. "En ny trussel har ramt Neotropolis, og vi har brug for jer med det samme. En farlig skurk spreder terror i byen, og I er vores eneste håb."
Jeg nikker for mig selv. Det er klart, vi har noget at tage os af. De andre ser ud til at være på samme bølgelængde.
Men noget føles stadig anderledes. Et lille stik af ubehag breder sig i mig, som om der er noget, der er blevet overset, noget usagt. Jeg vender mig hurtigt for at få styr på mine tanker, men da jeg ser op, fanger jeg Jonas’ blik. Hans øjne hviler på mig i et øjeblik længere, og hans blik flakker hurtigt væk til skærmen.
Jeg kan mærke et lille stik i min mave. Er det muligt, at han har bemærket noget? Har vi været for afslørende? Jeg mærker en varme stige op i kinderne og prøver at rette mig op, men bliver distraheret af Noahs stille nærvær ved siden af mig.
"Vi skal finde den her skurk og få det overstået," siger Emma, og hendes stemme bryder min tankegang.
"Ja," svarer Frederik, mens han kaster et kort blik på Jonas, der hurtigt vender sig mod skærmen. Jeg tager en dyb indånding og forsøger at fokusere. Lige nu er det vigtigste at få styr på truslen, men mit hoved er stadig et andet sted. Hvad er der egentlig sket, og har Jonas virkelig bemærket noget?
****
Vi er hurtigt i luften og på vej mod centrum. Helikopterens motorer brummer roligt, næsten lydløst, mens vi suser hen over Neotropolis’ hustage. Gennem vinduerne kan jeg se gaderne nedenunder, tomme og forladte, som om hele byen holder vejret. Ingen ved, hvad Æther vil gøre næste gang.
Emma sidder ved instrumentbrættet og styrer med en sikker hånd. Hun har allerede aktiveret skjoldene og analyserer energisignaturerne fra området, vi er på vej til. “Vi er næsten fremme,” siger hun kort og kaster et blik over skulderen. Hendes stemme er rolig, men der er en kant af bekymring i den.
Frederik står ved døren, hans stenlegeme virker næsten som om det trækker vejret. Jonas sidder bagest i kabinen med hænderne i skødet, og jeg kan se, hvordan hans fingre ryster en smule. Han er dybt koncentreret. Noah sidder ved siden af mig, hans albue hviler let mod mit knæ. Jeg kan mærke hans blik på mig, men jeg tør ikke kigge op. Ikke nu.
“Okay, fokus,” siger Frederik. Hans stemme skærer gennem stilheden. “Vi ved, hvad Æther er i stand til. Vi er nødt til at stoppe ham hurtigt og effektivt. Ingen unødige risici.”
Vi lander i nærheden af de ødelagte ruiner af *Finanspaladset*, hvor Æther har slået sig ned. Engang var det en majestætisk bygning, et symbol på magt og velstand, der ragede højt over byens skyline. Nu er det blot en smadret struktur, hvor glas og beton er blevet til en bunke vrag, spredt ud som en advarsel til enhver, der måtte komme tættere på. Mørket har lagt sig over området, og det er kun månens svage lys, der afslører de ødelagte tårne og den falmede glans. Ødelæggelsen er ikke det eneste, der rammer os – der er noget i luften, noget ændret. En næsten ubeskrivelig tyngde hænger over stedet, og lyset virker forkert, dæmpet og koldt, som om natten selv har mistet sin varme.
Midt i ruinerne står Æther, hævet over os på en væltet søjle. Hans skikkelse er en skygge i det dystre landskab. Den sorte kappe flagrer langsomt i en vind, der ikke burde eksistere her. Hans ansigt er skjult bag en mørk, forvrænget maske, men hans øjne… hans øjne brænder som hvide flammer, glødende med en intensitet, der næsten gør ondt at kigge på. Han udstråler en kold, ubarmhjertig kraft, som om han er ét med den ødelæggelse, han har forårsaget.
"Så er I her endelig, små helte," siger han med en stemme, der skærer gennem den trykkende luft som et skarpt knivstik. "I er fanget i illusionen om, at I kan redde noget, der allerede er dømt. Men det er ligegyldigt. Jeg vil vise jer, hvor svag verden virkelig er."
Han hæver en hånd, og straks ændrer atmosfæren sig. Luften bliver tykkere, som om den selv er blevet tungere af hans vilje. Æther har evnerne til at manipulere tyngdekraften, lufttryk og seismiske energier. Trykket i luften er næsten fysisk, og mine ører begynder at dunke. Jeg ser Jonas tage en skarp indånding, som om han forsøger at kæmpe mod det lammende pres, der har lagt sig over os.
Noah er den første til at reagere. Hans skuldre breder sig, pelsen vokser hurtigt omkring ham, og snart har han forvandlet sig til en massiv gorilla, der trommer sig selv på brystet. Hans brøl skærer gennem den trykkende natteluft, og han stormer frem mod Æther uden et sekunds tøven.
Jeg kaster et hurtigt blik på de andre, der virker lige så overraskede. "Team Alpha Squad, angrib!" råber Emma dog hurtigt, før vi alle kaster os alle ind i kampen.
Æther er urokkelig. Han løfter sin anden hånd, og pludselig indsnævres luften omkring Noah som en usynlig mur. Noah rammer den med et brag og bliver kastet bagud.
“Han manipulerer luften og trykket omkring os,” siger Emma hurtigt. Hun hæver hænderne, og et gyldent energiskjold former sig omkring os, beskytter os mod de værste af Æthers kræfter.
Frederik reagerer øjeblikkeligt. Han styrter fremad med en løftet stennæve. Men skurken fejer ham af vejen med et brutalt vindstød. Jonas fyrer små, koncentrerede energikugler mod ham, men Æther absorberer dem, som om de blot bliver en del af luften omkring ham.
Æther vender sig mod os, og jeg ser ham løfte begge hænder. En stråle af ren energi flammer op og skyder direkte mod mig. Jeg stivner i et splitsekund, men før jeg kan reagere, kaster Noah sig foran mig. Han tager slaget direkte på sig, og energien rammer ham med et voldsomt brag. Han bliver smadret baglæns og kastes flere meter gennem luften, før han lander med et hårdt brag mod jorden, hvor han ruller et par gange, før han stopper.
“Noah!” råber jeg og løber mod ham. Han er stadig i sin gorillaform, men hans pels er forbrændt, og hans bryst hæver sig kun svagt. Jeg falder på knæ ved hans side. Mine hænder ryster, og jeg forsøger at standse blodet.
Jeg kan mærke panikken stige op i mig, men jeg tvinger mig selv til at fokusere. Noah kan ikke være død. Han kan ikke være død. Jeg vender mig hurtigt mod Emma, der står med hænderne løftet, hendes øjne fokuseret på Æther. Hendes blik er hårdt, beslutsomt, som om hun trækker på al den energi, hun kan finde. Lyskraften omkring hende vokser hurtigt, og jeg ser lysglimtene danse i luften.
