1.
Fredag
Mit navn er Matilde. Matilde Jørgensen. Jeg er en 28 år gammel lærer med et spændende og udfordrende job på en folkeskole på Frederiksberg. Jeg bor i en hyggelig, toværelses andelslejlighed med altan ved Assistens Kirkegård og har alt, hvad jeg kan ønske mig.
Undtagen en sød kæreste. Og det er egentlig underligt, for jeg er både sød, klog og køn, synes jeg.
Efterhånden har jeg været en del på Tinder og haft mange dates af den slags, hvor man mødes på en café og snakker sammen, indtil den ene eller den anden (eller begge) begynder at gabe demonstrativt og tale om, hvor tidligt vækkeuret ringer, hvorefter man skilles i et awkward kram med helt vildt utroværdige løfter om at ringes ved.
Et par gange er det blevet til mere, men aldrig til noget rigtig godt. Faktisk har jeg ikke haft en fast kæreste, siden jeg gik på læreruddannelsen, og det er ved at være et par år siden.
Indtil telefonen ringer, tror jeg egentlig, at min date med Thomas forleden bare var endnu én i den endeløse række af mere eller mindre mislykkede dates. Ja, ikke fordi jeg ikke er interesseret i noget mere, men efter halvanden times snak på en café i Indre By, begyndte han pludselig at kigge på uret og mumle noget om, hvor tidligt han skulle op. Jeg synes ellers, det gik skidegodt den tirsdag aften, så da jeg bagefter traskede gennem regnen til metroen, var jeg skuffet.
Thomas ser virkelig godt ud. Jurist. Sportstrænet krop. Supercharmerende. Klog. Interessant at tale med. Han fortalte om sit job i et konsulentfirma, hvor han rejser meget. Mest i Europa, men også i USA og Japan. Måske var mit kedelige folkeskolelærerliv simpelt hen ikke spændende nok til at interessere ham i længden. Øv.
Vi havde udvekslet numre, men jeg kunne ikke tage mig sammen til at kontakte ham. Eller jeg var for stolt. Og for bange for at blive afvist.
Jeg farer sammen, da min lydløse mobil vibrerer fredag i middagspausen, mens jeg sidder til teammøde med lærerne fra 7.a. ”Tinder-Thomas” står der på skærmen, som jeg holder op uden for kollegernes synsvidde.
”Den er jeg lige nødt til at tage,” siger jeg og går ud i garderoben. Min fingerspids kan ikke få fat i skærmen for at swipe til højre og modtage opkaldet. Mine hænder ryster lidt. Jeg får gåsehud på armen.
”Ja?” svarer jeg, da der omsider er hul igennem.
”Hej. Er det Matilde?”
”Ja.”
”Hej, det er Thomas.”
”Hej.”
”Skal du noget i aften?”
”Nej,” svarer jeg alt for hurtigt.
”Dejligt. Skal vi ses?”
”Det kan vi godt.”
”Kan du møde mig ved Trianglen metrostation klokken otte?”
”Ja.”
”Lige oven for hovedtrappen?”
”Ja.”
”Fint. Vi ses. Hej.”
”Hej,” siger jeg og svæver tilbage til kollegerne.
Foran spejlet fredag aften bestemmer jeg mig for et par stramme, højrøde jeans, en sort spagettistrop-top, der gør noget godt for mine bryster, og mine nye Nike-sko. Udenpå nøjes jeg med min tynde, hvide sommerjakke. Jeg sætter små sølvstifter i ørerne, lægger en diskret makeup og samler mit lange, lyse hår i en hestehale. Styr på tingene.
Nede på fortovet har aftenkulden sænket sig over byen. Jeg overvejer, at gå op igen for at skifte til noget varmere, men orker ikke turen op til fjerde sal. Jeg er ved at være sent på den, og vi skal vel heller ikke sidde ude.
Mørket falder på under den korte tur med metroen. Thomas står der allerede, da jeg kommer op ad trappen ved Trianglen Station klokken præcis otte. Lidt mere velklædt end sidst i sort habitjakke, sorte jeans, hvid skjorte og blanke, sorte sko.
Han vinker til mig, og jeg småløber – lidt for ivrigt? – hen til ham. Han tager imod med åbne arme og giver mig et knus. Så træder han et skridt tilbage og betragter mig.
”Hvor ser du godt ud!” siger han.
”Tak,” svarer jeg håber, at aftenmørket skjuler min rødmen.
”Har du været i Magasin?” spørger jeg og peger på den store, mørkegrønne pose i hans højre hånd.
”Ja. Kom, vi skal ned til Søerne. Jeg kender et sted.”
Thomas tager mig i hånden, og vi krydser Blegdamsvej og Ryesgade. Fem minutter senere står vi foran en vinbar ved Sortedamssøen. Indenfor er der lys og mennesker. Udenfor skutter et par rygere sig under varmelamperne. Thomas trækker en af de udendørs stole ud til mig.
”Skal vi ikke sætte os ind? Det er lidt koldt,” protesterer jeg.
”Nej. Lad os sidde her og kigge ud på vandet. Der er varme på.”
Jeg sætter mig. Det er heldigvis lige under varmelampen.
”Hvidvin? Ligesom sidst?” spørger han.
”Jatak,” nikker jeg.
Thomas forsvinder ind på vinbaren. Ved mine fødder står Thomas’ Magasin-pose med en firkantet pakke i.
To minutter efter er han tilbage med en hel flaske Riesling i en vinkøler og to glas.
Han skænker. Vi skåler.
”Jeg har noget til dig,” siger han.
Thomas griber posen og tager kassen ud. Den er pakket ind i gavepapir. Han lægger den i mit skød.
”Værsgo.”
”Til mig? Tak!”
Jeg begynder at pakke ud. Indeni gavepapiret er der en æske med et låg, som jeg løfter. Nede i æsken ligger crepepapir, som jeg breder ud. Under papiret finder jeg en meget højhælet, sort sandal. Eller to faktisk. Jeg tager den ene op i hænderne og studerer den nærmere.
”Jamen, tak. Men sådan nogle kan jeg slet ikke finde ud af at gå med,” ryger det ud af mig.
Thomas smiler: ”Det kan du lære.”
Hælen er mindst otte centimeter høj og dens diameter ikke større end en gammeldags, brun 25-øre. Sandalen er totalt minimalistisk. Kun to tynde, sorte remme til at holde den fast om foden. Åben bagtil og fortil. Elegant, ville nogen sige. Men slet ikke min stil.
”Jeg håber, det er den rigtige størrelse.”
Jeg kigger på æsken. 39 står der. Den skulle være god nok.
”Hvor har du mit skonummer fra?”
”Kan du ikke huske, at vi snakkede om fødder. Jeg lokkede det ud af dig på cafeen.”
Det har åbenbart siden i tirsdags været hans plan at købe sko til mig. Jeg vejer sandalen i hænderne. Den er ganske let.
”Måske bytter jeg dem.”
Thomas ser skuffet ud: ”Giv dem nu en chance. Du skal da prøve dem på.”
”Jamen, jeg tror ikke.”
”Kom nu! Prøv dem!” Thomas kigger bedende på mig.
Jeg smiler til ham og begynder at snøre min højre Nike-sko op. Jeg krænger min korte ankelsok af og fjerner lidt sokkefnuller fra mine tæer, inden jeg vrider min nøgne fod ned i den højre sandal.
”Må jeg?” spørger han og rækker hænderne frem. Han tager min fod og lægger den i sit skød, hvor han spænder sandalremmen om min ankel. Thomas har varme hænder.
”Den passer jo perfekt,” konstaterer han tilfreds.
Jeg smiler til ham og lader blikket glide fra min højre fod, som Thomas holder blidt om, til min venstre, som er plantet på jorden iført en Nike-sko, der pludselig ser klumpet og klodset ud.
”Og den anden!” siger Thomas og fører min højre fod ned mod fliserne. Jeg sætter for første gang den spidse stilethæl ned og griber fast i bordkanten for at holde balancen, mens jeg lægger min venstre fod med Nike-skoen til rette i Thomas’ skød. Han løsner omhyggeligt snørebåndet, tager skoen af og fjerner min sok. Så sidder han med min venstre fod et øjeblik. Han holder om den med begge hænder.
”Du har smukke fødder, Matilde!”
”Tak!”
Han tager venstresandalen ud af æsken og fører mine tåspidser ind under den nederste rem, inden han nænsomt spænder ankelremmen.
”Er det for stramt?”
”Nej. Det er fint.”
Så fører han min venstre fod ned på jorden, og jeg sidder med begge fødder kun adskilt fra den ujævne flisebelægning af otte centimeter stilethæl.
”Skål for dine smukke fødder, Matilde!”
Vi hæver glassene, drikker ud, og Thomas skænker op igen.
”Så,” siger Thomas. ”Nu skal du ud og gå.”
Jeg læner mig grinende frem og forskyder forsigtigt vægten fra stolen over på fødderne. Jeg lægger håndfladen på bordet og rejser mig langsomt. Bordet vakler lidt. Thomas er hurtigt på benene og griber mig, så jeg ikke vælter forover. Han dufter godt og føles varm. Vi står lidt med armene om hinanden. Hans ansigt er helt tæt på mit. Jeg fører forsigtigt mine læber op mod hans og er ved at spidse munden, da han pludselig løsner omfavnelsen, men stadig holder godt fast i min hånd.
”Prøv at gå derhen,” siger Thomas. Han giver min hånd et blidt klem.
”Det går jo fint,” siger han opmuntrende, da vi er kommet fem meter væk fra bordet.
”Nu skal du selv prøve.”
Thomas slipper min hånd og bevæger sig langsomt baglæns tilbage mod bordet. Jeg tripper forsigtigt efter og læner mig bagover for ikke at vælte. Elegant ser det næppe ud. Det er ligesom at gå på stylter. Bare uden noget at holde i. Jeg når hen til stolen i et sidste, langt skridt og slår røven i sædet med et lettelsens suk.
”De skal da ikke byttes. De klær dig helt vildt, Matilde.”
”Synes du? Tak!”
Jeg tager en stor mundfuld Riesling. Thomas skænker op igen. Flasken er ved at være tom. Thomas smiler og kigger mig i øjnene.
”Prøv at give mig din fod igen, Matilde.”
Jeg lægger venstre fod tilbage på hans skød. Thomas kærtegner mine tæer med pegefingeren.
”Det kunne være fint med noget neglelak,” siger han.
”Nu var jeg jo ikke ligefrem klar over, at jeg ville få sådan nogle stilfulde sandaler.”
Thomas lyser op i et smil.
”Nej. Selvfølgelig. Jeg er glad for, at du synes, de er stilfulde. Har du egentlig nogen tatoveringer?” spørger han.
”Jeg har én et meget privat sted, men den kan du først få at se senere, hvis denne her aften går som den skal,” siger jeg og prøver at smile overdrevent forførende.
