Der er ikke nogen, der ved det. Ikke sådan rigtigt. Jeg tror heller ikke, de ville forstå det, hvis jeg fortalte dem det. At jeg kan sidde i en togkupé, på en café, på en bænk i en park – og bare se. Iagttage mænd. Ikke nødvendigvis smukke, ikke altid unge, bare… mænd. Der er noget ved bevægelserne, ved måden de klør sig i nakken, gaber, retter på bukserne, læner sig ind over en bar. Det tænder noget i mig, en varme, en uro. En lyst, som jeg sjældent handler på, men som jeg til gengæld dyrker med stor hengivenhed, når jeg er alene.
Jeg kan ikke tælle, hvor mange gange jeg er kommet hjem med hovedet fuld af billeder og små sekvenser. En mand i svedigt arbejdstøj der strækker ryggen efter at have båret noget tungt. En ældre fyr med markerede hænder og tæt skæg, som løftede blikket og nikkede kort, som om han vidste noget. Eller den unge backpacker, jeg så på Caminoen sidste år, der sad med bare fødder og smurte sine tæer ind i creme med en omhu, der fik mit hjerte til at slå hurtigere.
Det bliver sjældent til andet end det. Fantasier. Tanker, jeg vender tilbage til, når jeg ligger i mørket med hånden under dynen og kroppen spændt af forventning. Nogle gange skriver jeg dem ned. Som små historier, der kun er for mig. Andre gange nøjes jeg med at genkalde mig detaljerne – stemmen, duften, blikket – og lader fantasien tage over.
Jeg har aldrig rigtig savnet noget mere. Eller… måske har jeg. Måske er det netop det, der giver det hele sin særlige glød.
Der var én episode, jeg bliver ved med at vende tilbage til. Det skete en sensommerdag, hvor jeg havde fri fra arbejde og bare gik rundt i byen uden mål. Jeg endte nede ved havnen, hvor de var i gang med at renovere nogle af de gamle pakhuse. Der var stilladser, lastbiler, mænd i refleksveste og støvler. Og så var der ham.
Han stod lidt for sig selv, lænet op ad en trillebør, og drak af en vandflaske. Hans T-shirt var mørk af sved hen over brystet og ned ad ryggen, og hans underarme var fyldt med støv og muskler. Han havde det dér blik – et lidt fraværende, lidt træt udtryk – som om han tænkte på noget langt væk, mens kroppen bare kørte på autopilot. Jeg satte mig på en bænk ikke langt derfra og lod som om, jeg kiggede på min telefon.
Han tørrede sig i panden med underarmen, satte flasken fra sig og begyndte at hive nogle planker op på skuldrene. Jeg stirrede. Ikke skamløst, men intenst. Jeg forestillede mig, hvordan det ville være at stå tæt på ham, mærke duften af ham, den rå, varme kropslugt blandet med træ og støv. Hvordan det ville være at lade hånden glide op under T-shirten og mærke varmen derinde.
I min fantasi vendte han sig om og så mig. Holdt blikket lidt for længe. Lagde planken fra sig og gik roligt hen imod mig. Han ville spørge, hvad jeg kiggede på, og jeg ville svare ærligt. Og så ville han grine – og sætte sig ved siden af mig. Alt det usagte ville hænge i luften, og mine fingre ville langsomt finde vej til hans lår.
Virkeligheden var selvfølgelig anderledes. Han gik bare videre med sit arbejde, og jeg gik hjem med et hoved fyldt af ham. Han blev mit selskab resten af dagen. Og om aftenen, da jeg lå alene i min seng, tog jeg ham med mig igen – hele kroppen, hele fantasien – og lod ham være med i det, der alligevel er det mest intime, jeg kender. Jeg kunne fornemme han, mærke ham, og især hans fed pik gjorde godt da jeg legede med den, sugede den ind i min liderlige mund, og da han knaldede mig som en rigtig arbejdsmand, det kan sit håndværk, så kom jeg.
En anden gang var det på et bibliotek. Jeg var gået derind for at finde en bestemt bog, men blev hængende længere end nødvendigt. Det var en af de stille eftermiddage, hvor solen faldt ind gennem de store ruder og lagde varme felter på gulvet. Jeg gik langs hylderne og mærkede roen i kroppen – den særlige stilhed, som kun findes dér, mellem bøger og mennesker der hvisker.
