Det var en aften som så mange andre, en lun sommeraften i København. Jeg var lige fyldt 16 og havde besluttet mig for at tage ud alene, noget jeg sjældent gjorde. Istedgade, med sin blanding af slum og spænding, havde lokket mig med sin rå energi. Gaden, der altid emmer af liv, var den perfekte scene for at udforske den frihed, der fulgte med min nye alder. Jeg havde aldrig været her før alene, men var nysgerrig af natur. Pornobutikkerne med deres neonlys, der blinkede fristende, fascinerede mig på en måde, jeg ikke helt forstod dengang.
Porno kunne noget, og var samtidig lidt hemmeligt og skummelt. Man ville helst ikke ses i dette miljø, og da slet ikke når man kiggede efter bøsseporno eller blade hvor mænd havde sex med både kvinder og mænd. Men det var det der fængede hos mig – det var spændende og tiltrak min opmærksomhed.
Efter at have kigget i vinduerne til nogle af de farvestrålende butikker, og besøgt en enkelt butik, så var jeg endt på en de mange mørke barer. Stedet var beskedent, næsten tomt, med træborde, lav musik og en atmosfære af gamle sjæle, der søgte tilflugt. Jeg bestilte en øl, satte mig i et hjørne og prøvede at falde til ro efter de lidt akavede oplevelser i pornobutikkerne. Det var første gang, jeg var et sted som dette alene, og selvom jeg nød tanken om min uafhængighed, kunne jeg ikke ryste følelsen af, at jeg var et fremmed element her.
Mine tanker fløj og jeg vidste ikke hvad det hele betød. Jeg var også lidt nervøs, og følte mig ikke så godt tilpas. Jeg tænkte om jeg var unormal, og alligevel havde jeg lyster jeg ikke umiddelbart kunne beskrive – ikke engang for mig selv. Hvad mon fremtiden ville byde på for mit vedkommende?
Jeg sad og stirrede på min øl, dybt i mine tanker, da jeg pludselig blev revet ud af min egen verden. En mand, måske i slutningen af 30’erne, kom hen til mig. Han havde en rolig, næsten afslappet udstråling, men noget i hans blik gjorde mig utilpas. Han havde mørkt hår, let grånende ved tindingerne, og en cigaret, der hang løst mellem hans læber.
“Skal jeg købe en øl til dig?” spurgte han med en stemme, der var både lavmælt og direkte. Jeg kiggede op på ham, overrasket. Det var ikke første gang, nogen havde tilbudt mig en drink, men der var noget ved ham, der føltes anderledes. Noget, jeg ikke helt kunne sætte ord på, men som mit yngre selv instinktivt reagerede på.
“Nej tak,” sagde jeg hurtigt, næsten automatisk.
Jeg kunne se et svagt smil trække over hans læber. Det var ikke et venligt smil, men heller ikke ondsindet. Mere et smil af anerkendelse, som om han allerede vidste, hvad jeg ville sige, men havde haft brug for at høre det.
“Fair nok,” sagde han, før han gik væk og satte sig ved baren.
Jeg blev siddende med en mærkelig fornemmelse i maven, et mix af lettelse og en smule skuffelse. På det tidspunkt forstod jeg ikke helt, hvad hans tilbud indebar, eller hvorfor jeg havde reageret så hurtigt. Jeg var ung og uerfaren, fuld af uskyld og troede måske, at det blot var en venlig gestus. Men nu, mange år senere, tænker jeg tit på den aften.
Jeg fortrød ikke mit nej, men jeg undrede mig over, hvad der kunne være sket, hvis jeg havde sagt ja. Det nej, jeg gav dengang, føltes rigtigt i øjeblikket, fordi jeg ikke var klar til at forstå eller handle på de følelser, der begyndte at dukke op. Men med tiden begyndte jeg at tænke over det med nysgerrighed, ikke som en fortrydelse, men som en erkendelse af, at jeg havde meget mere at lære om mig selv.