”Er det rigtigt?”
”Nej. Det er bare løgn. Jeg har ikke nogen tatoveringer,” griner jeg. ”Har du?”
”Nej, men helt alvorligt: Det kan faktisk se enormt flot ud på en smuk kvinde.”
Jeg smiler:
”Er jeg det? En smuk kvinde?”
”Ja! Meget!”
Thomas lader blikket følge min krop fra min venstre fod og op til mit ansigt.
”Jeg tænkte på.,” begynder han og aer min vrist ved pegefingeren. ”. om du ikke skulle få tatoveret noget her.”
”På min fod?”
”Ja. Her på vristen. Det ville passe enormt godt til dine nye sandaler. Det ville netop være. stilfuldt.”
”Og hvad skulle jeg have tatoveret på min fod, synes du?”
”Noget smukt. En blomst. En rød rose måske. Det kunne være vildt flot.”
Jeg griner og sætter venstre stilethæl ned på jorden igen.
”Skal vi ikke gå indenfor. Her er ved at blive lidt koldt, synes jeg.”
”Koldt? Fryser du virkelig? Jeg synes, det er dejligt at sidde herude.”
Thomas er åbenbart et rigtigt friluftsmenneske. Han rejser sig, tager habitjakken af og breder den ud over mine skuldre. Den dufter af ham. Han tømmer de sidste dråber vin ud i vores glas.
”Jeg henter nye forsyninger. Imens kan du jo kigge i pakken. Du er ikke færdig med at pakke ud, Matilde.”
”Er jeg ikke?”
Thomas forsvinder ind på vinbaren med flaske og vinkøler.
Jeg ser efter i skoæsken, hvor crepepapiret ligger tilbage. Under det ligger en gul engangslighter og en pakke cigaretter. Marlboro Light.
Jeg lægger dem på bordet. Lidt efter er Thomas tilbage. Han sætter vinkøleren med den nye, fulde Riesling-flaske på bordet og betragter mig smilende og forventningsfuldt.
”Nå, hvad siger du?” spørger han.
”Hvad mener du?”
”Har du lyst til at ryge?”
”Øh nej. Jeg ryger ikke.”
”Nå,” siger han en anelse studst. ”Det er jeg ked af at høre.”
En underlig tavshed hersker et øjeblik.
”Det er du ked af at høre? Hvad mener du med det?”
Thomas ser alvorligt på mig:
”Jeg har en svaghed, jeg bliver nødt til at fortælle dig om,” begynder han.
”Jamen, du kan bare ryge. Vi er i fri luft. Det generer ikke mig,” siger jeg og skubber cigaretpakken over på hans bordhalvdel.
”Nej tak. Jeg ryger ikke. Min. svaghed er, at jeg godt kan lide cigaretter, når det er en smuk kvinde, der ryger dem.”
Jeg kigger spørgende på ham. Han fortsætter:
”Og nu sidder jeg her denne dejlige aften med en smuk kvinde, der har de smukkeste fødder i de stilfulde stiletter, jeg har købt til hende, og vil utrolig gerne se hende ryge en cigaret.”
”Hvorfor det?”
”Jeg vil bare gerne se dig tænde cigaretten, inhalere røgen, blæse den ud, holde cigaretten mellem fingrene, mens vi snakker sammen. Og så må du gerne læne dig lidt tilbage og lægge din højre fod op over dit venstre knæ, så man rigtig kan se din fod i sandalen.”
Jeg anbringer min fod i den ønskede stilling og vrikker lidt med tæerne.
”Sådan her?” Jeg griner.
Thomas nikker, smiler tilfreds og skubber cigaretterne tilbage mod mig.
”Jeg har endda købt light-cigaretter, som ikke er så stærke. Selv om jeg egentlig bedst kan lide, når smukke kvinder ryger rød Marlboro. Men de fleste smukke kvinder foretrækker light. Desværre. ”
”Jamen, jeg har aldrig røget,” siger jeg og kommer ikke nærmere ind på et enkelt mislykket forsøg i 9. klasse, der endte i et ynkeligt hosteanfald omme bag skolens cykelskur.
”Nej, hvor mærkeligt. Det ville bare passe så godt til dig.”
”Det er jeg ikke sikker på. Og se her: ’Rygning dræber’.”
Jeg holder pakken op for Thomas og viser ham de store, sorte bogstaver.
”Ja. Det skal de jo skrive, men du dør helt sikkert ikke af at prøve en enkelt.”
Jeg kigger nærmere på pakken.
”Prøv at lukke den op.”
”Jamen, jeg har ikke lyst til at ryge.”
”Bare luk den op og tag en ud og sid med den mellem fingrene. Lad, som om du ryger den. Så gør du mig glad.”
”Okay. Hvis det gør dig glad.”
Jeg tager en slurk vin og begynder at fjerne plasticfolien omkring pakken. Jeg klapper låget op. Snuser til indholdet. Lugten er krydret og sødlig. Cigaretterne sidder tæt sammen i pakken. Jeg fumler lidt for at få en af dem ud. Det lykkes. Thomas smiler forventningsfuldt hen over sit vinglas.
Jeg holder cigaretten mellem højre hånds pege- og langfinger. Først helt inde ved håndfladen. Så ude ved fingerspidserne. Jeg prøver det samme i venstre hånd.
”Hvor er du elegant!” siger Thomas.
”Tak.”
Cigaretten føles underligt let. Lettere end en blyant. Men det er selvfølgelig også bare papir og nogle bittesmå tobaksstrimler. Thomas kigger opmuntrende på mig, mens jeg poserer. Jeg fører den til læberne og lader, som om jeg blæser røg ud.
”Du er så smuk!” siger Thomas fascineret.
Jeg smiler til ham. Så spidser jeg munden og tager fat om cigarettens filter med læberne. Jeg sidder lidt og laver trutmund med cigaretten, så tager jeg den i venstre hånd. Jeg drikker en slurk vin og poserer med vinglas og cigaret – stadig med højre fod hvilende på venstre knæ.
Jeg sætter glasset på bordet, og Thomas fylder det op. Jeg sætter cigaretten mellem tænderne.
”Jeg skal lige prøve at tale, mens jeg har den i munden,” siger jeg.
”Det går da fint,” roser Thomas.
Jeg tager cigaretten med venstre hånd og drikker vin med højre. Jeg skyller vinen ned og anbringer cigaretten mellem læberne i min højre mundvig.
”Prøv at se: Den vipper, når jeg siger noget.”
Thomas storsmiler.
”Hej, Matilde!” lyder det lige bag mig.
Jeg drejer hovedet lidt for hurtigt og taber cigaretten ned i skødet. Det er min søde kollega Kate, en kvinde i 50’erne, der breder armene ud.
”Hej, Kate!” siger jeg og smiler. Jeg samler cigaretten op og rejser mig i én bevægelse. Et øjeblik glemmer jeg, hvad jeg har på fødderne, og er ved at miste balancen, da jeg læner mig lidt for meget og lidt for pludseligt ind over Kate for at give hende et knus. Rødvinen i hendes glas skvulper, men ved fælles hjælp lykkes det at holde mig oprejst.
”Hov. Pas på, du ikke vælter,” griner Kate og har et solidt tag i mig. Hun lugter af røg og parfume.
Jeg kommer ned at sidde igen.
”I har da gjort det eneste fornuftige, når I har sat jer herude, hvor man må ryge,” siger Kate. ”Jeg er ude og drikke vin med et par veninder, som alle sammen er holdt op, så de vil sidde inde i varmen, men jeg skal lige ud og have en smøg engang imellem.”
Kate sætter en lang cigaret mellem læberne og tænder den med sin lighter. Hun inhalerer og løfter sit glas.
”Skål,” siger hun og lader blikket glide fra mig til Thomas.
Vi skåler og drikker.
”Ja, undskyld. Jeg var ved at vælte før, men jeg har ikke rigtig vænnet mig til dem her endnu.” Jeg strækker benene, så Kate kan se mine højhælede.
”Nej, hvor er de seje, Matilde!” siger hun.
”Tak.”
Hun kigger på gavepapiret og skotøjsæsken og på mine Nike-sko og sokker, der ligger under bordet.
”Du har måske lige fået dem af.?”
Kate kigger spørgende på Thomas, som belevent rejser sig og rækker hånden frem.
”Thomas.”
Kate sætter vinglasset på bordet.
”Kate.”
Kate inhalerer dybt og blæser røg ud over Sortedamssøen.
”Du ved, hvordan man gør en kvinde glad, Thomas,” siger Kate anerkendende. Hun læner sig pludselig frem mod mig og holder sin tændte lighter 20 centimeter fra mit ansigt. Jeg kigger forvirret op på hende i et sekund, inden det går op for mig, at jeg stadig sidder med min cigaretten mellem højre hånds pege- og langfinger.
Jeg overvejer, hvordan jeg skal forklare søde, hjælpsomme Kate, at jeg bare er en ikke-ryger, der sidder og poserer med en utændt cigaret, som jeg ikke har tænkt mig at ryge. Jeg finder ikke nogen brugbar forklaring, så jeg tager cigaretten mellem læberne og fører den hen til lighterflammen, mens jeg forsigtigt suger ind.
Med det samme bliver min mund fyldt med røg og en intens smag af askebæger. Jeg tager cigaretten med venstre hånd, puster røgen ud og skynder mig at tømme mit glas med Riesling. Vinen køler, men smager underligt nu. Jeg kører væsken rundt i munden og sluger den. Så tager jeg en dyb indånding af frisk luft, men den stærke smag af askebæger vil ikke gå væk.
Kate har samlet hele opmærksomheden om Thomas, som lytter til hendes udredninger om, hvorfor hun ikke går med højhælede mere, alt imens han indimellem sender mig sideblikke og skænker op i mit glas. Cigaretten i min hånd ryger sig selv. Jeg slår asken af med tommelfingeren. Så fører jeg den prøvende tilbage til læberne og tager et minimalt hvæs for at opretholde illusionen om, at jeg ryger. Jeg prøver at beholde røgen inde i munden et øjeblik. Så blæser jeg den ud i et stød og kvæler et begyndende hosteanfald i en ordentlig slurk Riesling. Bagefter har jeg stadig askebægersmag i munden.
Kate fortæller Thomas, hvor glad hun er for at arbejde sammen med mig, og hvor dygtig jeg er. Jeg har travlt med at holde øje med cigaretten i min hånd og asken, der skal slås af. Jeg når at tage endnu et minimalt hvæs – denne gang uden at hoste – inden Kate skodder sin halvt røgne cigaret i askebægeret på vores bord og putter den tilbage i den røde Prince 100-pakke.
