Det var en af de første ting, jeg lagde mærke til, da jeg begyndte i sikkerhedsafdelingen - skærmene. De fyldte en hel væg i kontrolrummet, små firkantede billeder, der konstant skiftede mellem hver vinkel på arbejdspladsen. Gange, indgange, parkeringspladser – intet usædvanligt dér. Men så var der de to små firkanter nederst på skærmen. Ét fra bederummet og ét fra hvilerummet.
“Er det normalt?” spurgte jeg min kollega Jens, som var ved at vise mig systemerne.
Han trak på skuldrene. “Sikkerhedsmæssige årsager. Man ved aldrig, hvad folk kan finde på, og vi har jo også tavshedspligt, hvis vi ser noget der ikke vedrører os – altså af privat karakter.”
Jeg nikkede, selvom det føltes… mærkeligt. Begge rum havde altid virket som private steder. Bederummet med sit enkle tæppe og lille hylde til religiøse genstande. Hvilerummet med sin smalle seng og bløde belysning, skabt til at give lidt ro midt i en travl vagt.
Den første uge lod jeg det ligge. Jeg scannede skærmene, loggede hændelser, og tog noter, som jeg skulle. Men hver gang blikket gled ned til de to små firkanter, kunne jeg ikke lade være med at spekulere. Hvad mon der har foregået i disse rum, i stille periode, julefester eller i pauserne?
Det var en fredag aften, da det skete. Jeg havde en sen vagt og var alene i overvågningsrummet. En kollega, jeg kun kendte perifert, gik ind i hvilerummet. Han var synligt træt, havde arbejdet dobbeltskift hele ugen. Jeg forventede, han bare ville tage sig en lur, så jeg skænkede det ikke mange tanker. Han lagde sig ned, og så begyndte han at kæle for sin bule i bukserne. Det blev pludselig mere interessant, men så blev jeg forstyrret og blændede skærmen.
Men da jeg senere kastede et blik på skærmen, så jeg noget helt andet. Nu var han ikke længere alene. En kvindelig kollega var kommet ind til ham. De stod tæt. Meget tæt. Hendes ene hånd gled op til hans nakke, den anden ned i hans bukser og nu bøjede han sig ned mod hendes ansigt hvorefter de kyssede længe og dybt. Og så…
Jeg burde have kigget væk. Det ved jeg nu. Men jeg sad fastlåst. Billedet på skærmen viste alt, som var det en pornofilm jeg sad og kiggede på. Hendes hånd trak nu hans skjorte op, og hans hænder, gled ned ad hendes ryg. De glemte tydeligvis alt om kameraet i loftet, eller også vidste de ikke at det var der. De kælede lidenskabeligt, og begge var voldsomt tændte.
Nu krængede hun nærmest sine trusser af, og han var allerede klar med den stiveste pik jeg kunne forestille mig - og han var ret godt udstyret, konstaterede jeg tavst. Så sprang hun nærmest i armene på ham, og løftede han hende op, trængte ind i hende, og så kneppede han hende indtil man kunne se, at han kom i den vildeste orgasme, sammen med hende.
Da han trak sig ud, satte hun sig på hug og suttede hans spermfyldte pik, mens hun kiggede op på ham – helt sikkert stadig liderlig og klar til endnu en omgang.
Da de var færdige, blev jeg siddende, lidt målløs og måske også lidt chokeret. Jeg kunne mærke varmen stige i mine kinder og hjertet hamre i brystet. Hvad skulle jeg gøre? Skulle jeg indrapportere ’hændelsen’ eller skulle jeg lade som ingenting? Og ville det blive til en personalesag, hvor jeg havde ’angivet’ et par kollegaer?
Dagen efter gjorde jeg, hvad enhver fornuftig person ville gøre: Jeg sagde intet og lod som ingenting. Jeg slettede optagelsen. Det var ikke min sag.