Hvad hvis jeg havde sagt ja? Hvad kunne der være sket, hvis jeg havde accepteret hans øl? Var han bare ensom, en mand der søgte selskab i en fremmed bar, eller var der noget mere? Noget, jeg dengang var for naiv til at se?
Det er underligt, hvordan minderne kan ændre sig med tiden. Dengang virkede det hele så ligegyldigt. Jeg afviste ham, drak min øl færdig og gik videre ud i natten, uden at tænke mere over det. Men nu, når jeg tænker tilbage, er det tydeligt, at der lå mere bag det tilbud. Måske havde han andre intentioner. Måske havde der været en skygge af noget farligt, noget ukendt, som mit yngre selv havde afværget uden at forstå det.
Og hvad nu hvis jeg havde sagt ja? Ville jeg være blevet en del af en historie, som kunne have ændret mit liv, på godt eller ondt? Eller ville det blot have været en øl, en samtale, og intet mere?
Det vil jeg aldrig vide. Det var dengang, og jeg forstod det ikke.
Kone og børn
Jeg blev gift i midten af tyverne, da jeg mødte en kvinde, som jeg faldt dybt for. Vi delte mange gode stunder, byggede et liv sammen og fik to dejlige piger. At være far til dem blev en af de største glæder i mit liv. Jeg elskede at se dem vokse op, deres personligheder udvikle sig, og føle den forbindelse, man kun kan have med sine børn. Familielivet var trygt og meningsfuldt. Vi havde vores rutiner – skole, ferier, weekendture – og jeg nød at være en stabil og kærlig figur i deres liv.
At være familiefar gav mig en dyb følelse af mening, og i mange år tænkte jeg ikke på andet. Der var en tilfredshed i at være der for mine børn og skabe et trygt hjem, men langsomt, i takt med at pigerne blev ældre og mere selvstændige, begyndte der at dukke en følelse op, som jeg havde skubbet væk i mange år. Det var en slags hul – en følelse af, at noget i mit liv manglede. Jeg kunne ikke helt sætte ord på det dengang, men jeg vidste, at der var en del af mig selv, jeg aldrig rigtig havde udforsket fuldt ud.
Mit forhold til min kone begyndte at ændre sig i takt med, at børnene blev voksne. Vi elskede stadig hinanden, men vi begyndte at glide fra hinanden. Det, der engang havde føltes som en helhed, blev til to separate liv, hvor vi var sammen, men ikke længere helt forbundne. Vores samtaler blev færre, og vi begyndte at tage hverdagens små problemer for givet. Jeg kunne mærke, at vi begge kæmpede for at holde fast i noget, som vi ikke længere kunne genoplive.
Da vores døtre flyttede hjemmefra og startede deres egne liv, blev stilheden i huset næsten rungende. Det gav mig tid til at tænke over alt det, jeg havde lagt til side i løbet af årene. Minderne fra min ungdom begyndte at dukke op igen – den første gang på baren, mødet med fyren, og hvordan jeg dengang sagde nej uden helt at forstå hvorfor. Jeg havde i årevis begravet den oplevelse, men nu, i dette nye tomrum, begyndte jeg at tænke på, hvad det egentlig betød. Havde jeg skubbet en del af min seksualitet væk i alle disse år? Var det derfor, jeg følte, at noget manglede i mit ægteskab?
Jeg indså langsomt, at min længsel ikke kun handlede om mit ægteskab eller om at miste forbindelsen til min kone. Det handlede også om, at jeg aldrig rigtig havde givet mig selv lov til at udforske min egen seksualitet fuldt ud. Den oplevelse som teenager – den øl, jeg havde afslået, og de tanker, der fulgte – var en dør, jeg aldrig havde åbnet. Jeg begyndte at forstå, at min biseksualitet havde ligget og ulmet i mig hele tiden, men at jeg havde holdt den på afstand, fanget i livet som familiefar og ægtemand.