”Nå, så kan jeg lidt igen,” siger hun og hæver glasset. ”Vi ses på mandag, Matilde. Og hvor er din kæreste sød.” De sidste ord siger hun næsten lydløst og med overdrevne mundbevægelser.
Jeg smiler og vinker, mens Kate går ind på vinbaren igen. Jeg rækker ud efter askebægeret for at skodde cigaretten, men bliver afbrudt midt i bevægelsen.
”Stop!” siger Thomas. ”Det går rigtig fint.”
”Hvad?”
”Du er så dygtig. Det går over al forventning.”
”Hvad mener du?”
”Det var så suverænt, som du bare tog imod ild fra hende og røg den cigaret, som om du aldrig havde bestilt andet. Respekt, Matilde.”
”Tager du pis på mig nu?”
”Nej. 100 procent. Du aner ikke, hvor sexet du er med den cigaret. Det er lige dig.”
Jeg læner mig tilbage og betragter den brændende cigaret i min hånd. Asken er blevet lang igen. Jeg slår den af.
”Jeg skal lige forstå det her: Du synes, jeg er sexet, fordi jeg ryger en cigaret?”
”Ja, for helvede. Jeg er helt vild med dig, når du ryger. Altså. jeg er i det hele taget vild med dig, men den der cigaret giver dig en særlig elegance.”
”Men det smager grimt,” siger jeg og tømmer mit vinglas, gurgler lidt og synker. Smagen er der endnu.
”Smagen vænner du dig til. Hvis du giver det en chance, garanterer jeg dig for, at du på kort tid vil lære at nyde at ryge en cigaret. Prøv at tænk på dengang, du smagte hvidvin første gang.”
Thomas tømmer flasken ned i mit glas.
”.kunne du måske lide hvidvin, da du smagte det første gang? Eller rødvin? Eller øl?”
”Næh, men.”’
”Det hele er et spørgsmål om tilvænning, og jeg kan se på din suveræne stil, at du er et naturtalent. Du vil også få meget mere ud af det, når du inhalerer. Lige nu suger du bare røgen ind i munden. Den skal helt ned i lungerne. Prøv engang. Jeg er sikker på, at du er skidegod til det.”
Jeg smiler skævt til ham.
”Okay. Jeg prøver. Hvis det gør dig glad. Hvordan gør jeg?”
”Altså, du tager et hvæs af cigaretten og får røgen ind i munden. Og i stedet for at blæse den ud med det samme, tager du en dyb indåndning, så den bliver suget videre ned i lungerne.”
Jeg beslutter at tage udfordringen op. Jeg slår asken af og sætter resolut cigaretten til læberne. Jeg suger mere røg ind end i de første forsøg og i stedet for at blæse røgen ud, prøver jeg langsomt at hive den ned i lungerne. Jeg kan ikke få luft, det brænder indeni mig, og hostende bøjer jeg mig frem mod askebægeret og skodder cigaretten. Jeg tømmer mit vinglas og hoster noget af vinen ud over bordet.
”Tilfreds nu?” spørger jeg, da jeg har hostet færdig.
”Jeg er nærmest lykkelig. Det var så flot,” siger Thomas.
Jeg ryster på hovedet og smiler:
”Du er skør. Nå, men vi skal da lige have noget mere vin.”
Jeg tager fat om vinkøleren og rejser mig op, og inden jeg ved af det, ligger jeg så lang, jeg er med vinkøleren i favnen og isterninger ud over fliserne. Heldigvis går flasken ikke i stykker, men det gør ondt i min albue, og mine bukser er blevet beskidte.
Thomas hjælper mig på benene. Han holder om mig. Vi kysser. Først forsigtigt på munden. Så et langt tungekys.
”Det smagte godt. Du er så dejlig, Matilde!” siger han.
Vi står stadig tæt med armene om hinanden.
”Jeg faldt. Jeg har ikke helt vænnet mig til mine nye højhælede.”
”Nej. Det er klart. De kræver tilvænning. Ligesom alt muligt andet. Men du bytter dem ikke, vel? De er bare så meget dig. Nu skal du bare sætte dig. Så henter jeg noget mere vin.”
Thomas hjælper mig på plads på min stol. Jeg kigger ud over søen og byens lys, mens Thomas henter vin. Måske er det ikke bare de højhælede. Jeg føler mig faktisk lidt svimmel. Måske er det cigaretten? Bliver man svimmel af sådan en? Jeg må efterhånden også have drukket noget vin. Er det anden eller tredje flaske, vi skal i gang med? Jeg har en bitter, kemisk smag i munden. Jeg bliver nødt til at få noget mere vin at skylle den væk med.
Thomas er heldigvis tilbage med mere iskold Riesling. Han skænker op til os begge og flytter sin stol hen ved siden af min. Så sidder vi og fletter fingre og fortæller om vores dag og vores liv.
Efter en halv times tid tager Thomas Marlboro-pakken:
”Du skal lige prøve én til,” siger han.
”Skal jeg?”
”Ja. Det ser så flot ud, når du sidder og holder cigaretten.”
Jeg trækker på skulderen og tager en cigaret fra pakken, som han insisterende holder frem mod mig. Denne gang er den lettere at få ud. Jeg sidder og prøver forskellige fingerstillinger.
”Du kan også sætte den bag øret,” foreslår Thomas.
”Bag øret?”
”Ja. Prøv at se.”
Han tager cigaretten fra mine fingre og sætter den i klemme bag mit venstre øre. Der sidder den tilsyneladende udmærket fast. Så piller han elastikken ud af min hestehale og trækker mit hår hen over øret.
”Nu har du et lager her. Så behøver du ikke at have håndtaske med. Du har også plads til en bag det andet øre. Og man kan ikke se dem for dit hår.”
”Hvor er det smart,” griner jeg med himmelvendte øjne, mens jeg piller cigaretten ned fra mit øre. Imens tager Thomas lighteren, tænder og holder flammen hen foran mit ansigt. Jeg kigger ham i øjnene, mens jeg tager cigaretten i munden og fører spidsen hen til flammen. Denne gang tager jeg ikke helt så meget røg ind i munden. Jeg blæser den ud med det samme.
”Jeg kan altså ikke finde ud af det der med at inhalere,” siger jeg nærmest undskyldende.
Thomas læner sig frem og kysser mig let på munden.
”Du er så dygtig. Du skal nok lære det,” siger han og lægger armene om mig. Vi kysser igen. Et langt tungekys. Jeg sidder med den brændende cigaret i venstre hånd og prøver at bugsere den over i højre, så jeg kan skodde den i askebægeret på bordet. Thomas mærker, at jeg har gang i noget. Han gør sine læber fri af mine.
”Hvad laver du?” spørger han.
”Jeg vil bare slukke den her, så vi kan kysse ordentligt,” forklarer jeg og holder cigaretten op.
”Jeg vil gerne kysse dig, mens du ryger,” siger han.
Jeg tager cigaretten op til munden og kigger spørgende på Thomas. Han nikker. Jeg tager et hiv og kommer til at blæse røgen lige ud i ansigtet på ham.
”Nej, undskyld!” siger jeg og vifter røgen væk med hånden.
”Du skal ikke undskylde. Det var bare dejligt,” griner Thomas. ”Mere af det.”
Jeg gør det igen det igen. Et lille, forsigtigt hiv af cigaretten, som jeg med det samme blæser ud i hovedet på Thomas, der smiler frydefuldt.
”Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal holde den. Det føles vildt akavet,” siger jeg.
”Du gør det så godt, Matilde! Bare bliv ved.”
”Men jeg kan ikke finde ud af at få røgen ned i lungerne uden at hoste.”
”Du er rigtig godt på vej. Nu skal du lige prøve at inhalere igen. Tag et lille hiv af din smøg, hold røgen inde i munden et sekund og tag så en dyb, dyb indånding, så det hele fordeler sig nede i lungerne.”
”Tak for brugsanvisningen. Hvor har du den fra?”
”Jeg har prøvet det her mange gange.”
”Har du røget meget?”
”Nej, aldrig.”
”Hvad mener du?”
”Det jeg siger. Jeg har lært adskillige kvinder at ryge på en utrolig sexet måde.”
Jeg tager et nyt hvæs af cigaretten og blæser drillende røgen ind i hans glade ansigt.
Der er stille lidt. Så tager jeg en rask beslutning og følger hans brugsanvisning. Jeg tager et lille hiv af min light-cigaret, venter et sekund med røgen inde i munden og trækker den så ned i lungerne uden at hoste. Det er, som om hele min krop trækker sig sammen, og al luft forsvinder fra min brystkasse. Jeg hoster, og røgen kommer ud i små host, som dog ikke bliver ved længe.
Jeg skynder mig at tage en stor slurk vin og skodder den halvt røgne cigaret i askebægeret.
”Pyha,” siger jeg og ryster på hovedet.
Jeg har en underlig, brændende fornemmelse i brystkassen. Til gengæld er den bitre smag i munden slet ikke så stærk længere.
Thomas smiler, læner sig frem og giver mig et langt tungekys.
”Hvor smager du dejligt, Matilde!”
”Synes du? Jeg synes, det smager sådan. bittert, efter at jeg har røget. Eller. det var mest efter den første. Nu er det faktisk ikke så stærkt.”
”Du er måske ved at vænne dig til at være ryger.”
”Ryger? Jeg er da ikke ryger.”
”Hvad er så det, der ligger der?” spørger han drillende og peger på de to skod i askebægeret.
”Så siger vi det. I hvert fald smagte den anden cigaret ikke så slemt som den første. Men jeg skal lige vænne mig til at tage røgen ned i lungerne.”
”Ja, selvfølgelig.”
Vi snakker videre om vores liv. Inde bag vinbarens vinduer er der ved at være tomt. Kate vinker hen imod os, da hun forlader stedet med veninderne. En tjener går i gang med at folde borde og stole sammen.
”Vi skal til at lukke,” siger hun.
”Fem minutter,” siger Thomas.
”Okay,” siger tjeneren og forsvinder ind på vinbaren med et par klapstole.
Jeg tager en hurtig beslutning og rækker ud efter cigaretpakken.
”Ved du hvad. Jeg prøver lige en til, inden vi går.”
Jeg tager en cigaret fra pakket, og Thomas tænder for mig, mens han betragter mig med et fascineret smil.
Den allerførste røg puster jeg ud igen med det samme. Så sidder jeg lidt med den rygende cigaret mellem fingrene, inden jeg målbevidst tager en stor mundfuld røg ind i munden, venter et lille øjeblik og tager en dyb indånding og trækker røgen helt ned i lungerne. Det brænder indeni mig, og jeg trodser fornemmelsen af ikke at kunne få luft, inden jeg – måske lidt for hurtigt – blæser røgen ud igen. Helt uden at hoste.
”Yes! Jeg kunne!” jubler jeg, da den sidste røg har forladt min krop.
”Det er så flot, Matilde,” roser Thomas.
