Lussingen sendte mig i gulvbrædderne - som så ofte før. Men det var længe siden, at det havde trukket tårer hos mig. Jeg var nærmest forstenet indeni. Det var kun de første gange, jeg var brudt ud i gråd, når han slog mig.
Han tårnede sig op ovenover mig. Kent. Lige dele forskrækket over egen handling og vred over mit afslag. Han sagde det ikke, men jeg kunne læse ham. Men han skjulte det første. Retfærdiggjorde sig selv ved at mumle, at jeg havde fortjent et par på kassen, når jeg ikke ville lystre.
Og så kørte han. Derhen!
Da han senere kom tilbage, gentog det gamle mønster sig. Han greb fat i mit hår og tvang mig ned på gulvet mellem hans ben. Jeg nåede ikke at kvæle det vræl, der instinktivt formede sig, da han trak mig så voldsomt i håret, desværre. Min reaktion fik hans pik til at vippe af forventning. Han borede mit ansigt ind i hans genitialier.
"Snus godt ind, kælling" sagde han hårdt. "Når du nu ikke vil med, så må du få lugten og smagen med på denne måde". Jeg kunne tydeligt lugte den anden kvinde, han garanteret havde kneppet den sidste times tid. Hendes safter var fordelt over hans pik. Han tvang den ind i min mund og lod mig både lugte og smage sit utroskab. Kørte sig af i min modvillige mund og spermede ud over mit ansigt til sidst. Og så slap han mig og skred. Lod mig sidde... forulempet, nedværdiget og frem for alt: tom!
Jeg vidste jo godt, at jeg burde skride. Burde være skredet for længst! Men jeg turde ikke. Han havde lovet mig så mange prygl, at jeg ville glemme, hvad jeg hed. Han ville gøre helvede hedt for mig, vidste jeg! Så var det bedre at blive her, hvor jeg trods alt havde lidt overblik over, hvad han foretog sig! Hjernevask af værste skuffe!
Næste gang han spurgte, var han mere overbevisende. Eller spurgte og spurgte... han forlangte det af mig! Men indtil nu havde jeg kunne holde fast i mit nej. Men denne gang var han endnu mere stålsat. Mere vedholdende. To dage brugte han både på at råbe af mig og slå. Og til sidst gav jeg efter. Jeg orkede ikke at stå imod mere. Jeg havde ikke mere energi!
Jeg blev stoppet i bilen, og vi kørte den relativt korte tur til klubben. Hele vejen derhen prædikede han om, at jeg kun skulle se på! Jeg skulle på ingen måde tage kontakt til nogle af de andre. Jeg skulle KUN se ham knalde de andre kvinder. Jeg måtte ikke mæle et eneste ord. Kun være hans underdanige slavetøs.
Vi trådte ind af døren. Jeg havde aldrig været i sådan en klub før, og havde de værste fordomme. Forventede, at jeg ville blive overfaldet fra første sekund og tvunget til alverdens grænseoverskridende aktiviteter. Men swingerklubben var ganske anderledes. Der var god musik. En bar, hvor nogle mennesker sad og hyggede sig. Og ellers en masse rum, hvor der foregik ting og sager. Men ingen var påtrængende. Ingen overfaldt mig og tvang mig til noget som helst. Undtagen ham.
Han førte mig forbi baren og ned af en gang. Han plantede mig ved et vindue, hvorigennem man kunne se et rum badet i rødt lys. Selv gik han ind i rummet og hilse på en barmfager kvinde, som lå henslængt på en sofa derinde. Eller hilste og hilste. De råsnavede, da hun havde rejst sig. De kendte tydeligvis hinanden. Hans blik var fæsnet i mit imens. Holdt øjenkontakten, mens hans tunge indtog hendes mund.
Jeg havde ikke lyst til at se på. Jeg var nedværdiget. Ydmyget. Men jeg vidste, at straffen for at gå herfra ville være værre, end ydmygelsen ved at se på. Så jeg blev. Så ham snave kvinden. Så ham bore sin stive pik ind i hendes villige mund. Og senere hendes våde fisse. Hørte svagt deres støn.
Pludselig hørte jeg en mand rømme sig bag mig. Jeg fór forskrækket sammen!
Han undskyldte. Det var ikke meningen, at han ville forskrække mig. Han satte sig ved siden af mig på den anden ledige stol. Først så han blot på aktiviteterne i det røde rum. Pikken, der i øjeblikket hamrede ind og ud af en tydeligvis våd fisse. Kent, der triumferende holdt øjenkontakten med mig imens. Hun så også på mig fra tid til anden.