Han sad ved et af de lave borde nede i hjørnet. En høj, ranglet type med mørk skjorte og briller. Han havde en notesbog foran sig og sad og skrev med blyant, mens hans ene fod vippede lidt op og ned. Skægstubbene lå som en mørk skygge på kæben, og håret var rodet, som om han havde kørt hånden gennem det en million gange.
Jeg stillede mig ved en hylde lidt bag ham og lod som om jeg bladrede i noget. I virkeligheden stod jeg bare og betragtede ham – hans koncentration, måden han bed sig i læben, den måde hans hånd hvilede tungt på papiret, som om han var helt inde i sin egen verden.
Jeg begyndte at forestille mig, hvordan det ville være at sidde overfor ham. At han pludselig så op og fangede mit blik. At vi ikke sagde noget, men bare smilede. Og at jeg senere, i en stille lejlighed, ville stå bag ham, mens han stadig sad og skrev, og jeg ville lægge mine hænder på hans skuldre og mærke hans varme gennem stoffet. Han ville læne sig lidt tilbage, lukke øjnene, og lade mig føre hånden ned over hans bryst, åbne skjorteknapperne én for én. Jeg mærkede hans behårede bryst, og de let hårdt brystvorter, de bare strittede og lod sin nulre. Jeg lod mine hænder glide længere ned, og han lod mig glide helt ned til pikken det allerede stod op ad maven på han - våd og klar.
Den tanke blev hos mig hele vejen hjem. Der var noget ved hans ro, hans koncentration, der gjorde mig svimmel af lyst. Han havde ikke set mig, ikke på den måde, men det gjorde ikke noget. Fantasien var mere end nok. Senere, da jeg lå i mørket, blev han levende igen. Og denne gang lod jeg ham tage styringen, tage min hånd og føre mig længere, dybere, end jeg havde forventet. Han ville have mig til at tage fat, godt fat og begynde at onanere ham. Jeg fik lysten til at mærke hans pik glide ind i min mund, og mærke hvordan hans liderlighed bredte sig og hvordan han begyndte at mundkneppe mig.
Han greb nu om min pik, og alene hans faste måde at gnide på, og hans fingre der legede med mit blottede pikhoved fik mig til at komme.
Der var også en anden, jeg ser af og til, som får det til at sitre i mig, hver gang vi mødes. Han hedder Thomas. Ikke en ven, bare en bekendt – vi har børn, der har gået i samme klasse, og vi har grillet sammen i fælleshaven nogle somre. Han er sådan en mand, der virker til at have styr på det hele. Gift, ja, med tre børn og hund, men med det der åbne blik, der nogle gange får mig til at spekulere på, om han ser mere, end han lader som. Om han ser det samme som jeg gør.
Han har en lav, rolig stemme, og når han taler, har han en vane med at lægge hovedet lidt på skrå, som om han lytter ekstra godt efter. Det gør han nok ikke. Men det føles sådan. Sidst vi sås, var til et forældremøde, hvor vi faldt i snak ude på parkeringspladsen bagefter. Vi stod og frøs lidt, og han havde sin jakke åben, trøjen var mørkeblå og sad lidt tæt. Jeg kunne se konturerne af hans brystkasse, og der var noget ved måden, han trak vejret på, der fik mig til at tænke på, hvordan han mon så ud, når han sov – eller når han elskede.
Han spurgte, hvad jeg lavede for tiden, og da jeg svarede, lagde han hånden kort på min skulder. Bare sådan en venlig gestus. Men den brændte hele vejen gennem kroppen. Jeg har tænkt på det mange gange siden. På hans hånd. Hans blik. Den måde, han stod lidt tættere, end man behøvede.
Jeg ved godt, det aldrig bliver til noget. Men i mine tanker – i mørket, i de stille morgener før familien vågner – der tager han fat i mig med samme hånd. Skubber mig op mod en væg i et sommerhus, vi har lånt. Vores koner er gået tur, børnene leger nede ved vandet. Han er svedig, duftende af sved og salt, og han kysser mig uden at sige noget. Som om det altid har været meningen. Som om han også har tænkt på det.
