Han fik øje på dem første gang på den stejle bjergskråning. De forsøgte at manøvrere i den løse sne, men manglede den instinktive teknik der kræves uden for præparerede pister. De var charmerende at iagttage, deres tøven; benene der vaklede, før skiene skar igennem puddersneen. Så opdagede han, at de var danske. Sidst i 20’erne, og han forstod, at de ikke var helt nybegyndere på ski, men alligevel uvante med denne frie, uforudsigelige form for slalom.
De fortalte ham på caféen aftenen før, at de var fra København. Sofie, han lagde især mærke til hende, mørkhåret, med et vågent, nysgerrigt blik. Det var ikke den klassiske skønhed, der fangede ham, det var den energi hun udstrålede. Legende, næsten drilsk, når hun talte. Kæresten, Mikkel, rolig, let til smil og den metodiske, der undersøgte alt fra vinklerne på skiudstyret til risikoen for laviner.
Selv havde han aldrig slået rødder. Bjerget og sneen var hans element i en rastløs tilværelse: altid på jagt efter nye tinder… pister, natur og ikke mindst lære nye mennesker at kende. Måske var det derfor han uden de store overvejelser tilbød at lære dem lidt om at stå på ski i løs sne da de tilfældigt faldt i snak på pisten.
“I præparerede pister ved du, hvad du får,” forklarede han senere ved kanten af en urørt bjergside. “I løs sne skal du reagere hurtigt. Du skal ikke kæmpe mod sneen, men gå i et med den. Stå bredere end normalt, lad benene arbejde frit, og vær ikke bange for ekstra fart. Fart får dig til at flyve i stedet for at synke ned i sneen.”
De havde en del skifærdigheder, det var tydeligt. Men … uvant med overraskelserne som bjerget og den løse sne kunne byde på. Han viste teknikker til at læse terrænet, undgå lavinefarlige områder og være forberedt på det værste. Det var sjovt at instruere dem; han kunne lide de små øjeblikke af fysisk kontakt, når han rettede deres skivinkel eller placerede ben for at vise den rette balance.
Sofie havde et godt øje til ham, og spontan som hun var, kastede hun sig ned ad skråningerne med et stort smil, og selvom teknikken var usikker dukkede hun altid op igen i en sky af sne med funklende øjne og pjusket hår. Glæden ved at mestre den løse sne fik hende til at stråle. Mikkel derimod kæmpede mere, faldt indimellem men grinede bare ad det og fortsatte tålmodigt.
Efter dage med intensiv træning og forbedrede færdigheder på ski, var det Sofie der spurgte om han ville komme til middag i deres hytte. De skulle hjem til Danmark om få dage og ville gerne takke ham for den tid han havde brugt som instruktør. Han tøvede, lysten til at lære dem bedre at kende; især lære hende bedre at kende, men også hvad der gemte sig bag Mikkels rolige facade, fik ham til at takke ja.
Dag gled over i aften, da han ankom til deres hytte. Bjerget lå hvidt og stille i et rødligt skær. Sofie åbnede med kun et håndklæde om kroppen, fugtigt hår og med et ansigt der glødede af varme. Han blev stående, forfjamsket og usikker men kun et sekund, kun til hun med et smil vinkede ham indenfor.
Middagen var enkel og lækker. De talte om alt men mest om minder i sne. En kollision Mikkel engang havde haft på en østrigsk pist fik latteren frem, latter og varme men også noget andet; en fornemmelse under overfladen som de hver især følte. En slags spænding i de små pauser mellem ordene.
De endte foran pejsen. Sad eller lå på fåreskindene med et glas vin. Tog hinanden ind. Ledte efter det, der ikke blev sagt. Det, der var der. Øjnene, blikkene. Sofie så ofte mod ham. Han mærkede Mikkels hånd på skulderen på en måde der var mere end bare venskabelig. Sofie trak ham ind til sig… de sad alle tre tæt nu med Mikkel på den anden side. Varmen fra pejsen, den indre varme, den levende bredte sig i kroppen.
“Du er anspændt,” hviskede Sofie lavt, tæt ved øret. Mærkede ånden, varmen i ånden. Hendes.
Han rystede let på hovedet. “Nej, jeg … jo, måske. Jeg havde ikke… ”
Deres øjne mødtes. Mikkel lænede sig frem.
“Du har aldrig spurgt hvorfor vi valgte dette sted,” sagde han. “Vi har længe drømt om off-piste og ikke bare i form af skiløb. Vi … vil noget nyt, noget andet … i livet.”
Sofies øjne. Hun så på Mikkel. Det var som de to delte en tavs forståelse. Noget, de havde diskuteret, noget de havde talt om, noget de ville udleve. En delt fantasi.
“Og du da?” det var Mikkel der løste øjeblikket op. “Hvad leder du … efter?”
Spørgsmålet ramte ham, ramte ukendt grund, men også noget i ham. En tanke, eller var det en følelse. Han holdt vejret, usikker på svaret.
“Jeg … jeg er vild med bjerget,” sagde han langsomt. “Men jeg har ikke rigtig … fundet roen. Måske, måske jeg bare en rastløs sjæl. Nej, jeg ved det ikke.”
Sofie smilede varmt. Han mærkede hendes fingre let mod håndryggen. “Tilfældige møder kan give mening,” sagde hun. “Overraskende og mærkelige, ja måske. Alligevel. Indimellem opstår en forbindelse. Løs i starten, men som bliver til mere.”
Stemningen ændrede sig mærkbart. De var ikke tre venner i småsnak over et glas vin; der var noget mere, noget nyt der var ved at ske. Pulsen, hjertet slog hurtigere. Noget i ham ville rejse sig. Gå. Noget andet, det andet, det levende, det pulserende ville blive. Afvente.