Efterhånden som jeg konfronterede disse følelser, blev det klart, at mit ægteskab ikke kunne overleve på de gamle forudsætninger. Vi begge havde forandret os, og selvom vi forsøgte at bevare facaden, var kærligheden ikke længere nok. Da vi besluttede at gå fra hinanden, var det med gensidig respekt og forståelse. Det var ikke en bitter afslutning, men snarere en erkendelse af, at vi begge havde brug for at finde vores egne veje.
Nu, som en mand der står alene igen, begyndte jeg at reflektere dybere over, hvad der virkelig havde manglet i mit liv. Det var ikke kun et tabt forhold, men en del af min identitet, som jeg aldrig havde fået lov til at udforske – den side af mig, som jeg måske havde begyndt at ane som teenager, men aldrig helt havde givet plads til. Nu bankede den side af mig igen på døren, og denne gang var jeg klar til at åbne den.
Men hvis jeg havde sagt ja …
Den tanke har forfulgt mig mange gange gennem årene. Jeg har vendt og drejet den i mit hoved, forestillet mig, hvordan den aften kunne have udviklet sig, hvis jeg ikke bare havde afvist ham så hurtigt. På det tidspunkt vidste jeg ikke rigtig, hvem jeg var. Eller måske vidste jeg det godt, men jeg var bange for at indrømme det. Der var så meget, jeg ikke havde udforsket ved mig selv, så meget jeg endnu ikke forstod om mine egne følelser.
Nu, hvor jeg er ældre og har set mig selv i spejlet med et mere ærligt blik, er det klart for mig, at den ubehagelige fornemmelse jeg fik den aften, ikke nødvendigvis kom fra ham. Den kom fra mig selv, fra noget jeg undertrykte. Måske var det nysgerrighed blandet med frygt. Jeg har erkendt, at jeg er biseksuel. Men dengang? Jeg havde ikke engang overvejet muligheden. Måske havde hans tilbud, den fremmede mand i baren på Istedgade, vakt noget i mig, noget jeg ikke var klar til at konfrontere.
Hvis jeg havde sagt ja tak, hvad var der så sket? Måske havde vi siddet og drukket vores øl i stilhed, måske havde han spurgt til mit liv, eller måske havde der været noget mere. Noget fysisk, noget intimt, som dengang ville have skræmt mig, men som jeg nu tænker på med en form for fascination.
Jeg kan forestille mig, hvordan jeg ville have følt, hvis jeg havde ladet ham komme tættere på. En fremmed, en ældre mand, som vidste mere om verden end jeg gjorde. Jeg ser nu, at det ikke nødvendigvis var hans blik, der gjorde mig utryg. Det var følelsen af at være set – virkelig set – på en måde, jeg ikke var vant til. Hvad ville det have betydet for mig dengang, hvis jeg havde ladet mig selv blive i det øjeblik, ladet det udvikle sig?
Jeg ser det for mig: Vi sidder der, tættere på hinanden, måske læner jeg mig lidt frem, nipper til min øl og forsøger at forstå hans blik. Ville jeg have kunnet møde hans øjne uden at føle mig blottet? Eller ville jeg have følt mig fristet til at flygte, ligesom jeg gjorde i virkeligheden?
Hvis jeg havde sagt ja, ville jeg måske have lært noget om mig selv den aften. Måske ville jeg have indset tidligere, at jeg ikke er begrænset af de labels, jeg dengang havde pålagt mig selv. At min seksualitet ikke er sort-hvid, men en skala af nuancer, som jeg først senere er begyndt at udforske. Måske ville det have været en aften, der åbnede døre for mig – til en ny forståelse af, hvem jeg er, og hvad jeg vil have. Eller måske ville det bare have været endnu en nat i København, en aften som så mange andre.
Men det er det, der plager mig mest. Ikke at vide. Den evige tanke om, hvad der kunne have været sket. Den mand, hans tilbud, de muligheder, jeg dengang ikke kunne se.