Og jeg lader ham. Jeg lader alt ske i fantasien, og bagefter – bagefter ligger jeg der, forpustet og glad og lidt tom, med ham stadig varm og nær i kroppen. Og spermen den løber ned ad mig.
Det var en fredag eftermiddag, og jeg havde fået fri lidt tidligere end normalt. Jeg gik forbi det lokale fitnesscenter, mest fordi jeg trængte til luft og ikke havde lyst til at tage direkte hjem. Og der, lige udenfor, stod Thomas. Han havde netop afsluttet sin træning, iført grå joggingbukser og en sort hættetrøje, lynet halvt ned, så man kunne ane den mørke fugt på hans let behårede måske trimmede brystkasse.
Han smilede overrasket, da han så mig. “Hey – tidligt fri?” spurgte han og tørrede panden med et lille håndklæde. Jeg nikkede, og inden jeg havde tænkt over det, sagde jeg: “Skal vi tage en kaffe? Jeg kender et sted lige rundt om hjørnet.”
Han tøvede et øjeblik, og så nikkede han. “Hvorfor ikke.”
Vi satte os på den rolige café, og der var noget anderledes i hans blik den dag. Mere nærvær. Som om han var træt af at holde masken. Vi talte om løst og fast – børnene, arbejde, hvordan alt nogle gange føltes lidt… tomt. Det var ham, der sagde det. “Det hele kører bare. Som på skinner. Og alligevel har jeg det, som om jeg mangler noget. Jeg har længe haft det sådan, men har ikke modet til at give los.”
Jeg sagde ikke noget først. Men mit hjerte slog hårdt. Jeg mærkede, hvordan noget flyttede sig mellem os.
Senere, da vi gik derfra, lagde han hånden på min ryg, da vi sagde farvel. Så et kram, et kort tryk, men hårdere end normalt - ikke andet. Men hans tommelfinger strejfede min side lidt for langsomt. Jeg tror ikke, jeg forestillede mig det.
“Du virker til at være god til at lytte,” sagde han lavt. “Det er rart.” Og så gik han.
Den nat kunne jeg ikke sove. Jeg forestillede mig, at jeg var gået med ham. At vi ikke var stoppet ved caféens dør, men havde fundet et lille hotelværelse. Bare for en time.
Jeg så ham for mig, trække hættetrøjen af, tage mine hænder og føre dem ned over sin mave. Jeg mærkede hans varme hud, hans øjne, fulde af noget genkendeligt. Noget længselsfuldt. Og jeg gav ham alt, i mørket og i tanken. Jeg lod os mødes dér, hvor ingen så os – men hvor alt blev set.
Det begyndte næsten som altid. Et tilfældigt møde, en lille snak, et blik der varede lidt for længe. Men denne gang var der noget andet i luften. Det var en søndag formiddag, og jeg havde taget en gåtur for mig selv, da jeg så ham komme cyklende langs stien ned mod søen. Han stoppede, da han fik øje på mig, og smilede. “Skal du med ned og gå et stykke?” spurgte han, som om det var den mest naturlige ting i verden.
Vi fulgtes ad i stilhed et stykke tid. Det var køligt, men solen var fremme, og der var næsten ingen mennesker. Fuglene sang et sted ude over vandet, og jorden var blød under vores sko. Vi gik ned ad en lille sti ind mellem træerne, og pludselig stod vi et sted, hvor man ikke kunne se søen mere – kun skov og det tætte, dæmpede lys.
Han stoppede op. Vendte sig mod mig.
“Jeg har tænkt meget på den kaffe,” sagde han.
“Ja?”
“Ja. Og på dig. Hvordan du så på mig. Det gjorde noget ved mig.”
Han så lidt væk, som om han overvejede, om han turde sige mere. Jeg sagde ikke noget – jeg lod bare stilheden være åben for ham.
Så tog han et skridt tættere på.
“Har du lyst til… at være tættere på mig? At være sådan rigtig tæt?” spurgte han, lavmælt, næsten som en indrømmelse.
Jeg nikkede. Hjertet hamrede. Jeg kunne mærke varmen stige i kroppen, en blanding af begær og nervøs lettelse.
“Her?” hviskede jeg.