”Jeg prøver lige igen,” siger jeg og inhalerer det næste hiv. Denne gang lykkes det mig at holde røgen nede i lungerne lidt længere, inden jeg blæser den ud.
”Jeg tror, jeg har teknikken nu.”
”Ja. Helt sikkert. Du har lært at ryge på en meget lækker måde.”
Jeg lægger min flade hånd mod min brystkasse.
”Det er, som om. jeg kan mærke en let trykken for brystet.”
”Okay?”
”Altså ikke noget ubehageligt. Mere sådan en ny og anderledes fornemmelse.”
”Synes du stadig det smager grimt.”
”Vent. Jeg smager lige.”
Jeg suger en stor mundfuld røg ind i munden og trækker den ned i lungerne, inden jeg langsomt blæser røgen ud igen.
”Jeg synes ikke, det smager så grimt som for en time siden. Det er en ny slags smag, men den er ikke ubehagelig. Mere sådan. fremmedartet.”
Thomas læner sig frem og giver mig en langt tungekys. Han er glad.
Da jeg skodder efter stille og roligt at have inhaleret hele cigaretten, står tjeneren klar til at rydde og fjerne vores bord. Thomas samler mine Nike-sko og sokker i skotøjsæsken og lægger den ned i Magasin-posen. Vi rejser os og siger tak for i aften til den efterhånden utålmodige tjener.
”Husk dem her,” siger Thomas, da jeg har taget min taske over skulderen. Han rækker Marlboro-pakken og lighteren frem mod mig.
”Nåeh ja,” siger jeg og lægger dem ned i tasken.
Måske rejser jeg mig for hurtigt. I hvert fald føler jeg en svimmelhed.
”Vent lidt!” siger jeg og støtter mig til bordet.
”Hvad er der?”
”Jeg ved det ikke. Jeg er bare lidt svimmel.”
”Du er vel ikke ved at blive syg?”
”Nej, nej. Måske skal jeg bare vænne mig til at se alting heroppe fra de høje hæle.”
Thomas lægger en arm om skulderen på mig. Det føles trygt og godt. Vi går sammen i det ujævne grus ved søbredden, og det er en udfordring, når man ikke er vant til højhælede.
Pludselig kan jeg mærke, at jeg skal kaste op. Jeg når at læne mig ud over vandet, før det kommer, men rammer desværre Thomas’ pæne jakke. Thomas holder om mig, så jeg ikke falder i vandet, mens jeg gør mig færdig og spytter et par gange. Mit spyt smager af bræk og cigaretrøg.
Thomas hjælper mig hen til en bænk, hvor vi sidder lidt og på vandet, mens vi holder hånd.
”Undskyld,” siger jeg og hiver ud i jakken for at vise pletten.
”Pyt. Jeg sender den til rensning.”
”Lige pludselig blev jeg bare svimmel. Jeg tror ikke, jeg kan tåle at ryge, Thomas.”
”Sludder. Du har fået tre lightcigaretter. Det er ingenting. Til gengæld har du drukket cirka to flasker vin.”
”Har jeg?”
”Ja. Det tror jeg. Der er rigtig godt synk i dig, Matilde,” smiler han.
”Okay. Jeg havde brug for at skylle efter oven på al den røg.”
”Ja. Og så er du oppe på de høje hæle. Det kræver alt sammen tilvænning.”
Han klemmer min hånd, og vi kysser hinanden med lukket mund, inden vi rejser os og langsomt går tilbage mod metroen på Trianglen. Vi standser ved en kiosk og køber noget tyggegummi. Det hjælper lidt på smagen i min mund.
”Your place or mine?” spørger Thomas, da vi står ved metrotrappen.
Jeg ryster på hovedet.
”Thomas. Det har været en fantastisk aften, men jeg skal altså bare hjem og børste tænder og på hovedet i seng og sove. Sorry.”
”Forståeligt. Jeg håber, vi kan ses snart igen.”
”Ja! Det skal vi.”
”På gensyn, skønne Matilde,” siger Thomas og lægger armene om mig. Vi tungekysser. Jeg trækker ansigtet lidt væk.
”Smager jeg af bræk?”
”Du smager fantastisk, Matilde,” siger Thomas og trækker mig ind til sig igen. Vi tungekysser længe. Thomas slipper mig så og siger:
”Godnat!”
”Godnat,” smiler jeg og vinker lidt, mens Thomas forsvinder over mod Trianglen. 10 meter væk vender han sig om og sender et luftkys, som jeg gengælder. Så går han.
Jeg støtter mig tungt til gelænderet, da jeg stepper ned ad metrotrappen på mine høje hæle. Halvvejs nede sætter jeg mig og tager dem af. Jeg leder efter posen med mine Nikes, men den har Thomas. Til gengæld har jeg stadig hans jakke med mit opkast over skuldrene.
Jeg fortsætter på bare tæer med stiletterne strittende op af tasken ned mod metrotoget, hvor jeg får en tiltrængt siddeplads og masserer mine ømme fødder på turen til Nørrebros Runddel.
Fra runddelen er jeg hurtigt hjemme på fjerde sal i Jægersborggade. Jeg børster tænderne grundigt, og smagen af bræk går næsten helt væk. Den velkendte tandpastasmag blander sig med en bitter cigareteftersmag, som bliver i min mund, da jeg er færdig. Jeg falder om på min seng i trusser og min sorte top. Jeg glæder mig til at se Thomas igen, tænker jeg, inden jeg falder i en dyb søvn med et bredt smil på mine nykyssede læber.
2.
Lørdag
Klokken kvart over 10 vågner jeg med en dundrende hovedpine. Min top lugter af tobaksrøg, og min hals er fyldt med slim og en bitter, kemisk eftersmag af cigaretter.
Jeg går ud på badeværelset og tisser, harker slim ned i håndvasken og børster tænder grundigt og længe. Så tager jeg to Panodil fra skabet og et langt bad og tørrer mig i badekåben. Jeg går gennem lejligheden og åbner dobbeltdøren ud til min lille altan. Det er virkelig varmt. Jeg kigger op og ned af gaden, hvor bylivet er godt i gang.
Jeg spiser en skål yoghurt med müsli og tjekker nyhederne på telefonen. I entreen finder jeg mine jeans, Thomas’ sorte jakke med mit bræk på og mine nye, ekstremt højhælede sandaler. Det vil nok være flinkt at få jakken renset, inden jeg ser Thomas næste gang. På telefonen finder jeg et renseri. Jeg tager en hvid stropkjole med sort sommerfuglemønster på, smider en god bog ned i tasken, og på vej ud af lejligheden i mine Birkenstock-sandaler samler jeg de højhælede op og stopper dem ned i min rummelige taske. Nu, hvor de ikke kan byttes, kan jeg lige så godt lære at gå med dem. Helst et sted, hvor jeg ikke møder nogen, jeg kender.
Metroen tager mig til Hovedbanegården, hvor jeg finder renseriet, der lover at have jakken klar til mandag eftermiddag. Jeg overvejer, hvor jeg kan øve mig i elegante bevægelser på høje hæle og går mod S-togsperronen, hvor det første tog viser sig at køre til Frederikssund.
Jeg skifter sko i toget og stopper Birkenstock-sandalerne ned i den efterhånden godt fyldte taske. Lige pludselig har vi passeret Ballerup, og jeg tænker, at den bedste chance for at finde en café med en sandwich nok er Frederikssund. Som ydermere har den fordel, at jeg ikke kender en sjæl, så jeg kan uden problemer se latterlig ud, når jeg færdes på otte centimeter høje stiletter.
Min telefon vibrerer. Sms fra ”Tinder-Thomas”. Jeg smiler.
”Tak for i går,” skriver han – efterfulgt af en hjerte-emoji. ”Jeg håber, du kom godt hjem. Længes efter dig. Skal du noget mandag aften? Kys fra Heathrow, Thomas”.
”Heathrow”? Er manden allerede i London? Han har åbenbart travlt.
Jeg svarer:
”Selv tak.” Hjerte-emoji. ”Jeg skal ikke noget mandag aften. Vil gerne se dig. Glæder mig. Kys fra S-toget, Matilde. PS: Hvad laver du i Heathrow?”
Der går et minut. Så kommer svaret:
”Arbejde. Kedeligt. Lad os mødes klokken 19 oven for trappen ved Trianglen, hvor vi skiltes. Så giver jeg middag. Kys!”
Jeg sender ham et hjerte som svar og retter hans navn til ”Thomas” i min telefon. Toget standser i Frederikssund. Jeg orienterer mig på telefonen og går – langsomt og værdigt og otte centimeter højere end jeg plejer – op mod gågaden. Jeg finder en Matas næsten uden kunder og vælger en knaldrød neglelak. Og noget neglelakfjerner og en pose vatrondeller.
”Kunne vi friste med en matchende læbestift?” spørger Matas-damen ved kassen, og jeg tager den med i købet. Jeg fortsætter min stive og langsomme gang og finder en cafe, som er lige så tom som Matas-forretningen. Jeg trænger til at sidde ned. Og til noget mad.
Jeg beder den unge fyr bag baren om en lun kyllingesandwich og en danskvand med citrus og går i krig med håndtasken for at finde min pung. Jeg lægger Birkenstock-sandalerne på en af barstolene. Min bog, min telefon og en pakke Marlboro Light kommer på på bardisken, før jeg har fundet pungen med mit dankort. Jeg betaler kontaktløst.
”Hvor vil du sidde?” spørger fyren.
Jeg lader blikket glide ud over det stort set tomme lokale. Det er ikke, fordi jeg bliver svær at finde.
”Derovre i hjørnet,” siger jeg og peger.
”Vi har også en gårdhave, hvis du vil ryge.”
Jeg tøver et øjeblik.
”Ja, ved du hvad, jeg sætter mig ud i solskinnet.”
”Jeg kommer med din sandwich om lidt.”
Jeg hælder tingene tilbage i tasken og tager min danskvand. Ude i gårdhaven finder jeg et solbeskinnet hjørne og indretter mig og sætter bog, telefon, neglelak, neglelakfjerner, vatrondeller og læbestift på bordet ved siden af askebægeret. Jeg lægger pakken med Marlboro Light ved siden af alt det andet og smider de højhælede. Ah.
”Gør det noget, at jeg lige lakerer mine negle,” spørger jeg, da den unge fyr kommer med min lune sandwich.
”Det gør du bare. Her generer du ikke nogen.”
Jeg spiser min sandwich og drikker min danskvand. Hovedpinen er lettet, og jeg går ind på bare tæer og bestiller en stor latte. Da fyren serverer den, har jeg lagt min højre fod på en stol og er ved at gøre klar til at lakere tåneglene. Den røde lak lyser snart op på alle fem tæer. Jeg betragter resultatet med tilfredshed, mens jeg stille og roligt fisker den fjerde Marlboro frem fra pakken og tænder med lighteren.
