Hvordan rejser man sig igen ?
Hvordan får man samlet kræfter til at komme op på hesten ?
Hvad gjorde man galt ?
Kunne det have været forhindret ?
Det er de spørgsmål jeg lige pt sidder og slåes med.
Situationen...
På det sidste har forholdet knirker, men følte selv, vi havde fået en snak, og var tilbage på rette kurs.
Havde en skøn weekend, i SMil lørdag, Søndag besøg af noget af hendes famile, æbleskiver foran brændeovnen, hendes nevøer, der fjollede rundt og havde det sjovt.
Mandag, tager hun til psykolog, og jeg på job.
Da man kommer glad, men træt hjem fra job, og åbner døren, så ser man som det første nogle pakkede tasker, og hende der siger.
Efter snakken med psykologen, er det bedst for mig, at vi skilles, jeg har fundet et værelse, og flytter nu.
Problemet, værelset er ved en fælles bekendt og hendes Rigger. !!
Av, sikke en mavepumper.
Hele mandag aften, går som i en tågetilstand, hvor man er lykkelig for regneark. Gennemregne budget mm, kommende løn, osv, kan man blive boende, skal man blive boende.
Er 210m2 går, for stor en mundfuld, kan man klare så stort et hus, samt nyt job, nååå ja, der er nyt job fra mandag morgen....
TIrsdag tager man på job, som nærmest en zumbie, snakker med cheffen, får fri ons-fre. Tirsdag, en masse skriven frem og tilbage, hvor tingene fordeles, købes,sælges internt.
Onsdag Kontakt til forsikring, elselvskab og meeget mere, man ik lige tænker på, få flyttet, opsagt aftaler.
Torsdag, ankommer hun, pakker, flytter en masse, sidde foran brændeovnen til ret sent, og tænke, uden at huske helt hvad man egentlig har tænkt, kravle i seng.
Fredag.. Vågne tidligt, til forhåbentligt sidste dag med pakken, og flytning, planlægge indkøb af nogle af de manglede ting, og så jaaaa
Lørdag Stadig flyttefolk der pakker, og man ser ting for ting, både fælles og de dele der var en del af helheden, forsvinde.
Søndag...Sidder lidt med underlig følelse, tomt, ved der kun mangler et læs, med de få ting tilbage af hendes, der er udenomkring gården.
Mandag. Nyt job, oplæring, succes i de sidste forhandlinger omkring ansættelse.
Hvordan rejser man sig igen ?
Hvordan skal man lige se fremad ?
Hvordan kommer man lige ud fra zombieland ?
Eftertanker, set i bagklogskab. (18 dage efter beskeden)
De sidste forsøg fra fælles side om at redde forholdet, har nok været skalkeskjul.
Da den såkaldte ven, der var venlig at lade hende få et værelse hos sig, og plads til alle hendes ting.
Ham man lod binde på hende, fordi rigging ikke lige tænder mig,
ham der sagde en masse om ikke at overskride mine grænser i deres leg med reb...
Der blev meld forhold mellem dem, kun 12 dage efter man fik smidt bomben i hoved.
Tjaaa...
Meget kan man da takke dem for.
- At deres hurtige melding om forhold, fjernede en masse spekulationer, om hvor man havde dem.
-Om han gjorde det af venlighed overfor en veninde der manglede husly, eller havde en lidt anden dagsorden.
- Spekulationerne om, at redningsforsøget kunne havde reddet forholdet, hvis det havde fået tid.
Når man leger med ilden, så skal man være klar til konsekvenserne.
At lukke en tredje part ind i varmen må siges risikofyldt.
Livet er fyldt med risici
Spis en tudekiks og kom videre.
Måske risikovurdere dine forhold afhængig af din liderlighed og behov i fremtiden.
Alternativet er en stor pakke tudekiks.
Cute dag til dig
Hilsen Rikke
Hvordan man rejser sig ???? Tjah det gør man uendeligt langsomt og forsigtigt.
Man sover alt for lidt og tænker alt for meget. Man græder, man skælder ud, man væmmes, man overfaldet af selvforagt og manglende selvværd.
Man stiller sig selv spørgsmålene - hvad gik galt, hvor kunne hun, hvor kunne han - kunne jeg have set det komme osv.
Men der er ingen lette svar, ingen kvikfix - kun tiden vil med tiden gøre det lettere. Jeg tror ikke på man kan springe hverken sorg, vrede, selvmedlidenhed eller nogle af alle de andre faser over. Man kommer igennem dem ligemeget hvad man gør og hvor let man prøver at få det til at se ud. Indeni vil skyerne fortsat være der .... lige indtil en dag, hvor du opdager at solen igen kigger frem. Nogengange kun kortvarigt - men langsomt med mere og mere magt.
Find ting der gør der glad - men lad også dig selv være ked af det.
Lad tiden hjælpe dig.
Jeg er rigtig ked af at høre om din situation. Giv dig lidt tid til at være ked af det. Men
- du kan ikke ændre noget nu
- spekulationer gør dig ikke noget godt, for i bund og grund, er det ikke ligemeget nu? Hun er jo rejst.
- der er altid to til tango, fejl for begge parter og mange nuancer i hvorfor det gik galt. Men nu gik det galt. Det må du finde en vej i.
Det er helt okay at miste fodfæstet i sådan en situation. Og bund ærgerligt at hun under jeres snak ikke var ærlig.
At komme videre tager tid. Jeg er ikke selv så uheldig at være endt i en skilsmisse selv. Men som ung var min mors også skelsættende for mig. 12 års tyranni under hendes daværende mand sluttede og pludselig behøvede facaden ikke at holde mere. ALT ramlede. Anede ikke hvordn man skulle håndtere at træde ud af tågen.
At komme videre tager viljestyrke. Og det hele foregår i din hjerne. Og man falder. Mange gange. Styrken ligger i at rejse sig. Igen og igen. Terapi kan hjælpe med redskaber til at klare det. Snak med nogen. Måske kan du få klarhed ved at vende dine tanker højt med en person som ikke er dig nær.
God vind ??