Søren gik langsomt ned ad Strøget, mens kulden stak ham i kinderne som små nåle. Den kolde luft fik ham til at trække sin lange vinterfrakke tættere om sig, da han gjorde sig klar til at tage hjem efter endnu en dag på kontoret. Han sukkede dybt; dagen havde været en gentagelse af de samme frustrationer, lige så elendig som mange af de dage før. Han kunne ikke slippe skænderiet med sin chef, der havde råbt ad ham så voldsomt, at han følte sig ydmyget foran kollegerne. Det var hans første job efter studiet, og skuffelse efter skuffelse fik ham til at føle sig mere som et forvokset barn end en ansvarlig voksen.
Søren havde været ansat som administrativ assistent på et af Københavns større konsulentbureauer i et par måneder. På papiret så det ud til at være et stort karriereskridt for ham, men i virkeligheden føltes det slet ikke sådan. Dagen gik i en monoton rytme, hvor han ofte sad og stirrede på sine opgaver uden at føle nogen som helst forbindelse til dem. Hver gang han trådte ind ad døren til kontoret, voksede der en knude i maven på ham. "Er det virkelig alt, hvad jeg har opnået?" tænkte han. Den samme følelse af utilstrækkelighed, som han havde kæmpet med siden sin ungdom, kom snigende tilbage. Han havde altid drømt om at lave noget mere meningsfuldt, men nu virkede den drøm mere fjern end nogensinde.
Han stoppede pludselig op, som om verden omkring ham lige var blevet forvandlet. Under gadelampen, badet i det gyldne lys, stod en ung kvinde med en guitar. Hendes stemme fyldte natten på en måde, der fik hans hjerte til at slå hurtigere. Hun udstrålede en frihed, som om hun levede uden for alt det, der holdt ham tilbage. Hendes ansigt var fokuseret, men hendes øjne strålede af en indre glæde, han næsten havde glemt fandtes. Der var noget i hendes sang, der ramte en nerve dybt inden i ham – måske var det længslen efter at føle noget ægte igen.
Guitarcoveret lå åbent foran hende, fyldt med et par mønter fra forbipasserende, der havde stoppet op for at lytte. Hun spillede en blød melodi og sang en stille sang på et sprog, der lød østeuropæisk. Melodien bar på en underlig skønhed, der næsten fik ham til at glemme sin egen sorg. Søren standsede op, tog en dyb indånding og lod musikken strømme ind i sit sind, mens han lyttede sammen med andre, der også var på vej hjem fra arbejde eller ude for at købe julegaver. Der var en særlig stemning i luften, der forenede dem i et kort øjeblik af fælles oplevelse.
Kvinden havde brune dreadlocks, pyntet med små perler, der flød ned ad ryggen i en løs hestehale. Hendes ansigt var markant og smukt, præget af en styrke, der strålede igennem de fine ar fra en fortid med akne. De tydelige øjenbryn gav hende et stærkt udtryk, som om hun bar på en historie, hun var stolt af. En lang, grøn cardigan svømmede blidt omkring hende, trukket over en enkel t-shirt, mens hun havde slidte denimshorts på, der dækkede de sorte strømpebukser, som strakte sig ned i hendes robuste støvler. Hendes fingerløse vanter bevægede sig elegant over guitarens strenge, som om de var skabt til denne kreative udfoldelse.
Søren stod stille og krammede sin taske ind til brystet, mens han lyttede. Hun stod der ikke altid, men hendes sange og stemme gav ham altid trøst og varme. Selvom han ikke forstod ordene, kunne musikken trænge ind i hans hjerte som en kærkommen omfavnelse. Hver tone bar på en følelse, han genkendte, og musikken blev en måde for ham at bearbejde sine egne frustrationer på. Det føltes, som om hun sang direkte til ham, som om hun forstod hans smerte og længsel efter mere. Under de bløde klange fra hendes guitar glemte han for en stund sine bekymringer.
