Centaurea(01-07-2021 21:38)
Ud af lavvandet
Der har været lavvande. Ikke bare som en almindelig lavvande, hvor vandet trækker sig tilbage og efterlader et stykke med fast fugtigt sand, for så at vende tilbage igen. Sådan er det jo helt naturligt i perioder. Flod og ebbe er jo afhængige af hinanden, for uden hverandre ville den anden ikke være noget særligt.
Men sådan har det ikke været længe, det har været rigtigt langvarig lavvande, hvor alt tørrer helt fuldstændigt ud, og hvor sandet bliver så tørt i dybden, at det bliver uendeligt tungt, og det kræver ufatteligt mange kræfter at træde gennem det.
Afstand, isolation, nedlukninger, ingen sjov, ingen glæde, alt drejede sig om at holde smitten nede. Ja det er det, der er skyld i lavvandet, det er i hvert fald belejligt, at give det skylden, for den lave vandstand eller måske må jeg rettere kalde det tørken.
Ja, den opmærksomme læser har nok forstået, at det her overhovedet ikke drejer sig om månens indflydelse på havet, men om Coronaens indvirken på mig.
Det har vitterligt ikke været nemt at være en regelret og pligtopfyldende swinger i det sidste 1½ år. Når hensynet til andre har stået langt over ens egen tørst. Jo, havet har haft periodevise åbninger, men under restriktioner og hensyn, har det ikke været dragende. Heldigvis, har vi da haft hinanden og nogle jævnlige småbyger har der da været. Men på tørt sand preller vandet ligesom af.
Det er ikke rart at gøre sig erkendelser, men jeg har gjort mine. Klubbens spænding har åbenbart i høj grad været mit hav, som regelmæssigt rislede ind over mig og gav lyst, fugt og liv til erotikken, som jeg så kunne tage med mig ind på det dejlige stabile fastland. Fuld af liv, fuld af tiltrækningskraft og fuld af overskud til at give det videre til min nærhed. Og fastlandet har suget det til sig og mærket kraften og sammen har vi kunnet bruge det, og skabe brusende floder langt væk fra havet.
Snart, snart, snart må jeg igen søge mod havet, jeg vil ud af lavvandet, jeg vil skubbes omkuld i en stormflod.
SNART