Jeg kan mærke panikken snige sig op i mig, men jeg kæmper imod, tvinger mig selv til at fokusere. Noah kan ikke være død. Han kan ikke være død. Jeg drejer mig hurtigt mod Emma, der står med hænderne løftet, hendes blik skarpt, dybt koncentreret på Æther. Hendes øjne brænder med en ufattelig beslutsomhed, som om hun trækker på al den energi, universet har at tilbyde. En bølge af kraft stråler ud fra hende, og jeg kan mærke luften ryste omkring os. Lyset omkring hende vokser med en voldsom intensitet, som om det bryder fri fra dens bånd. Partikler af støv og små splinter af jord rejser sig, svævende i luften, som om de ikke længere kan modstå den mægtige energi. Lysglimtene flakker og danser i den spændte luft, deres stråler som lyn, der er på nippet til at eksplodere.
Emma lukker øjnene i et øjebliks koncentration, og jeg ser, hvordan hendes krop langsomt begynder at lyse op. Hendes hænder hæver sig højere, og den intense, hvide energi omkring hende begynder at vokse og pulsere, som om hun samler hele universets lys i sine hænder. Jeg kan mærke den elektriske ladning i luften, den tårnhøje intensitet, der gør det svært at trække vejret. Hun trækker dybt ind, og pludselig bliver hele området oplyst af et blændende lys.
"Nu er det slut, Æther," siger Emma, og hendes stemme er mere rolig, end jeg har hørt den før – fyldt med et mål, et ultimatum. Der er en ny kraft i hende, noget større end alt, hvad vi har set før. Og det er i dette øjeblik, at det virkelig går op for mig, at vi måske endelig har magten til at stoppe ham.
Hun kaster begge hænder frem mod Æther, og et lysglimt bryder ud fra hende med en sådan voldsom kraft, at jorden under os ryster. Stråler af ren energi river sig fri fra hendes krop, og de rammer ind i Æther med et så kraftfuldt brag, at luften omkring os føles som, den eksploderer. En bølge af lys og lyd breder sig, og Æther skriger i smerte, da hans krop bøjer sig under angrebet.
Jeg ser, hvordan Æther vakler. Hans krop er ikke længere omgivet af den altfortærende kraft, der før gjorde ham ustoppelig. Hans øjne, der engang brændte som hvide flammer, er nu matte, tomme for den ubegrænsede magt, han troede var hans for evigt. Han synker ned på knæ på den ødelagte beton. Hans åndedrag er hæst og ujævnt.
Emma står stadig med hænderne hævet. Hendes lyskraft flakker omkring hende.
Frederik træder frem. Han er ikke længerest lavet af sten. Med et fast greb hiver han et par tunge, forstærkede håndjern frem fra bæltet og klikker dem brutalt om Æthers håndled. De er designet til at undertrykke Æthers kræfter.
Æther ser op. Hans blik er fyldt med noget, jeg ikke kan aflæse. Raseri? Resignation? Måske begge dele.
"Det er forbi," siger Emma, træt men fast.
Æther ler lavt. Det er et udmattet, næsten humorforladt grin. "Tror I, det her betyder noget? At verden bliver bedre?" Han ryster på hovedet, hans ånde dampende i den kolde nat.
Men lige nu har vi ikke tid til at tænke på det.
Jeg ser mod Noah, der stadig ligger bevidstløs på jorden. Mit hjerte hamrer, og jeg skynder mig hen til ham. Hans bryst hæver sig svagt, men hans ansigt er forpint og sammentrukket i smerte.
"Vi skal afsted," siger Frederik skarpt. “Nu.”
Vi får Æther med os og læsser ham ind i helikopteren, men mit fokus er kun på Noah. Jeg sætter mig ved hans side, min hånd lukket om hans. Mine fingre er stadig klistrede af hans blod.
Hans åndedræt er svagt. Jeg stirrer på hans ansigt og beder en tavs bøn om, at han vågner.
Æther er besejret, men prisen har været alt, alt for høj.
****
Det er stille på hospitalet, bortset fra de svage biplyde fra maskinerne omkring Noahs seng. Han ligger der, i koma, med slangerne, der stikker ud af ham. Jeg kan ikke lade være med at stirre på ham – han ser så ufattelig stille ud, langt fra den fyr, der plejer at være fyldt med energi og får mig til at grine over de dummeste ting, selv i de mest hektiske øjeblikke. Jeg respekterer ham mere, end jeg nogensinde har sagt.
Lægen, en venlig kvinde i 40´erne, nikker, mens hun kigger på skærmen ved siden af Noah. ´Han skal nok overleve,´ siger hun med et roligt men beslutsomt blik. ´Han har dog brug for hvile og en masse tid. Hans krop har været udsat for et voldsomt chok.´"
Jeg nikker, men der er ikke rigtig noget, jeg kan sige. Det er bare ord, og de gør mig ikke mere rolig.
Jeg læner mig lidt tættere på Noah, som om mit nærvær på magisk vis kunne gøre en forskel. Jeg klemmer hans hånd forsigtigt, som om jeg holder fast i det, der er tilbage af ham.
De andre står et stykke væk, men de ser på mig med et blik, der er svært at læse. Jeg ved, hvad de tænker - at Noah og jeg altid har opført os, som om vi var dødsfjender. Men lige nu betyder det ikke noget. Jeg er ligeglad med, hvad de tror, hvad de siger. Jeg har kun ham at tænke på.
“Clara..." Emma siger mit navn, og hendes stemme er blid, næsten undskyldende. Jeg ser op og møder hendes blik. Hun lægger en blid hånd på min ene skulder. "Vi skal hjem. Du skal også hvile dig.”
Jeg trækker vejret dybt men kigger ikke væk fra Noah. Jeg ved, hun har ret, men jeg har ikke lyst til at forlade ham.
Frederik og Jonas står stille i baggrunden, og jeg kan mærke, hvordan deres opmærksomhed er rettet mod mig. De siger ikke noget, men deres ansigter er bløde og forstående.
"Vi tager hjem," siger Emma til sidst, og der er noget tålmodigt i hendes tone. Jeg ser op, og der er et blik mellem hende, Frederik og Jonas. De kan se, hvad der foregår. De ved det måske, men de siger ikke noget.
Jeg trækker på skuldrene. "Jeg bliver her," siger jeg stille, som om det slet ikke er en beslutning, der kræver nogen stor forklaring.
Emma nikker langsomt, og jeg ser, hvordan hun giver Frederik og Jonas et blik, før de begynder at trække sig tilbage. Jeg kan mærke hendes hånd forlade min skulder, og jeg føler mig lidt mere alene, men samtidig ... lettere. Det er som om, de giver mig noget plads til at være her.
De siger ikke noget mere, og snart er der kun stille. Jeg klemmer Noahs hånd igen og trækker en dyb indånding. Jeg skal være her. Jeg kan ikke forlade ham. Ikke før han vågner.
Jeg læner mit hoved mod hans hånd og beder til, at han snart vil vågne.
****
Jeg kan mærke en blid varme mod min kind. Jeg åbner langsomt øjnene, og det tager mig et øjeblik at huske, hvor jeg egentligt er. Nå, ja, hospitalet. Noah... Jeg er faldet i søvn. Jeg ligger halvt oven på hans hospitalsseng og savler ned på hans bryst, men hans hånd er stadig i min, og jeg indser, at jeg ikke har flyttet mig hele aftenen.