Mens Søren stod der og betragtede hende, kunne han ikke lade være med at tænke på, hvor mange gange hendes musik havde hjulpet ham gennem svære tider. Hver gang han havde følt sig overvældet af skuffelser og frustrationer fra sit arbejde, havde hendes melodier været som et lys i hans livs mørke. Men i dag, mens han lyttede, lagde han mærke til en subtil ændring i hendes stemme. Der var en lille smule tristhed, der sneg sig ind i hendes sang; en melankoli, som han kun kunne fornemme, fordi han havde lyttet til hende så mange gange før. Normalt ville man ikke lægge mærke til det, men nu kunne han høre en stille, hjerteskærende længsel i hendes stemme med hver tone, hun sang.
Da sangen var slut, klappede publikum, og Søren klappede med, men hans tanker flød stadig rundt inde i ham. Måske overanalyserede han det hele; måske var det bare hans egne følelser, der spillede ham et puds. Alligevel kunne han ikke lade være med at håbe, at hun var okay. Efter en dybt indånding tog han sin pung op fra lommen for at finde nogle kontanter til hende. Det var det mindste, han kunne gøre for at vise sin påskønnelse. Han fandt den samme mængde sedler, han altid gav hende.
Men før han kunne give hende pengene, blev han pludselig revet ud af sine tanker af hendes blide, men beslutsomme stemme. "Øh, undskyld, hr.?" sagde hun, og hun så en smule nervøs ud, som om hun ikke var helt sikker på, hvordan hun skulle fortsætte.
"Åh... j-ja?" udbrød Søren, overrasket over at høre hendes stemme direkte. De havde aldrig talt sammen før.
"Øhm... jeg vil bare sige tak, fordi du altid kommer for at se mig spille," sagde hun med et lidt akavet smil. "Og... der er noget, jeg gerne vil fortælle dig."
"Øh...!?" mumlede Søren, forvirret over, hvad hun kunne have på hjerte. "Hvad er der galt...?"
Hun tog en dyb indånding, som om hun forsøgte at samle mod. "Øh... i dag er min sidste dag her," sagde hun, og hans hjerte føltes som om det sank som en sten. Hendes østeuropæiske accent gav hendes ord en bittersød klang. "Jeg ville bare fortælle dig det. Jeg er glad for, at du kom i dag."
Søren følte sig chokeret, som om alt omkring ham blev grå og trist. "H-hvorfor?" spurgte han, mens stemmen svigtede ham.
"Jeg har fået et job," sagde hun. "Og det betyder, at jeg skal flytte. Jeg får ikke tid til at stå på gaden og synge længere."
Hans hjerte sank, da han indså, hvad hendes ord betød. Hun ville ikke synge her mere, og pludselig kunne han ikke forestille sig, hvordan hans liv ville være uden hendes musik til at lindre hans sorger. Søren nægtede at græde; han ville ikke lade tårerne komme frem. At hun havde fået et job var en god ting, noget der burde fejres, men skuffelsen var overvældende.
Han ledte desperat efter flere sedler i sin pung, noget der kunne vise sin støtte i denne svære situation. "Her, jeg har lidt ekstra," sagde han med rystende hænder, mens han rakte hende pengene. "Det er som en lykønskning for at have fået et nyt job."
"E-er det ikke lige lovlig meget?" spurgte hun usikkert. "Det er nok bare at sige tillykke."
Hans tanker kørte rundt, og han kunne mærke varmen stige op i kinderne. "Dine sange har altid givet mig mere selvtillid og trøstet mig, når jeg har haft det svært," sagde Søren og prøvede at møde hendes blik, selvom han følte sig lidt akavet. Det var mærkeligt at dele noget så personligt med en fremmed, men der var et eller andet ved hende, der gjorde, at han følte sig tryg. "Det er den eneste måde, jeg kan takke dig på..."
Kvinden stod stille i et par sekunder, der føltes som en evighed, mens hun studerede ham. Så rømmede hun sig og et smil bredte sig på hendes læber, et smil der kunne lyse selv den gråeste dag op. "Øh, jeg har en idé. Hvis du har lyst til at ønske mig tillykke med mit nye job, kan du invitere mig på en drink?"
