Som forfattere kommer vi sjældent med indgående beskrivelser af personerne i vores historier. Derimod kan vi lægge en personbeskrivelse i munden eller i tankerne på en person. En mand kan blive betaget af kvindens knaldsorte hår, som bliver bekræftet, når hun tager sin trusser af. Han nyder, at hendes kropsformer svarer til hans idealer.
At manden tænker og taler sådan, er med til at karakterisere ham. Tilsvarende kan en kvinde reagere på, at en mand er bredskuldret, og hun chokeres over hans udrustning, men tror dog nok, at hun kan håndtere den. Så er vi indenfor i hendes tankegang. Måske får vi at vide, at kvinden har et mindreværdskompleks med sine små bryster, eller at hun synes det er ulækkert, at de er så store.
Men ellers skal det være med en skreven tekst som med gamle dages radiohørespil: der skal gives så få beskrivelser som muligt. Vi får rigeligt af den slags på TV og i biografen. Skrevne historier skal være et frirum for den visuelle fantasi, hvor ens indre blik kan få lov at digte med på, hvordan steder og personer skal se ud.
F.eks. har vi vist aldrig skrevet, hvorvidt nogen af vores mandlige personer havde skæg. Men indrømmet: vi går meget op i pikstørrelse og brystmål

@Kafka, jeg har også historien til at køre i hovedet, inden det bliver skrevet ned, dog ikke som en film.

Jeg er meget visuel. Tænker i billeder.
Som forfatter så har jeg inden jeg skriver en film i hovedet i sekvenser. før jeg synes det klar til og komme på skrift.
Som læser så skal det give mening til det " rum" som der beskrives. Det kan være og fremhæve maskuline vs feminine træk så jeg kan se mig selv enten som deltager eller beskuer

@Minder, det der egentlig fik mig til at skrive dette indlæg, var at jeg læste i en novelle "hun var omkring 173 cm høj". Jeg studsede over det, og tænkte, hvad skal jeg bruge den oplysning til.

De andre ting du nævner, som fissens farve, lugt osv kan jeg langt bedre sætte mig ind i.

Som jeg vist nævnte, har jeg aldrig bestemte personer i tankerne, når jeg skiver. Men jeg er som sagt heller ikke visuel

Jeg læste en gang, at den vigtigste egenskab for en maler eller tegner, var at kunne se, se hvordan tingene egentlig så ud. Måske derfor jeg ikke kan tegne.

Interessant at høre om andres måder at "se" det de skriver.

Jeg hører bestemt til de visuelt indstillede. Det hænger måske sammen med, at jeg altid har haft tegning som hobby.

I mine egne historier har jeg bestemte personer i tankerne, beskrevet som jeg husker dem, men jeg forsøger også at danne et billede af, hvor det foregår, typisk med detaljer, som ikke har noget med historiens forløb at gøre, men som gerne skulle skabe en stemning.

Når jeg læser historier ser jeg ikke de banale oplysninger som bh-størrelse, pikmål osv. som særligt interessante. Jeg fænges mere af indtryk, der i historien fænger fortælleren og dermed læseren. Og der er vel næppe nogen, som ved sig selv tænker "orv, hans pik måler 19 cm" eller "hun må passe en D-skål". Men beskrivelse af brystvorternes og fissens farve, konsistens, lugt og smag kan sige noget.

Det har moret mig, men også været instruktivt. Nogle skriver meget nøgternt, a la: omtales en pistol, skal den bruges på et tidspunkt, andre skriver og beskriver og ind i mellem lykkes det også, så jeg tor est, at det handler om talent end om en eller anden regel om beskrivelser.

@Katten01, jeg kan også godt lide at kikke på kvinder, specielt når det er uden tøj, på den måde betyder udseende en del. Men med noveller er det sjældent afgørende hvordan de ser ud, jeg danner mig ikke visuelle billeder, men sanser stemningen.

@jdalmark, jeg tænker nok at jeg fortsætter med at skrive historierne som jeg synes de skal være, det virker lidt fjollet at finde på detaljer om udseende, som jeg selv finder ligegyldige, i håb om at gøre andre glade.

Jeg spekulerede blot på, om nogen savnede det, tilsvarende at jeg nogle gange finder det ligegyldigt fyld.

Jeg er helt klart meget visuel. Jeg spiser med øjnene. Elsker at se nøgne kroppe. Og det har for mig stor betydning, hvordan en mand eller en kvinde ser ud. Når det er sagt, betyder det alligevel ikke, at ALT skal beskrives i en novelle. Der skal være en sammenhæng med handlingen. Jeg kan godt lide en visuel stemning, men jeg er ikke nødt til at vide irrelevante ting. Beskrivelsen skal indfange situationen, skal tænde ... Hvad der ikke bidrager til at blive tændt, er heller ikke nødvendigt.

😺

For specifikke detaljer er forstyrrende. Jeg ser det lidt som fyld.
Bed en teenager om at beskrive sig selv; du får stensikkert alle mulige mål præsenteret om hvordan de ser ud. Spørg en ældre person og du får noget at vide om hvad der er under overfladen.
Jeg synes at du skal skrive historier som du selv vil have dem. Man kan alligevel ikke gøre alle tilfreds.

Når jeg læser eller skriver, danner jeg billeder inden i mit hoved. Jeg har således ikke brug for at blive fordret med oplysninger om hvordan personerne ser ud.

Jeg elsker, hvis jeg kan se mig selv i historien, det giver den ultimative tænding. Så hvis jeg får at vide at hovedpersonen har en pik på 25 cm, har jeg svært ved at se mig selv i historien for så stor er min ikke. ;-)

Det er vigtigt at historien forholder sig til relationen og følelserne mellem personerne, på den måde bliver de vedkommende. Kan jeg mærke dem eller kender måske jeg en, jeg drømmer om at inkludere i mine oplevelser/fantasier.