De første par hiv puster jeg bare ud, men nu vil jeg øve mig målrettet i at inhalere på den måde, Thomas er så glad for. Fjerde gang, jeg tager smøgen i munden, suger jeg en ordentlig mundfuld røg, som jeg holder inde i munden i et eller to sekunder. Så trækker jeg den langsomt ned i lungerne. Jeg mærker en brændende fornemmelse brede sig i hele brystkassen. Så ånder jeg røgen ud. Det lykkes uden at hoste. Den bitre smag i min mund er meget mildere end i går. Jeg tager en slurk latte. Den smager til gengæld mærkeligt. Jeg drikker altid mælk i kaffen, men på en eller anden måde passer mælkesmagen ikke til cigaretter. Jeg kigger på mine røde negle. De er vist ved at være tørre. Jeg rejser mig og går hen for at bestille en espresso i stedet. På vej gennem døren, kommer jeg i tanker om cigaretten. Jeg går lige inden for dørtrinnet, mens jeg holder min smøg ude i det fri. Jeg får fyrens opmærksomhed og bestiller en espresso.
”Coming up,” smiler han.
Jeg inhalerer koncentreret resten af cigaretten. Stille og roligt. Fyren serverer den espresso, som passer meget bedre til Marlboro Light end latte
Sirligt lakerer jeg neglene på venstre fod. Koncentrerer mig om ikke at spilde. Bruger neglelakfjerneren og vatrondellerne, når det alligevel sker.
Jeg surfer på telefonen, mens venstre fod tørrer. Tømmer espressokoppen og rækker distræt ud efter cigaretpakken. Jeg sidder med en Marlboro i hånden uden egentlig at have besluttet at ryge den. Jeg tager den i munden og tænder. Inhalerer og blæser røg ud, mens jeg læser videre på telefonen. Det går jo forrygende.
Jeg lægger telefonen fra mig og går i krig med venstre hånds negle. Cigaretten lægger jeg i askebægeret, hvor den ryger sig selv, mens jeg koncentrerer mig om lillefingeren. Jeg eksperimenterer med at tage smøgen i munden, mens jeg lakerer. Jeg afprøver forskellige muligheder for at blæse røg ud, mens jeg holder cigaretten mellem læberne, og jeg får lidt røg i øjnene. Så lægger jeg cigaretten tilbage i askebægeret, så jeg skiftevis lakerer og ryger.
Højre hånd er noget mere udfordrende, eftersom den skal lakeres med venstre, men det lykkes, og jeg ryger dagens tredje smøg, mens neglene tørrer færdig.
Så samler jeg mine ting, tager sandalerne på og går på toilettet, hvor jeg indvier min nye røde læbestift. Jeg betaler og ønsker den unge fyr god weekend. Ude på gågaden er Frederikssund i mellemtiden blevet endnu dødere, end da jeg gik ind.
Jeg går adspredt fra butiksvindue til butiksvindue. Mange af butikkerne er allerede lukket. 50 meter fra cafeen ligger en tatovørforretning i et kælderlokale. Jeg kigger først på udstillingsvinduets fotos af tatoverede kroppe. Så går jeg ned ad trappen.
Nede i butikken sidder en stærkt tatoveret mand med muskuløse overarme i en lænestol og læser i Ekstra Bladet. Han rejser sig og smiler til mig.
”Hvad kan jeg hjælpe med?”
”Jeg skulle bare høre. Er det her sådan et sted, hvor man skal bestille tid, eller kan jeg få en tatovering nu?”
”Det kommer an på.” Han kigger op på et ur på væggen. ”Vi lukker om en halv time, såeh.”
”Jeg skal bare have lavet en lille ting. Kan du lave en lille rød rose?”
”Det skulle vi nok kunne klare. Blomster. det er denne her.”
Han tager et sort ringbind med plasticlommer fra en reol og breder det ud på det lave bord foran lænestolen. Han viser mig nogle små roser og jeg vælger en lille en på 6-7 centimeter.
”Den kan vi godt nå at lave nu.”
”Hvad koster det?”
”Den der kan jeg lave for. skal vi sige. en tusse.”
”Okay.”
”Jeg skal lige op og have en smøg, før vi går i gang.”
Han tager en pakke rød Marlboro og en lighter fra bordet og vender sig mod indgangen.
”Du må gerne ryge, mens du tatoverer mig. Det gør mig ikke noget.”
Manden trækker på skuldrene.
”Fedt. Så lukker jeg butikken for i dag. Hvor vil du have din rose?”
Han tænder en cigaret fra pakken og låser døren ud til gågaden.
”Her. På foden.” Jeg sætter min venstre fod op på en lav skammel og markerer med hånden, hvor jeg forestiller mig, at rosen skal sidde.
”Jeg vil godt have, at den sidder mellem remmene på sandalen.”
”Er de nye, dine sandaler?”
”Ja, helt nye. Jeg har lige fået dem.”
”De er supersmarte. Og en rose ville passe rigtig godt lige dér. Der er bare det ved det, at det er et ret smertefuldt sted at blive tatoveret.”
”Er det?”
”Ja. Jeg arbejder lige oven på sener og knogler. Hvis jeg giver dig rosen på overarmen eller på låret, så gør det ikke lige så ondt. Er det din første gang?”
”At jeg får en tatovering? Ja.”
”Det kan altså godt gøre ret ondt.”
”Det er okay.”
Jeg sætter mig på briksen og tager sandalerne af. Tatovøren tager handsker på og spritter min fod af. Så sætter han en roseskabelon på. Den efterlader et aftryk. Han viser mig, hvor rosen kommer til at sidde.
”Ja, det er fint,” siger jeg.
Så begynder han at arbejde med sin maskine. Det begynder at rive i huden.
”Jeg trækker lige stregerne op,” forklarer han.
Det gør lidt ondt, men jeg vænner mig hurtigt til smerten. Jeg finder min telefon frem fra tasken og tjekker Facebook. Thomas har sendt en venneanmodning, som jeg skynder mig at sige ja til.
Det gør faktisk ikke nær så ondt, som jeg havde forestillet mig. Var det bare det? når jeg lige at tænke, da tatovøren skodder sin smøg og siger:
”Nu lægger jeg farve på, så nu kommer det nok til at gøre lidt ondt.”
Jeg bider tænderne sammen og finder ud af, at ”lidt” er dagens underdrivelse. Jeg stønner.
”Skal du have noget at bide i?” smiler tatovøren.
”Jeg skal bare have en cigaret. Vent lige,” siger jeg og finder Marlboro-pakken og lighteren i tasken. Jeg tænder og inhalerer dybt.
”Okay! Videre!” siger jeg og blæser røgen ud.
De utallige små stik ind i min fod gør sindssygt ondt. Med lukkede øjne koncentrerer jeg mig om det, der foregår mellem mine fingre og læber, inde i min mund og nede i mine lunger og prøver at ignorere det, der sker på min venstre fod. Langsomt trækker jeg røgen helt ud i de yderste afkroge af lungerne, inden jeg blæser den ud.
Jeg eksperimenterer med den mærkelige fornemmelse, det giver at blæse røgen ud gennem næsen. På ingen tid er jeg færdig med cigaretten og skodder i et askebæger, tatovøren har sat frem til mig. Han arbejder videre med sine små, intenst smertefulde prik i min fod.
Jeg tager telefonen igen og går på Facebook, men kan ikke koncentrere mig om at læse om mine venners ferieture, børn og kageopskrifter. Smerten fra min fod er påtrængende og intens.
”Må jeg købe en af dine smøger? Jeg kunne godt tænke mig at prøve noget stærkere end dem her,” siger jeg.
Tatovøren afbryder sit arbejde og tager cigaretpakken fra bordet:
”Du får den med i prisen. All inclusive,” siger han. ”Jeg fatter i øvrigt ikke, hvorfor kvinder altid skal ryge sådan noget light-shit. Det her er rigtige smøger.”
Han byder mig fra pakken, tager selv en og tænder først for mig og så for sig selv, inden han igen koncentrerer sig om min plagede venstre vrist.
Cigaretten er meget stærkere, men også med meget mere. aroma. Jeg kunne godt vænne mig til de røde Marlboro, tror jeg. Jeg inhalerer mod smerterne fra foden. Er helt til stede i min mund, min hals og mine lunger. Jeg tager et hvæs, beholder røgen i munden et sekund, trækker den helt ned i lungerne, holder en lille pause med lungerne fulde af røg og blæser den ganske langsomt ud igen. Og forfra. Og igen. Og igen.
Da jeg skodder, er tatovøren ved at sætte et stykke plasticfolie over min venstre vrist, som er øm og rød. Jeg svinger forsigtigt benene ud over briksens kant. Lokalet virker helt tilrøget nu, og jeg har stadig fornemmelsen af at inhalere røg. Men røgen lugter anderledes, når man selv er ryger. Den er ikke spor ubehagelig, men nærmest krydret.
”Du skal ikke tage sko på de næste par dage. Og lad filmen sidde til i morgen, mindst.”
”Okay.”
Jeg sætter mine bare fødder på stengulvet. Jeg konstaterer, at en af de brede remme på mine Birkenstock-sandaler, sidder lige dér, hvor plasticfilmen dækker min ømme tatovering, så det bliver de højhælede igen. Jeg får noget rensevæske med og betaler med dankortet, ønsker god weekend til tatovøren og humper på høje hæle - lidt svimmel og høj af den prikkende smerte i min venstre fod og af røgen fra cigaretterne - ad den mennesketomme gågade mod Frederikssund Station.
Jeg sætter mig til rette i toget, smider de højhælede og surfer på telefonen. Ved Ballerup tager jeg mig selv i at gribe ned i tasken efter smøgerne. Der er en uro i min krop. En længsel efter suset fra nikotinen. På Hovedbanegården kan jeg endelig komme ud og ryge. Jeg står på bare tæer på Tietgens Bro, mens jeg tilfreds betragter min nye, røde rose under plasticfolien, stiletterne i min hånd og røgen, der langsomt stiger op fra min Marlboro og bliver båret væk af vinden.
3.
Søndag
Jeg vågner ved, at dørtelefonen ringer. Jeg kigger på uret. Desorienteret. Klokken er næsten halv elleve. Jeg har ondt i hovedet, og min hals er tilstoppet af slim. Jeg rømmer mig og hoster. Sætter mig op i sengen og gnider øjnene. Min T-shirt lugter af røg. Jeg har siddet på altanen til sent og øvet mig i at ryge.
Det ringer igen.
Jeg kommer på benene og humper hen til dørtelefonen på min ømme venstrefod.
”Hallo?” siger jeg med en hæs stemme, som ikke ligner min egen.
”Så er vi her med kommoden,” lyder min mors glade stemme.
