Gårdsanger(17-07-2020 16:58)
Det er en af de ubeslutsomme dage, vejrmæssigt og humørmæssigt. Efter en lang periode med højt solskin er højtrykket nu afløst af en serie lavtryk fra vest. Anna ved, at hun er to dage for sent på den, men hun har lige fået ferie og trænger til at mærke sommeren.
Hun har fundet det nye lilla picnic tæppe fra Søstrene grene frem og mærker allerede stemningen. Hun vælger den lette, hvide skjortekjole og de nye sommer skechers. Det sværeste er at finde undertøj, særligt trusserne volder kvaler. Hun ender med at beslutte sig for det hvide blondesæt. Det anes lige gennem stoffet, uden at dominere og thaitrusserne sidder frækt og lige tilpas afslørende.
Anna vælger klosterparken, hvor der i hele højtryksperioden var tætpakket med mennesker. Nu er der øde mellem de spredte, ældre træer. Hun har udset sig en god plet og lægger tæppet, der er vandskyende på undersiden, på det fugtige græs. Anna finder bogen frem og lægger sig på maven for at læse.
Inden hun er færdig med den første side, dukker der, ud af det blå, en mand frem, der tilfældigvis har fået samme ide. Han lægger sig sådan lidt skødesløst på det våde græs, alt for tæt, foran hendes ben. Hun føler sig beluret, sætter sig op og trækker stoffet så langt ned om benene som muligt. Anna forsøger med hele sin væren at signalere, at han er for tæt på. Havde parken været fyldt og solen skinnet højt, ville det være noget andet. Men i dag har intimsfæren bare videre radius.
Manden lader ikke til at reagere på det. I hvert fald ikke som hun ønsker. Han udstråler, at det er et offentligt rum og at han ret til at smide sig, hvor han vil.
Anna indser, at det er håløst. Hun pakker tingene og går op imod klosteret.
Inde i gården sidder de solsky ældre og de introverte studerende med sokker i sandalerne. De søger fred og sikker social distance. Her føler hun sig for lidt for uartig til at sidde og søger videre.
I grænselandet mellem den åbne park med de spredte gamle træer og den indre gård med nyrevne grusstier, står der lavere træer med let og luftigt løv. Selv om træerne her er tætte, kan man sagtens færdes imellem dem. Anna sætter kursen mod en trang lysning lidt længere fremme. Da hun ankommer er den allerede indtaget.
Han sidder på et stykke af et liggeunderlag. Hun kan se, at han sidder med pensel og farvelægger en yndig akvarel. Det må være et kort eller brev, da der også er skrevet noget med sirlig håndskrift.
Hun gætter, at han er omkring de halvtreds, plus minus. Han nikker accepterende. Det er helt sikkert, at hun har afsløret hans følsomhed. Han kigger op og hilser venligt med øjnene. Hun ved godt, at det nu er hende, der bryder en andens intimsfære. Men hun trøster sig med, at manden oser af rumlighed og accept.
Hun beslutter sig for at lægge sig her, selv om pladsen er taget.
Resterne af støvregnen har samlet sig som perler på det lette løv. Hun folder tæppet ud og sætter sig. Blotter de solbrune ben og stryger beroligende de kuldskær dun. Igen finder hun bogen frem og lægger sig på maven. Hun mærker, at vinden leger med det lette stof; letter og lægger det efter forgodtbefindende. Hun føler sig som model for en guldaldermaler. Forestiller sig, at han ser lyset og farverne reflekte i kjolestoffet og nyder formerne når enden blotlægges. Hun føler sig lækker. Sådan virkelig lækker og ren.
Anna er helt afslappet og klar til at ligge længe.
Hun føler det som det mest naturlige, at de deler dette rum.
Pludselig pusler det imellem træerne og intimsfære-krænkeren fra parken kommer til syne.
Anna skynder sig at sætte sig op igen og ved at irritationen lyser af hende.
"Hvad skal vi have at spise i aften, skat?" Det er kunstnerens myndige og kærlige stemme, der henvender sig til hende.
Anna fanger hans blik og følger kunstnerens snarrådighed. "Du må få thai takeaway, hvis du har lyst..."
Krænkeren stopper op og virker utryg ved sit forehavende. Han har sikkert luret plottet og virker usikker på om han vil hævde sin ret, nu når en jævnaldrende mand tydeligt har erklæret ham uønsket.
Forsmået og forurettet lister luskeren afsted.
Da han går ses takken for besøget i det våde græs, som store mørke tisskjolder over hele røven.
Selv om Anna kan mærke, at dagens sommerdrøm er
død, så er noget andet vækket til live.
Hun kigger på kunstneren, der nu har rejst sig og er ved pakke sit grej.
"Tak for den hurtige hjælp..." Anna søger øjenkontakt inden hun smilede tilføjer "skat."
"Det var så lidt...og tak for det hurtige menuvalg." Med et varmt smil tilføjer han, mens han vifter med det færdigt farvelagte kort: "det lyder vildt lækkert, men jeg har lige gjort op med mig selv, at jeg trives bedst med at spise hjemme."
Nu har hun, på et splitsekund, tilbudt takeaway og er blevet taget for et "tag selv bord." Men hun mærker samtidigt, at forskellen er en evighed.
.