Han så sig omkring og smilede. “Hvorfor ikke?”
Vi trak os næsten automatisk længere ind i skoven, hvor vi stod skjult af tæt krat og træstammer. Han tog sin jakke af og lagde den på jorden, og så stod han bare foran mig. Ingen ord. Bare vores åndedræt og de små lyde fra naturen omkring os. Jeg lagde hånden mod hans bryst, mærkede hans hjerte hamre under trøjen. Han bøjede sig frem, lagde panden mod min og lukkede øjnene.
Da vi kyssede, var det med al den ophobede længsel, som havde ligget mellem os i måneder. Det var ømt, men sultent. Hans hænder var store og varme, og han holdt fast i mig, som om han endelig tillod sig selv at tage imod. Og jeg gav slip. Lige dér, midt i skoven, midt i det hele, gav jeg mig hen til ham, som jeg havde gjort det hundrede gange i fantasien – men nu med hans rigtige krop, hans ånde, hans begær. Og hele hans krop.
Det var langsomt, intenst, fuldt af blikke og berøringer, der sagde mere end ord kunne. Og bagefter sad vi bare tæt sammen, lyttede til stilheden og hinandens vejrtrækning.
“Det her var ikke kun en tanke,” sagde han stille.
“Nej,” sagde jeg. “Det var en virkelighed jeg også har længtes efter.”
Vi sad stadig tæt sammen, vores skuldre rørte hinanden, og jorden var blød under os. Jeg kunne mærke varmen fra hans hud, fra hans ånde. Ingen af os sagde noget i starten – det var, som om stilheden mellem os ikke skulle forstyrres.
Så drejede han hovedet lidt, så på mig med et blik, der var både genert og fuldt af noget sårbart.
“Jeg har tænkt på dig i lang tid,” sagde han lavt.
Jeg smilede, men sagde ikke noget endnu. Jeg ville lade ham tale færdig.
“Jeg troede, det bare var en tanke, en fantasi. Jeg har aldrig… altså, jeg har ikke prøvet det her før. Men du… du har været med mig. Oppe i hovedet. Om aftenen, når jeg var alene. Jeg har… onaneret til tanken om dig. Mange gange.”
Ordene hang i luften. Jeg kunne se, at han rødmede lidt, men han så mig stadig i øjnene. Og jeg nikkede langsomt.
“Jeg også. Du har været i mine tanker så længe. Jeg troede bare aldrig, du ville… ville have det på samme måde.”
Han lo stille og rystede på hovedet. “Jeg har prøvet at skubbe det væk. Fortalt mig selv, at det bare var et tilfælde, at vi kom tæt på hinanden. Men hver gang vi har talt sammen, hver gang jeg har set dig… det satte noget i gang i mig. Og tankerne stoppede ikke før jeg kom.”
Jeg lagde min hånd på hans lår. Ikke for at tænde ham igen, men bare for at være tæt på ham.
“Det her,” sagde jeg, “det behøver ikke bare være denne ene gang.”
Han så på mig. “Nej,” sagde han. “Det tænkte jeg også.”
Vi rejste os og gik langsomt tilbage mod stien. Ingen af os sagde noget i flere minutter. Det var, som om vi gik med hinandens kroppe stadig i os – som om vi bar hinanden indvendigt.
Ved parkeringspladsen standsede han op.
“Min kone og børn er på besøg hos hendes forældre næste weekend,” sagde han, uden at se direkte på mig. “Jeg har huset for mig selv. Hvis du har lyst… hvis du tør…”
Jeg mødte hans blik.
“Det vil jeg gerne,” sagde jeg.
Han nikkede. Trak vejret dybt.
“Jeg tror ikke, det bare er sex for mig,” sagde han. “Det føles som noget større. Og jeg ved ikke, hvad det betyder endnu. Men jeg vil gerne finde ud af det. Sammen med dig.”
Jeg ankom en lørdag eftermiddag. Vejret var klart og køligt, sådan en typisk forårsdag hvor solen er stærk, men vinden stadig bider. Da jeg trådte op til døren, stod den allerede på klem. Han havde ventet på mig.
Indenfor duftede der af kaffe og træ. Huset var stille, uden børnestemmer og hverdagens lydtapet. Han stod i stuen, iført en løs, mørk cardigan og jeans, barfodet, med et udtryk i øjnene, der var både genert og opslugt.