Jeg løfter mit hoved og ser op på Noah. Hans øjne er halvt åbne. Han ser på mig, og et svagt smil begynder at brede sig over hans ansigt.
"Så du blev hængende her hele natten, hva’?" siger han. Hans stemme er hæs, og det lyder som om, at han lige er vågnet. “Hvis jeg ikke vidste bedre, Clara, ville jeg næsten tro, at du godt kunne lide mig.”
Jeg sidder helt stille i et øjeblik, næsten som om jeg ikke helt kan tro, hvad jeg ser. Og så, som om noget slår ned i mig, kan jeg ikke holde tårerne tilbage.
Jeg slipper hans hånd hurtigt og gnider ansigtet med begge hænder, mens tårerne begynder at trille. Jeg prøver at grine, men det lyder mere som en gammel bil, der ikke vil starte. "Er du… Er du okay?"
Noah løfter en hånd og stryger mig blidt gennem håret. Det føles som om han er mere sig selv nu, og jeg smiler gennem tårerne.
"Selvfølgelig, din lille tumpe," siger han med et drilsk smil. "Oh my god, Clara, du ser ud som om, du har set et spøgelse."
Jeg griner gennem tårene, men det bliver hurtigt til et kærligt suk. "Du er en tumpe," siger jeg, og så bøjer jeg mig ned og kysser ham på læberne.
Kysset føles som noget, der er mere end bare et trøstende kys. Det føles som en lettelse, en frigørelse. Jeg kan mærke hele min krop slappe af, som om jeg har ventet på dette forløsningens øjeblik i evigheder. Jeg trækker mig ikke væk, men i stedet lægger jeg mig med lidt besvær helt op ved siden af ham i sengen. Jeg kan mærke hans varme mod min krop, og jeg føler mig hjemme.
Han krammer mig tæt ind til sig, og vi kysser igen, denne gang lidt dybere. Jeg kan ikke få nok af ham. Jeg har det som om, jeg bare skal have ham så tæt på mig som muligt, så jeg kan være sikker på, at han virkelig er vågen, og at han virkelig er okay.
Hans hånd glider ned langs min ryg, og jeg kan mærke, at han prøver at holde sig oprejst, men så stopper han pludselig og ser på mig med et anstrengt blik.
"Clara..." siger han svagt. "Det gør ondt."
Mit hjerte stopper et øjeblik. Jeg trækker mig forskrækket væk fra ham. "Hvad gør ondt? Hvor gør det ondt?"
Jeg ser panisk på ham, men han ser bare på mig med et træt smil om læberne. "Bare… I don’t know, over det hele."
Jeg sukker, men mit hjerte banker stadig hurtigt. Jeg lægger mig tættere på ham igen, men denne gang er jeg mere forsigtig. Jeg stryger blidt hans hår og kigger på ham.
"Jeg er her nu," siger jeg stille. "Jeg er her, Noah. Okay?"
Han lukker øjnene i et øjeblik og trækker vejret langsomt. "Det er godt at vide," siger han og giver mig et lille, træt smil.
Jeg er forsigtig, men hånden trækkes automatisk op mod hans hals, og jeg kysser ham blidt. Jeg kan mærke, hvordan han reagerer. Et lille suk undslipper hans læber, og han rører ved min kind. Jeg smiler mod hans hud og kysser et lille stykke længere ned ad hans hals.
Jeg lægger mit ene ben ind over Noahs og glider hånden ind under patientkittlen. Fingrene slutter sig om hans stive pik, der føles varm og hård mod min håndflade. Langsomt begynder jeg at bevæge hånden op og ned i en jævn rytme, langs skaftet, fra roden til spidsen. Min tommelfinger gnider sig imod det glatte hoved, der allerede er fugtigt, mens mine fingre strammer grebet en anelse for hver bevægelse. Hans vejrtrækning bliver tungere, og hans krop spændes under mig. Jeg mærker, hvordan hans pik vokser i min hånd, og hvordan varmen pulserer gennem ham, mens min hånd fortsætter sin rytmiske bevægelse.
Jeg kravler op på Noah og sætter mig overskrævs på hans skidt. Med beslutsomhed trækker jeg min unitard og trusser til side, så min fisse blev blottet. Under patientkittlen mærker jeg hans stive skaft presse sig mod mine skamlæber. Med en blid, rytmisk bevægelse fører jeg mine skamlæber over hans hårde skaft, kører dem frem og tilbage og mærker den varme puls. Jeg løfter kort blikket og hvisker: "Vil du kneppe?”
Med et sexet blik lægger han sine hænder fast på mine hofter, og hans stive pik bevæger sig med bestemte, glidende strøg mellem mine skamlæber. Berøringen gør sig bemærket, da den varme fissesaft gør overfladen glat og klar til at penetrere mig.
Men en skarp smerte får i det samme hans ansigt til at trække sig sammen, og han stopper øjeblikkeligt. "U-Undskyld, Clara… det gør alt for ondt," siger han med en blød, beklagende stemme, og hans hænder trækker sig tilbage.
Jeg stopper med at røre ved ham og ser på ham med bekymrede øjne. "E-Er du okay?" spørger jeg hurtigt. "Skal jeg finde en læge?" Jeg kan mærke, hvordan panikken begynder at bygge sig op.
Han trækker vejret dybt, og der er en træthed i hans øjne. "Jeg tror, at jeg bare har brug for at strække vingerne," siger han med et forsigtigt smil.
"Nej, Noah, du bør blive liggende," insisterer jeg, men han reagerer hurtigt. Før jeg ved af det, ser jeg, hvordan han begynder at forvandle sig. Hans krop skifter, hans arme bliver til vinger, og han bliver til en lille musvit. Jeg stirrer målløs på den lille fugl, der pludselig sidder på hospitalssengen.
Slangerne, der havde været forbundet til hans krop, falder af hans fjerdragt, og han begynder at flyve rundt i rummet. Jeg kan høre hans små vinger baske, og han laver små, cirkulære bevægelser omkring mig.
"Noah, pas på!" Jeg rækker ud efter ham, men før jeg kan nå ham, rammer han gulvet og bliver liggende der.
Jeg skynder mig hen til ham, og uden at tøve samler jeg den lille fugl op i mine hænder. Jeg mærker hans små vinger stryge mod mine fingre, og jeg placerer ham forsigtigt på sengen igen. Kort efter ser jeg, hvordan han bliver til sig selv igen – hans krop er tilbage til normal, og han ser ud til at være udmattet.
"Det var måske ikke den bedste idé," mumler han, hans stemme svag. Jeg kan mærke, at han føler sig både træt og frustreret.
Jeg lægger min hånd på hans skulder og kigger på ham. "Du burde virkelig blive liggende. Du burde virkelig ikke presse dig selv for meget lige nu."
"Jeg har det bedre nu," siger han langsomt. "Jeg ved, det lyder skørt, men det føles som om, det hjælper. Når jeg skifter form, er det som om, jeg regenererer de celler, der er blevet ødelagt. Det er som om, det giver mig en energi, som jeg ikke får på andre måder."
Jeg ser på ham med en blanding af fascination og undren. Jeg har altid vidst, at hans evne til at skifte form til dyr var speciel, men jeg havde aldrig rigtig tænkt på, hvordan det kunne påvirke hans krop på den måde.