Manden ved siden af mig rømmede sig. Det gav igen et sæt i mig.
"Undskyld, det var ikke min mening at forskrække dig" sagde han venligt. Jeg ignorerede ham. Vidste, at det på ingen måde var mig tilladt at snakke med ham. Det ville hævne sig senere. Jeg stirrede derfor stift på parret i det røde rum.
"Jeg hedder Ulrik" sagde manden. "Og du?" Jeg svarede ikke. Selv om jeg havde lyst.
I det samme blev de færdige inde i rummet. Ken stormede ud. Kiggede bidsk fra Ulrik til mig og sagde blot "Kom". Stormede mod udgangen. Jeg tumlede med. Blind for omverden. Vidste, at jeg ville møde smerte og ydmygelse, men hvad skulle jeg gøre?
Da vi kom udenfor, langede han mig en lussing, der sendte mig ned i gruset. Mit hoved drønede af smerte, men alligevel fokuserede min hjerne mere på den store hudafskrabning, jeg fik på knæet, da jeg landede. Han slæbte mig ind på passagersædet i bilen, satte sig bag rattet og drønede af sted i hæsblæsende fart.
"Nå så du sad rigtig der og gjorde dig til overfor det handyr der hva?" hvæsede han. "Jeg tænkte nok, at sådan en liderlig lille skøge som dig ikke kunne holde sig på måtten. Du blev nok liderlig af at se mig kneppe Connie, ikke sandt?"
Jeg mimrede sagte nej - så sagte, at der nærmest ikke kom nogen lyd ud. Han bremsede hårdt op. Så hårdt, at mit hoved slog frem og derefter tilbage i nakkestøtten. Han greb om mine kinder med den ene hånd og drejede mit hoved om mod sig, så vi havde øjenkontakt. Han nød at se mine tårer.
"Ved nærmere eftertanke tror jeg, at du gerne ville være med. At du gerne ville smaske løs i Connies våde fisse. Er det ikke rigtigt?" Jeg kunne ikke få et ord ud. Han havde stadig fat i mit ansigt og pressede mine kinder sammen, så mit ansigt blev deformt.
"Sut min pik, klamme sæk. Liderlige skøge" sagde han med foragt. "Sut Connies fissesafter af min stive pik. Så får du også lidt ud af det"
Og så pressede han mit hoved ned i hans skød. Tvang pikken dybt ind i munden på mig. Han holdt mig fast over pikken, så jeg gaggede voldsomt. Og så begyndte han at køre igen. Stønnede voldsomt imens. Bilen slingrede en gang imellem. Jeg var dødbange. Både for ham, men også for at vi kørte galt!
Der gik nogen tid. Han havde travlt på job, så han var ikke meget hjemme. Men jeg vidste så også, at når vi nåede weekend, skulle han have afløb for opsparede frustrationer. Så jeg gjorde alt for, at der ikke skulle være noget at sætte en finger på. Men selvfølgelig fandt han altid noget. Sådan var det altid.
Denne weekend ville han igen i klubben. Jeg opgav al modstand og tog med. Så slap jeg måske endda selv for at blive kneppet i røven eller taget op af ruden i stuen ud mod gaden, hvis han kedede sig. Så kunne det være, at Connie kunne tage trykket på ham!
Denne gang gik vi lidt rundt og kiggede på aktiviteterne i klubben. To mænd kneppede en kvinde fra hver sin ende i et rum. Vi stod og kiggede gennem en rude. Kent stod bag mig og åndede tungt ind i mit øre. Hans venstre hånd havde fat om mine kinder for at holde mit blik på scenen i rummet, mens hans højre hånd fandt ned og borede sig op i min skede. Først to, så tre og fire fingre. Det gjorde ondt, og jeg peb sagte, men vidste bedre end at værgre mig. Han kneppede mig hårdt og hurtigt med fingrene.
"Se hvor hun får pik derinde" stønnede Kent i mit øre. "Du ville ønske, at det var dig, er det ikke rigtigt? Du ville ønske, at de hamrede deres store fede pikke ind i din lille kusse og din lille mund. Jeg kender dig! Du er en liderlig lille tæve!" Han puttede to fingre fra venstre hånd - som stadig holdt om mit ansigt - ind i min mund og lod dem glide ind og ud. En gang imellem slikkede han mig vulgært i øret og ned af halsen. Vådt, grådigt, besidderisk. Han blev ved længe, og jeg blev hurtigt øm forneden, fordi han var så voldsom. Heldigvis blev de tre elskende færdige inde i rummet, og Kent trak mig med videre. Han plantede mig på en stol i cafeen og gik over til Connie, som sad i en sofa lidt derfra. De gav sig til at råsnave hinanden. Jeg vidste, at jeg skulle se på.