Men nu havde jeg set det. Og jeg begyndte at lægge mærke til, hvor ofte hvilerummet blev brugt. Hvor mange, der gik ind der, og hvor længe de blev der. Jeg blev overrasket, men efterhånden undrede jeg mig ikke. Det var jo nemt og bekvemt, hvis man lige ville have lidt sex.
En uge senere så jeg noget lignende. Denne gang var det en anden kollega, og scenen udspillede sig næsten identisk. Der var blide kærtegn og hvisken, der kunne aflæses på læberne. Det var intimt på en måde, der fik det til at føles endnu mere forkert at kigge. Og jeg sad selv og blev ret liderlig ved tanken om hvad der nu skulle ske.
Jeg begyndte at undre mig over, om nogen andre i sikkerhedsafdelingen havde lagt mærke til det. Og hvis de havde, hvorfor var det så aldrig blevet nævnt?
En dag tog jeg mod til mig og spurgte Jens igen. “Overvågningen i hvilerummet… Er der nogen, der kigger optagelserne igennem eller sletter vi dem bare?”
Han smilede skævt. “Kun hvis der bliver klaget eller noget ’mistænkeligt’.”
Jeg nikkede, men følte mig ikke beroliget. Hvad hvis nogen besluttede at gennemgå det, jeg havde slettet? Ville de vide, at det var mig?
Det var der, det gik op for mig, at det nu ikke længere kun var kollegerne i hvilerummet, der havde hemmeligheder på jobbet. Det havde jeg også. Problemet var, at jeg blev afhængig af disse joboplevelser, som andre bliver afhængig af porno.
De vagter, hvor jeg sad alene i overvågningsrummet, var blevet mine yndlingsvagter.. Jeg planlagde det nærmest strategisk, så jeg fik dem. Selvfølgelig fortalte jeg ingen om det. Ud ad til var jeg bare en pligtopfyldende medarbejder, der gerne tog de kedelige, ensomme nattetimer. Men i virkeligheden var det noget helt andet, der trak i mig.
Jeg blev konstant draget mod de to kameraer – bederummet og især hvilerummet. Min nysgerrighed var forvandlet til en fascination. Jeg vidste godt, det var forkert. Det gjorde det kun mere intenst.
Det var en onsdag aften, hvor jeg sad alene i rummet, at det skete igen. Skærmen blinkede, da to kolleger trådte ind i hvilerummet. Jeg genkendte dem med det samme: Lars, fra lageret, og Mia, som arbejdede i receptionen. De havde begge den slags afslappede attitude, der ofte flød over i flirtende bemærkninger. Men nu var der ikke noget afslappet ved dem.
Hun lukkede døren bag sig, og Lars lænede sig mod væggen, armene krydsede over brystet med et lille smil, der spillede i mundvigen. Jeg kunne næsten fornemme spændingen mellem dem, selv gennem kameraet.
Mia gik tættere på ham, greb fat i hans skjorte og trak ham ned til sig for et kys. Det var ikke ømt eller tøvende. Det var sultent. Hun skubbede ham bagud, så han satte sig på kanten af sengen. Hendes hænder arbejdede hurtigt, lynede hans bukser ned, mens hun gled på knæ foran ham.
Jeg kunne mærke, hvordan jeg holdt vejret. Det var som om, jeg selv var til stede i det lille rum. Lars lænede hovedet tilbage, og jeg kunne næsten høre hans tunge stønnen, selvom der ingen lyd var. Hendes hoved bevægede sig rytmisk, og hans hånd gled ned for at trække hendes hår væk fra ansigtet.
Det var umuligt at kigge væk. Ikke kun på grund af det, de gjorde, men fordi jeg var fanget af intimiteten, den nervepirrende kombination af forbud og lyst. Jeg vidste, hvor forkert det var, men det stoppede mig ikke. Tværtimod.
Lars’ ansigt blev mere intenst, og jeg kunne se, at han nærmede sig klimaks. Mias bevægelser blev hurtigere, mere insisterende. Og så – lige der – frøs han i et øjebliks stilhed, før han sank sammen, tydeligt tilfreds.