"Det er virkelig imponerende," siger jeg, og et smil breder sig på mine læber. "Så du mener, at det hjælper dig med at hele?"
Han nikker, og et glimt af noget selvsikkert lyser op i hans øjne. "Ja, det virker sådan. Måske ikke som en mirakelkur, men det hjælper."
Jeg rynker lidt på panden, da jeg ser ham lukke øjnene et øjeblik. Hans krop ændrer sig, og på et øjeblik er han ikke længere den Noah, jeg kender. I stedet ser jeg en lille, lysegrå kanin sidde på sengen foran mig.
Jeg ryster grinende på hovedet, mens han hurtigt hopper rundt på sengen. Hans små poter bevæger sig hurtigt, og han ser så uendeligt sød ud, at jeg ikke kan lade være med at smile.
"Du er en tumpe," siger jeg med et grin, mens han skifter fra kaninen til en lille kat og begynder at stryge sig mod min hånd. Jeg kan mærke den varme pels, og det gør mig glad at se ham så afslappet, som om han ikke har nogle bekymringer.
"Noah, du er virkelig noget for dig selv," siger jeg, og jeg kigger på ham med et blidt smil. Det er utrolig at se, hvordan han kan finde på alt muligt, selv i de sværeste tider. Jeg er glad for, at han har det lidt bedre.
Noah skifter tilbage til sin menneskeskikkelse, men hans blik er pludselig fyldt med noget, der får min mave til at vende sig – en anelse dristighed og en smule af den vilde energi, jeg kender så godt.
"Hvad siger du, Clara?" spørger han med et smil og nikker i retning af døren. "Skal vi stikke af?"
Jeg løfter et øjenbryn og ser på ham, et smil spiller på mine læber. "Er det en god idé, Noah? Vi burde ikke overdrive..."
Men før jeg kan afslutte sætningen, mærker jeg hans varme hænder tage fat om min arm, og han trækker mig hurtigt op fra sengen. Jeg ser på ham og ser, at han ikke er helt så hurtig som han plejer, men han er stadig ikke dårlig til at få tingene til at ske. Hans skridt er stadig lidt langsommere, men han virker som om han er ved at få energien tilbage.
"Kom nu," siger han med et smil, og uden at vente på mig går han mod døren. Jeg stopper et øjeblik og ser på ham, men der er noget ved hans udtryk, der får mig til at indse, at han har besluttet sig for det her, og jeg kan ikke lade være med at smile.
Så vi går ud af døren.
****
Det er nat i Neotropolis, og sidegaden, vi går ned ad, ligger øde. Men der er noget spændende i luften, som om natten bare venter på, at der skal ske et eller andet. Vi bevæger os hurtigt, forsvinder ned ad de mørke gader, og jeg kan mærke den frihed, der følger med det, når vi slipper væk fra alle de pligter, der normalt holder os fast.
Vi ender på en lille bar. For et par år siden hjalp vi ejeren med at slippe af med en gruppe lyssky typer, der forsøgte at presse ham for penge. Det var en af de gange, hvor vi ikke kunne lade være med at bruge vores kræfter, selvom det ikke var en officiel mission. Vi skræmte bøllerne væk – måske lidt mere dramatisk, end nødvendigt – og siden da har ejeren været os evigt taknemmelig. Da vi træder ind, giver bartenderen os et nik og sætter et par gratis drinks foran os, en stille påmindelse om, at nogle gerninger ikke bliver glemt.
Vi tager vores drinks og går hen til en af de mere skjulte kroge af baren, hvor vi kan være lidt mere alene. Jeg kan mærke Noahs blik på mig, og der er noget i det, noget blidt, men samtidig intenst, som får mit hjerte til at banke lidt hurtigere. Jeg ser på ham, og han smiler, læner sig ind mod mig. Jeg smiler tilbage, men inden jeg ved af det, er hans læber presset mod mine.
Kysset starter langsomt, blidt, som om vi begge har ventet på det her øjeblik, og det føles som om verden udenfor stopper med at eksistere. Det er som om, at vi er helt alene i rummet, og Noahs hænder glider forsigtigt rundt om mig. Jeg trækker ham tættere på mig, og kysset bliver endnu dybere. Han rører mig på brysterne. Det er godt, at det er mørkt på den lille bar, så ingen kan se os.
Lige da det begynder at blive godt, vibrerer min Alpha Squad-kommunikator insisterende i mit multifunktionsbælte, ledsaget af et skarpt bip. Jeg sukker og trækker mig lidt tilbage, mens jeg fisker den frem. Da jeg trykker på aktiveringsknappen, flimrer et lille hologram frem i min håndflade—Emma, med armene over kors og en bekymret rynke i panden.
"Clara, hvor er du? Hospitalet siger, at I er forsvundet," siger hun uden omsvøb.
Jeg sender et hurtigt blik til Noah, der allerede ser en smule frustreret ud over afbrydelsen. "Noah fik det bedre, så vi er på vej hjem nu," siger jeg og forsøger at holde tonen let. "Vi er bare… ude på en lille gåtur."
Jeg kan mærke Noahs blik på mig - vi ved begge, at vi ikke har haft mange egentlige pauser sammen på det seneste.
Emma løfter et bryn. "Hmm. Okay. Men skynd jer. Vi skal have en ordentlig snak om, hvad der skete i vores kamp mod Æther, når I kommer tilbage." Hendes blik skærpes en anelse. "Og Clara… ikke flere numre, okay?"
"Ja, ja," svarer jeg hurtigt og ruller med øjnene, selvom hun ikke kan se det.
Emma tøver et øjeblik, men så nikker hun. "Okay," siger hun i den tone, der antyder, at hun stadig er bekymret, men lader os være - indtil videre. Hologrammet flimrer og forsvinder, da jeg slukker projektøren.
Jeg ser op på Noah, der nu er helt afslappet og ryster på hovedet med et grin. "Det ser ud til, at vi aldrig kan få et øjeblik alene, hva’?”
Jeg griner og ruller med øjnene, mens jeg læner mig tilbage i stolen. "Nej, det virker ikke som om, vores liv er designet til pauser."
"Nope," siger Noah med et skævt smil og sender mig et hurtigt blik. "Vi må nok bare vænne os til det. Det ser ud til, at vores alene-tid er en sjælden luksus."
Jeg sukker og løfter glasset for at tage den sidste tår, mens jeg prøver at genfinde mit fokus. "Det må vi nok indse," siger jeg med et lille smil. Vi deler et blik, og så bryder vi begge ud i latter - måske en smule akavet, men også med en lettelse, der hænger i luften.
****
Neotropolis er stille, og de første stråler fra solopgangen lyser op i gaderne, mens Noah og jeg traver igennem de næsten tomme gader. Der er en ro over det hele, men jeg kan mærke, at min træthed hænger tungt over mig. Fra at kæmpe mod Phantomus til at konfrontere Æther, har vi nærmest været i konstant bevægelse hele dagen.
