Gårdsanger(07-05-2020 11:40)

Mellem byger, der går og kommer, kører jeg kommunen tynd denne tidlige sommer. Opsøger hjem efter hjem. Altså de hjem, hvor der bor en af de alt for mange udsatte unge. Jeg har tilbudt at være et af budene, der bringer en lille hilsen om, at de ikke er glemt i denne mærkelige tid. Afsenderen er kommunalbestyrelsen og hilsenen kommer i form af et brev og lidt godt, pakket i en kunstnerisk dekoreret papirspose. Dekoreret af selveste borgmesteren!

Det er faktisk lidt hyggeligt at køre rundt, mens Bono blæser "Where The Streets Have No Name" ud af det blændende anlæg, mens bygernes hærgen lægger de i forvejen tomme gader fuldstændig øde.

På en måde passer nummeret meget fint til turen. Det flugter fint med mit drømmescenarie, men slet ikke som et billede af virkeligheden.

Når jeg ser på adresserne, der er plottet ind på GPS-en kan jeg se uligheden. Der er f.eks. ingen af modtagerne, der bor på Strandvænget eller i Hørup-kvarteret i det hele taget. De fleste af modtagerne har adresse i Dyngmosen, Slettevang og Hasselbo. Steder med navne, der sladrer om dine vilkår, inden de er færdig-udtalte. Sådan er det bare - desværre.

Jeg er over halvejs igennem min rute, da jeg ankommer til "Hasselbo," en klynge ungdomsboliger, der huser en del udsatte. Her findes fire af adresserne, der får en hilsen i dag.

De to første kender jeg ikke, men får afleveret pakken og snakket lidt løst og fast. Den tredje kender jeg fra tidligere og det bliver en lidt længere snak om, hvordan hun får styr på sin døgnrytme og andre ting, der er svære i disse tider.
Det fjerde navn siger mig noget. Efternavnet er så specielt, at det kun kan være datteren til en jeg kender. Og hvis det holder stik, så har jeg bange anelser. Moderen er ikke og har aldrig været stærk, for at sige det mildt.
Jeg frygter det værste, men håber på det bedste.

Det er det sidste sted i Hasselbo og jeg kører over og parkerer lige foran vinduet til lejligheden. Der er trukket for terrassedøren, der vender ud mod parkeringspladsen. Jeg ved godt, at det ikke er den autoriserede indgang og at den ligger omme på den anden side af bygningen. Men det regner. Så jeg banker på det store vindue.

Persiennerne bliver trukket op og en spændstig krop i slidt T-shirt og dovne trusser, der slapt dækker det mest nødvendige, dukker frem i vinduet.
Hun er omkring seksten eller måske sytten år og som snyt ud af sin mors næse. Hun er midt i alderen, hvor livets pottemager er i fuld færd med at dreje timeglassets fortryllende kurver frem.
Og selv om håret er dovent og huden stadig er dekoreret med minderne fra et krøllet lagen, så stråler hun: Smiler tusindfryds hvide kronblade smil og ser på mig med stolte øjne.

Det er tydeligt at se, at hun bygger rede og det må være hendes første af slagsen.
Hun trækker gardinet fra med værdig lækkerhed. Der er hverken blufærdighed eller skam i hendes bevægelser. Bare lutter ærlighed. Hendes karma siger:
"Du må gerne være der i din Caravelle, men jeg holder mig ærligt og ærbødigt i mit helle."

Det er smukt og betryggende, at min forudintagelse bliver gjort til skamme.
Sytten års opvækst, med lav varme, kunne have mørnet hende og klargjort hende til rovdyrene - ladet kødet falde fra benene ved den mindste berøring eller første øjekast.

Men sådan er det ikke! Jeg glædes og smiler ubevidst over mønsterbryderen, mens jeg saligt nynner "Where The Streets Have No Name"
.