Fuck! Det var i dag, de skulle komme med den gamle kommode, de havde stående i garagen i Hillerød. Det havde jeg glemt alt om.
”Kom ind,” siger jeg.
”Kommer du ikke ned og hjælper Svend med at bære den op.”
Svend er min mors mand.
”Jo. nej, kom lige op først.”
”Som du vil.”
Jeg åbner gadedøren med et tryk på dørtelefonen, lukker lejlighedsdøren op og får pludselig travlt, for jeg har ikke lyst til at tage en snak om tobaksrygning med min mor lige nu. Jeg skynder mig at smække altandøren op. Det er regnvejr, så det regner på gulvet, men det er ikke så vigtigt. Lørdag aften stod jeg spejlet og afprøvede, hvor sej jeg kan se ud, når jeg ryger, så lejligheden lugter nu af kold cigaretrøg.
På badeværelset paniktandbørster jeg. Ind i soveværelset og finde en ren T-shirt i skuffen. Jeg sprøjter lidt parfume på halsen og griber et stykke tyggegummi, som jeg tygger febrilsk på.
”Hallo? Er her nogen?”
Jeg hører min mors stemme i entreen. De jeans, jeg samler op fra gulvet, lugter af røg, synes jeg. Eller også er det bare mig.
”Jeg er her, mor. Jeg skal lige have tøj på,” råber jeg.
”Hej, hej,” svarer hun.
Jeg finder et par rene bukser i skuffen og sætter mig på sengen for at hive dem på.
”Matilde!” siger min mor med alarm i stemmen.
”Jeg kommer, mor. Jeg skal lige.”
”Du siger ikke at du har købt de her.”
”Hvad mor?”
”De her. stilethæle. Er du klar over, hvad de gør ved dine fødder, Matilde?”
Hun har fundet sandalerne, som lå og flød i entreen. Endnu et af de emner, som jeg ikke har lyst til at debattere med min mor i dag. Jeg humper hen til døren, hvor jeg kan se, at hun står henne ved entrédøren og peger anklagende på mig med en af mine stiletter.
”De er altså meget skadelige for fødderne.”
Jeg kigger ned på mine bare fødder og får øje på plasticfolien og tatoveringen på min venstre vrist. Et tredje emne, som jeg har meget lidt lyst til tage op med min mor lige nu. Jeg trækker mig baglæns ind i soveværelset og samler til par løse sokker op, som jeg forsigtigt tager på.
Min mor får øje på den åbne altandør og går længere ind i stuen.
”Matilde! Jeg lukker altså døren. Det regner ind.”
Hun står henne ved døren, da jeg kommer ind i stuen på strømpesokker.
”Neej, Matilde. Du siger da ikke, at den yndige Aluminia-kop er blevet brugt som. askebæger?”
Hun har samlet en kop op fra altanen, som nu er fuld af vand og fem Marlboro-skod fra lørdag aften.
”Har du haft besøg?”
”Nej, jeg. ja. Jeg har haft besøg af en veninde, og så gik hun ud på altanen for at ryge, og et eller andet skulle hun bruge til at aske i.”
Svend vinker henne fra døren.
”Hvad er det for en veninde?” spørger min mor.
”Ikke en, du kender. En kollega. Fra skolen.”
Min mor tager koppen indenfor og sætter den fra sig i vindueskarmen, mens hun lukker døren. Så kommer hun hen og giver mig et knus.
”Nå, jeg skal love for, at du lugter. parfumeret,” siger hun. ”Og se lige de negle. Det er næsten. det er meget. iøjnefaldende.”
Jeg holder hænderne op, så min mor og Svend kan se mine røde negle. Svend kommer hen og giver et knus.
Min mor er allerede ude i køkkenet. Jeg kan høre, hun vasker Aluminia-koppen op. Så kommer hun ind med en gulvklud og tørrer regnvand op fra gulvet.
”Altså de stiletter, Matilde. Det er bare slet ikke dig. Og du lærer jo aldrig at gå i sådan nogle.”
”Nej. Et fejlkøb. Okay? De var på udsalg.”
”De ser dyre ud.”
”Det var de ikke.”
”Nå. Hvad har de kostet?”
”Det kan jeg ikke huske. Kan vi ikke bare lade det ligge?”
”Du giver måske en kop kaffe?” spørger Svend, der altid forstår at gyde olie på vandene, som man siger.
”Selvfølgelig.”
Jeg sætter vand over i køkkenet, mens min mor går rundt og snuser i mine sager.
”Røg hun også herinde i stuen?” råber hun inde fra stuen.
”Hvem?”
”Ja, hende din veninde. din kollega?”
”Nej. jo, måske lidt.”
”Jo, det må hun have gjort, for her stinker ærlig talt af gammelt værtshus.”
”Det synes jeg ikke.”
”Ved hun ikke, at det er meget uopdragent at ryge indenfor, når man er på besøg hos en ikke-ryger?”
”Nej. Jo, selvfølgelig ved hun det, men vi havde drukket noget vin. Okay?”
Da jeg kommer ind med min lille bakke med kaffe, kopper og en liter letmælk, har min mor taget opstilling på en af spisebordsstolene og står og piller ved mine gardiner.
”Helt ærligt, mor! Hvad laver du?”
”Jeg hjælper dig med at tage gardinerne ned, så de kan blive vasket. Røgen sidder jo i gardinerne.”
”Mor!!”
Svend hende en hjælpende hånd ned fra stolen, som han placerer ved bordet. Vi sætter os ned, og der falder lidt ro over foretagendet. Mor og Svend fortæller om livet på villavejen i Hillerød, hvor der ikke sker det store. Og det kan man jo så tale længe om.
Mens jeg drikke min sorte kaffe, føler jeg en uro i kroppen. Jeg føler mig hæs og rømmer mig hele tiden for at løsne slimen i min hals, og mærker samtidig en stærk trang til en af de smøger, der ligger inde på mit skrivebord under nogle papirer.
”Nå, men skal vi se på den kommode?” siger jeg og rejser mig og sætter kursen mod entreen.
”Hvorfor går du så underligt, Matilde?”
”Jeg går ikke underligt, mor.”
”Jo, Matilde. Du halter. Har du ondt?”
”Nej,” lyver jeg. ”Altså. jo, lidt. Jeg vred om på foden, men det er ikke noget, mor.”
”Må jeg se din fod?”
”Nej. Det er ikke noget. Lad os få hentet den kommode,” siger jeg og går demonstrativt ikke-haltende hen til nøglebrættet i entreen, mens jeg bider smerterne i mig.
De to andre kommer på benene, og vi går ned ad trapperne. På anden sal er min mor helt uopfordret klar med ny rådgivning:
”Du kan da ikke rende rundt ude på gaden i strømpesokker, Matilde! Det øsregner jo. Skynd dig op og få sko på.”
Jeg gider ikke gå op i lejligheden og krænger i stedet min højre sok af. Først da jeg tager fat i den venstre, kommer jeg i tanker om, hvorfor jeg har sokker på. Det svir voldsomt, da jeg flår sok og plasticfolie af. Jeg stopper sokkerne i lommen og fortsætter på bare tæer ud på gaden ud i regnen, hvor Berlingoen står.
Svend og jeg bakser kommoden ind i opgangen og videre op ad trappen, der lige akkurat er bred nok til, at vi kan have den imellem os. Min mor danner bagtrop. Oppe på tredje lyder det forfærdet nede fra afsatsen:
”Matilde! Hvad er dog det på din fod??? Du siger da ikke, at du har fået lavet en tatovering? Skynd dig at sige, at den kan tages af igen, Matilde!”
Jeg vender mig ikke om, mens jeg svarer.
”Mor! Det er en tatovering, og den kan ikke tages af igen, og jeg er glad for den. Det er en rød rose, og den passer perfekt til mine nye højhælede sandaler, som jeg også er meget glad for.”
”Det kommer du til at fortryde, Matilde. En tatovering. Det er da ikke noget for dig.”
Svend og jeg når op på afsatsen ved min lejlighed, og vi sætter kommoden ned. Jeg vender mig om mod min mor, som står fem trin under mig:
”Mor, jeg er 28 år gammel, og jeg bestemmer selv, om jeg vil have en tatovering. Og det vil jeg. Faktisk har jeg tænkt mig at få lavet mange flere, for jeg synes, det ser sejt ud.”
Min mor står chokeret på trappen og tager det ind.
”Jamen, Matilde, du skal.”
Nogle gange skal man bare drukne dårlige nyheder i andre dårlige nyheder for at få det hele ud i en fart.
”Og så kan jeg fortælle dig, at det ikke er en eller anden fiktiv rygerveninde, der har røget i min lejlighed, så der stinker af gammelt værtshus. Det var bare løgn. Det er mig selv. For ud over at være løgner, er jeg nemlig også ryger. Det har jeg været i et stykke tid, og jeg kan godt lide det, for det smager helt vildt lækkert, og jeg har tænkt mig at blive ved med det.”
Jeg har fået min mor til at tie stille. Helt stille.
”Ja, og hvis jeg virker lidt gnaven, så er det, fordi jeg ikke har fået min morgencigaret endnu, så nu vil jeg godt have det her skrummel ind i stuen, så jeg kan komme til at ryge.”
Jeg gør tegn til Svend om at tage fat, og vi bakser kommoden ind i lejligheden og sætter den midt på stuegulvet.
”Tak for kommoden. Nu skal jeg have en smøg.”
Jeg marcherer ind i soveværelset, hvor jeg finder cigaretter og lighter. Tilbage i stuen tænder jeg hurtigt en Marlboro Light og inhalerer med demonstrativ nydelse. Jeg lader røgen brede sig i lungerne og blæser den langsomt ud i den bredest mulige bue i stuen.
”Og så bestemmer jeg selv, hvad jeg bruger mine kopper til. De er mine,” fortsætter jeg og inhalerer igen. Fra køkkenet henter jeg den lyseblå kop, min mor har vasket op. Jeg sætter mig ved kaffebordet i stuen og asker i koppen, inden jeg tømmer min egen kaffekop og skænker op igen.
”Sådan er dét!” siger jeg.
Mor og Svend står og glor.
”Jamen, lille skat. søde Matilde. du skal da.,” begynder min mor.
Jeg tager en stor mundfuld røg ind og lader den brede sig i min brystkasse, inden jeg svarer:
”Har du ikke forstået, at du ikke skal fortælle mig, hvad jeg skal og ikke skal.”
Der kommer små, stødvise røgskyer ud af mig, mens jeg taler.
Så er vi stille lidt alle tre.
Svend bryder tavsheden:
”Må vi ikke se dig i dine nye sandaler, Matilde?”
Jeg tramper ud i entreen, henter stiletterne og sætter mig på min plads og tager dem på med smøgen mellem læberne.
”De er meget. elegante,” siger Svend.