Jeg ser på Noah, som går lidt foran mig. Jeg kan mærke, at han stadig er lidt langsommere end normalt, men han virker til at være på vej til at komme sig efter den hårde kamp. Han er forvandlet til en stor, muskuløs hund, og hans sanser virker skarpere, når han er i denne form. Han stopper op et øjeblik og snuser til luften. Hans pels er sort, og musklerne svulmer fra hans krop. Jeg bemærker den store, tunge hundepik, der svinger mellem hans bagben. Han vender sit hoved mod mig og bjæffer, og jeg skynder mig at kigge væk. Jeg ser, hvordan hans hundeører rører på sig, som om han forbereder sig på at løbe videre. Men jeg ryster på hovedet og stopper op.
"Noah, skift tilbage," siger jeg, og min stemme er træt. "Jeg vil gerne snakke."
Jeg ser på ham, mens han langsomt træder ud af hundeformen og bliver til den normale fyr, jeg kender så godt. Han griner og rækker hånden ud mod mig. "Så, hvad vil du snakke om?"
Jeg tager hans hånd, og vi begynder at gå ved siden af hinanden.
"Jeg er bare så træt," siger jeg og lægger hovedet lidt til siden. "Selv med den lille lur, mens du var indlagt, føles det som om, jeg har været i gang uafbrudt. Først Phantomus, så Æther… det har bare været en virkelig, virkelig lang dag."
Noah kigger på mig med et skævt smil. "Ja, seriøst. Phantomus? Æther? Hvem fanden kommer op med de sådan nogle latterlige navne?”
"Noah, du har ikke meget at sige, når det kommer til navne," siger jeg med et smil. "Skifteren? Seriøst? Det lyder som om, din superkræft er at skifte bleer."
Han stopper op og ser på mig med et grin. "Nå, men hvad skal jeg ellers kalde mig? Det er jo ikke som om, jeg kan vælge noget mere spændende såsom ´Lynstorm´ eller ´Gladiatoren´. Det skal matche til mine kræfter, og jeg er altså bare en fyr, der kan blive en fugl, en kanin og en lille hund."
Jeg ryster på hovedet, men mit smil bliver bredere. "En lille hund med en kæmpe… Nej, jeg… Ved du hvad? Jeg er så træt, at jeg næsten ikke ved, hvad jeg selv siger…" Jeg trækker på skuldrene, og vi griner begge.
"No worries," siger han, “skal jeg forvandle mig til en ædel ganger og lade dig ride på min ryg hele vejen hjem som en yndig prinsesse?”
Jeg sukker opgivende. “Seriøst, jeg har alt andet end travlt med at komme hjem lige med det samme. Jeg tror, at de andre har regnet ud, at vi er sammen, og jeg gider virkelig ikke at se dem i øjnene lige nu."
Noah griner, og vi fortsætter langsomt med at gå. "Okay, fair nok," siger han med et skævt smil. "Men vi er stadig langt fra Alpha Squad Tower. Skal vi tage en pause eller hvad?"
Jeg stopper op og ser på ham. "Ja," siger jeg og sukker. "Jeg har ikke lyst til at gå videre lige nu. Jeg har ikke sovet eller spist noget, og min krop føles som om, den er blevet kørt over af et tog."
Han nikker forstående og peger på en bænk, der står i en lille park tæt på, hvor vi går. "Skal vi bare sidde lidt her så? Vi kan tage en kort pause, så vi ikke falder om af træthed."
Jeg nikker, og vi går hen til bænken. Jeg sætter mig først og sukker lettet, da jeg endelig får et øjeblik til at slappe af. Min krop føles tung, og jeg mærker træthedens pres på mine øjne. Jeg lukker dem kort og prøver at tage en dyb indånding.
Han rækker ud og stryger blidt håret væk fra mit ansigt. Hans berøring er beroligende, og jeg mærker en varme sprede sig i mig. Jeg kan mærke, at jeg har brug for ham på en måde, der går ud over den fysiske træthed. Jeg lukker øjnene igen og læner mig mod ham, mens vi sidder tættere sammen. Jeg åbner øjnene og ser på ham, og vi deler et stille øjeblik, før han læner sig ned og kysser mig på læberne. Jeg gengælder kysset, og i det øjeblik er det, som om al træthed og bekymring forsvinder.
Måske er det Noahs nærhed, måske er det bare den pludselige opblomstring af energi, men noget får mig til at drille ham.
"Så," siger jeg med et frækt smil, "Skifter, hvad kan du egentlig gøre, når du ikke er en hund?"
Noah rynker brynene og ser på mig. "Jeg kan da gøre en masse ting!"
Jeg griner og rejser mig op fra bænken, mærker den pludselige energi strømme gennem mig. "Så kom og vis mig, hvad du kan."
Jeg begynder at løbe væk fra ham, ned mod en mørk gyde, der er stille og øde. Jeg mærker, hvordan Noah følger efter mig med hurtige skridt, og han begynder at kalde på mig. "Clara, hvor skal du hen?"
Jeg griner, og hjertet slår lidt hurtigere, da jeg ser, hvordan han nærmer sig. "Kom og fang mig, hvis du kan!"
Jeg kaster et blik over skulderen og ser ham sænke farten. Han kender mig godt nok til at vide, at det her kun er en leg. Så snart han tager et skridt tættere på, sætter jeg i løb igen, og lyden af hans skridt fylder den stille gade. Jeg drejer brat ind i en smal gyde, hvor skyggerne er dybere, og vender mig om for at se på ham.
"Jeg fanger dig.”
Jeg smiler skævt og løfter hænderne. "Kom så, Skifteren. Vis mig, hvad du kan!"
Og så sker det. Han forsvinder næsten foran mine øjne, kroppen krymper, strækker sig, bliver til noget andet. En skygge løsriver sig fra ham og svæver op – en flagermus med sorte, lydløse vinger, der skærer gennem luften.
Mit hjerte springer et slag over. Jeg kaster mig fremad, men han er hurtigere. Før jeg når ud af gyden, mærker jeg pludselig noget—en kold vind mod min hud, en bevægelse over mit hoved—og så er han der. Han falder ned foran mig, forvandler sig midt i bevægelsen, og inden jeg når at reagere, mærker jeg hans hænder gribe fat i mig.
Jeg snapper efter vejret, idet han presser mig op mod den kolde mur. Blikket i hans øjne gløder af noget vildt, noget triumferende.
"Du løber ikke fra mig," hvisker han.
Hans læber finder mine, og kysset er intenst. Jeg kan mærke hans hænder på min ryg og hans varme krop tættere mod min. Det er som om, at hele verden forsvinder rundt om os. Der er kun ham, kun os to.
Han løfter mig lidt op, og mine ben vikler sig om hans talje, mens han bærer mig med lethed. Jeg er helt overvældet af følelser og mærker, hvordan min hjertebanken stiger, da han kysser mig endnu en gang, dybt og lidenskabeligt.
"Er du sikker på, du kan holde mig?" hvisker jeg med et skævt smil.
Han griner mod mine læber og holder mig tættere ind til sig. "Jeg kan holde dig," siger han lavt, næsten som en udfordring. "Jeg kan holde dig hele natten."
Jeg trækker lynlåsen i hans spandex ned, og hans bryst og mavemuskler blottes øjeblikkeligt. Han træder ud af sit kostume og står til sidst kun i sine underbukser.