"Hvad?" spurgte Søren forvirret, som om han prøvede at forstå en gåde.
"Er det okay?" spurgte hun, mens hendes øjne glimtede af både nervøsitet og spænding.
Søren kunne næsten ikke tro, hvad han hørte. Han havde aldrig før inviteret en kvinde ud på en drink. Tankerne kørte rundt i hans hoved, mens han overvejede sine muligheder. "Øh, j-ja, selvfølgelig," svarede han, og et smil bredte sig på hans ansigt. "Det vil jeg meget gerne!"
Søren og kvinden, som hed Anna og kom fra Slovakiet, sad på et lille værtshus med en hyggelig atmosfære, svagt oplyst af gamle, grønne lamper, og med en duft af fugtige træmøbler og spildt øl, der fyldte rummet. Bordene var slidte, men havde en karakter, der gjorde stedet indbydende. Anna drak en halvliter øl, mens Søren forsøgte at følge med, men han kunne allerede mærke alkohollen påvirke ham. Han var en spinkel fyr, der sjældent drak, og nu føltes det som om, at hver tår han tog, lettede hans bekymringer lidt, men også gjorde ham mere sårbar.
"Hvad mener du med, at du vil stoppe med at synge for altid?" spurgte Søren, mens hans stemme rystede en smule af følelser. Tårerne pressede på, og han var tæt på at græde. "Det... det kan ikke passe!"
Anna, der lige havde delt sin nyhed, blev lidt overrasket over hans pludselige udbrud. "J-jeg har bare ikke så meget tid til det nu, hvor jeg skal starte som socialarbejder," sagde hun forsigtigt med sin bløde, østeuropæiske accent. "Det er en vigtig mulighed for mig."
"Men jeg troede, at du ville blive en eller anden verdenskendt sanger en dag!" Søren så på hende med desperation i blikket. "Du fortjener det virkelig!"
"Du har alt for høje tanker om mig," sagde Anna med et grin, men der var en tristhed i hendes øjne. "Du er den eneste, der nogensinde har rost mig så meget." Hendes smil svandt ind, mens hun fortsatte. "Det er ikke fordi, jeg ikke har drømt om det før... Jeg kan virkelig godt lide, når folk stopper op og lytter til min musik. Men jeg er langsomt begyndt at miste den følelse, så jeg har tænkt, at det måske var på tide at lægge det på hylden..."
Søren tænkte over, hvad hun sagde. Sådan hang det sammen. Han var sikker på, at Anna havde overvejet det grundigt, og at det var hendes beslutning. Det føltes forkert for ham at modsætte sig den, men alligevel kunne han ikke lade være med at føle, at det var ærgerligt. "Men det er bare virkelig trist!" sagde han. "Jeg håber, du altid husker, at der er én person her i verden, der virkelig elsker din musik. Jeg elsker den virkelig!"
Anna var stille i et lille stykke tid, og Søren kunne se, at hun overvejede hans ord. "Tak, Søren... Det er jeg virkelig glad for at høre dig sige," svarede hun endelig, og et varmt smil bredte sig på hendes læber.
Søren rømmede sig. Der var en intensitet i luften, som de begge kunne mærke. "Det var meningen, at vi skulle fejre dig, men her endte jeg med bare at være sindssygt pessimistisk. Vi har næsten ikke mere øl tilbage, så er der noget andet, du har lyst til?" spurgte han og forsøgte at lette stemningen.
Anna nikkede, og hendes kinder blev lidt mere røde. "Ja, det er der faktisk. Har du lyst til at følge mig hjem til min lejlighed?”
-
Søren sad på kanten af Annas seng, hvor hans nerver spændte sig sammen som en opstrammet fjeder, der kunne springe hvert øjeblik. Værelset var lille og hyggeligt, men tætpakket på en måde, der fik væggene til at virke levende af minder og historier, fortalt gennem billeder og plakater med bands, han ikke kendte. En let duft af Annas parfume hang i luften, og den bløde glød fra en gammel lyskæde kastede skygger, der gjorde rummet endnu mere intimt.
