Kapitel 8: Runernes hemmelighed
Skoven åndede tungt omkring dem, dens tætte grene vævede et loft, der næsten udelukkede solens lys. Elia’s mærke summede under huden, nu en labyrint af glødende linjer, der dækkede hendes torso, ryg, lår og hals som en anden hud af lys. Efter oplevelsen med Varyn i mellemverdenen følte hun en ny styrke – en forbindelse til det tågede, stjernefyldte rum, der summede i hendes sind. Hun vidste, at hun kunne kalde det frem, hvis hun prøvede, men hun havde brug for at forstå hvordan.
De stoppede ved en massiv klippeformation, hvor ældgamle runer var hugget ind i stenen, deres svage glød pulserede i takt med Elia’s mærke. Liv knælede ved runerne, hendes fingre sporede deres indviklede mønstre, men hendes ansigt var anspændt. “Disse er porten til helligdommen,” sagde hun, hendes stemme skarpere end sædvanlig. “Men de ånder kun for den, der bærer mærket. Dig, Elia.”
Eran stod tæt ved Elia, hans hånd hvilede på hendes ryg, men hans øjne var faste på Liv. “Og hvordan ved du så meget om det her?” spurgte han, hans tone kølig og mistænksom. “Du har aldrig forklaret, hvorfor du kender helligdommen så godt. Hvad skjuler du?”
Liv rejste sig brat, hendes jadeøjne lynede. “Måske fordi jeg ikke skylder dig svar, Eran. Jeg er her for at hjælpe Elia, ikke for at tilfredsstille din paranoia.”
Elia mærkede spændingen mellem dem som en kniv, der skar gennem luften. “Nok,” sagde hun, hendes stemme fast, men indeni var hun splittet. Hun stolede på dem begge, men deres voksende fjendskab gjorde hende urolig. Mærket brændte, som om det reagerede på deres konflikt, og en hvisken fyldte hendes sind – mellemverdenens kald.
“Jeg skal lære at kontrollere det,” sagde hun pludselig, hendes beslutning voksede fra mærkets insisterende puls. “Varyn sagde, at min magi er bundet til mellemverdenen. Hvis jeg kan åbne den selv, kan jeg finde svar om helligdommen.” Hun lukkede øjnene, lagde hånden på mærket og trak vejret dybt. Hun huskede tågen, stjernerne, Varyn’s elektriske berøring. En varme bredte sig i hende, og da hun åbnede øjnene, flimrede luften foran hende, som om en usynlig dør åndede.
Liv og Eran stirrede, deres konflikt glemt for et øjeblik. “Hvordan gør du det?” spurgte Liv, hendes stemme blødere, næsten ærbødig.
“Jeg følger mærket,” svarede Elia, hendes stemme rystede af spænding. Hun rakte hånden mod det flimrende lys, og pludselig åbnede en portal sig – en tåget passage til mellemverdenen, hvor stjerner blinkede i det fjerne.
Elia stod alene ved den flimrende portal, hendes mærke pulserede som en levende flamme under huden. Det dækkede nu næsten hele hendes krop – en labyrint af glødende linjer, der snoede sig over hendes lår, ryg, hals og arme, som en rustning af lys. Liv og Eran stod tilbage ved klippen, deres stemmer dæmpede, men skarpe, da de fortsatte deres ophedede diskussion. “Du holder noget skjult,” hørte hun Eran sige, hans tone bitter, mens Liv svarede: “Og du tror, du kender hende bedre end mig?” Elia lukkede deres stemmer ude. Hun havde brug for at forstå mellemverdenen, og hun vidste, at svarene lå indenfor.
Hun trak vejret dybt, lagde hånden på mærket og fokuserede på den tågede, stjernefyldte verden, hun havde oplevet med Varyn. Magien brusede i hende, og portalen åbnede sig bredere, tågen snoede sig som en invitation. “Jeg skal gøre det alene,” mumlede hun og trådte igennem uden at se sig tilbage.
Mellemverdenen omfavnede hende, dens lysende gulv pulserede under hendes fødder, og stjernerne hang lavt, som om de hviskede hemmeligheder. Men noget var anderledes – luften vibrerede, som om tiden selv var flydende her. Hun lukkede øjnene og lod mærket lede hende, dets varme spredte sig gennem hendes krop. “Vis mig,” hviskede hun, og tågen reagerede, flimrede og dannede en ny form – en mand, høj og muskuløs, hans nærvær som en storm, der trak hende ind.
Han trådte frem fra tågen, hans skikkelse næsten for massiv til at være ægte. Hans skulderbrede bryst var dækket af en slidt lædertunika, der bar mærker af aske og ild. Hans hår var mørkt, bundet i en løs fletning, og hans øjne brændte som gløder. Hans hænder – enorme, næsten unaturligt store – hvilede ved hans sider, og Elia’s mærke flammede op, som om det genkendte ham. “Jeg er Torak,” sagde han, hans stemme dyb og ru, som knitrende bål. “Dragerytter fra Eldtiden. Hvem kalder mig?”
Elia’s hjerte hamrede, men hendes magi summede af selvsikkerhed. “Jeg er Elia,” sagde hun, hendes stemme klar. “Og mellemverdenen har bragt dig til mig.” Hun trådte tættere på, hendes fingre strejfede hans bryst, og hun mærkede varmen fra hans hud, som om han bar en drages ild indeni. “Hvorfor dig?” spurgte hun, hendes blik mødte hans.
