Ved nymåne mødes skaberen og dyret, for at skabe nye stærke tråde til begyndelser. Et lydløst kald går ud til alle med hekseblod, om at vække gamle sædvaner til live i heksetimen, hvor en lille del af kosmos bliver udelt og uendeligt.
I aften er han alene. Den anden lærer, der havde tilsyn på Ålykke Højskole, blev syg efter maden, og ved sengetid sover hendes bofælle som en sten.
Begge er omstændigheder, hun har fremanet af overtroens oversete kræfter, for at hun uhindret kan snige sig ud på skolens øde gange. Mandelduftende og kun iført en farligt nedringet sort natkjole, lister hun lydløst forbi elevværelserne på lyse kattepoter.
Hun skyder genvej gennem dramasalen. På det store måneskinsoplyste gulv danser hun. I balletspejlene flakser hun som en silhuet af en rovfugl. Hun genkalder sig fornemmelsen, af hans vuggende krop mod hendes. En dans, hvori hun hørte daimonernes fristende hvisken, om det forbudte dyr. En hvisken der blev til en højlydte stemme, som hun tyssede på i badet med bruserens hårde stråle. En stemme der her til aften var blevet til et liderligt brøl i hendes bundløse underliv.
Ude af dramasalen glider hun mod lærerværelset, hvor hun ved, at han sidder og venter, uvidende, på nattens scenekant. I de mørke vinduer i mellemgangen, fanger hun sit eget spejlbillede. Til dagligt den høje og nørdede pige, med håret i en ikke bemærkelsesværdig hestehale, gerne gemt under en hue. I nattens genbillede en hun en ræv, med en bølgende hale af ildrød pels.
På gangen mod døren, skælver hendes krop magisk af dopamin. Hun er igen en lang pigekrop, med struttende bryster der dirrer og hopper bag natkjolens tynde stof. De tynde ben tager de sidste tre skridt. Tre lette bank på døren indleder ritualet, hvor de vil dyrke deres bundløse begær.
Hun stikker hovedet gennem dørsprækken, da hun bliver budt ind, og misser med øjnene i kontorlyset.
- Hvad han kan gøre for dig min ven?
Dyret kigger på hende med rolige øjne, fra den midaldrende let grånende mand. Som en falsk jomfru i nød, klager hun over hovedpine, og beder om en pille mod smerten. Han rejser sig som en stor skygge foran hende, der altid er dramatisk klædt i sort. Et øjeblik tvivler hun på, om hun har modet eller kraften til at besætte det gigantiske væsen, der er i dagtimer er hendes dans og dramalærer. Hun sluger angsten, glider indenfor og afklæder sig natkjolen, da han vendt mod medicinskabet står med ryggen til hende.
Lokkerne falder røde og elskovssyge om hendes to spændte ferskenhuds bryster, som hun med armene over kors, næsten dækker med hænderne. Ildtotten over hendes køn står i rødglødende lue mod hendes lyse hud.
Han vender sig, og stirrer, et øjeblik for længe, i vantro tavshed på heksepigen.
Uden tøven kaster hun den første forklarende fortryllelse.
- Jeg er din!
Han kigger væk og forsøger at forsvare sig mod hekseriet med en usikker ordre.
- Tag tøjet på … gå tilbage ..
Hun adlyder ikke, og tager et skridt frem imod ham. Griber efter hans bælte og får fat. Han gribes af panik og prøver at træde baglæns, men snubler ned i en stol, der magisk og belejligt står til rådighed. Hun trækkes med i faldet, på knæ. Hendes ansigt er tæt på hans, og endnu en formular forlader besnærende hendes læber med et løfte.
- Jeg siger det ikke til nogen!
Han kan ikke – Han vil gerne.
- Min kone …
Bælte er behændigt sprunget op og lynlåsen nede.
- Hold op … Mi …
En hånd er allerede stukket ned i hans bukser, hvor hendes legende fingre får fat i det halvhårde fede væsen. De ved begge, at siger han hendes navn, vil fortryllelsen være brudt. Hun trækker den frem i lyset, hvor den strækker sig i hendes greb, og bliver lang og hård. Hendes piercede tunge varsler et sikkert talent, da hun kysser og slikker rejsningen.
- Følg mig!.
Nymphettens stemme er blød, men bestemt. Hun fugter sin læber og smiler med øjnene, før dyret forsvinder ind i hendes mund, hvor hun hurtigt og hektisk nikker den længere ind i sig, som en slange med sit bytte.