I det fjerne kunne han høre lyden af vandet, der strømmede fra bruseren på badeværelset, hvor Anna var. Over det hele ulmede et svagt, rødligt skær fra et gammelt neonskilt bestående af lysende, snoede bogstaver, der tilsammen stavede ordet "Showtime!". Det gav soveværelset en næsten teatralsk stemning. Søren kunne ikke lade være med at overveje, hvordan han var endt her.
Det var en impulsiv beslutning at følge hende hjem efter den rørende samtale på værtshuset. Aldrig før havde han været hjemme hos en kvinde, han kun lige havde mødt. Nervøsiteten boblede inde i ham. Hvad havde hun tænkt sig, de skulle lave? De skulle nok ikke bare spille ludo. Sørens hænder skælvede. Mens han sad med Annas kat, der nu blidt spandt i hans skød, kunne han ikke lade være med at reflektere over, hvad der lige var sket. Det havde ikke blot været en drink; det var en invitation til at dele noget mere. Og her sad han så, på kanten af hendes seng, som om han var trådt ind i en anden verden.
"Søren?" hørte han pludselig Anna sige over skulderen, hvilket fik ham til at gispe af forskrækkelse. Hendes kat sprang ned og løb ind i stuen. Anna var trådt ind i rummet iført en badekåbe, som var let åben, og han kunne ikke undgå at bemærke, at hendes ene bryst stak ud af den åbne hals. "Er du okay?" spurgte hun med en bekymret tone. "Har du drukket for meget?"
Han vendte hurtigt hovedet væk, rødmen bredte sig som en varm bølge i hans ansigt. "N-nej, jeg er ikke fuld!" stammede han, og det føltes som om, hans stemme knækkede midt over.
"Godt," svarede Anna med et lille smil.
"Men jeg er mere bekymret for, om du er fuld," tilføjede han hurtigt. “Jeg havde ikke regnet med, at du bare ville hive mig med hjem sådan her.”
"Du sagde, at du gerne ville huske mig for evigt," sagde hun med et glimt i øjet, mens hun trak badekåben lidt længere ned, så hendes overkrop blev blottet. Hendes små, spidse bryster strittede frem i luften. "Så jeg vil gerne gøre det her til et mindeværdigt øjeblik."
Anna kyssede Søren på munden, og selvom han til at starte med var overrasket, kyssede han hende tilbage. Deres tunger mødtes og snurrede rundt omkring hinanden, mens de slikkede og suttede på hinandens læber. Det var et vådt kys, og Anna havde styringen. De stødte deres næser sammen flere gange, hvilket fik dem begge til at grine, men kun kortvarigt, inden de fortsatte deres kys.
Mens de kyssede, bevægede de deres hænder over hinandens kroppe. Sørens skælvende hænder omfavnede Annas bløde hofter, inden de lukkede sig om hendes runde, faste balder, som han begyndte at ælte mellem sine fingre. Med hendes tunge i sin mund mærkede Sørens Annas hånd blidt ae bulen i hans jakkesætsbukser, inden hun trak hun hans lynlås ned og fandt hans pik frem. Hun gled forsigtigt hånden op og ned ad skaftet, inden hun tog det i munden.
Søren lukkede øjnene og lod sig falde tilbage på sengen, mens han følte varmen fra hendes mund omkring sig. Anna bevægede sig langsomt og med præcision, og hver bevægelse fik ham til at gispe. Hendes mund var varm og blød, og hendes tunge bevægede sig i små cirkler rundt omkring spidsen af hans pik. Han kunne mærke hendes bløde læber omslutte ham, og det fik ham til at ryste af nydelse. Anna bevægede blidt sit hoved op og ned langsomt, mens hun slugte ham, og hver gang hun trak sig tilbage, kunne Søren føle hendes bløde tunge mod undersiden af sit lem.