I det samme hørte jeg en sagte stemme bag mig.
"Lad være med at kigge på mig, men se bare på din kæreste" hviskede han. Ulrik. Jeg kunne genkende stemmen. "Jeg har en forestilling om, at du får problemer, hvis du går imod ham"
Jeg sad som forstenet. Lyttede bare til Ulriks sagte stemme, som dog gik helt klart igennem til mig.
"Jeg kender mange, der lever i master/sub forhold, men jeg synes ikke, at det ser ud som om, at det er tilfældet hos jer! Jeg tror ikke, du er her frivilligt. Har jeg ret?"
Jeg sad stadig helt stiv og stirrede bare på Kent og Connie. Men mit blik flakkede nervøst, selv om jeg prøvede at bevare roen.
"Han har tvunget dig herhen, ikke sandt? Host ganske let hvis jeg har ret"
Jeg begyndte at svede let. Hvad skulle jeg gøre? Jeg ønskede at han skulle gå, men samtidig havde jeg brug for hjælp. Men kunne han gøre noget for mig? Jeg sad længe og overvejede. Bemærkede, at jeg var en smule stakåndet af angst.
"Jeg kan se på dig, at jeg har fat i det rigtige her" hviskede Ulrik. "Jeg tror han tæver dig! Du har en del blå mærker. Du virker nervøs. Og han forgreb sig på dig før henne ved ruden. Jeg så jer!"
Hans ord var som piskeslag. Det gjorde ondt at høre det åbenlyse. Jeg blev flov, men mest bange.
"Du skal ikke sige eller gøre noget. Det eneste jeg beder dig om er at hoste let, hvis jeg har ret. Tæver han dig?"
Jeg var i syv sind... hvad skulle jeg gøre? Alle mine instinkter fortalte mig, at jeg skulle ignorere Ulrik. Jeg ville få alvorlige problemer ud af det, hvis Kent opdagede det her! Men jeg havde bare så meget brug for at blive opdaget. Så uden jeg nåede at stoppe mig selv, undslap et lille host mig!
"Jeg vidste det" sagde han sagte for sig selv. "Sådan et svin! Faktisk har vi regler for den slags her i vores lille klub. Jeg hjælper dig. Jeg skal nok tage mig af det"
Jeg blev pludselig angst. Vidste, at det her ville gå helt galt. Så jeg slog bremsen i. Jamrede ganske lavt: "Nej please. Gør ikke noget. Det bliver bare værre! Please lad det være"
"Det kan jeg ikke" sagde Ulrik fast. Han rejste sig og gik. Jeg turde ikke kigge efter ham. Turde ikke af frygt for, at Kent opdagede noget. Han var stadig ifærd med at gennemsnave Connie. Han havde jævnligt set på mig, men havde ikke opdaget, at Ulrik og jeg havde en kommunikation i gang. Ulrik havde været meget diskret.
Men pludselig skete der en hel masse. Fire store mænd gik hen til Kent og afbrød ham i nærmest at æde Connie. Han kiggede surt op og ville sige en hel masse, men en af mændene sagde kort for hovedet, at Kent skulle følge med udendørs omgående.
Først nægtede han, men så var der to af de største af mændene, der greb fat i hans arme og trak ham op. Han vred sig arrigt løs og råbte højt, at han godt selv kunne gå, og så trampede han ud efterfulgt af de fire mænd.
Ulrik var igen hos mig, netop som jeg sad og overvejede, om jeg skulle gå med ud eller blive siddende. Han satte sig denne gang på stolen ved siden af mig.
"Jeg har ringet til politiet. Men indtil de kommer, vil vores fire rare bøffer her tage sig kærligt af det skvat. Vi har en meget streng politik om, at man ikke slår på kvinder - i hvert fald ikke, hvis de ikke selv ønsker det" tilføjede han med et skævt smil. "Kom. Vi går lige ind i privaten, så du kan få lidt ro"
Jeg fulgte mekanisk med Ulrik ind i nogle lokaler, som tydeligvis ikke hørte med til klubbens område. Det var et kontor og et tilstødende lokale, der var indrettet, så det mindede om en dagligstue.
