Herrens tøs(25-01-2016 13:57)

Hvor er det vildt at tænke på at jeg faktisk havde aflyst med min Herre inden jeg i det hele taget fik mødt ham.

Da han tog kontakt til mig på nettet, var han hurtig til at foreslå et ”kemi-møde” og normalt trækker jeg hurtigt baglæns når de har mere travlt med et møde end at man lige skriver lidt. Mærkeligt nok føltes det helt ok han gjorde det og vi skiftede hurtigt til sms så vi kunne aftale nærmere. Han skrev aldrig ret meget, spurgte ikke rigtig om noget og det var vigtigere for ham at aftale at mødes.

Jeg er normalt total modsat, jeg kan sagtens se fornuften i hurtigt møde for at se om det er noget eller ej, så skal man ikke ærgrer sig sådan over en masse tid der er spildt. Men jeg kan godt lide den der kontakt hvor man er nysgerrig på hinanden prøver at lære hinanden lidt bedre at kende.

Et kemi-møde er jo ikke, eller burde ikke være andet end en god snak og man finder ud af om der kommer til at ske mere. Synes bare det er sjældent det bliver ved det. Det er som om det der kemi også gerne skal afprøves i praksis. Det er nok lidt groft sagt for hvis man mødes på en cafe smutter man jo ikke lige om bag ved eller ud på toilettet og prøver an.. Eller… hmm… ikke altid i hvert fald, kunne ende med at blive en anden fortælling;-) Men nogle gange mødes man også i et privat hjem, hvor man er lidt mere frit stillet, som vi gjorde..

Jeg ved af erfaring at hvis man skriver meget sammen og så mødes og finder ud af der er kemi, så falder den der kontakt en del efterfølgende og egentlig kan man ende med at sidde med en lidt tam følelse når man så lige en gang i mellem skriver for at høre om den anden også er trængende. (Må være endnu en fordel ved at mødes hurtigt)

Jeg frygtede virkelig at hvis kontakten var så lille inden vi mødte hinanden ville det blive endnu mindre efter. Jeg snakkede meget med veninde A om det og det gik op for mig jeg faktisk ikke havde gjort mig nogen forestilling om hvad jeg egentlig forventede af at skulle indlede mig med en Herre. Tankerne farede afsted, min mavefornemmelse havde ikke på noget tidspunkt meldt ud jeg skulle stoppe det hvilket bare gjorde mig endnu mere i tvivl.

Det endte med jeg meldte fra over for ham. Forklarede ham at jeg kunne forestille mig at vi var dybt forskellige på det punkt, jeg så det som et problem fordi jeg havde brug for den kontakt. Jeg ønskede ham alt det bedste og tænkte jeg enten ikke hørte mere fra ham, ville få et ”okay” eller en sviner over min enormt dårlige opførsel. Seriøs overraskelse da svaret retur tydeligt viste han var skuffet og ikke helt forstod mit valg. Han ville virkelig gerne overtale mig og jeg havde egentlig alligevel ikke helt lyst til at slippe det. Lidt skriveri frem og tilbage og bare det at han virkelig tog det seriøst endte med jeg gav ham lov til at komme forbi, nogle dage senere.. Dagene blev pludselig meget lange, for bare det at han virkelig havde gidet at bruge kræfterne på at overtale mig i stedet for bare at acceptere min afvisning, havde gjort mig nysgerrig.

Efter første møde, var mavefornemmelsen helt med på den. Den der kaffeaftale ledte selvfølgelig mere med sig, men det havde ligesom ligget lidt i luften, pænt befriende følelse at mærke vores kroppe fungerede så godt sammen til trods for min nervøsitet.

Samtidig havde jeg nok været pænt skuffet hvis bare vi havde siddet og snakket, selvom det var ganske hyggeligt. Har jeg vist også nævnt for ham en gang eller tre.. Kom pludselig til at tænke på det første kys han gav mig. (dybt suk) Havde jeg nogen tanker i hovedet i det øjeblik, så har det med garanti ikke været noget fornuftigt, men et virvar uden mulighed for at finde hoved eller hale på det.

Han bad mig tænke over til næste dag om jeg var ok med det hele og så give ham en melding. Tænkte han var total langt ude. Han havde jo ikke på nogen måde overdrevet noget som helst, han havde med sikker hånd guidet mig igennem og gjort mig det ganske klart at han bestemte, hvilket hele min krop, tankegang og sjæl var fuldstændig ok med, den fulgte bare lydigt efter. Hvor er det da endnu mere vildt at tænke på han som fremmed mand fangede mig så hurtigt og jeg bare kunne lade mig rive med uden de store betænkeligheder ved det.