Hendes hånd bevægede sig i takt med hendes mund, og hun strammede blidt sit greb omkring skaftet, mens hun suttede. Søren kunne mærke, at han var ved at miste kontrollen, og han klamrede sig til lagenet under sig, mens han forsøgte at holde sig tilbage. Anna fortsatte med at sutte og slikke, og hendes bevægelser blev hurtigere og mere intense.
Anna suttede og slubrede ihærdigt, mens hun forkælede Søren med sin søde mund. Han kunne ikke holde sig tilbage længere, og med sine sidste kraftanstrengelser advarede han hende, at han var ved at komme. Anna masserede blidt hans testikler imens, og med et halvkvalt støn mærkede Søren den overvældende følelse af sin sæd sprøjte ind i Annas afventende mund. Da han var færdig med at komme, så han udmattet til, mens Anna slugte hans sæd og rengjorte spidsen af hans pik med sin tunge.
Anna lå nøgen i sengen og så op på ham med et smil. Hun støttede sit hoved på sin hånd, og hendes svedige krop glødede i det bløde lys fra lyskæden og neonskiltet. Hendes hud var blød og varm, og hendes bryster hævede sig med hver åndedrag. Søren kunne ikke undgå at bemærke, hvor smuk hun var, og hvordan hendes krop strålede af selvtillid og nydelse.
"Var det rart?" spurgte Anna med en blid og drillende tone. "Tror du, du kan glemme mig nu?"
Søren følte sig rød i hovedet, og hans hjerte hamrede hurtigt.
Anna smilede triumferende. “Det tænkte jeg nok,” sagde hun med sin bløde, slovakiske accent. Hun trak et kondom frem fra sin skrivebordsskuffe og mødte hans blik med et legende smil. “Jeg er bange for at blive glemt af andre mennesker. Derfor tog jeg dig med hertil; jeg vil huske, hvordan du får mig til at føle, når jeg ser dig lytte til mig synge på gaden.”
Hun lænede sig tilbage i sengen med vidt udspredte ben og et glimt i sine øjne. “Så Søren, sørg for at min krop aldrig glemmer de følelser, du vækker i mig, okay?” Hun spredte sine skamlæber for ham med sine fingre, så han kunne se op i hendes fisse. Hendes fisse var blød og rosa, og han kunne se den skinnende, våde åbning, der ventede på ham. Hendes klitoris var opsvulmet og klar til at blive berørt. Søren kunne ikke undgå at blive grebet af synet, og hans hjerte bankede endnu hurtigere.
"Jeg... Jeg lover, at du aldrig glemmer det her," stammede Søren, mens han forsøgte at finde ordene. Han kunne ikke lade være med at tænke på, hvordan hendes mund og tunge havde tilfredsstillet ham, og hvordan hendes hånd havde masseret ham med en præcision, der havde fået ham til at miste kontrollen. Nu var det hans tur at give hende den samme fornøjelse.
Anna lå foran ham, åben og inviterende. Hendes krop var en indbydelse, og Søren blev grebet af synet af hendes smukke krop. Han lænede sig frem og begyndte at kysse hendes inderlår, mens han langsomt bevægede sig op mod hendes fisse. Han kunne føle hendes varme hud mod sine læber, og det fik ham til at skælve af iver.
Han begyndte at kysse og slikke hendes fisse, og han kunne mærke hendes våde varme mod sin tunge. Anna gispede af fornøjelse, og hendes hånd greb om hans lyse hår, mens hun trak ham tættere til sig. Søren fortsatte med at kysse og slikke hende, og han kunne snart mærke, at hun også var ved at miste kontrollen.
Hendes krop bevægede sig i takt med hans bevægelser, og han kunne mærke hendes hænder, der strøg over hans ryg. Søren fortsatte med at kysse og slikke hende, og han vidste at hun var ved at nå klimakset. Anna gispede af nydelse, og Søren fortsatte med at slikke hende. Til sidst gispede hun ud i rummet, knugede lagnet under sig så hårdt, at hendes knoer blev helt hvide, og hendes krop skælvede, mens hun kom.