Jeg satte mig tavst på en stol... helt ude på kanten. Jeg var stiv af skræk. Vidste, at hvis Kent slap udenom det her, så ville jeg få så mange tæsk, at jeg ikke ville kunne gå uden for en dør i et par uger. Hvis jeg da overlevede! Måske kunne man få så mange slag, at man døde af det? Faren var overhængende. Tanken om det fik mig til at gispe efter luft. Jeg følte, at jeg blev kvalt. Der var ikke nok ilt i lokalet, syntes jeg. Jeg råsvedte. Græd. Gispede krampagtigt efter luft. Ulrik ville tage om mig, men jeg sprang forskrækket væk - som et skræmt rådyr. Jeg stod lidt væk fra ham, men pludselig begyndte panikken for alvor at brede sig i mig. Jeg skulle dø af luftmangel her! Jeg gispede mere og mere voldsomt. Jeg lukkede øjnene og forberedte mig på døden. Jeg mærkede Ulriks hænder på mine overarmearme. Ganske let i starten og siden lagde han mere pres på, så jeg kunne mærke hans berøring tydeligt. Han begyndte at tale beroligende til mig. Forsikrede mig om, at det nok skulle gå. Jeg skulle ikke være bange - jeg var midt i et angstanfald, men ville ikke dø af det. Han blev ved og ved med at berolige mig, og til sidst begyndte min krop at slappe mere af. Og SÅ kom tårerne! Jeg græd uhæmmet. Krympede mig sammen og hulkede voldsomt og uden kontrol. Jeg lod ham kramme mig, og faktisk føltes det godt! Det havde jeg ikke regnet med. Vi stod der længe. Rigtig længe. Indtil det bankede på døren, og politiet kom ind.
Vi talte længe. Først benægtede jeg alt. Jeg turde ikke fortælle dem sandheden. Men de kunne jo tydeligt se mine blå mærker. De kunne tydeligt afkode min underkuede adfærd.
Den næste tid var som en tåge. Jeg blev undersøgt af en eller anden retslæge. Det blev konstateret, at jeg havde flere gamle brud på knogler. At jeg havde hjernerystelse (det forklarede den hovedpine, jeg havde gået med i lang tid, men havde lært at abstrahere fra). Kent, som i øvrigt havde fået nogle sære blå mærker og en flækket læbe, fik en dom for grov og systematisk vold og voldtægt. Frihedsberøvelse for de tre gange, han havde spærret mig inde et par uger. Han blev sat fast.
Jeg blev tilbudt psykologbehandling. Men det der hjalp mig mest, var Ulriks tilstedeværelse. Han var der bare! Han forlangte intet af mig. Blev ikke sur, når jeg pludselig kunne reagere voldsomt og smide ting efter ham, når tingene blev for svære. Men krammede mig bagefter. Holdt om mig i timevis. Snakkede mig gennem mine angstanfald. Og langsomt blev tingene bedre. Langsomt begyndte jeg at opdage, at livet også kunne føles godt!
Det føltes godt at sidde på stranden og lytte til bølgerne. Det føltes godt at få vind i ansigtet, skumsprøjt på næsen. Det føltes godt endeligt at kunne trække vejret frit. Det føltes godt at få færre og færre smerter.
Ulrik føltes godt! Han blev min redningsmand. Han blev min klippe i verden. Ham der hjalp mig ud af stormen, og ham der derefter fik mig gennem den næste lange svære tid, hvor jeg kiggede mig over skulderen hele tiden og forventede at se Kent komme stormende med hævede knytnæver. Klar til at få hævn. Men det skete ikke.
Ulrik blev den, der langsomt fik mig overbevist om, at jeg var noget værd. At jeg var et godt og dejligt menneske. At jeg var smuk. Det tog lang tid, for jeg havde jo altid fået at vide, hvor grim, klam og uduelig jeg var! Men nu lærte jeg at forstå, at jeg var værd at satse på!
Ulrik fik mig til at lære selvforsvar. Jeg gik på aftenskole og lærte, hvordan jeg skulle forsvare mig selv. Hvordan jeg skulle afvæbne og uskadeliggøre en, der ville mig ondt. Det gav mig mere selvtillid - og ro i kroppen.
Og jo mere selvtilliden begyndte at vokse, jo mindre bange var jeg for Kent!
Og jo mere elskede jeg Ulrik. Ubetinget.
Erotiske noveller skrevet af Lille Grisling