Når jeg tænker på ham nu, tænker jeg ikke længere kun på, hvad han ville have med mig. Jeg tænker på, hvad jeg ville have med ham. Måske var jeg tiltrukket af ham. Måske var jeg bange for at indrømme det, for hvad ville det sige om mig? At jeg kunne føle noget for en mand? Jeg var uerfaren, ikke kun med sex, men med min egen identitet.
Hvis jeg havde sagt ja, måske havde vi talt sammen længe, delt en cigaret ude på fortovet, eller måske havde vi forladt baren sammen. Ville jeg have ladet mig føre med, taget chancen? Ville jeg have fulgt ham til hans lejlighed, hvis han havde foreslået det? Kunne jeg have oplevet noget, der ville have åbnet mine øjne for, hvem jeg også var?
Det er svært at sige, om det overhovedet ville have betydet noget på det tidspunkt, eller om jeg ville have fornægtet det og glemt det hurtigt efter. Men nu, hvor jeg tænker over det, er jeg ikke sikker på, at jeg ønsker at glemme det. Jeg tror, den aften, den mand, og det uforløste øjeblik, har formet mig mere, end jeg var klar over dengang.
Det er måske en fantasi, men det er min fantasi. En alternativ virkelighed, som jeg kan vende tilbage til, når jeg ønsker det. Et scenarie, hvor jeg sagde ja, hvor jeg ikke bare gik hjem og lod natten afslutte i stilhed. Jeg ville ønske, at jeg kunne skrue tiden tilbage, blot for at mærke, hvordan det ville have føltes.
Hvis jeg havde sagt ja den aften, er det muligt, at noget ville have forandret sig med det samme. Jeg forestiller mig, hvordan vi kunne have drukket vores øl, udvekslet korte sætninger, hvor hans blik blev ved med at holde fast i mit, som om han prøvede at trænge igennem noget. Jeg ville have mærket varmen fra alkoholen sprede sig i min krop, og måske ville jeg have lænet mig en smule tættere på, næsten uden at tænke over det. Der ville være en ny følelse af nysgerrighed, en dirrende spænding, jeg aldrig havde følt før.
Måske ville jeg have fulgt ham ud af baren, trukket frisk luft ind i lungerne, mens vi gik side om side ned ad den mørke Istedgade, hvor gadelamperne kastede lange skygger over os. Han ville ikke sige meget – det behøvede han ikke. Noget ved hans ro ville have gjort mig både tryg og nervøs på samme tid. Jeg ville have stillet de sædvanlige spørgsmål: Hvor kommer du fra? Hvad laver du? Men ingen af de ting ville have betydet noget i øjeblikket. Det, der virkelig optog mig, var, hvorfor jeg følte mig tiltrukket af ham. Hvorfor noget ved hans tilstedeværelse vækkede noget i mig, som jeg ikke havde givet plads til før.
Hvis jeg havde ladet mig selv fortsætte, kunne vi have endt i hans lejlighed, et lille, sparsomt møbleret sted, hvor røgen fra hans cigaretter lå som et slør i luften. Jeg ser for mig, hvordan han ville have hældt endnu en drink op til os begge, og hvordan jeg, stadig usikker, ville have siddet på kanten af sofaen, kroppen spændt og klar til at flygte. Men så ville der komme et øjeblik, hvor jeg overgav mig. Måske ville han have lagt sin hånd på mit knæ, og jeg ville ikke have trukket mig væk. Hans berøring ville være den fremmede, men den ville også føles… rigtig.
Han ville måske have kælet for min krop, og jeg ville ganske givet have reageret på det, for bare tanken om en mand der rørte ved min krop, kunne få min pik til at stå. Jeg ville gerne, men turde ikke. Men hvorfor? Hvad var jeg bange for? Hvorfor ville jeg ikke give mig selv denne oplevelse?
Mit nye liv eller hvad?