“Kom ind,” sagde han stille. “Jeg har glædet mig.”
Vi satte os med en kop kaffe, men snakken gled hurtigt væk fra det sædvanlige. Der var noget i rummet, en spænding som ikke behøvede at skjules mere. Vores knæ rørte hinanden, og hans blik hvilede på mig, som om han stadig ikke helt troede, jeg var der.
“Jeg var bange for, at du ville fortryde,” sagde han og lagde hånden på min.
“Det gjorde jeg ikke,” svarede jeg. “Jeg har ikke tænkt på andet hele ugen.”
Han lo tyst, klemte min hånd og rejste sig. “Vil du med op?”
Jeg fulgte ham op ad trappen. Hans soveværelse var lyst, sengen redt, alt stille. Han lukkede døren bag os, og så stod vi der. To mænd, gamle bekendte, nu nøgent nærværende foran hinanden.
Han rakte ud og lagde hånden mod min kind. Hans berøring var forsigtig, næsten undskyldende, men fuld af længsel. Jeg kyssede ham, langsomt, dybt, og han svarede med en intensitet, der fik min hud til at sitre.
Han begyndte at åbne min skjorte, langsomt, som om han ville huske hver eneste knap. Jeg hjalp ham af med cardiganen, og hans bare overkrop var varm mod min. Da vi lagde os på sengen, var der ingen hast. Kun hænder og blikke, som fandt vej. Han kyssede mig, overalt – som om han ville lære min krop udenad. Og jeg tog mig tid med ham, nød at udforske ham, høre hans åndedræt ændre sig, mærke hvordan hans krop åbnede sig under min.
Vi elskede. Ikke bare som to, der har ventet længe, men som nogen, der ved, at dette er begyndelsen på noget, der ikke bare skal pakkes væk bagefter.
Han var dejlig ivrig, ville gerne mere. Og jeg mærkede hvordan vi gik på opdagelse i hinandens kroppe. Han tog min pik i munden, som det naturligste i verden, og jeg mærkede den sugende følelse blande sig i min hjerne.
Vi vendte os, så jeg også kunne komme til. Jeg havde jo fantaseret og kommet adskillige gange ved tanken om det der skete lige nu. Jeg mærkede den pik jeg havde drømt om, fornemmelsen af en anden mands pik, som nu gled ind og ud af min mund. Smagen af de safter det allerede piblede frem. Smagen af mand.
Vi var ivrige men ikke uoverlagte. Vi turde ikke gå linen ud, men håbede på at kunne gentage sådan en oplevelse med endnu flere kærtegn.
Efter vi var kommet, lå vi tæt. Hans hoved mod min skulder, vores ben filtret sammen.
“Jeg har aldrig været mig selv, helt,” sagde han. “Ikke på den her måde. Før nu.”
“Det har jeg heller ikke,” svarede jeg.
Vi sagde ikke mere. Det behøvedes ikke. Alt var blevet sagt med hænder, læber og blik.
Det begyndte i det små. Nogle måneder før vores møde i skoven, faktisk. Jeg var begyndt at komme lidt oftere i det lokale fitnesscenter. Ikke for at blive stærkere eller større – mest fordi det gjorde mig godt at mærke kroppen arbejde. At se andre mænd træne. Bevæge sig. Og han var der ofte. Thomas.
Han nikkede altid venligt, når vi mødtes i omklædningen. Ikke mere end det. Men hans blik blev hængende lidt for længe. Især når jeg tog trøjen af. Jeg lagde mærke til det. Og jeg kunne lide det.
En dag trænede vi ved maskinerne lige ved siden af hinanden. Vores blikke mødtes i spejlet, og han smilede lidt skævt, som om han vidste, hvad jeg tænkte – fordi han tænkte det samme. Hans T-shirt sad stramt over brystet, og sveden trak mørke mønstre ned ad hans ryg. Jeg forestillede mig, hvordan han så ud uden noget på, og mærkede en varme brede sig i maven.
Senere i omklædningen sagde han: “Skal du med i saunaen?”
Jeg nikkede. “Ja. Bare lige ti minutter.”