Søren lå mellem hendes inderlår og kyssede blidt hendes skamlæber, lyske og mave, mens Anna trak vejret tungt og forsøgte at genvinde pusten.
"Søren, d-du skal kneppe mig nu," kommanderede Anna med en lidt desperat tone, da hun endelig kom til bevidsthed.
Hun lå med spredte ben og hjalp forsigtigt hans pik ind i sin fisse. Han penetrerede hende blidt og kunne straks føle varme, snævre skamlæber klemme omkring sin pik. Han begyndte forsigtigt at støde ind i hende, og hver bevægelse var blid og sød. Han kunne mærke hendes varme, svedige krop tage imod hans pik, og hvert stød blev mødt med nydelse og intensitet. Hendes krop reagerede på hans bevægelser, og han kunne mærke hendes varme hud mod sin egen, mens de bevægede sig i takt. Hendes krop var åben og inviterende, og Søren kunne ikke lade være med at blive grebet af synet af hendes smukke ansigt.
Anna stønnede dybt, og hendes små, spidse bryster gyngede i takt med hvert stød. Hendes hud var varm og fugtig, og hun viklede armene om hans nakke for at trække ham tættere på. Søren kyssede blidt hendes hals, mærkede pulsens rytme under sine læber, og hun stønnede endnu dybere. Hendes fingre gled gennem hans lyse hår, og han kunne mærke hendes varme, desperate ånde mod sin kind. Hun hviskede blidt hans navn, og det lød som en hemmelighed mellem dem. Søren kyssede hendes skulder, hendes bryster, og hver berøring var en hyldest til hendes krop. Han kunne mærke hendes hjerte slå mod hans eget, og det var som om deres rytmer smeltede sammen. Han indså, at han var forelsket i denne slovakiske gademusikant. Når hun stønnede blidt ind i hans øre, tænkte han, at hendes støn var lige så fortryllende som hendes sangstemme.
Søren stoppede pludselig op i deres intime øjeblik. Hans øjne blev alvorlige. "Anna... jeg ville virkelig ønske, du ikke ville stoppe med at synge."
Hun så på ham, og tårerne begyndte at samle sig i hendes øjne. "... Seriøst?"
Han nikkede langsomt, hans stemme fyldt med oprigtighed. "At se dig udtrykke dig så passioneret, som du gør nu, er virkelig trist at tænke på."
"Tak, Søren," sagde hun med en rystende stemme, mens hun mødte hans blik med en dyb sårbarhed. "... Tak for at du værdsætter min stemme så meget."
Deres læber mødtes igen, blidt og intenst, og de fordybede sig i hinanden, som om verden udenfor forsvandt. De lå der i stilhed, kun optaget af kysset, og Søren følte en uovertruffen forbindelse til Anna. I det øjeblik vidste han, at dette minde ville være indgraveret i hans sind for evigt.
Søren trak sig tilbage og vendte Anna om, så hun lå på maven. Han knælede bag hende, og hans mave lænede sig mod hendes ryg. Han tog fat i hendes hofter og trak hende tættere til sig, inden han igen penetrerede hende. Anna gispede af nydelse, og hendes hænder greb om lagenet under sig. Søren begyndte at støde ind i hende, og hver bevægelse var dybere og mere intens end den forrige. Han kunne mærke hendes varme, bløde krop under sig, og hvert stød var fyldt med en blanding af nydelse og intensitet.
Han lænede sig frem og tog fat i hendes bryster, mens han fortsatte med at støde ind i hende. Hans fingre nulrede hendes brystvorter, og han kunne mærke, hvordan hun reagerede på hans berøringer. Anna stønnede dybere, hendes fisse strammede sig omkring hans pik, og hendes numse bevægede sig i takt med hans stød. Søren tog fat i hendes hofter, og han nød at se, hvordan hendes numse blidt klappede i takt med hans indtrængende pik.