Stedet og rammerne kan også være med til at til at give en stemning og følelse. Varmer solen på pikken på stranden, kan jeg relatere til oplevelser, men om sofaen er rød eller grøn behøver jeg ikke at vide, jeg giver den selv en farve i fantasien hvis det betyder noget.

Når alt det er sagt, kan der være situationer, hver selv jeg kan beskrive fremtoningen af f.eks, pikken.

I "Hvad skete der lige der" beskriver jeg pikken jeg nød, fordi da jeg fik den i hånden IRL undrede jeg mig over dens paddehatteform og blev virkelig fascineret af den.

I "En forårstur på cykel til stranden" er en del af historien fascinationen af hvor mange former en pik kan tage.

Der kan sikkert findes sikkert andre eksempler, hvor det giver mening at gå i detaljer.

Hovedsagen er at historien inddrager læserrens fantasi.

Jeg er nok generelt ret visuel.

Kan godt lide de historier hvor personerne og omgivelserne er beskrevet godt. Det er dog uanset hvor godt det er beskrevet, ikke et tydeligt billede jeg får. Nærmest sådan små klip af huset, stranden osv osv. Personerne er næsten altid uden tydelige ansigter. Beskrivelserne får mig nærmere det som forfatteren selv har haft billeder af i hovedet, og det kan jeg godt li.

Har læst en hel del historier hvor hovedpersonerne bliver beskrevet som rige, lækre og med store attribuerer(pik, bryster). De historier kan godt irritere mig lidt, særligt hvis det ikke har den store betydning for historien. På mig virker det nemlig mest af alt som om at forfatteren praler. Almindelige mennesker virker lang bedre for mig.

Altså ...Ord danner billeder ... Billeder danner ord.
Hvor visuel man er som person i det, er, tror jeg er meget forskellig.
Og det at udtrykke sig billedligt i ord, så en læser ser det for sig i billeder, er en sjælden gave.
Ikke noget jeg kan. Men de findes, forfattere olign.
Jeg ser tit billeder når jeg læser en tekst.
Jeg er en skovl til at udtrykke mig billedligt, erkender jeg.

Hhmmm…
Måske rigtigt nok
Men jeg har nok personerne i mit hovede..når jeg skriver den.
Men får nok ikke beskrevet dem. Hvilket nok også er ligegyldigt…når folk forestlller sig deres eget billede.
Meget svært spørgsmål 😄

@GentleSir, jeg tror vi er mere forskellige end som så. Jeg er helt med på, at når novellen fungerer, så er det som at være der, at opleve det på egen hånd. Men jeg ser det ikke visuelt for mig, jeg har for eksempel ingen som regel ingen ide om hvordan de medvirkende ser ud. Omgivelserne er også, medmindre de har en betydning for historien, ret tågede. Det er blot en butik, en sofa, en strand, eller hvor det nu foregår. Jeg ser ikke personerne på stedet for mig, hverken når jeg selv finder på, eller når jeg læser.

Hvilket ikke betyder at der ikke er mange andre detaljer med, men det er ikke det visuelle.

@TheDane, jeg tror der er stor forskel på hvordan vores historier bliver til. Mine noveller findes i hovedet inden de skrives ned, sådan ca. 95% færdige. Jeg har en generel ide om emne og personer, stemning, følelser og tanker, men det er ikke noget der er fast, eller jeg bruger meget tid på inden. Det dannes efterhånden som fortællingen dannes i mit hoved.
Men jeg er naturligvis helt enig i at en historie kun med fakta ville være kedelig. (Selv om vi nogle gange ser dem herinde.)

Tænker at vi alle skriver visuelt.
Man man da ikke skrive en historie uden at se den visuelt for sig. Hvordan andre så opfatter vores beskrivelse …er selvfølgelig forskellig.

Jeg elsker noveller hvor fortællingen( beskrivelserne) er så gode …at jeg føler at jeg er der…ser og oplever det.
Det er for mig kunsten. Ønsker at jeg var bedre til det😅🙏🏼

Når jeg læser og skriver tænker jeg visuelt.
Jeg får intet ud af kun at læse fakta, som f.eks. “to mennesker har sex”.
Når jeg starter på at skrive er det som at lave et manuskript til en film:
Hvordan er omgivelserne?
Hvad er handlingen og den røde tråd?
Hvordan er personerne?
Hvordan er stemningen?
Detaljer og replikker tilføjes.

@Donnord, godt at høre at vi ikke alle er ens.

jeg nyder når de beskrivelser er med, da jeg så bedre kan se dem for mig osv.
Så ja jeg vil klart sige jeg er visuel

@Erik, de ting ved personernes udseende der har betydning for historien, nævner jeg også. Det er blot sjældent særlig detaljeret.

Jeg tror, at jeg introducerer mine figurer med de visuelle træk, som kan få betydning senere i plottet:

Fx: Hun hed Lilli, var 21 år, rødhåret(har vist noget med kvinders hår - på hovedet), slank med former og veltrænet.. :-D

Hmm..
Jeg måtte da lige tænke KRAFTIGT efter for at finde ud af, at jeg da vist heller ikke har noget egl BILLEDE af personernes udseende i MINE historier...
Men mere af deres karaktertræk eller personlighed..

DET har jeg faktisk aldrig rigtigt tænkt over før..! :-)

Denne kommentar er ikke udelukkende lavet for at få mit forumindlæg til at forekomme på listen, men også for at beklage at ingen af ordene pik, kusse, eller kneppe, eller pseudonymer herfor, blev brugt i indlægget ;-)