Jeg lænede mig tilbage i stolen og forsøgte at kontrollere min egen vejrtrækning. Mine hænder rystede svagt, da jeg hurtigt skiftede skærmen væk fra hvilerummet, som om det ville slette, hvad jeg lige havde set. Men billedet var brændt ind i min bevidsthed.
Resten af vagten var en kamp for at fokusere. Men én ting stod klart: Jeg var ikke kun tiltrukket af det, jeg havde set. Jeg havde lyst til at se mere. Og sjovt nok havde jeg meget fokus på mændene.
Og jeg vidste, at der altid ville komme en ny aften. En ny vagt. En ny hemmelighed, som hvilerummet ville afsløre for mig.
Jeg sad stadig og forsøgte at genvinde kontrollen over mig selv, da et blink fra bederummets kamera fangede mit blik. Jeg havde næsten glemt det andet rum, fordi hvilerummet altid syntes at være centrum for de hemmeligheder, der trak mig til overvågningsrummet.
Men denne gang var det anderledes. To mænd trådte ind i bederummet, og selv på den kornede sort-hvide optagelse kunne jeg genkende dem. Den ene var Ali, som arbejdede i kantinen, en stille type, der sjældent sagde meget, men altid havde et varmt smil. Den anden var Jonas, en yngre fyr fra rengøringen. De to plejede aldrig at tale sammen, så vidt jeg vidste.
De så sig hurtigt omkring, som om de ville sikre sig, at de ikke var blevet fulgt. Ali låste døren, og Jonas trak gardinet for, så ingen kunne kigge ind. Men de tænkte ikke på kameraet. Eller måske vidste de det, men lod det fare, fordi behovet for hinanden var stærkere end frygten for at blive opdaget.
Jeg kunne mærke pulsen stige, mens jeg lænede mig frem og skruede op for skærmens kontrast. Ali gik hen til Jonas og greb ham om nakken. Der var ingen tøven. De kyssede, hårdt og lidenskabeligt, som om de havde ventet hele dagen på dette øjeblik. Jonas’ hænder gled op under Alis skjorte, og snart trak han den helt af, afslørende en slank, veltrænet overkrop.
De bevægede sig hurtigt, ivrige, som om tiden var imod dem. Ali pressede Jonas op mod væggen, hans hænder på Jonas’ hofter, mens deres kroppe gled mod hinanden. Jonas trak sin trøje af og lod sine hænder finde vej til Alis bukser, der blev åbnet med en næsten desperat hast.
Jeg kunne mærke blodet bruse i mine ører, mens jeg så dem. Der var en rå intensitet i deres bevægelser, en blanding af forbud og begær, der gjorde det hele endnu mere elektrisk. Jonas sank langsomt ned på knæ foran Ali, og jeg behøvede ikke lyd for at forstå, hvad der foregik. Alis hoved bøjede sig tilbage, hans hænder greb fat i gardinet, mens Jonas’ bevægelser blev mere insisterende.
Da Ali til sidst trak Jonas op til sig igen, var de begge synligt forpustede. Men de var ikke færdige. Jonas vendte sig, og Ali pressede ham mod væggen, hans hænder greb fat i Jonas’ hofter, og deres kroppe bevægede sig sammen i en rytme, der kun blev mere intens.
Det var næsten overvældende at se på. En del af mig ville kigge væk, men det kunne jeg ikke. Det var mere end blot sex; det var et råt, ærligt øjeblik mellem to mennesker, der tydeligvis følte sig fanget af deres egne følelser og begær. Et øjebliks frihed i et ellers dømmende univers.
Da det endelig var overstået, stod de begge stille i et øjeblik. Ali sagde noget, og Jonas nikkede, inden de begyndte at klæde sig på igen. De forlod bederummet uden et blik tilbage, som om det, der lige var sket, var deres hemmelighed alene.
Men det var det ikke. Jeg havde set det hele. Og jeg vidste, at det ikke ville blive sidste gang, jeg lod mig opsluge af disse øjeblikke i overvågningsrummet. For hver eneste vagt var en ny mulighed for at opdage det skjulte, det forbudte – og måske en del af mig selv, jeg endnu ikke helt forstod.
