centaurea(27-12-2018 14:55)
Godt nytår til alle herpå bloggen og selvfølgelig også på resten af SW.
Nu er et nyt år på vej med hastige skridt. År 2019 er året før 2020.
2020 var på et tidspunkt i min ungdom viiiiiiiildt laaaaaaaaaaangt ude i fremtiden, men sådan er det så underligt med tid.
For 19 år siden var vi bange for, hvad der skete til årtusindskiftet. Og 19 år før det var jeg bare en lille pige og det var lige deromkring de år, hvor mine første minder er fra. Og 19 år før det var “gamle dage”. Det er ikke helt til at forstå.
Men årsskifter er altid noget særligt. Det giver mulighed for afslutninger og nye begyndelser. Jeg har haft et godt år, med mange særlige dage der gerne vil mindes.
Hvis nogen havde fortalt mig sidste nytår, at jeg skulle skrive og udgive 10 noveller i år 2018 havde jeg nok grinet, og at en af dem også har bidt sig fast i topti havde jeg aldrig troet. Men jeg har nydt at lege med ordene, tankerne, følelserne og stemningerne. For ja det er det, der “tænder” mig. SW er en legeplads, hvor jeg kan øve mig og udvikle mig og få tanker ud, som er svære at formidle andre steder.
Hvad jeg skal forvente mig af det kommende år ved jeg ikke, lige nu er jeg bare spændt. For fremtiden er ikke sådan at spå om. Men som altid, er det måske bare at tage det hele en dag af gangen. Og som en af mine helte fra bøgernes verden siger: “det er som det er og det blir som det blir” ( Allan Karlsson - den hundredårige der kravlede ud af vinduet og forsvandt)
Jeg ved ikke lige nu om jeg har flere noveller på vej, for de kommer kun, når de selv vil.
Men jeg nyder at være her, og SW har også givet mig mange dejlige “samtaler” og jeg har læst andres noveller, nogen der kan bidrage til nye fantasier.
Tak for iår og hav jer et dejligt år 2019