Det ville have været dér, i det øjeblik, jeg indså noget nyt om mig selv. Ikke kun at jeg kunne føle mig tiltrukket af mænd, men at jeg faktisk kunne ønske det. At der var noget ved den måde, han så på mig på, den måde, hans hånd føltes mod min krop, som fik mig til at mærke en spænding, der ikke kunne ignoreres. Jeg ville have prøvet at forstå det. Er det bare en engangsting? Er det alkoholen, der taler?
Men det ville ikke have været alkoholen. Det ville have været mig. For første gang ville jeg have konfronteret en del af mig selv, som jeg havde holdt skjult – måske endda for mig selv. Og i det øjeblik ville jeg have følt noget, der både var skræmmende og befriende. En erkendelse af, at jeg var mere end det, jeg havde troet. At min seksualitet ikke kunne indskrænkes til de snævre kasser, jeg troede, jeg skulle passe ind i.
Jeg ville have set på ham, denne ældre fyr med rynker ved øjnene og et liv, jeg ikke kendte, og jeg ville have følt en overraskende taknemmelighed. Ikke fordi han var ham, men fordi han havde givet mig muligheden for at se noget i mig selv, jeg aldrig før havde anerkendt. En længsel, en nysgerrighed, som jeg nu vidste ikke kun var rettet mod kvinder.
Hvis jeg havde sagt ja den aften, kunne mit liv måske have taget en anden retning. Jeg kunne være vågnet næste morgen med en blanding af skam og lettelse, overvældet af det, der var sket, men også nysgerrig på, hvad det betød for mig fremadrettet. Ville jeg have omfavnet min biseksualitet lige med det samme, eller ville jeg have fornægtet den, stukket den væk i en skuffe af usagte erkendelser?
Nu, hvor jeg kender mig selv bedre, kan jeg se tilbage og forstå, at det ikke kun var en fysisk tiltrækning, men en erkendelse af, at jeg er sammensat af mange forskellige lag. At min seksualitet er flydende, ikke fastlåst i én form. Den første gang jeg tillod mig selv at føle noget for en mand, føltes det som en lille eksplosion indeni. En frigørelse fra de forventninger, jeg havde troet, jeg skulle leve op til. Men den frigørelse kom ikke uden forvirring, uden tvivl.
Jeg husker de nætter, hvor jeg lå vågen efterfølgende, når jeg tænkte på de mænd, jeg havde mødt, og prøvede at finde mening i mine følelser. For selvom jeg stadig følte en stærk tiltrækning til kvinder, kunne jeg ikke længere benægte, at der var noget andet der også. Noget jeg havde overset eller nægtet at se. Min seksualitet var ikke én ting, ikke en fast størrelse. Det var mange ting. Og i det lå en frihed, men også en usikkerhed. Hvor passede jeg ind? Hvem var jeg, når jeg ikke kunne placeres i en enkelt kategori?
Men jeg lærte at leve med det. Jeg lærte at omfavne det. Min biseksualitet er ikke en forvirring eller en forvirrende følelse. Det er en del af mig, ligesom alt andet. Og nu, når jeg tænker tilbage på den aften i Istedgade, tænker jeg ikke længere på, hvad jeg mistede ved at sige nej. Jeg tænker på, hvad jeg fandt i processen.
Nu, hvor jeg er blevet ældre, er de drømme, der engang kun var en usikker sitren i baghovedet, blevet til noget mere håndgribeligt. Noget virkeligt. Jeg har accepteret, at min seksualitet ikke er en skygge, der kun dukker op i sjældne øjeblikke, men en del af min identitet, som jeg nu lever med fuld bevidsthed. I stedet for at være noget, jeg skubber væk eller undgår, er det blevet en kilde til frihed. Der var en tid, hvor jeg gemte den side af mig selv, hvor jeg lod tvivlen og samfundets forventninger stå i vejen for, hvad jeg kunne opleve. Men nu er det anderledes.