Jeg havde knap fået vejret efter det, jeg lige havde set, før skærmen blinkede igen. Døren til bederummet gik op, og Jonas trådte ind – denne gang alene. Han kiggede sig omkring, tydeligt på vagt, som om han ventede på nogen.
Jeg lænede mig frem og stirrede intenst på skærmen. Jonas var ikke bare kommet for at bede, det var jeg sikker på. Hans kropssprog var anderledes denne gang. Han virkede rolig, men samtidig anspændt, som om han vidste præcis, hvad der skulle ske.
Efter et par minutter blev døren igen åbnet, og en mand trådte ind. Jeg genkendte ham straks som en af Alis venner – måske hans bror, jeg var ikke sikker, men ligheden mellem dem var slående. Han var større end Ali, bredskuldret og muskuløs, med et skarpt blik, der straks blev rettet mod Jonas.
De udvekslede ikke mange ord. Faktisk så det ud, som om de slet ikke talte. Alis ven gik direkte hen til Jonas, der blev stående på sin plads, uden at gøre modstand, da manden greb fat i hans hage og løftede hans ansigt op for at kysse ham. Det var et hårdt, kontrollerende kys, og Jonas lod til at acceptere det uden tøven.
Min vejrtrækning blev tungere, mens jeg så det udfolde sig. Alis ven førte Jonas hen mod væggen, hvor han hurtigt begyndte at afklæde ham. Jonas virkede afslappet, som om han allerede vidste, hvad der skulle ske. Hans skjorte røg af, og Alis ven tog sig god tid til at lade sine hænder glide over Jonas’ overkrop, som om han inspicerede hver centimeter af ham.
Derefter gik det hurtigt. Jonas blev vendt om, presset op mod væggen, og Alis ven tog fuldstændig kontrol. Jonas’ ansigt var vendt mod kameraet, og jeg kunne se hans lukkede øjne, det svage smil, der spillede på hans læber. Han nød det – det var tydeligt.
De bevægede sig i en intens rytme, der fik mit blik til at klæbe til skærmen. Alis ven greb fat i Jonas’ hofter med en fasthed, der fik hele situationen til at virke nærmest dyrisk. Jonas støttede sig til væggen, hans krop gav sig til mandens krævende bevægelser.
Da det hele var overstået, trak de sig tilbage fra hinanden. Jonas begyndte at samle sit tøj op, men jeg bemærkede, at han ikke var helt færdig med at forlade rummet. Alis ven stak hånden i sin lomme og trak en seddel frem. Han rakte den til Jonas, der hurtigt tog imod den og stak den i lommen uden at se op.
Det ramte mig som et slag i maven. Jeg havde ikke set det komme. Det, der lige var sket, havde ikke kun været en intim, forbudt handling mellem to mænd – det havde været en handel. Jonas havde solgt sig selv til Alis ven.
Da døren lukkede bag dem, blev jeg siddende i stilheden, mens tankerne hvirvlede rundt i mit hoved. Jeg forsøgte at forstå, hvad jeg lige havde set, og hvorfor det påvirkede mig så stærkt.
For måske var det ikke kun Jonas, der gav sig hen i bederummet. Måske havde jeg også givet mig hen til noget, jeg ikke helt kunne styre. En fascination, der havde udviklet sig til en trang. En trang til at kigge, til at opdage, til at være en del af en verden, jeg kun forstod gennem de flimrende billeder på skærmene foran mig.
De næste par dage var stille. For stille. Jeg sad på mine overvågningsvagter og stirrede på skærmene, men bederummet og hvilerummet forblev tomme eller blev kun brugt til deres tiltænkte formål. Ingen hemmelige møder. Ingen ophidsende øjeblikke. Det begyndte at frustrere mig.
Det, jeg havde oplevet, havde sat sig i mig som en rastløs længsel. Det var ikke nok længere bare at kigge; jeg ville mærke det igen – den spænding, den skjulte intimitet, det ulovlige ved det hele.
