CuriousCurious(08-11-2025 16:01)

Ordtossens liv er en syndig sti af brændende begær og den sorteste abisme; en febrilsk svingning mellem den berusende ekstase og den isnende fortvivlelse.

Jeg opløses i ordenes favntag, klamrer mig til dem som til en elskers hud - et liv flettet af blæk og blod.

For mig er litteratur ikke blot kunst; det er en rå, uundgåelig nødvendighed. En udluftningsventil for alt det, sjælen ikke kan rumme, men som flænser mit indre i lystfuld eufori.

I ordenes alkymi observerer jeg ikke kun tinder og afgrunde; jeg føler dem pulsere gennem mine årer, en strøm, en sansning, der forfører mig og opsluger mig fuldstændigt.

Fra åbne sår og sanser udspringer de dybeste, mest intense sætninger, dem der rammer hjerter og vækker dem til live i et fælles, stumt kor.

Ordene er mit lysthus, legen en pirrende vane og skrivningen en endeløs, mørk tunnel af afhængighedens sødme.

Jeg skriver for at give slip, men forbliver bevidst i den maniske trance, hvor skribleriet føles legitimt, næsten helligt, balancerende på kanten af den totale fortabelse i min egen afgrund.

Tanke og fantasi har været mine tavse ledsagere, skyggerne ved mit skrivebord og på kanten af min stemme. Ordene er det spind, der holder mig oppe, men også det anker, der trækker mig mod bunden.

Jeg nøjes ikke med én følelse, men rejser gennem en uendelig skala af nuancer. Mellem melankoli og glæde ligger området fyldt med nostalgi, eufori, ømhed, resignation, vrede, lidenskab og håb – et kalejdoskop af sansninger.

Mine ord er skrevet med følelser, der ikke nødvendigvis gør ondt, men som ofte vejer tungt; de er ekkoet af det, der engang var og aldrig vil vende tilbage - eller det der måske er på vej.

I mine sætninger skriver jeg ikke: jeg brænder. De er den kølige hvisken, midt i mit brændende kaos; mine ord græder ikke, de skriger.

Der er øjeblikke, hvor jeg ikke bløder ord, men fortæres af dem - drukner i min egen længsel efter at få bogstaverne til at flyde fra hver pore, indtil jeg ikke længere ved, om jeg skriver for at overleve eller overlever for at blive ved med at skrive.

Der er skønhed i smerten, men også i glæden. Nøglen er ikke at vælge, men at lære at navigere mellem dem uden at synke.

Ordtosser, der lærer at mestre sjælens nuancer uden at drukne, er dem, der kan røre evigheden uden at fare vild undervejs.

Bogstaver skal ikke bare slynges afsted og klaskes op.
Lad dem ruske og rive og tænde lys.
I den sanselige balance ligger deres sande essens …. Og behovet for at camouflere et med andet bliver uendeligt ligegyldigt.

Ordet frit, for kun sådan kan tosserne danse til lidenskabens tromme 🍎