Regnen faldt tungt over tempelruinerne, som om himlen forsøgte at vaske fortiden bort. Elira bevægede sig lydløst gennem mørket, skjult under en hætte, tøjet klistret mod hendes hud. Vinden bar lugten af vådt sten og gammel magi, og under brystet brændte mærket igen – en glødende cirkel skåret ind i hendes hud for tre vintre siden.
Hun var kommet for artefaktet. Intet andet.
Det sagde hun til sig selv, igen og igen, som et bønfaldende mantra.
Hun smøg sig gennem korridoren, over det knækkede mosaikgulv, hvor månen kastede sølvpletter ind gennem de sprængte søjler. Templet var forladt, men ikke glemt. Ingen steder, hvor gammel magi havde boet, var nogensinde helt tomme.
Hun fandt rummet.
Midt i salen stod soklen. Artefaktet – et sort spejl på størrelse med en hånd – lå i stilhed og kaldte på hende som en længsel i blodet. Hun rakte ud. Mærket brændte stærkere. Fingrene skælvede.
“Elira.”
Stemmen bag hende var lav, rusten og farlig.
Hun frøs. Ikke på grund af navnet – men på grund af stemmen. Hun havde drømt den. Hadet den. Savnet den.
Hun vendte sig om.
Sorin stod i mørket, halvt skjult af skygger, regnen dryppende fra hans skuldre. Hans øjne var som natteilden – sort med gyldne rande – og hans blik var et våben, hun havde glemt at beskytte sig imod.
“Du skulle ikke være her,” snerrede hun.
Han trådte nærmere, langsomt, som et rovdyr. “Og du skulle ikke røre det spejl.”
“Det rager ikke dig længere.”
Et bittert smil trak i hans mundvig. “Alt ved dig rager mig, Elira.”
Hun spændte kæben. Det var løgn. Hun havde forladt ham for at slippe fri. For at blive sin egen. Hun nægtede at tro på, at den del af hende stadig rystede ved lyden af hans stemme.
“Flyt dig,” sagde hun og lagde hånden på spejlet. Gløden fra mærket skød op gennem hendes arm, og et støn undslap hendes læber – ikke af smerte, men af noget dybere. Noget der svarede.
Sorin knurrede. “Du aner ikke, hvad det gør ved dig.”
“Og du aner ikke, hvad du gjorde ved mig.”
Der var et sekunds stilhed. Så krydsede han afstanden.
Hans hånd greb hendes arm, og hun snurrede rundt, slog mod hans bryst – men han var hurtigere. Han greb hendes håndled, pressede hende op mod soklen. Hun kunne mærke hans krop mod sin. Varmen. Spændingen. Vreden.
“Du burde ikke være kommet tilbage,” hviskede han.
“Og du burde være død,” hvæsede hun.
Deres øjne mødtes.
Og alt brast.
Han kyssede hende, og det var ikke et kys, men et overfald – af had, begær og gammel kærlighed. Hun slog ham først, men hendes krop svigtede hende, da hans hænder fandt hendes hofter, og hans mund brændte mod hendes hals.
De faldt sammen mod væggen, våde og rasende. Hendes fingre rev i hans tøj, og han flænsede hendes bukser ned, hænderne hårde og hævngerrige. Hans lem var stenhård mod hendes lår, og hun gned sig mod ham, vred og liderlig.
Han vendte hende om, pressede hende ind mod sten. Regnen silede ned over hendes ryg, og hun gispede, da han trængte ind i hende i én voldsom bevægelse. Hun bed sig i læben for ikke at skrige.
Der var vrede i deres bevægelser. Ingen nåde. Intet håb. Kun den gamle storm, de begge havde båret.
Hans stød var dybe og voldsomme, hans hænder på hendes bryst og hofte. Hun kradsede mod stenen, stønnede hans navn uden vilje. “Sorin…”
“Du forlod mig,” snerrede han mod hendes øre.
“Du ødelagde mig!” gispede hun, da han ramte et punkt dybt i hende.
“Så lad mig samle dig op,” hviskede han, og i det næste stød faldt hun fra hinanden.
Orgasmen ramte hende som et lyn, skarpe hvide stød gennem maven og ud i mærket. Hun skælvede i hans greb, mens han også kom, med en lav knurren og en voldsom varme, der fyldte hende op.
Da de faldt fra hinanden, lænede han panden mod hendes skulder.
“Du løber igen,” sagde han lavt.
Hun trak vejret tungt, mens kroppen stadig rystede. “Måske… men denne gang jager du mig ikke.”
Han smilede uden glæde. “Denne gang vil jeg fange dig.”
Hun trak spejlet til sig. Det var koldt nu. Tavst.
Og hun løb.
**Senere den nat…**
Elira løb, til benene skælvede. Ud gennem ruinerne. Ud i skoven, hvor mørket var dybere end nat. Ingen forfulgte hende – endnu. Men Sorin havde ret. Hun løb altid. Og nu bar hun ikke kun mærket, men spejlet. Det ville vække noget. Trække noget til sig. Hun kunne mærke det allerede – den snigende varme, der sivede ind i drømmene, som en rystelse i hendes indre sanser.
Hun fandt en grotte nær en gammel ask. Byggede et bål, tørrede sit tøj, mens regnen blev til tåge.
Sorin var stadig i hendes krop. Hans hænder på hendes hud. Hans stemme i hendes hoved. Hun rystede, ikke af kulde, men af skam. Af begær. Af noget, hun havde håbet, hun havde sluppet.
Men mærket brændte stadig, og spejlet lå i hendes taske og glitrede svagt. Det kaldte. Ikke til Sorin. Ikke til hendes fortid.
Men til dem, hun endnu ikke havde mødt.
Erotiske noveller skrevet af EidotheaHistorien er rettet af Eidothea