NEJ jeg var slet ikke i tvivl om jeg ville se ham igen. Lidt logisk tænkning ville have gjort mig ganske klar over at han bad mig tænke over det, fordi han vidste jeg ville spekulere, tænke og fantasere og så lige netop fordi jeg ærligt havde fortalt ham at de møder jeg tidligere havde haft, aldrig havde bragt et nyt møde med sig, fordi jeg endte med at springe fra. Valgte ærligt at fortælle ham om det, måske også for at han ville forstå at jeg hurtigt bliver lidt utryg og han derfor ville vide det hvis jeg pludselig fik en trang til at trække mig. Der har virkelig været noget allerede den gang der føltes helt rigtigt, noget der skulle udforskes. Det betød virkelig noget at han viste mig en respekt jeg sjældent har mødt før.

Det hjælper nok også lidt at jeg selv har nået det punkt hvor jeg ved jeg bare en gang i mellem er nødt til at presse mig selv lidt ud i uvante situationer, så jeg får nye oplevelser.

Efter han tog afsted og efterlod mig med et ønske om han var blevet bare lige lidt længere, brugte jeg alligevel en del tid på at tænke, men inderst inde håbede jeg hurtigt dagen ville gå så jeg kunne skrive til ham og sige jeg selvfølgelig var ok og ville se ham igen. Helst med det samme.

Dagen gik og da jeg lå i min seng om aftenen, nød jeg at tænke det hele igennem. Der var slet ingen tvivl på noget tidspunkt, det føltes virkelig dejligt jeg kunne skrive og fortælle ham dagen efter at jeg stadig holdt ved hvad jeg havde sagt.

Kunne mærke da andet møde så nærmede sig at tvivlen viste sig. Og jeg begyndte at overveje at trække mig igen. Men for en gang skyld føltes det alligevel mere rigtigt at tvinge mig selv lidt ud på dybt vand. Det kom jeg bestemt heller ikke til at fortryde. Hvordan mon han ville have reageret hvis jeg var begyndt at trække mig?! Mon han ville have forsøgt at overtale mig OG mon han ville have haft lige så nemt ved det som første gang? Min mavefornemmelse var klart på hans side hele vejen igennem og er det stadig, selv når han hyler mig ud af den..

Den der angst jeg havde for om kontakten ville forsvinde, måtte jeg æde igen. Han har ikke på noget tidspunkt skrevet mindre efter vi har mødtes. Der er faktisk dage hvor der er blevet skrevet mere. Der er lidt kontakt hele tiden uden vi bliver trætte af det (uden jeg bliver træt af det) Der er ingen af os der sidder og forventer svar med det samme og det kører ganske afslappet. Jo jo bevares jeg kan da godt nogle gange sidde og håbe på en kommentar til noget jeg har skrevet uden det kommer, men jeg er vant til det er sådan, og nyder det så bare når der kommer en kommentar og vi kan pjatte lidt.

Har slet ikke den der frygt for om han pludselig kunne finde på bare at ”forsvinde” som jeg ellers har været en smule påvirket af fordi nogle mener det er ok bare at stoppe kontakten uden at give en melding eller man bare bliver spist af med en tam sms.
Årh han er så anderledes, så fornuftig og kan rent faktisk opføre sig som et voksent menneske.

Det er lige før jeg sidder og skammer mig, når tvivlen nogle dage tager over, og jeg glemmer hvem jeg har med at gøre. Jeg har flere erfaringer med mig som jeg en sjælden gang i mellem bliver mindet om, men han viser mig bare igen og igen han ikke er som alle andre..

Skal ikke sætte ham højere end det, vi har alle fejl, sikkert også ham, men vores leg, det forhold vi har til hinanden, hvad det så end er, der ser jeg heldigvis kun alt det gode han gør for mig og min krop:-)

Det hjælper at huske at leve i nuet, for oplevelserne han giver mig og for hans måde at tackle mig på..

Det føles helt rigtigt, trygt og sikkert. Den sidste opgave jeg fik, et lille dokument hvor jeg bekræfter min krop tilhører ham, får mig sådan til at smile.. Man ved aldrig hvad der sker i fremtiden i vores liv, der kunne ændre på det. Men lige nu er det bare dejligt at føle sig ejet i trygge rammer på ”bestemt” tid.