I løbet af dagene begyndte jeg også at lægge mere mærke til Ali, når jeg mødte ham i kantinen. Han havde altid haft et lidt hemmelighedsfuldt udtryk, men nu så jeg ham med nye øjne. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på det, jeg havde set. På ham og Jonas, og hvad der måske havde ledt til det.
En formiddag stødte jeg på ham ved kaffemaskinen. Han stod alene, og jeg tog chancen.
“Træt?” spurgte jeg afslappet, mens jeg tog en kop.
Han så op, og et lille smil spillede på hans læber. “En smule. Lange vagter gør det ikke lettere.”
Der var en undertone i hans stemme, noget, der fik mig til at holde blikket på ham lidt længere, end jeg burde. Vores øjne mødtes, og der var et glimt i hans blik – en slags anerkendelse, en test måske.
Jeg vidste, at jeg burde lade det ligge, men jeg kunne ikke modstå fristelsen. “Det er godt, vi har hvilerummet,” sagde jeg med et lille smil.
Ali hævede et øjenbryn, som om han vurderede, hvor langt han kunne gå. “Ja, det er godt at have et sted, hvor man kan… slappe af.”
Hans ord hang i luften, og jeg kunne mærke, hvordan spændingen byggede sig op mellem os. Han tog sin kaffe og vendte sig for at gå, men ikke uden at sende mig et sidste blik over skulderen. Et blik, der fik mit hjerte til at slå lidt hurtigere.
Resten af dagen kunne jeg ikke få ham ud af hovedet. Jeg vidste, at han vidste noget. Måske vidste han, at jeg havde set ham med Jonas. Eller måske vidste han bare, at jeg var interesseret.
Den aften sad jeg igen alene i overvågningsrummet. Jeg kunne ikke lade være med at spekulere på, om Ali ville dukke op i hvilerummet eller bederummet. Om han ville tage Jonas med sig – eller nogen anden. Eller om han måske ville tage skridtet videre og opsøge mig.
Jeg blev siddende længe og stirrede på skærmene, men intet skete. Alligevel var jeg sikker på én ting: Ali og jeg havde krydset en usynlig grænse, og det var kun et spørgsmål om tid, før én af os tog det næste skridt.
Det var en tilfældig eftermiddag, da Ali tog det første skridt. Han kom hen til mig i kantinen, hans bevægelser afslappede, men hans øjne afslørede en anden intensitet.
“Skal vi tage en pause sammen senere?” spurgte han lavmælt, mens han fyldte sin kaffekop.
Jeg vidste med det samme, hvad han mente. Hans blik sagde det hele. Men i stedet for at svare med det samme, lod jeg en tanke tage form. En tanke, der var lige så forbudt som det, vi begge ønskede.
“Det kan vi godt,” sagde jeg, mens jeg tog en slurk af min kaffe. “Men så skal du tage din bror med.”
Han stirrede på mig et øjeblik, overrasket over min direkte tone. Så bredte et skævt smil sig over hans ansigt. Han lænede sig lidt tættere på mig, så ingen andre kunne høre os. “Klokken tre,” sagde han, inden han gik uden at vente på mit svar.
Da klokken nærmede sig tre, kunne jeg mærke mit hjerte hamre i brystet. Jeg havde aldrig prøvet noget lignende før. Tankerne om, hvad der skulle ske, fyldte mig med en blanding af nervøsitet og spænding.
Jeg sørgede for at forlade overvågningsrummet diskret og gik mod bederummet. Da jeg åbnede døren, stod Ali der allerede, lænet afslappet op ad væggen. Ved siden af ham stod hans bror – større, bredere, med den samme intense tilstedeværelse, jeg havde bemærket på skærmen.
Ali så på mig og smilede, som om han kunne fornemme mine tanker. “Er det her, du ville have?” spurgte han lavt, med en tone, der næsten lød som en udfordring.