Jeg rejser mig og går et par smertefulde catwalkskridt gennem stuen, mens jeg poserer med cigaretten og spreder mest muligt røg.
”Og hvis I endelig vil vide det, så har jeg fået dem af min kæreste Thomas, som er skidesød, og som elsker at se på mig, når jeg kæderyger.”
”Næh, har du fået en kæreste, Matilde. Det har du slet ikke fortalt.”
”Nej, det har jeg ikke, for det er ikke alt i mit liv, som jeg har lyst til, at du skal blande dig i. Men nu ved I det altså.”
Jeg sætter mig og drikker resten af kaffen i én slurk.
”Men vil I ikke komme til middag oppe i Hillerød? Hvad med næste søndag?”
Jeg sukker.
”Det ved jeg ikke. Thomas har et spændende job. Han rejser meget. Jeg ved virkelig ikke, om han har tid til at komme til Hillerød – of all places – på næste søndag.”
”Nej, selvfølgelig. Men jeg håber da, at han har tid til dig, Matilde.”
”Det kan du regne med. Vi har det så dejligt sammen.”
Fra en skål i vindueskarmen tager jeg mine store ørenringe, som min mor kaldte ”tarvelige”, da jeg købte dem sidste år, og sætter dem i ørerne, mens jeg klemmer min cigaret fast mellem læberne. Ingen siger noget. Bagefter tager jeg sminkepungen, finder min knaldrøde Matas-læbestift og smører omhyggeligt et tykt lag læbestift på og fuldender billedet af Den Nye Matilde.
Svend begynder at raske med Berlingonøglerne.
”Nå, men vi må også se at komme videre. Vi skal nå på planteskolen.”
Jeg rejser mig og giver min mor et afmålt knus, mens jeg holder den rygende cigaret med læbestift på filteret tæt på hendes ansigt.
Svend får et kram, og jeg står i døren og vinker med smøgen, idet jeg sender en stor sky af røg ud i opgangen, inden de begynder nedstigningen fra fjerde sal.
4.
Mandag
Vækkeuret har ringet klokken 6.30 som sædvanlig, men jeg er blevet liggende til lidt over syv. Jeg rækker ud efter Marlboro-pakken og konstaterer, at der er en enkelt tilbage i pakken. Jeg overvejer kort, om jeg skal ryge den med det samme eller vente til senere. Så tænder jeg den. Den smager dejligt. En følelse af velvære breder sig i hele min krop. Jeg slapper af, mens jeg ligger i sengen og ryger den helt ned til filteret.
Så har jeg pludselig travlt. Jeg skynder mig i badeværelset, børster tænder og stiller mig tre minutter under bruseren og gennemgår dagens program: Fire modulers undervisning, teammøde i 8.b, forældremøde i 7.a klokken fem, ud og spise med søde Thomas klokken syv. Jeg når ikke hjem inden, så jeg begraver næsen i sommerfuglekjolen fra i lørdags og konstaterer, at den lugter lidt af røg. Men ikke mere end at det kan overdøves med den parfume, som jeg skynder mig at sprøjte på.
Jeg sætter de store, tarvelige ørenringe i ørerne og trækker læberne op med rødt. Ude på skoreolen leder jeg febrilsk – men uden held - efter de klipklapper, jeg brugte, før jeg købte mine Birkenstock. Jeg har virkelig travlt nu og snupper stiletterne. Så hurtigt, jeg kan, træder jeg ned ad de mange trappetrin, mens jeg prøver at huske mig selv på, at jeg skal købe smøger på vej til metroen. Så kommer jeg i tanker om, at al rygning er forbudt på hele skolens matrikel, så det kan være lige meget. I øvrigt kan jeg umuligt nå i kiosken nu.
Jeg når lige gennem skoleporten, da det ringer ind og stormer op til engelsk i 8. v på fjerde sal, hvor jeg leverer en ufokuseret og lidt træt undervisning. Men klassen kan godt lide mig, så jeg får lang snor og overlever på charmen. Vi holder pause midtvejs i modulet, hvor pigerne samles omkring mig og synes, at mine negle, mine ørenringe, min læbestift, min kjole, mine sandaler og ikke mindst min tatovering er rigtig seje.
I pausen efter første modul løber jeg ind i Kate ude på gangen:
”Hej, Matilde! Har du haft en god weekend?” Hun fortsætter uden at afvente svar. ”Og hvor var det hyggeligt at møde din kæreste. Hvor er han sød! Er det meget nyt?”
”Jaeh, det.” begynder jeg.
Kate griber fat i min underarm og sænker stemmen:
”Du skal lige med op og ryge, Matilde. Så kan du fortælle mig alt om ham.”
”Hvad mener du? Vi må jo ikke ryge på skolen. Og jeg kan ikke nå ud, før næste modul.”
”Bare kom med,” siger Kate og hiver mig blidt i armen, mens hun begynder at gå hen ad gangen.
Vi standser foran en dør, jeg ikke har været inde ad før.
”Prøv at se. Her passer vores A-nøgle,” siger Kate og låser op.
Vi træder ind i et lille mørkt rum. Kate trykker på kontakten og et neonrør begynder at blinke.
”Men ved du hvad. Jeg kommer i tanker om, at jeg er løbet tør. Jeg har slet ikke nogen cigaretter med.”
”Du låner bare af mig. Prøv at se her.”
Kate griber ind bag nogle støvede bøger på en metalreol og finder en pakke rød Prince 100, en lighter og en ølflaske.
”Her kan du altid forsyne dig, hvis du ikke har nogen selv. Så kan du altid fylde op.”
”Tak.”
”Vi rygere må jo holde sammen, Matilde,” smiler Kate, og jeg følger efter hende hen i rummets modsatte ende, hvor nogle galvaniserede metaltrin fører opad. Jeg griber fat i et trin og kigger op. Stigen slutter ved en loftlem. Jeg sætter min fod på det nederste trin.
”Du må hellere smide stiletterne, hvis du skal på klatretur. Hvis du tager flasken med, kravler jeg i forvejen.”
Kate forsvinder hurtigt og forbavsende adræt op ad stigen med Prince-pakken og lighteren i hænderne og åbner loftslemmen, så sollyset strømmer ned i rummet. Jeg løsner sandalerne og stiller dem pænt og velordnet ved siden af stigen, inden jeg griber ølflasken, som er halvt fyldt med skod og aske. Stigens trin føles kølige mod mine bare tæer. Jeg stikker hurtigt hovedet ud gennem loftslemmen og overvældes af udsigten over Frederiksbergs hustage.
”Wauw!”
”Ja, ikke?”
Kate, der allerede har ild på en smøg, giver mig en hånd, og jeg træder ud på det lune tagpap, som formiddagssolen har varmet op. Her blæser en mild brise.
Kate byder mig en Prince, giver mig ild, og jeg inhalerer dybt. Det er en af de stærke cigaretter. Lige hvad jeg trænger til.
”Ahhh, hvor skønt!”, siger jeg, mens jeg blæser den første røg ud og mærker roen brede sig i mig efter en hektisk morgen.
”Ja, så lever man igen, ikke?” nikker Kate.
Jeg smiler:
”Kender Eva det her sted?”
Eva er vores skoleleder, der er kendt for at luske rundt i kvarteret i spisepausen på nidkær jagt efter smugrygende elever.
”Nej. Hun kommer aldrig herop. Det skal du ikke være bange for. Kom lidt mere herover, Matilde. Ellers kan de se dig nede fra gården.”
Jeg træder et skridt tættere på hende.
”Og sikke en sød rose. Den var der da ikke i fredags.”
”Nej, jeg fik den lavet i weekenden.”
”Jeg kan godt se, den er lidt øm endnu. Den står bare vildt godt til stiletterne. Og skønt, at du har fået lidt lak på neglene. Ny kæreste, ny stil?”
”Det kan man sige.”
”Han virker altså bare så sød, ham Thomas. Hold fast i ham.”
Jeg smiler og tager hiv af min Prince-cigaret, mens jeg nysgerrigt studerer hustagene og mærker vinden i håret og suset fra nikotinen.
I middagspausen når jeg et smut op på taget igen sammen med Kate, og mellem mit fjerde modul og mit teammøde kan jeg også lige nå det.
Kate er der ikke. Mens jeg står alene på taget og ryger, hører jeg nede fra taglemmen noget, der lyder som en dør, der bliver lukket, men jeg må have taget fejl. For der kommer ingen kravlende op ad stigen. Jeg ryger stille og roligt videre, indtil det er tid for mit teammøde. Så skodder jeg min smøg i ølflasken og kravler ned med flasken og lighteren i hver sin hånd.
Da jeg sætter foden på det nederste trin, hører jeg én, der rømmer sig bag mig. Jeg drejer hovedet og ser min chef, Eva, lige bagved mig.
”Hvad skulle du oppe på taget, Matilde?” spørger hun.
Jeg sætter mine nøgne fødder på gulvet og vender mig om. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige.
”Eller det behøver jeg vel ikke at spørge dig om.”
Eva kigger ned på flasken i min højre og Kates lighter i min venstre hånd. Så rækker hun ud efter flasken, som hun fuld af væmmelse griber om med to fingre og holder op i lyset.
”Ved du ikke, Matilde, at rygning er forbudt på hele skolens matrikel?”
”Jo,” siger jeg.
”Så forstår jeg ikke, hvordan du kan finde på at stå oppe på taget og ryge.”
Jeg siger ikke noget.
”Nå, men vi må lige have en lille snak om det her nede på mit kontor. Kom. Du kan bære den her.”
Hun rækker mig ølflasken og vender sig mod døren.
”Jeg skal egentlig til teammøde nu,” får jeg sagt.
”Det kan vente. Kommer du?” siger Eva, som allerede har åbnet døren ud til gangen.
”Jeg skal lige have noget på fødderne,” siger jeg og kigger mig om efter et sted at sidde, mens jeg tager de højhælede på. Jeg finder ikke noget og læner mig i stedet op ad stigen og prøver at holde balancen, mens Eva i døråbningen rasler utålmodigt med sit nøglebundt. Jeg samler ølflasken og lighteren op, og med Eva i spidsen bevæger vi os ned ad trapperne mod stueetagen, hvor Eva har kontor. På anden sal er hun kommet adskillige trin foran mig, selv om jeg forsøger at holde trit på mine højhælede.
”Kommer du? Det er dig, der har travlt. Du skal jo til teammøde,” siger Eva skarpt nede fra afsatsen.
”Ja, jeg kommer,” siger jeg, mens jeg støtter mig til gelænderet med venstre hånd og holder flasken og lighteren i den højre.
”Du har måske heller ikke valgt verdens mest smarte fodtøj at gå på arbejde i. Men det skal jeg selvfølgelig ikke blande mig i,” siger Eva, inden hun vender sig om og fortsætter sine hurtige skridt ned ad trappen.