I mit mere modne liv har jeg tilladt mig selv at udforske forhold med både mænd og kvinder, og i det har jeg fundet en slags balance, som jeg aldrig troede var mulig. Det handler ikke længere om at vælge den ene over den anden, men om at være tro mod, hvad jeg føler i øjeblikket – hvem jeg tiltrækkes af, hvem jeg har lyst til at lære bedre at kende. Det er som om den forvirring, der engang plagede mig, nu er blevet til en slags harmoni, hvor jeg kan navigere frit mellem begge verdener.
De biseksuelle drømme, som tidligere kun var fantasier eller flygtige tanker, er nu noget, jeg bevidst søger ud i. Jeg har haft relationer med mænd, hvor intimiteten har overrasket mig – ikke på grund af selve kønnet, men på grund af den nye form for forbindelse, det har givet mig. Når jeg nu er sammen med en mand, føles det ikke længere som noget forbudt eller noget, der skal analyseres. Det er bare naturligt. Jeg husker første gang, jeg vågnede ved siden af en mand og ikke følte den skam eller forvirring, der engang plagede mig. Det var en morgen, hvor alt føltes stille og rigtigt, som om et puslespil endelig var faldet på plads.
På samme måde er der stadig den tiltrækning og de relationer med kvinder, som altid har været der. Det ene udelukker ikke det andet. Jeg har lært at omfavne, at min seksualitet er en flydende størrelse, hvor tiltrækningen kan variere, men forbindelsen og kærligheden altid er lige så ægte.
Jeg går ikke længere og bekymrer mig om, hvorvidt jeg passer ind i nogens definitioner. Jeg definerer mig selv. Og i denne nye frihed har jeg opdaget, at de mennesker, jeg møder, og de forhold, jeg indgår i, er dybere og mere ærlige, fordi jeg selv er ærlig om, hvem jeg er. Jeg kan stadig huske de første mænd, jeg var sammen med, hvordan det føltes at give slip på frygten og lade mig selv opleve dem fuldt ud. Der var en uforudsigelighed, elektriske spændinger, som jeg aldrig havde oplevet før – en følelse af at udforske ukendt land.
De drømme, der engang kun levede i mine tanker, er nu en del af mit liv. Jeg lever dem ud med selvsikkerhed og glæde, velvidende at jeg er hel i den, jeg er. Mine oplevelser med både mænd og kvinder har givet mig en dybere forståelse af mig selv, og jeg føler, at jeg nu kan elske mere fuldt, uden de begrænsninger, jeg engang satte for mig selv. Jeg har lært, at der ikke er noget at frygte ved at omfavne alle sider af sig selv, heller ikke de sider, der i første omgang virker skræmmende eller forvirrende.
Mit modne liv er ikke længere præget af tvivl, men af en klarhed, jeg først nu bedre forstår.
Nu sidder jeg der igen
Jeg sidder nu igen på en bar. Ikke Istedgade denne gang, men et lignende sted, hvor lyset er dæmpet, musikken summer og samtalerne flyder rundt i rummet som en svag hvisken. Jeg er blevet ældre nu, har set mere af livet, og det mærkes i min måde at være på. Der er en ro i mig, en selvsikkerhed, der først er kommet med årene. Jeg sidder med en øl, nipper til den langsomt, mens jeg observerer menneskerne omkring mig.
Længere nede ved baren sidder en yngre fyr, alene, måske 20, måske lidt ældre. Han ser ud som jeg gjorde dengang – nervøs, måske lidt malplaceret, men samtidig draget af alt det, baren tilbyder. Han skiller sig ud på en måde, der fanger min opmærksomhed, hans blik glider rundt i rummet, som om han leder efter noget. Eller måske nogen. Jeg genkender følelsen, det uforløste, der hænger i luften omkring ham. Jeg kan forestille mig, hvad der foregår inde i hans hoved. Han minder mig om mig selv den aften for mange år siden.