Jeg nikkede, prøvede at holde min facade rolig, selvom adrenalinen pumpede gennem mig. “Det er præcis, hvad jeg ville have.”
Hans bror sagde ikke et ord. Han trådte bare tættere på mig, hans mørke øjne fastholdt mine. Der var en elektrisk spænding i rummet, som var til at tage og føle på. Ali lukkede døren bag os og låste den.
“Så lad os se, hvad du kan,” sagde Ali, mens han stillede sig bag sin bror og lod sine hænder glide op over hans skuldre.
Jeg kunne mærke min krop reagere, mens jeg trådte tættere på dem. Det var som om, alt andet forsvandt – arbejdet, kameraerne, hele verden udenfor. Det eneste, der betød noget, var dette øjeblik, dette rum, og hvad der skulle ske mellem os.
Alis bror tog initiativet, hans hænder gled over min skjorte, mens hans blik ikke slap mit. Bag ham smilede Ali bredt, som om han nød at se, hvordan hans bror og jeg faldt ind i en rytme sammen.
Resten af rummet blev en sløret kombination af hænder, læber og intense øjeblikke, hvor grænser blev skubbet og glemt. Det var råt, lidenskabeligt og uforglemmeligt – en slags hemmelighed, der ville binde os sammen, hver gang vi mødtes i kantinen fremover.
Da det hele var overstået, gik Ali og hans bror uden et ord, kun med et sidste blik, der lovede, at dette ikke var sidste gang. Jeg blev stående alene i bederummet i et par minutter, prøvede at samle mig selv og forstå, hvad der lige var sket.
Men én ting var sikker: Jeg var ikke længere bare observatør. Jeg var nu en del af de hemmeligheder, der udfoldede sig i disse rum.
Det gik kun et par dage, før Ali opsøgte mig igen. Denne gang var han mere direkte, og jeg kunne mærke, at han ikke bare kom for at smalltalke.
“Min bror sagde, at det var en ret fed oplevelse,” sagde han med et lille grin, mens vi stod alene i kantinen. “Han spurgte, om vi kunne gøre det igen.”
Jeg lod, som om jeg overvejede det, men sandheden var, at jeg allerede havde tænkt på det lige siden vores sidste møde. “Det kan vi godt,” svarede jeg. “Men hvis vi gør det, så skal der ske noget mere. Der må godt komme et par andre med, hvis I kender nogen, der kunne være interesserede.”
Ali hævede et øjenbryn, tydeligvis nysgerrig. “Hvordan tænker du det?”
Jeg lænede mig lidt frem og sænkede stemmen, selvom vi var alene. “De kan komme med, og så stiller jeg mig til rådighed. I kan bruge mig, som I vil, på skift. Men det kommer til at koste.”
Han så overrasket ud et øjeblik, men så begyndte hans mundvige at trække sig op i et smil. “Hvor meget?”
“2.000 kroner,” sagde jeg uden tøven.
Ali betragtede mig, som om han vejede situationen, og efter et øjeblik nikkede han. “Det lyder fair. Jeg skal nok finde nogen. Du siger bare, hvornår du er klar.”
Det blev arrangeret til en sen aften, hvor vi vidste, at der ville være mindst muligt aktivitet på arbejdspladsen. Ali havde fundet to andre – en af hans venner og endnu en, som lignede hans bror så meget, at jeg antog, det måtte være en fætter eller en anden tæt slægtning.
Jeg havde sørget for, at der ikke var nogen overvågning af bederummet den nat. Jeg havde slukket kameraet midlertidigt og markeret det som en “teknisk fejl” i systemet. Ingen ville opdage noget.
Da jeg trådte ind i rummet, var alle fire der allerede. De stod og småsnakkede lavmælt, men der blev hurtigt stille, da jeg lukkede døren bag mig.
Ali tog ordet først. “Er du sikker på det her?” spurgte han mig med et lille smil.
Jeg nikkede og trak vejret dybt. “Jeg er klar. Det er, hvad vi aftalte.”
