Centaurea(11-03-2021 22:27)


Ude på det dybeste sted, midt i den blanke sø ligger en robåd ganske stille. Årerne er taget ind, og en kvinde ligger helt stille med åbne øjne så blå som himlen. En helt let forårsbrise kærtegner hendes lyse hud.
Kun i ansigtet kan man se, at hun er i live. Der tegnes kortvarigt et smil på de røde læber, men det afløses hurtigt af en nervøs trækning. Hun drejer hovedet en anelse. I øjenkrogene pibler en tåre langsomt frem indtil den med vilje blinkes bort.

Hvis man kunne følge ansigtets grimasser, som tråde dybt ind til hjernen, ville man kunne se tankebillederne skifte. I tankemylderet ser man tiltrækningen, forelskelsen, lysten. Man ser perfekt formede læber, som langsomt nærmer sig hendes. Dernæst billedet af en mand, der drillende vifter med et par små sorte trusser.
Hun havde troet hun var en fri og stærk kvinde. Men hun var pludselig blevet overrumplet af ham. Hans læber, hans kærtegn, hans ord, hans lem, som borede sig dybt ind i hendes inderste, så hun rystede af nydelse. Hun blev pludselig svag, uden vilje, ønskede at han ville bære hende frem, holde hende forevigt, hun ville ejes af ham. Hun var ikke længere nogen, hun var hans.....
Billedet skifter dog på et splitsekund til ængsteligheden, tvivlen, sårbarheden, tristheden, frygten, usikkerheden. Man ser pludseligt et par øjne, der er mørke af vrede. En hånd, som i susende fart nærmer sig hendes kind.

Erindringen får hendes hjerte til at banke hårdere....
Hun tør ikke røre sig...
Båden vugger blidt på søen...