Torak’s mund trak sig op i et svagt, farligt smil. “Mellemverdenen forbinder tider,” sagde han. “Din magi søger viden, styrke – fra mig, fra min tid. Og jeg… jeg mærker dit kald.” Hans store hånd greb hendes håndled, hans greb fast, men kontrolleret, og en bølge af lyst skyllede gennem hende. Tågen reagerede, og lysende bånd snoede sig om hendes håndled, trak dem forsigtigt op over hendes hoved, som hun havde oplevet med Varyn. Hun gispede, ophidselsen steg, da hun mærkede den lette tilbageholdenhed, der gav ham kontrollen.
Toraks enorme hænder gled over hendes kjole, trak den op og af med en bevægelse, der var både forsigtig og krævende. Hun stod nøgen foran ham, mærket glødende som en sol, og hans øjne gled over hende, sultne, men ærbødige. “Du er smuk,” mumlede han, hans stemme som et jordskælv, og hans fingre sporede mærkets linjer fra hendes hofte til bryst, hver berøring sendte stød af lyst gennem hende. Hans mund fandt hendes, hans kys var som en flamme, der fortærede hende, hans tunge udforskede hendes med en sult, der matchede hendes egen. Hans store hånd cuppede hendes bryst, hans tommelfinger cirklede om hendes brystvorte, og han nappede forsigtigt, en svag smerte, der blandede sig med lyst.
Han løftede hende ubesværet, hans styrke overvældende, og pressede hende mod en usynlig væg af tåge, der føltes blød, men fast. Båndene om hendes håndled strammede let, holdt hende fanget, og hun stønnede, da hans mund fandt hendes hals, hans tænder nappede huden, mens hans hånd gled ned mellem hendes lår. Hans store fingre – næsten for store – cirklede hendes klitoris, langsomt, drilsk, før to af dem gled ind i hende, strakte hende med en intens, men behagelig fornemmelse. “Overgiv dig til mig,” hviskede han, hans stemme en blanding af kommando og begær, og hun adlød, hendes hofter bevægede sig mod hans hånd.
Torak’s tunika opløstes som tåge, og hun mærkede hans hårdhed mod hendes lår, massiv og pulserende, som om han bar en drages kraft. Han trængte ind i hende, langsomt, men bestemt, og hun skreg lavt, hendes muskler strammede om ham, hans størrelse fyldte hende helt. Hver bevægelse var kontrolleret, hans stød dybe og målrettede, og båndene holdt hende, mens hans hænder greb hendes hofter, hans fingre borede sig ind med en let, ophidsende smerte. Mærket lyste op, spredte sig yderligere, nu op over hendes ansigt og ned ad hendes ben, som om det omfavnede hele hendes væsen.
Han trak sig ud, og hun gispede ved tomheden, men hans hænder vendte hende forsigtigt, så hendes ryg var mod ham. Han brugte tågens varme, glatte essens til at forberede hende, hans store fingre masserede hendes anus, og hun stønnede, overvældet af den nye fornemmelse. “Slap af,” mumlede han, hans stemme beroligende, men dominerende, og hun adlød, hendes krop slappede af, da han forsigtigt gled en finger ind, så to, strakte hende langsomt. Hun gispede højt, lysten blandede sig med en let, behagelig smerte. Da han erstattede sine fingre med sin hårdhed, trængte han ind i hendes anus, langsomt, men ubønhørligt, og hun skreg, hendes krop rystede af intensiteten, men hun bøjede sig mod ham, ivrig efter mere.
Hans stød blev fastere, hans ene hånd greb hendes hofte, mens den anden fandt hendes klitoris, cirklede i takt med hans bevægelser. Mellemverdenen reagerede, stjernerne flammede, og tågen bølgede som en levende organisme. Elia’s klimaks byggede sig op som en storm, hendes åndedræt blev til støn, og da det ramte, skreg hun, hendes krop rystede voldsomt, og mærket brændte som en sol.
Magien brølede i hende, stærkere end nogensinde, og hun mærkede noget nyt – glimt af en anden tid, billeder af drageryttere, der svævede gennem ildfyldte himle, og viden om deres magi, som om Torak’s forbindelse gav hende adgang til Eldtidens kræfter.
Torak’s støn fulgte, hans udløsning varm og pulserende, og han holdt hende tæt, mens de begge rystede i eftergløden. Da båndene løsnedes, sank de ned på det pulserende gulv, Elia’s åndedræt stadig ujævnt. Hun rørte ved mærket, der nu dækkede næsten hele hendes krop, som en anden hud af lys. Torak’s store hånd hvilede på hendes skulder, hans øjne alvorlige. “Mellemverdenen er en bro mellem tider,” sagde han. “Din magi kan lære fra os alle – fra hver tid, hver sjæl, du binder dig til.”
Elia nikkede, hendes sind summede af de glimt, hun havde set – dragerytternes ild, deres styrke. “Så jeg kan lære magi fra fortiden?” spurgte hun, hendes stemme fyldt af forundring.
“Og fremtiden,” sagde Torak, hans smil varmt, men med en antydning af noget uendeligt. “Men hver forbindelse kræver styrke. Ikke alle vil være lige villige.”
Da hun vendte tilbage til skoven, stod Liv og Eran stadig ved klippen, deres ansigter stramme af spænding. “Hvor var du?” spurgte Liv, hendes stemme skarp, men med en undertone af bekymring.
“I mellemverdenen,” svarede Elia, hendes magi summede i hende. “Og jeg har lært noget nyt. Min magi… den kan forbinde tider. Men jeg har brug for jer begge, hvis vi skal nå helligdommen.”
Eran krydsede armene, hans blik mørkt. “Og hvad så? Skal vi bare acceptere, at du forsvinder og kommer tilbage med… hvad?”
Elia mødte hans blik, hendes selvsikkerhed voksede. “Med viden,” sagde hun. “Og styrke. I må stole på mig – eller vælge jeres egen vej.”
Erotiske noveller skrevet af Eidothea