Jeg tøver et øjeblik, tager en slurk af min øl og ser på ham igen. Måske er det nu, jeg skal tage chancen – ligesom jeg ønskede, nogen havde gjort for mig dengang. Jeg rejser mig og går hen mod ham. Han bemærker mig først, da jeg står lige foran ham. Jeg smiler let, prøver ikke at virke påtrængende, men samtidig tydelig nok til, at han forstår min hensigt.
“Skal jeg købe en øl til dig?” spørger jeg, ligesom manden dengang spurgte mig. Mit spørgsmål er afslappet, men jeg ser noget i hans øjne – en gnist af overraskelse og måske nervøsitet. Han tøver, præcis som jeg gjorde.
Han ser på mig, som om han ikke helt ved, hvordan han skal svare. “Øh… måske - ja, hvorfor ikke,” siger han til sidst, og jeg kan se, at han stadig prøver at finde fodfæste i situationen.
Jeg bestiller to øl og sætter mig ved siden af ham. Vi udveksler de sædvanlige høfligheder – hvad hedder du, hvad laver du – men jeg kan mærke, at det ikke er det, der virkelig betyder noget her. Der er noget andet, noget usagt, som hænger mellem os. Jeg kan se det på den måde, han holder sin øl, hans knoer let spændte, og hans blik, der hurtigt flakker væk, når vores øjne mødes.
Jeg genkender alt for godt den indre kamp, han gennemgår. For ham er det hele nyt, ukendt, og det er måske første gang, han overhovedet er i nærheden af en situation som denne. Men for mig er det noget, jeg har lært at navigere i. Jeg ved, hvordan det er at være her – på grænsen mellem tvivl og nysgerrighed, på kanten af at tage en beslutning, der kan ændre ens opfattelse af sig selv.
Jeg læner mig lidt frem og spørger ham, om han har været her før. Han ryster på hovedet og ser ned i sin øl, som om han leder efter svar i det skummende glas.
“Det er okay,” siger jeg roligt. “Der er ingen hast. Tag den tid, du har brug for.”
Han smiler lidt usikkert, men jeg kan se, at mine ord beroliger ham. Vi taler videre, om små ting, mens rummet omkring os fortsætter med at summe af liv. Der er ingen pres, ingen forventning, men jeg kan mærke, at han begynder at slappe af. Måske ser han, at jeg forstår. At jeg ikke er her for at skubbe ham ud over en kant, men for at tilbyde ham den samme mulighed, som jeg engang fik – en mulighed, jeg dengang afviste.
Som natten skrider frem, falder samtalen ind i en naturlig rytme. Vi taler ikke længere som fremmede, men som to mennesker, der deler en stille forståelse. Jeg ser på ham, ser den usikkerhed, der stadig lurer lige under overfladen, og jeg ved, at han står overfor et valg, ligesom jeg gjorde dengang. Jeg kan se, at han er nysgerrig, men også bange for, hvad det hele betyder.
Da vi til sidst står udenfor baren, kølige nattevinde blæser let gennem gaden, ser han på mig med et blik, jeg kender alt for godt.
“Skal vi tage en sidste øl et andet sted?” spørger jeg roligt.
Han tøver, men kun et øjeblik. Denne gang nikker han langsomt.
Jeg smiler og begynder at gå ved siden af ham. Jeg ved, at han stadig er ved at finde ud af, hvem han er, men måske kan jeg hjælpe ham med at tage de første skridt. Det er ikke noget, jeg gør for at få noget ud af det – det er noget, jeg gør, fordi jeg engang stod der selv. Jeg ønsker for ham, at han kan finde den samme frihed, som jeg nu lever med.
Og i den stille nat, på en gade der minder om Istedgade, går vi side om side, begge med en følelse af, at verden er lidt større, end vi troede den var.
Jeg håber, at jeg vil holde af mit nye liv – og ellers må jeg finde ud af hvad og hvem der mangler.
Erotiske noveller skrevet af Kokkedal2980