Sofie. Lænede sig frem, kyssede ham forsigtigt. Bløde, lidt fugtige læber, ukendt smag. Prikkende varme. Hun. Sofie trak sig tilbage, holdt øjenkontakt der sagde: “Det er okay. Vi er her, sammen.”
Mærkede en hånd på skulderen. Mikkel. Så på ham.
“Vi har aldrig gjort det her før,” stemmen var dæmpet nu, “men vi har talt … om det. Om dig. Vi vil dele noget … og ja, nu, nu føles det rigtigt.”
Han smagte på ordene. Forsøgte at mærke efter. Ville han? Billederne af de to på bakken, den gradvise nærhed. Det, der var vokset frem mellem dem. Følelsen af frihed han oplevede på de sneklædte bjergsider. Alt gik pludselig op i en anden, en højere enhed.
Pejsen, flammerne, det flakkende lys på ansigterne og den svage knitren fra ilden. Duften af uld og duften af sne, der stadig sad i jakkerne. Sofie rykkede tættere på, indtil. Han lagde en hånd let mod hendes hofte. Mikkel rykkede nærmere. Han blev lukket inde imellem dem. Af dem. Roligt kaos i berøringer nu.
Kyssene. I et blødt tempo. Prøvende, gengældt, så mere udforskende. Krævende. Sofies duft, smag. Varmen fra Mikkel. Uvant, nyt. Underligt, men i øjeblikket helt naturligt.
En dæmpet latter. Hans egen. Måske en lettelse. Det var ikke skræmmende. Han ville, ville være her nu med disse to. To, han følte en ukendt fortrolighed med. Som om de tre delte noget. Noget uventet, spontant, men måske var der alligevel en slags mening i det …
Mikkels hånd mod hans kind. Sofie, tættere på den anden side. Vin, varme kroppe, pejs, fåreskind mod nøgen hud. Smeltede sammen til én flydende uvirkelighed. Sanseligt, erotisk. Han mærkede det. Fornemmede næsten lyden af hans egen puls i en rytme, der blandede sig med deres. “Nogle gange må vi miste fodfæstet,” mumlede Sofie mens hun varsomt, kyssede ham på halsen.
Han blinkede. Lod roligt en hånd glide over Mikkels skulder, videre mod nakken. Følte på konturerne af mand. Noget, han ikke havde udforsket før. Vagt, men i et kort sekund indså han, at han var ved at flytte grænser. Ikke andet end en stille vished i nuet. Han var klar til Mikkel. Dreng, mand. Hænderne, kroppen. Blikket.
Langsom, opdagende dans: kysset, lo og holdt om hinanden, nye berøringspunkter. Ord, hviskede i korte bekræftelser, lyde af nydelse. Latter, befriende latter. Ingen begyndelse, ingen slut kun en jævn, glidende overgang fra venskab til intimitet.
Aftenens forlængelse var alt det, han havde lært dem på pisterne: tage chancer, overvinde frygten for det ukendte og kaste sig ud i noget der kan give en anden, ny frihed.
I de flakkende skygger opstod en varm samhørighed. Dæmpet og intenst på samme tid: Duftene, smagen, fornemmelsen af flow, af at være så intenst levende at tankerne for en gangs skyld stilnede og han blot var. Sofies fingre, bæltet løsnet, fingre der gled ind for at omslutte pikken med blide strøg. Svagt bevidst om at Mikkel langsomt fjernede sit tøj, til deres nøgne hud berørte hinanden.
Kys, dybere, hænders strejf over varm hud. Konturer af kroppe udforskedes. Mikkels fingre langs rygraden, gys af begær. Sofie, blød krop, læber og tunger fandt nye veje. Mikkels hånd da den gled ned langs hoften, låret. Sofies fingre med blide strøg mod pikken sammen med Mikkels hånd. Berøringer, nydelse. Mikkels hårde krop. Sofies, blød og glat. Varm. Mikkel var over ham. Mødte ham, føltes godt nu, tyngden. Så op på ham. Mikkel. Mennesket, kroppen, pikken. De bløde kugler, han havde rørt ved. Sofies fingre gled gennem håret, læber, tunger i et varmt kys. Hun førte pikken, Mikkels, da den pressede på. Langsomt. Han slappede af, gav det tid. Lod det ske. Sofie. Mødte Mikkel. Svie før ubeskrivelig fylde, da den langsomt fandt vej. Sofie, øjnene, munden. Lænet over ham. Det lange hår kildende. Mikkels blik, øjnene. Kroppen glinsende svagt, varm, svedig i det dæmpede lys. Bevægelserne, som en flydende dans, som fyldte ham, gjorde krav på ham.
Tid eksisterede knapt, kun Mikkel. Inden i ham. Jævne, dybe stød, der berørte hver nerve. Den dobbelte følelse. Mikkel over, i ham. Sofie, hænder, fingre overalt. Det lange hår, der faldt ned over hans krop, kildede ham blidt idet hun viklede hånden om hans pik. Bevægelse, bølger af nydelse. Sanserne presset til grænsen af det mulige. Lyst, følelserne da Mikkel med et sidste dybt, hårdt stød sendte dem begge over kanten.
Stilheden var ikke farlig. Kun lyden af menneskers åndedræt, knitren fra brænde. Varm, hård, blød krop over ham og det, der stadig var der. Tæt på ham. Sofies varme. Mund, krop, hænder.
Han vågnede først. Så på de to, der sov fredfyldt ved siden af ham. Han så det ikke, men udenfor var bjerget badet i et gråblåt lys og han mærkede det der stadig brændte inde i sig. Gårsdagen og en løsrevet tanke – måske var det ikke en afslutning, men en slags begyndelse, noget andet.
Erotiske noveller skrevet af Asks