Han stødte hårdere ind i hende, og hver bevægelse var fyldt med en intensitet, der fik dem begge til at gispe. Anna pressede øjnene sammen, bed sig i underlæben, og stønnede desperat, mens hun nærmede sig klimakset. Søren kunne også mærke, at han også var ved at miste kontrollen, og han klamrede sig til hendes hofter, mens han fortsatte med at støde ind i hende.
Endelig nåede de begge klimakset, og deres kroppe skælvede af nydelse. Anna holdt fast i sin hovedpude, mens hun kom, og Søren kunne mærke hendes fisse pulsere og klemme sig sammen om hans pik som et skruestik. Endelig kom Søren også, og hans krop skælvede under den intense nydelse, mens han udfyldte kondomet med sæd inde i hende. Han måtte støtte sig til hendes hofter for ikke at vælte omkuld.
Efter at de begge var kommet, rullede de sig sammen på lagnet, væk fra den fugtige plet, de havde efterladt. De lå tæt sammen, kælede med hinanden, mens de gispede efter vejret. Søren strøg blidt sin hånd over Annas hår, og hun lænede sig ind til ham, mens hun hviskede søde kærlighedserklæringer i hans øre. Sådan lå de sammen resten af natten, indhyllet i hinandens varme, mens deres svedige kroppe glinsede i den rødlige glød fra neonskiltet.
-
Søren gik ned af Strøget i det varme forår. Solen bagte ned på ham, og han var nødt til at bære sin frakke over armen, da det var alt for varmt til at have den på. Han skubbede lidt til brillerne, der gled ned ad næseryggen, mens han overvejede at tage et lille hvil på en af de mange bænke langs ruten. Hvis han gik tilbage til kontoret for hurtigt, ville hans chef sikkert finde noget at kritisere. Det havde han ikke brug for, især nu hvor tingene endelig begyndte at gå bedre. Hans chef havde faktisk bemærket en forbedring i hans arbejde for nylig, og Søren ville ikke give ham en grund til at trække det tilbage.
Mens han langsomt gik videre, hørte han sin telefon vibrere i lommen. Han trak den op og så, at det var en besked fra Anna. Et lille smil bredte sig over hans ansigt, da han åbnede beskeden. Det var et selfie fra hende, taget til en koncert, hvor hun nu optrådte for et stort publikum. Hun stod på scenen med sin guitar i hænderne, og bag hende kunne man se et hav af mennesker, der klappede og jublede. Hendes ansigt strålede af glæde, og hendes brune dreadlocks, nu længere og fyldt med endnu flere perler og farvede bånd, fangede sollyset på en næsten magisk måde.
Søren stoppede op og betragtede billedet lidt længere, før han lukkede øjnene og tænkte på, hvor langt hans kæreste var kommet. Fra at stå på Strøget med et åbent guitarcover foran sig til nu at stå på en scene, elsket og anerkendt af mange. Han følte en dyb stolthed, men også en længsel efter at være sammen med hende. Det var kun få måneder siden, hun var flyttet, men det føltes som en evighed.
Han skubbede telefonen tilbage i lommen, tog en dyb indånding og begyndte at gå lidt hurtigere. En del af ham havde lyst til at blive ude i solen og nyde foråret, men en anden del vidste, at hvis han arbejdede hårdt og fokuserede, kunne han komme hjem hurtigere til Anna. Selv med afstand imellem dem havde de fundet måder at støtte hinanden på. Hun havde fulgt sin drøm, og nu var det hans tur til at vise, at han kunne forbedre sig, være den person, han ønskede at være - ikke kun for sig selv, men også for hende.
Tankerne om Anna, hendes smil, og hendes succes fyldte ham med en varme, der mindede ham om, hvorfor han havde kæmpet så hårdt. Arbejdet var stadig svært, og chefen var krævende, men alt virkede lidt mere overskueligt nu. Han ville klare sig igennem dagen og se frem til den tid, de igen kunne bruge sammen i nat.
Erotiske noveller skrevet af Jeriko