De begyndte forsigtigt, som om de stadig vurderede mig og situationen. Men det varede ikke længe, før de blev mere selvsikre. Der var ingen tøven, ingen skam – kun en rå, ærlig lyst, der fyldte rummet.
Der gik ikke lang tid før vi alle stod splitter nøgne, og det var tydeligt at de fire fyre var friske og klar til det store show. Jeg synes jo ovenikøbet at det var spændende, for selvom jeg kunne lide at betragte andre, så elskede jeg når nogen kiggede på mig – og måske især når jeg blev kneppet.
De stod alle og legede med deres pik, og sikrede sig at den var klar. Det var fire forskellige typer, Ali bror var den største og mest veltrænede, men de to nye så bestemt også godt ud, og alle fire var faktisk ret godt udstyrede – så jeg skulle nok få rigeligt med pik denne aften.
Ali var den første, og de havde aftalt at de alle skulle til med mellemrum, så de ikke skulle vente så lang tid, men at de hele tiden fik ’noget af det frække’, som de kaldte det. Og det var også lidt spændende for mig, hele tiden at mærke en ny pik i røven. Selvom de stod og kiggede på hinanden, så kneppede de meget forskelligt, og jeg mærkede også hvem der havde prøvet det før.
De tog mig på skift, hver med deres egen intensitet og stil, mens de andre så til, ventede de på deres tur eller kommenterede på det, der skete. Og så blev de lidt mere modige, kom over på min side og lod mig slikke deres pik, så jeg fik i begge ender.
Det føltes som et spil, hvor reglerne blev opfundet undervejs, og jeg var midtpunktet for deres opmærksomhed. Og nu begyndte de også at spille pik på hinanden, men vi skulle hele tiden passe på ikke at blive for højtrystede – man skulle jo nødigt kunne høre os ude på gangen.
De kom på skift, og det var en vild oplevelse at mærke hvordan spermen fyldte i mig, og hvordan den langsomt begyndte at sive ud af mit liderlige hul. Pikkene gled nu ivrigt ind og ud, og de fire fyre kunne ikke stoppe, da de hele tiden lige ville have en sidste omgang.
Det var grænseoverskridende, men på sin egen måde også en frigørende oplevelse. For dem var det et forbudt leg, men et helle, hvor de kunne udleve det, de aldrig kunne indrømme over for nogen. For mig var det en måde at dykke dybere ned i noget, jeg aldrig havde forestillet mig, jeg ville gøre. Jeg fik masser af pik, og havde tilskuere på – hvad kunne vi alle forlange mere.
Da det var overstået, sad vi alle stille et øjeblik. De var trætte, forpustede, men med tilfredse smil på læberne. Ali trak de 2.000 kroner op af sin lomme og lagde dem på bordet foran mig.
“Det her bliver ikke sidste gang,” sagde han med et grin, mens han samlede sine ting. Og flere af de andre sagde at jeg havde gjort et flot stykke arbejde.
Jeg smilede tilbage og nikkede. “Bare sig til, når I er klar.”
Da jeg gik tilbage til overvågningsrummet den nat, kunne jeg mærke en mærkelig blanding af skyld, spænding og tilfredsstillelse. Men jeg følte mig også godt brugt – men på en dejlig våd måde. Jeg vidste, at det, vi gjorde, var langt fra normalt – og langt fra tilladt. Men det stoppede mig ikke. Det gjorde det kun mere spændende.
Ali og jeg var fortsat gode venner. Han var faktisk kun til mænd, men kunne ikke sige det til familien. Til gengæld elskede han kneppe mig så ofte vi kunne passe det ind i arbejdstiden – og bederummet var sjældent optaget – det vidste vi begge. Og så begyndte han også at komme hjemme hos mig, for der havde vi bedre tid, og så kunne vi eksperimentere lidt ekstra med forskellige individuelle ønsker.
Han var god til sit “arbejde” og jeg elskede al den sex jeg fik. Og så voksede vores lille “forretning” i firmaets bederum, så vi tjente begge godt på denne frække aktivitet.