- Vi må holde nu …
Han taler langsomt og sløret. Hendes hænder trækker skinnet helt tilbage, og slangetungen snor sig om dyret og trækker det dybt ned i hendes snævre svælg. Hun er ved at kvæles i dets fedme, der hastigt nærmere sig forløsning. Med den keltisk indgraverede tungering slikker hun sin besværgelse ind. Hans åndedræt bliver mindre hektisk. Hun kigger op. Hans hoved er bagud lænet og skjortens øverste knap er gået op. Sveden pibler frem på hans solbrune hals og brystkasse. Men først da hun er helt sikker på, at han er overvundet, slipper hun kattekælent det mørkelilla dyr. Hendes begærgrønne hekseøjne fanger hans. Han stønner og slår overvundet sit blik ned for virkeligheden.
Hun rejser sig og stiller sig overskrævs på dyret. Hun lader ham sniffe til dusten af hendes skød bag flammebusken. Hun fører hans hoved frem, og tungen finder revnen. Hun brøler af kraft. Hun blotter sin sprække mere og hans ansigt forsvinder i dybet. Hun gisper skamløst, imens dyret smasker hende i sig. Hans ansigt glinser af hendes hunger, der har spredt sig ud over hele hendes underverden. Ord er ikke længere nødvendige. Hun falder ned af ham, og dyret glider op imellem hendes glinsende lår og ind dybet.
Det gamle ur på højskolen klemter sin folkemelodi om en Ulykkelige malkepige ved midnat. Heksetimen er faldet i slag.
Stolen rokker fremad over gulvet i takt med hendes stød. Deres munde er vidt åbne, fanget i et rasende kys. Hun er en spinkel lys ånd, der rider et mørkt væsen. Tiden går næsten i stå, og en svag rumlen kan høres af de rette, når skaberen og dyret mødes og forener kosmos. Han bider i hendes underlæbe, så blodet pibler frem. Hendes hænder graver hans skjorte opad, og hendes klør efterlader blodstriber. Den lille melodi fra uret finder sin sidste tone, og nymphettens silke hårde tone overtager.
- Kom i mig!!
Han spærrer øjnene op.
- Men …
Hun rokker let frem og tilbage, og stikker en hånd ned til sit frie røde hul. Han forstår, hvor han er. De finder en takt. Hans øjne forklædes af mørke. Imellem deres læber hænger en spindelvævs tynd tråd af spyt og blod, der brister lydløst.
Med et tag om hendes lænd trækker han hendes bagud. Hun giver efter, for at lade sig bruge. Han slikker hendes kælent på det lyse maveskin, før han napper køterhårdt i det spændte bryster. Han rejser sig. Inde i hende dunker han, da hendes fødder slipper gulvet. Han spidder hende på lærernes kaffebord. Dybe voldsomme stød, rammer hendes snævre åbning. Hendes knæ er med magt ført op til hendes ansigt. Hun er helblottet og smertesødmen dunker igennem hende. Hendes fingre har ikke forladt hendes køn. De guider hendes mod enden. Han spændes ud i et sidste stød til roden og tømmer sig med en næsten komisk hakkene stønnen. Den klæbrige, pulserende varme, der strømmer ud af dyret løfter hende det sidste stykke op … til daimonerne evige latter.
Han sitrer stadigvæk. Hans grådige tunge slikker bevidstløst på hendes stive brystvorter. Dyret glider ud af hende. Deres åndedræt er i takt. Han hæver sig op på armene, til hendes smil.
- Dejligt?
Hans blik er mat af liderlighed
- Fuldent!
Hans øjne bliver et øjeblik alvorlige.
- Ingen må nogensinde …
Hun hæver en glinsende finger op til hans læber.
- Shhh!
Han sutter grådigt på den fremstrakte finger. Kosmos er stadigvæk udeleligt og ungt.
Da heksetimen er rundet, bevæger hun sig renslikket og med selvsikre kridt, som en majestæt over dramasalens måneskinsgulv. Hun er nøgen med natkjolen nonchalante på slæb og et øjeblik stopper hun op og vender sig mod skyggerne. I balletspejlene er hun en sydende energi i sølvskæret. Et sted derude genlyder en gang af højskolefest.
Dyret retter på skjorten og iagttager sig selv i spejlet efter dansen. Han smager hende på sine læber og smiler. Hans telefon spiller en kort tangosekvens. Hans kone har svaret.
- Nej smukke, er ikke gået i seng. Hvorfor? Var du heldig?
Ved nymåne går et lydløst kald ud til alle med hekseblod.
Erotiske noveller skrevet af Narcissa LakeHistorien er rettet af Narcissa Lake