Centaurea(17-09-2025 00:51)

Angsten har truet i hendes krop hele dagen. Det er ikke bare en spænding eller nervøsitet, men et hjerte i en buldrende galop uden tøjler til hverken at stoppe eller styre. Tør mund og klamme håndflader og en hjerne der bare lader tankerne køre fuldstændigt i ring.

“Det er ikke farligt at have angst” havde hendes terapeut gentagne gange sagt, og langt senere i forløbet blev hun vred da terapeuten også sagde til hende “du skal prøve stille og roligt at eksponere dig for det der udløser det.”

Hun kan nu godt se, at der ikke er noget stille og roligt over det, hun har vovet sig ud i denne dag. Men alligevel er det vildt hun er nået hertil.

Hun prøver at visualisere hvert eneste trin igennem imens hun vasker sig grundigt under bruseren, hvad kan der ske, mens hun fjerner hvert eneste uønskede hår på kroppen, hvad vil hun sige, mens hun omhyggeligt lægger hver eneste penselstrøg makeup på huden, jeg skal huske at trække vejret, mens hun minutiøst sætter hver en hårlok på hovedet, jeg har mulighed for at stoppe, hvis jeg ikke kan, mens hun lukker BH’en om den fyldige barm og trækker trusserne op over ballerne. Jeg kan godt.

Hun husker det første angstanfald, hun og hendes veninde havde været i træningscentret, det havde været en god træning, de havde svedt, men også grinet, hun havde haft en hård periode på arbejdet, så begge dele var tiltrængt, men så da de var kommet tilbage til omklædningen. Hun låste sit skab op og fandt håndklædet frem og så gik hun i panik, hjertet havde ikke bare galoperet, det havde været et vanvittigt styrt udover en klippevæg. Hun KUNNE ikke tage det svedige tøj af, hun KUNNE ikke lade nogen som helst se hendes fødder, hendes krop, hendes hud.

Hun husker svagt sin venindes bekymrede øjne, hendes forsøg på at hjælpe, det står helt klart, hvordan hun selv var stormet ud af glasdørene og først var faldet lidt til ro hjemme i sofaen med en dyne viklet om sig.

Og så fulgte ellers en lang periode med kaos og en altomsluttende angst.
Dernæst terapi.

Hun huskede ubehaget fra folkeskolens fælles omklædning til idræt, ikke fordi nogen nogensinde sagde noget, hun blev ikke drillet, men hun så selv, så at hun havde beskidte tæer, så at hendes hår var tjavset og uvasket, hun følte selv skammen.

Og nu fortsat det lange hårde arbejde med at mane frygten for angsten tilbage.

Hun trækker vejret dybt - mange gange, inden hun tager sin jakke på og tasken i hånden og begiver sig afsted ud på denne dags eksponering.

Hun finder adressen, kigger op ad den høje hvide bygning, som troner over den gamle mahognidør. I opgangen snor det fint udskårne gelænder sig opad i en svimlende spiral der næsten får hende til at miste balancen.

På messingskiltet på 3. Etage hvor hun nu er med blodet susende i ørerne og besværet vejrtrækning står der - Fotograf H. Holmstad.
Hun bruger nogle minutter på at få pulsen ned, før hun trykker på den lille ringklokke på den hvide væg ved siden af dørhåndtaget.

Hun bekæmper sin lyst til at spæne ned af trappen, men få øjeblikke efter bliver døren åbnet.

I døren mødes hun af et stort smil og intense blå øjne.
“Velkommen” fotografens venstre arm vinker hende ind i den lille entre, mens den højre holder døren åben.
“Hvor har jeg bare glædet mig til at se dig i dag, hvor bliver det spændende.”
Hun træder ind og døren lukkes bag hende, hun synker og har svært ved at sige noget. Men nikker og forsøger at smile.
“Er du nervøs” spørger fotografen og genner hende videre ind i køkkenet“ det skal du ikke være”
“Sæt dig ned, vil du have en kop the?”
Fotografen har en smuk mørkerød hørskjorte på løst udover et par lyse bukser og bare tæer i et par sandaler, og og har et energisk kropssprog og har allerede hængt hendes overtøj på en stumtjener, hældt vand i en kogekedel og sat en tallerken med et par kiks på bordet, imens at hun selv blot har fået sat sig yderst på den køkkenstol som blev anvist hende.
“Værsgo, så er der lidt at styrke dig på.”
Hun tager det smukke tunge tekrus ud af fotografens hånd. Hånden er velplejet og udtrykker den samme ordentlighed som både hjemmeside og mailkorrespondance har gjort det.