Vi sad derinde, side om side, på træbænken. Sveden løb fra vores tindinger. Hans hånd lå på hans lår, så tæt på mit, at det kriblede i hele min krop. Jeg lod blikket glide ned over hans bryst, videre til hans mave, og vi sagde stadig ingenting. Men blikkene, den måde vi sad på, den tykke varme mellem os – vi vidste begge to, hvad der var ved at ske. Og håndklædet kunne ikke helt skjule at der var liv længere nede.
På vej ud sagde han lavt: “Vil du med ud og køre lidt?”
Jeg nikkede bare.
Vi kørte et stykke væk, til en mørk p-plads bag nogle buske. Ingen ord. Vi havde ikke brug for dem. Da vi sad dér, i mørket, spændte af træningen og stadig med varmen fra saunaen i kroppen, vendte han sig mod mig og sagde: “Jeg har tænkt på det her.”
Og så lænede han sig ind og kyssede mig. Ikke tøvende, ikke prøvende – men som en mand, der har undertrykt noget alt for længe.
Det blev starten på noget, vi gentog. I bilen. Igen og igen. Vi kyssede, og vi gav hinanden blowjobs – intenst, begærligt, men altid med en underliggende blidhed. Han var altid øm bagefter. Lagde en hånd på mit lår, så på mig med varme øjne og sagde: “Jeg glæder mig allerede til næste gang.”
Vi sagde aldrig, at der skulle være mere i det. Og det blev der heller ikke. Ikke dengang. Men vi blev ved med at mødes. På p-pladser, ved skovbryn, ude på små grusveje. Når vi begge havde brug for det. Når savnet havde bygget sig op.
Det var vores lille, hemmelige verden. Og jeg elskede hvert sekund af den.
Tiden gik, og vores møder blev gradvist mere sporadiske, men på en måde, der gjorde dem endnu mere intense. Vi mødtes i fitnesscentret, på de samme steder, vi plejede at træne. Vi nikkede til hinanden, udvekslede de få ord, der blev sagt mellem træning og opvarmning. Jeg kunne mærke, at hans blik stadig kunne få mig til at føle mig som den eneste i rummet, men vi sagde aldrig noget mere end nødvendigt.
Vi mødtes i saunaen, som vi altid havde gjort – de stille øjeblikke, hvor vi sad tæt, men ikke rørte hinanden. Igen og igen mærkede jeg den underliggende spænding, den elektriske forbindelse, som vi nægtede at erkende, men som aldrig forsvandt.
Der var altid et smil, en anerkendelse, et blik der varede lidt længere. Vi havde ikke længere de samme intime møder, ikke de stille stunder i bilen, men minderne fra dem levede videre. Jeg kunne stadig føle hans hænder på mig, kunne mærke varmen fra saunaen og den ømme intensitet, som havde præget vores møder.
Men nu var det blot små, overfladiske møder. Vi talte om træning, om vejret, om almindelige ting, som om intet andet nogensinde havde eksisteret. Han var tilbage i sit normale liv, jeg i mit. Og alligevel var han stadig en del af mig – hver gang vi mødtes, hver gang vi havde de små udvekslinger, var der et andet lag, der lå mellem os.
For mig var det mere levende end nogensinde. Jeg kunne næsten mærke hans hænder på mig, som om vi stadig var alene, som om vi stadig havde tid til at lade vores begær få lov at være alt, hvad det havde været. Jeg kunne se hans krop foran mig, føles hans nærvær – selv når han ikke var der. Min fantasi voksede, hver gang vi mødtes, og de små berøringer i fitnesscentret, i saunaen, var nok til at tænde flammerne, der brændte stærkt indeni.
Jeg vidste, at han også mærkede det. Måske ikke så intenst som mig, men vi havde delt noget, der aldrig kunne glemmes. Det var ikke nødvendigt at sige det højt. For vi vidste begge, at vi stadig var der for hinanden – selv uden at være sammen.
Så vi fortsatte, på vores egen måde. Vi forlod hinanden med et hurtigt blik, et smil, en lille gestus, der sagde mere end ord kunne. Og i mit sind, i mine drømme, var han altid nær – lige der, som han havde været før.
Erotiske noveller skrevet af Kokkedal2980