Jeg lyner min unitard ned, og skal til at tage mine thigh highs af, men Noah stopper mig. “Behold dem på. De er vildt sexede.”
Jeg griner og gør, som han siger. Til sidst ryger mine trusser og den sorte sports-bh, jeg har på under min unitard, og til sidst er jeg helt nøgen - med undtagelse af mine støvler.
Noah kysser mig igen og gnider sine fingre imod min glatte, fedtede skede. Jeg er meget våd, så det er let for ham at presse sin langefinger ind i mig. Jeg gisper, så snart jeg mærker ham penetrere mig.
“J-Jeg er klar,” gisper jeg. “Du behøver ikke at varme mig mere op.”
“Det ved jeg,” svarer Noah kækt, mens hans kysser min hals. “Jeg gør det kun for at torturere dig lidt inden.”
Jeg gisper og er nødt til at bide mig selv i bagkanten af hånden for ikke at udstøde et lille hvin. Vi er trods alt udenfor, og hvis nogen går forbi, ville de nemt kunne høre mig. Han fortsætter med at fingerkneppe mig, og jeg må holde mig for munden. Jeg læner mit ansigt imod hans skylder, mens jeg mærker ham sjaske mine inderlår til med mine egne safter.
Til sidst, da jeg ikke kan klare mere, mærker jeg mine ben skælver under mig, og jeg kommer. Noah er heldigvis klar til at gribe mig, så jeg ikke kollapser midt på asfalten.
“Oh my god, 30 sekunder, Clara?” udbryder Noah stolt. “Jeg tror, at det er en ny rekord for mig!”
Jeg prøver at samle mig og smiler lidt svimmelt. “Ja, ja, ja… Bare… knep mig nu, okay?”
Noah giver slip på mig, og jeg falder forover. Jeg rejser mig op på knæene, støtter mine hænder imod en gammel, rusten bil, der ser ud til at være 100 år gammel. Jeg rejser mig vaklende op, men i det samme mærker jeg Noahs pik trænge ind i mig bagfra.
Jeg klynker, da jeg mærker hans pik glide helt ind i mig. Han er tydeligvis også trængende, for min søde, bløde flødefyr er ikke lige så blød og forsigtig, som han plejer at være. Normalt er han typen, der overdynger mig med kys og spørger hvert andet sekund, om jeg er okay, men lige nu virker han mere brutal og selvisk. Det er på en måde både pirrende og skræmmende.
Han knepper mig, og jeg støder blidt min numse imod ham imens. Hurtigt finder vi rytmen og matcher hinandens bevægelser. Min hånd finder min klitoris, og jeg stimulerer ivrigt mig selv, mens han støder ind i mig. Jeg klemmer bevidst mine skedemuskler sammen omkring hans pik, og jeg mærker, at han nyder det. Hans hænder strammer sig om mine hofter, og han støder dybere ind, næsten som om han trækker mig ned over sin pik, hver eneste gang han støder sig fremad.
“Mmmm, ja, bliv ved,” tigger jeg. Mit hår klistrer sig til mit svedige ansigt og skuldre, og jeg kan mærke, at safterne fra min orgasme lige før stadig drypper ned ad mit inderlår. Jeg bliver nødt til at vaske mine støvler efter det her.
Men mens Noah knepper mig, tænker jeg på ham, som han var for et øjeblik siden. Som da han var en stor, muskuløs hund. Jeg har aldrig tænkt på noget så klamt eller perverst før - ikke engang i mine mest beskidte drømme - men i samme sekund overrasker jeg mig selv, da ordene til sidst forlader mine læber: “Noah, forvandl dig til en hund igen.”
Min kæreste holder op med det, han har gang i. Han står stille, selvom hans pik stadig pulserer inde i mig. Hans stemme lyder forvirret. “Hvad? Hvad sagde du?”
Jeg kan mærke, at mine kinder brænder. Jeg kan ikke tåle at se på ham lige nu, så jeg stirrer stift fremad uden at dreje mit hoved. “Forvandl dig til en hund igen. Jeg… Jeg vil have, at du knepper mig, mens du er en hund.”
Der er en øredøvende stilhed mellem os. Jeg fortryder øjeblikkeligt, hvad jeg har sagt. Tror han, at jeg er en eller anden pervers freak nu? Oh my god, jeg er en pervers freak nu! Jeg skal til at vende mig om og undskylde og bortforklare med, at jeg selvfølgelig ikke mente det, da jeg pludselig mærker det. Hans pik inde i mig skifter form. Den bliver tykkere, og formen ændrer sig markant. Jeg mærker, hvordan hans hænder på mine hofter bliver til poter, og hvordan den glatte pels på hans overkrop presser imod min ryg, idet han nu er tungere. Jeg kan ikke stå op længere, og jeg må synke ned på knæ under vægten fra det store dyr.
Jeg mærker Noah støde ind i mig igen. Først forsigtigt. Det føles fuldstændig anderledes. Så gør han det igen. Jeg stimulerer mig selv imens. Så støder han ind i mig igen, og så igen, og sådan fortsætter han. Han parrer sig med mig, som om jeg er hans underdanige tæve. Jeg mærker hans hundepik penetrere mig, mens det brunstige dyr over mig hamrer sig ind i min stakkels krop. Hvis nogen så os lige nu… Jeg har aldrig oplevet noget lignende før. Noah udstøder skingre, gøende klynkelyde over mig, og hans ru pels kradser mod min nøgne ryg.
Jeg ser hans snude i min øjenkrog, og til sidst, da jeg ikke kan benægte realiteten af, hvad vi laver, længere, vender jeg hovedet imod ham. Det er som om, jeg først rigtigt indser, at jeg har sex med et dyr, da jeg ser ind i hans store, mørke hundeøjne. Jeg er så betaget, at jeg ikke kan andet end at kysse hans snude, og snart mærker jeg den lange, klistrede hundetunge udfylde min mund.
Før jeg ved af det, er hans hundepik svulmet op til den dobbelte størrelse, og den nægter at trække sig ud. Det er som om, han sidder fast inde i mig. Dernæst mærker jeg varm sæd skylle ind i mig. Det er så grotesk og absurd, at mine egne sanser øjeblikkeligt overvældes, og jeg selv får orgasme. Mine følelser strømmer ud igennem mine hænder og ind i bilen, jeg støtter mig til, som begynder at starte. Lygterne blinker faretruende, mens jeg kommer, inden de går ud, da jeg omsider ikke kan mere.
Jeg falder sammen på asfalten. Min kind hviler mod den ru overflade. Jeg gisper og fatter knapt nok, hvad der lige er sket. Gjorde jeg lige det her? Ved siden af mig ligger Noah, som nu er et menneske igen. Han holder om mig. Han ser lige så udmattet og målløs ud. Jeg stirrer op på stjernehimlen. Vi siger ikke noget til hinanden lige med det samme.
"Jeg har aldrig... gjort det som et dyr før," siger han efter et kort øjebliks tavshed.
"J-Jeg ved ikke, hvad der lige skete," svarer jeg hurtigt og forlegent. "Undskyld at jeg er sådan her-"
"Hey," afbryder Noah mig og lægger en blid finger på mine læber, så jeg falder til ro. "Jeg dømmer dig ikke, okay? Vi har alle vores egne mærkelige kinks, der tænder os. Jeg for eksempel... Jeg får totalt meget jern på over dine sexede latexstøvler."