Hun nipper af teen, har stadig knapt selv sagt noget, men føler sig faktisk overraskende rolig. Hun skrev til fotografen første gang for over et halvt år siden, fortalte om sin angst og særligt angsten for at være nøgen, men at hun ville udfordre det.
Og nu er hun her endelig.

Hun mærker at fotografen er blevet stille og blot betragter hende med et intenst blik.
“Jeg er sikker på vi får taget nogle meget fine billeder af dig, du har virkelig nogle smukke træk.”
Hun er ikke vant til at blive betragtet på den måde og trækker lidt forlegent på skulderen.

“Vil du lige med en lille tur rundt, så kan vi snakke om hvad du forestiller dig.” De går gennem forskellige studier. Fotografen fortæller engageret om lysindfald, vinkler og muligheder. Hun selv nikker mest og lytter betaget. Ordene flyder så ubesværet ud af fotografens mund. Stemmen er behagelig og øjnene der hele tiden tjekker ind på hendes tilstand er rolige. Fødderne svæver let hen over de gamle rustikke plankegulve. Fotografen er harmoni.

De starter med billeder hvor hun sidder fuldt påklædt, det føles så naturligt og snart helt uden angst lader hun sine klæder falde og oplever sig selv siddende i den cognacfarvede lædersofa poserende efter det perfekte lysindfald. Senere stående nøgen op af en rå betonvæg, hvor det eneste hun mærker er murens kølighed i sine fingerspidser. Hun ligger helt blottet på det glatte mørke lagen. Lader fotografens kamera fange enhver vinkel og ingen steder er på kroppen er for private.
Fotografen opmuntrer, anviser og de griner spontant ind i mellem, når fotografen siger et eller andet fjollet og hun helt glemmer sig selv og sin krop og sin nøgenhed.

Det var en helt igennem god dag, tænker hun, da hun ugen efter igen står forpustet på 3. Etage og ringer på fotografens dør.

“Kom ind smukkeste dig” smilet er om muligt endnu større end første gang fotografen tog imod hende.
Denne gang har hun også selv overskud til helt ægte at smile og fortælle hvor spændt hun har været på resultatet.
“Du vil elske det” siger fotografen.
Og kort efter ligger et stort album med billeder på bordet.
Hun åbner det med en kriblende fornemmelse i kroppen, og lader øjnene glide ned over de mange billeder. Hun bladrer. Kroppens konturer mod den hvide baggrund viser en fantastisk kvindekrop. Er det overhovedet hendes. Kroppens kurver laver interessante landskaber. Ryggens bøjning er dragende og hun må lade en finger glide over billedet. Hudens glød er solopgangen. Smilet på munden og styrken i øjnene vidner om sejren. Lys og skygge skaber kontraster som der også er både lys og mørke i sindet.

Hun ser sig selv i et helt nyt lys. Hun er smuk og sensuel. Og fotografen har har ret, hun elsker det hun ser.

Hun kigger vantro op på fotografen med lykkelige tårer i øjnene.

“Det er jo kunst det her”



Dette opslag er selvfølgelig inspireret af spørgsmålet om nudeart er kunst eller ej. Jeg har aldrig været ved fotograf og få taget billeder, jeg lider ikke af angst men lavede research og forestillede mig alt i denne historie og byggede den op med mine ord. Det er den kunst jeg kan producere.(hvis altså det er kunst)
Så derfor, led ikke forgæves efter billeder på min profil, for de findes ikke./C