Miss Cherry(08-01-2026 22:48)

Sneen falder tæt og stille udenfor, som store, bløde fnug der dæmper alt lys fra gadelamperne. Jeg, træder ud fra hospitalet efter en lang aftenvagt, træt i kroppen, men med en varm glød indeni fra den varme kaffe jeg lige har drukket. Mine krøller er fugtige fra den kolde luft, og de hopper lidt, mens jeg trækker huen ned over ørerne. Mine øjne scanner den tomme gade, hvor sneen allerede har lagt sig som et tykt tæppe.
Jeg går langsomt hjemad gennem parken, den korteste vej, selvom det er sent og mørkt. Sneen knirker under mine støvler, og min ånde danner små skyer foran mig. Pludselig ser jeg en skikkelse foran mig – en fremmed mand, høj og bredskuldret, iført en mørk frakke dækket af sne. Han står stille under et træ, som om han venter på noget… eller nogen.
Jeg burde gå forbi, tænker jeg, men mine fødder stopper af sig selv. Han vender sig mod mig, og hans øjne møder mine. De er mørke, intense, og et lille smil dukker op på hans læber. “Kold aften,” siger han med en dyb stemme, der sender en varme gennem mig, trods kulden.
Jeg nikker, smiler tilbage, mine kinder bliver varme. “Ja, men smukt med sneen.” Vi står der et øjeblik, bare og ser på hinanden, mens fnuggene daler ned mellem os. Så rækker han hånden frem og børster et snefnug væk fra mine krøller. Hans fingre er kolde, men berøringen får min hud til at sitre.
Han træder tættere på, lægger armen om min talje og trækker mig ind til sig under træets grene, hvor sneen ikke når helt ned. Hans læber finder mine, bløde og varme mod den kolde luft. Kysset er langsomt først, undersøgende, men så bliver det dybere, mere sultent. Jeg mærker hans hænder glide ned over min ryg, presse mig ind mod hans krop, og varmen fra ham spreder sig gennem min frakke.
Sneen omkring os dæmper alle lyde, det er kun os to i verden. Han knapper min frakke op, hans fingre finder vej ind under min trøje, mod min varme hud. Jeg gisper, da hans kolde hænder møder mine bryster, men det føles så godt – kontrasten mellem kulden udenfor og ilden indeni. Mine blågrønne øjne lukker sig, mens jeg lader hænderne glide gennem hans hår, trækker ham tættere.
Han hvisker mit navn – nej, han kender det ikke. Men hans læber bevæger sig ned ad min hals, mens hans krop presser sig mod min. Han lader sine finger finde vej ned i mine jeans til mit varme indre. Han bevæger fingerne langsomt og rytmisk.
Det er intenst, vildt, men også ømt. Hans øjne holder mine fanget, mens jeg nærmer mig kanten og da det sker, eksploderer det i mig som et fyrværkeri af varme i den kolde nat.
Jeg åbner øjnene igen, tilbage i virkeligheden. Den fremmede er væk – måske var han aldrig der. Jeg står alene i parken, sneen fortsætter med at falde, og mine kinder er røde, ikke kun af kulde.
Med et lille smil trækker jeg frakken tættere om mig og fortsætter hjemad, med varmen fra dagdrømmen brændende indeni.