"Ja, det er jo præcis det samme," siger jeg og ruller med øjnene.
Noah griner. "Okay, okay, måske ikke. Men du behøver ikke at bekymre dig. Jeg siger det ikke til nogen, det lover jeg."
Jeg smiler lidt forlegent og mærker en varme sprede sig i mig. Jeg havde aldrig indset, at jeg kunne være til den slags.
****
Jeg stiger af hesten og ser på Noah, der forvandler sig tilbage til sig selv. Hans smil er bredt, og selvom han stadig ser lidt træt ud, virker han meget mere rask, end han gjorde tidligere på aftenen. Vi låser os ind i Alpha Squad Tower, og lyden af døren, der klikker op, får mig til at mærke en smule lettelse. Det er godt at være hjemme, selvom jeg stadig føler mig helt udkørt.
Så snart døren går op, hører vi lyden af hastige skridt, og de tre andre dukker op. De har åbenbart ventet på os, og deres ansigter lyser op, da de ser os træde ind.
"Endelig!" udbryder Emma, og jeg kan høre lettelsen i hendes stemme. "Hvor har I været?"
Jeg sukker og ser på Noah, der griner lavt. "Vi havde lige brug for lidt tid alene," siger han med et glimt i øjet.
Frederik kigger alvorligt på Noah, som om han overvejer noget. Og så, i en hurtig bevægelse, tager han fat i Noah og lægger ham i en armlås. "Hvordan har du det, Skifter?" spørger han med et drillende grin, mens han kører hånden rundt i Noahs hår. "Er du helt på toppen nu eller hvad?"
Alle griner, og selv Noah må le, selvom han virker lidt overrasket over Frederiks pludselige handling. "Jeg har det bedre end nogensinde, Frederik," siger han og ruller med øjnene, men hans smil er stadig bredt. "Bare vær forsigtig, du kan jo ikke håndtere mig i min bedste form."
Jeg kigger rundt på de andre og mærker et lille stik af varme i kinderne, da jeg ser på Emma. Jeg kan mærke hendes blik på mig, og hun sender mig et lille, kært smil. Hun har altid været sådan. Emma har en tendens til at ville “connecte” med mig, fordi vi er de eneste piger på teamet. Vi har haft lange samtaler om alt fra drenge til vores superkræfter, men i dag er jeg blevet kneppet af en hund, så jeg har ikke rigtig lyst til at snakke med nogen om noget som helst.
Jeg ser hurtigt væk og koncentrerer mig om Noah, som stadig er fanget i Frederik’s greb, som han prøver at kæmpe sig fri fra. Jeg rødmer en smule men ignorerer det. Jeg er ikke helt klar til at tale om, hvad der virkelig foregår mellem mig og Noah. Jeg ved, at Emma gerne vil høre om det, og hun vil måske have mig til at åbne op, men jeg har ikke lyst til at dele det endnu. Særligt ikke efter i aften...
I stedet afbryder jeg Frederik og Noah og siger med et lidt mere alvorligt tonefald: "Noah, du skal være forsigtig. Du har været igennem meget i dag, og vi ved stadig ikke helt, hvordan din krop reagerer."
Noah ser på mig og nikker. Hans smil falmer en smule, da han ser, at jeg mener det alvorligt. "Jeg ved det," siger han, og han ser ud til at forstå min bekymring. "Jeg skal nok tage det roligt."
Jeg trækker ham i kraven på hans trøje og leder ham hen mod mit værelse. Jeg kan høre de andre grine og pifte efter os, men jeg er ligeglad lige nu. Jeg vil have ham for mig selv et øjeblik, væk fra alle blikkene.
Vi lægger os sammen på sengen, så snart døren lukker sig bag os. Vores kostumer ryger hurtigt på gulvet, vores undertøj følger med, og snart er Noah inde i mig igen. Jeg ligger på ryggen og mærker ham oven på mig. Hans læber er fastlåst til mine, og mine arme vikler sig om hans nakke, mens han blidt og kærligt støder ind i mig.
Han trækker sig væk med et lille grin. “Vil du have, at jeg forvandler mig til en hund igen?” griner han med det der skær i øjnene, der kan få mig til at sige ja til hvad som helst. Han siger det som en joke, men sandheden er, at jeg hele rideturen hjem kun har tænkt på én ting: hvilke andre dyr kan Noah forvandle sig til, som jeg kan have sex med. Jeg følte mig som 50 Cent i en slikbutik.
Jeg kigger på ham med et smørret smil. "Jeg vil hellere have, at du forvandler dig til en pytonslange."
Han ser på mig, som om han ikke er helt sikker på, om han hørte mig korrekt.
"Du hørte, hvad jeg sagde,” siger jeg roligt.
Han trækker vejret tungt og nikker stille, og jeg ser hans krop begynde at ændre sig. Hans arme og ben trækker sig sammen, hans hud bliver glat og skinnende, mens han langsomt forvandles til en stor, tyk pytonslange. Hans ansigt bliver fladt, og på et øjeblik er han helt forvandlet. Hans muskuløse krop snor sig langsomt rundt i et bølgende mønster. Hvert skæl glinser under loftlampen.
Slangen er lang, kraftfuld, og dens skinnende krop fylder næsten hele sengen. Han begynder at sno sig tættere på mig, og jeg kan mærke den varme, bløde vægt af hans krop, mens han langsomt vikler sig rundt om mig. Det er en underlig følelse. Jeg kan mærke hver eneste bølge af hans muskuløse krop som et let tryk, når han vikler sig omkring mig. Den glatte skælstruktur, der snor sig om min nøgne hud, føles både mærkelig og fascinerende.
Hans krop bevæger sig mellem mine ben, og jeg begynder at gnide min skede imod hans skæl, som om han er et legetøj, jeg kan onanere med. Min klitoris glider over skællene, mens jeg holder fast i ham, og jeg bemærker, hvordan han blidt klemmer omkring min krop. Han er overalt omkring mig på én gang, og jeg ved, at han ville kunne mase mig sammen lige nu, hvis han ville. Det føles farligt at være så tæt på det store rovdyr, og jeg tror, at det er det, der omsider får mig over grænsen. Jeg gisper blidt, da jeg endelig kommer.
Jeg ser på Noah, da han ligger ved siden af mig på sengen, igen som et menneske. Hans øjne er fulde af undren. “Jeg har aldrig set den her side af dig før, Clara,” siger han, og der er et lille grin i hans stemme. “Jeg mener, det var vildt nok, dengang du gav mig bind for øjnene, men det her? Wauw…”
Jeg sukker udmattet, mens jeg kæmper for at få vejret. "Jeg syntes, du sagde, at du ikke ville dømme mig?"
Han ser alvorligt på mig og ryster på hovedet. "Jeg dømmer dig slet ikke! Jeg er bare overrasket!"
Jeg ser på ham med et lille smil. “Godt,” siger jeg. “Så forvandl dig til en blæksprutte nu.”
Han synker en klump i halsen, men før jeg kan sige mere, begynder han at skifte form. Hans krop begynder at ryste og forsvinde i en bølgende bevægelse, som om hans muskler smelter og reorganiserer sig. Jeg ser, hvordan hans arme krymper sig sammen, hans hænder forsvinder ind i sig selv, og hans krop vokser sig bredere. Hans hud begynder at ændre sig – den glatte, menneskelige struktur bliver til en skinnende, geléagtig overflade, der gløder med et dybt lilla og grønligt skær.
Hans ben trækker sig hurtigt op og ind i hans krop, mens en masse arme begynder at vokse frem fra hans midterste sektion. Jeg ser, hvordan hans ansigt ændrer sig, bliver glat og forsvinder helt i den bredere blæksprutteform, og før jeg ved af det, ligger der en stor, ottearmet blæksprutte midt på min seng, der kigger på mig med de uendeligt kloge, mørke øjne fra det tidligere menneske, der var Noah.
Han bevæger sig langsomt og forsigtigt imod mig. Hans arme bevæger sig graciøst, som om de allerede kender de præcise bevægelser, de skal lave. Jeg ser på ham og smiler. Der er noget både fascinerende og lidt surrealistisk ved at se ham i denne form, men han virker tilfreds med sine nye lemmer. Jeg kan mærke hans arme begynde at strække sig ud omkring mig, bløde og alligevel stærke, mens han langsomt og forsigtigt vikler sig omkring mig. De lange, glatte arme snor sig omkring mig, kolde og fugtige, som levende reb af rå muskel, der strammer sig tættere og tættere om mig. Det er en underlig men ikke ubehagelig fornemmelse. Jeg læner mig tilbage og lader de kolde, glatte lemmer sno sig fastere omkring mig.
Snart mærker jeg en af de lange arme bevæge sig ned over min underkrop. Sugekopperne efterlader små kys på min sarte hud, inden spidsen af armen til sidst gnider sig imod min skedeindgang. Inden længe fører han armen indenfor, og jeg mærker, hvordan tentaklen blidt penetrerer min fisse. Armen er længere og tykkede end noget, jeg nogensinde har haft inde i mig selv, men den geleagtige, slimede hud, kombineret med min egen vådhed, gør det relativt nemt for Noah at glide ind i mig.
Han glider blidt ind og ud af mig, mens han med en anden arm begynder at stimulere min klitoris. En tredje og fjerde arm finder mine bryster, som de slynger sig omkring, og jeg mærke sugekoppernes klistrede favntag omkring mine brystvorter. Jeg indser, at han er i fuld kontrol over min krop nu, og at jeg ikke kan bevæge mig. Det er skræmmende og sindsygt ophidsende at være fanget sådan her. Det sidste, jeg når at tænke på, er, hvad resten af Team Alpha Squad ville sige, hvis de vadede ind på mit værelse lige nu, før Noah fører en arm mere ind i min mund.
Min mund fyldes øjeblikkeligt ud af tentaklen, og jeg kan knapt få vejret. Smagen af salt og metal fylder min mund. Han kører den ind og ud mellem mine læber, som om han knepper min mund med sin tentakel. Jeg prøver at vride mig for at slippe væk, da jeg knapt kan trække vejret, men jeg er fuldstændig fastlåst i blækspruttens ubarmhjertige greb.
Det er en konstant stimulans, og jeg kan knapt følge med. Til sidst mærker jeg en sidste tentakel prikke imod mit numsehul, og jeg kan ikke gøre andet end at lade ham penetrere mig der også, selvom jeg aldrig har haft analsex før. Han knepper mig nu i alle mine huller med sine mange arme, og jeg kan ikke gøre andet end blot at overgive mig og tage imod. Jeg gisper og hoster, mens stimuleringen af alle mine erogene zoner på samme tid snart resulterer i noget stort. Klimakset eksploderer ud af mig, og min sprøjteorgasme sender en ladning fissesaft udover Noahs blævrede blækspruttekrop.
Da han langsomt og forsigtigt lader mig slippe fri, føler jeg mig efterladt som en udmattet bunke rystende nervetråde. Jeg synker tilbage i dynen, fuldstændig udmattet, som om hele verden omkring mig er blevet sløret til. Hver eneste muskel i min krop gør ondt, som om jeg har løbet maraton op ad bakke. Jeg gisper efter luft, og min vejrtrækning er uregelmæssig. Min hjerne banker, som om et stort søm er blevet hamret ind midt i min pande. Min hud er indsmurt i den stinkende slim fra blæksprutten, der blander sig med min egen sved og fissesaft. Det klæber sig til mig, og min krop skinner, som om den er dækket af et ekstra lag, der gør mig glat og glinsende.
Noah skifter hurtigt tilbage til sin menneskeskikkelse, og da han ser mig ligge der, rystende og åndeløs, bliver hans øjne fyldt med angst. Hans hænder er blide, da han lægger dynen varmt omkring mig. Jeg kan mærke hans varme, da han langsomt læner sig ned mod mig, lægger sine hænder på mine skuldre og vugger mig forsigtigt frem og tilbage.
"Oh my god, Clara, undskyld," siger han med en stemme, der er fyldt med bekymring. Jeg kan høre, at han er ægte forfærdet over, hvordan jeg har det. "Jeg... Jeg lod mig bare rive med. Jeg... var for ivrig."
Jeg tager en dyb indånding og drejer mig langsomt rundt i sengen for at møde hans blik. Jeg kan mærke, hvordan min krop stadig sitrer, men jeg forsøger at finde lidt ro i hans arme. Der er en kæmpe varme i hans øjne, en forsigtighed, som om han virkelig er bange for at have gjort noget forkert. Jeg ser på ham, på hans oprigtige, bekymrede ansigt, og et blidt smil former sig på mine læber.
"Du er den bedste kæreste i verden. Ved du godt det?" hvisker jeg, og uden at tænke nærmere over det, læner jeg mig ind til ham og kysser ham blidt på munden. Det er et stille kys fyldt med taknemmelighed og varme. Som en forsikring om, at jeg ved, at han aldrig ville gøre mig noget ondt, selv ikke når han lader sig rive med i øjeblikkets hede. Han svarer mig hurtigt med et mildt kys.
Han holder mig tættere ind til sig, og jeg mærker, hvordan hans hænder kærtegner min ryg som for at sikre sig, at jeg er okay. Jeg kan høre hans hjerteslag falde langsomt til ro, og jeg føler mig mere og mere afslappet, indhyllet i hans beskyttende arme.
“B-Betyder det, at vi kan have normal menneskesex nu?” spørger han håbefuldt.
Jeg smiler kærligt til ham. “Nej, Noah. Forvandl dig til en zebra.”
————–
Tak fordi du ville læse med! Jeg øver mig stadig på at skrive, så jeg vil være meget taknemmelig, hvis du vil fortælle mig i kommentarsporet, hvad du synes om historien og min skrivestil. Det er den eneste måde, jeg kan forbedre mig på!
Jeg tager også imod ønsker til historier. Hvis du har et ønske til noget specifikt, er du velkommen til at skrive til mig på jeriko1992@hotmail.com. Du kan også række ud til mig via hjemmesiden!
Erotiske noveller skrevet af Jeriko