Nede på kontoret sætter hun sig bag sit velordnede skrivebord. Jeg tager plads i gæstestolen på den anden side af bordet og sidder med lighteren og den ildelugtende ølflaske i skødet.
”Det var faktisk ikke dig, jeg havde regnet med at møde oppe i depotrummet, Matilde. En af pedelmedhjælperne har gennem længere tid observeret, at der var trafik ud og ind ad rummet, men jeg havde ærlig talt ikke dig under mistanke. Har du mødt nogen af dine kolleger deroppe?”
”Jeg. nej. det tror jeg ikke.”
”Prøv lige at give mig den flaske.”
Jeg læner mig frem og rækker hende flasken, som hun griber med højre hånds tommel- og pegefinger og holder op mod lyset.
”Du tror ikke, du har mødt andre, siger du. Vil det sige, at det er dig, der har røget alle de her cigaretter?”
”Det ved jeg ikke.”
”Nå. Det ved du ikke. Så lad mig spørge på en anden måde: Ryger du både cigaretter med og uden filter?”
”Nej. Jeg. ryger med filter.”
”Så de cigaretskod i flasken, hvor der ikke er filter, dem har du ikke røget?”
”Nej.”
”Hvor har du flasken fra, Matilde?”
”Den stod oppe i depotrummet.”
”Var den tom, da du første gang brugte den som askebæger?”
”Nej.”
”Så der var andre, der havde brugt den som askebæger før dig?”
”Ja. Det tror jeg.”
”Og du fandt den i depotrummet på fjerde sal?”
”Ja.”
”Og så vil du have mig til at tro på, at du aldrig har mødt andre kolleger, der ligesom du blæser på skolens rygeregler ved at stå og ryge deroppe? Hvor troværdigt synes du selv det lyder, Matilde?”
”Det ved jeg ikke.”
Eva sukker dybt.
”Nå, det ved du ikke. Nej, men så tror jeg ikke, vi kommer det her meget nærmere. Du skal vide, at jeg betragter det her som et alvorligt tillidsbrud. Vi har en meget klar rygepolitik her på skolen, og den går ud på, at rygning er forbudt på hele skolen. Det gælder elever, og det gælder ikke mindst ansatte, som skal fungere som forbilleder for eleverne. Er du uenig i, at det er en fornuftig rygepolitik, Matilde?”
”Nej. Det er jeg ikke.”
”Nå. Det var da godt. Så vil jeg bede dig respektere den fremover. Har du tænkt dig at gøre det?”
”Ja. Det har jeg.”
”Godt. Og så vil jeg sige til dig, at du helt selv bestemmer, hvad du laver i din fritid – også hvis du beslutter at gøre noget, der skader dit helbred. Men jeg vil give dig denne her.”
Eva tager et stykke papir i en af skrivebordsskufferne.
”.som er en pjece om rygestopkurser. Det er weekendkurser, og de kan virkelig anbefales.”
”Tak,” siger jeg og tager imod pjecen. ”Men jeg tror ikke, det bliver nødvendigt.”
”Bevares. Nej. Du bestemmer selvfølgelig selv, hvilke skader du vil påføre dig selv i din fritid, men jeg vil ikke have, at du ryger i arbejdstiden. Er det forstået?
”Ja.”
”Og hvis du er så afhængig, at du hele tiden skal have tilført nikotin, så kan du gå på apoteket og købe nikotintyggegummi og nikotinplaster.”
”Ja. Jeg ved det.”
”Nå, men du skal ikke lade dine kolleger vente længere. Se du at komme ind til dit teammøde.”
Jeg kommer på benene og spørger:
”Skal jeg tage flasken?”
”Nej. Den har du ikke brug for mere. Den bliver her.”
”Okay.”
Eva stopper mig i døren:
”Og Matilde?”
”Ja?”
”Du lugter af tobaksrøg. Lad være med det, når du er på arbejde!”
Jeg lukker døren og skynder mig hen til lærerværelset, hvor jeg finder mit team og sætter mig hen til de andre.
”Undskyld, jeg kommer for sent.”
Jeg sætter mig ved bordet og først efter et par minutter går det op for mig, at jeg stadig sidder med Kates lighter fra depotrummet mellem fingrene.
Teammødet går direkte over i i forældremødet klokken fem. Der er afsat halvanden time, som virker som en evighed. Bagefter står der de sædvanlige forældre, som lige vil snakke lidt mere med læreren. Jeg er seriøst smøgtrængende og svarer i korte sætninger. Ti minutter i syv styrter jeg ned på lærerværelset og låser computeren inde i skabet, inden jeg tripper ud gennem skoleporten på mine høje hæle. En gruppe forældre står stadigvæk og småsnakker foran skolen. Det skider jeg på og sætter mig ned på trappen og tager sandalerne af. På bare tæer løber jeg mod Frederiksberg metrostation og kaster mig ind i et tog.
”Er på vej,” sms’er jeg til Thomas klokken 19.02 og føjer en rød hjerte-emoji til.
”Tag det roligt,” svarer han efter 30 sekunder og sender et rødt hjerte den anden vej.
Jeg tager sminkepungen frem fra tasken, lægger rødt på læberne og tager sandalerne på, inden jeg står af ved Trianglen.
Thomas står lige oven for trappen, og jeg kaster mig i armene på ham. Vi kysser længe. Så træder han et skridt tilbage og kigger mig dybt i øjnene:
”Du ser dejlig ud,” siger han.
”I lige måde.”
”Nye ørenringe?” spørger han.
”De er gamle.”
”De passer godt til dig.”
”Godt du siger det. Min mor kalder dem tarvelige.”
”Din mor ved ikke, hvad hun taler om.”
Thomas lader blikket glide ned langs min krop.
”Wauw,” siger han, da han får øje på min venstre fod.
Thomas sætter sig på hug og fører forsigtigt sin pegefinger hen over rosen.
”Av! Den er stadig øm,” stønner jeg.
Thomas smiler op til mig.
”Jeg ved det. Jeg skal nok passe på.”
Han rejser sig, og vi kysser længe igen.
Thomas træder igen et skridt tilbage.
”Må jeg tage et billede af dig?” spørger han. ”Det her lys er helt fantastisk.”
Bag os er solen på vej ned over Fælledparken.
”Ja, selvfølgelig. Men jeg trænger altså virkelig til en smøg. Jeg har ikke røget siden klokken fire, og jeg er løbet tør.”
Thomas lyser op i et stort smil.
”Det skal der gøres noget ved,” siger han glad.
Vi går med hinanden i hånden over mod 7-Eleven på den anden side af Trianglen.
”Kunne du lide dem, jeg havde købt til dig i fredags?”
”Ja, men i dag vil jeg gerne have noget stærkere. Jeg prøvede de røde Marlboro i weekenden, så jeg tror, jeg køber dem.”
Thomas sender mig et stort smil og klemmer min hånd.
”Du har læbestift rundt om munden,” bemærker jeg, inden vi træder ind i butikken.
”Det er bare dejligt,” siger Thomas.
”Jeg skal have en pakke rød Marlboro,” siger jeg, da det bliver vores tur.
Fyren ved kassen finder en frem fra hylden og lægger den på disken. Jeg roder efter min pung, men Thomas har allerede sit dankort fremme.
Thomas bryder ind:
”Vi tager en karton.”
Jeg kigger på Thomas.
”En karton?” spørger fyren.
”Jatak,” siger Thomas, og fyren finder en hel karton rød Marlboro frem. Thomas betaler med dankortet, åbner kartonen og tager en pakke ud. Han åbner pakken og rækker den til mig.
”Tak,” siger jeg.
Thomas stopper kartonen ned i min taske, og med cigaretkartonen strittende op af håndtasken træder jeg ud på gaden. Thomas fotograferer mig med sin iPhone, da jeg tænder cigaretten.
”Kom,” siger han. ”Lad os tage nogle flere billeder, inden det her fantastiske lys forsvinder.” Hånd i hånd går vi over mod indgangen til Fælledparken, og Thomas fotograferer mig med den orangefarvede solnedgangshimmel over Fælleparken i baggrunden.
Da han er færdig med at tage billeder, går vi langsomt hånd i hånd ad Nordre Frihavnsgade.
”Du havde altså ikke behøvet at købe en hel karton,” siger jeg.
”Har du ikke lyst til at ryge dem?”
”Jo. Det har jeg, men jeg kan jo godt købe mine egne smøger.”
”Når det er mig, der har fået dig hooked, er det mindste, jeg kan gøre, da at betale for din nye last,” griner Thomas.
”Hooked? Jeg er da ikke hooked. Jeg har bare lyst til at ryge.”
”Så siger vi det. Jeg betaler i hvert fald gerne for alle de røde Marlboro, du har lyst til at ryge. Bare sig til, når de slipper op,” siger han.
”Hvor er du skør,” siger jeg og ryster på hovedet, mens jeg tager et sidste sug af cigaretten. Jeg skodder den i en kommunal, grøn skraldespand. Thomas kysser mig, inden jeg er færdig med at blæse røgen ud, så den sidste røg kommer ud gennem næsen midt i et tungekys.
”Uhm,” siger Thomas. ”Det var dejligt. Jeg håber, at du også er sulten.”
Thomas tager mig hen på en lille, fransk restaurant på en hyggelig plads længere nede ad gaden. Restaurantens udendørs borde og stole er skærmet af fra resten af pladsen med nogle blomsterkummer og er dækket af et stofudhæng fra bygningen.
”Jeg vil helst sidde ude,” siger jeg og styrer hen mod et ledigt topersonersbord.
”I dag er du ikke så bange for kulden?” siger Thomas og trækker stolen ud for mig.
Jeg vifter med Marlboro-pakken og lighteren, og Thomas smiler indforstået. Vi sætter os.
”Gud! Jeg har totalt glemt din jakke. Jeg har fået den renset, men jeg havde simpelt hen ikke tid til at hente den. Jeg har været på arbejde i 11 timer i dag. Jeg er så ked af, at jeg kastede op på den!”
”Det skal du ikke tænke på. Jeg har også glemt dine Nike-sko.”
”Det er ligemeget. Jeg får ikke sko på det første par dage,” griner jeg og holder min venstre fod frem.
”Du har ikke tænkt dig at bytte de højhælede, kan jeg se,” smiler Thomas.
”Nej. De er så fede. Selv om jeg må indrømme, at jeg er træt i fødderne efter at have haft dem på på arbejde. Jeg tager dem lige af, mens vi sidder her.”
Jeg bøjer mig ned og løsner spænderne og masserer diskret den forreste del af mine fødder.
En ung pige kommer hurtigt med menuerne og jeg noterer mig priserne, som ligger uden for en folkeskolelærers hverdagsbudget. Thomas læser mine tanker.
”Husk nu, at det er min omgang.”
Jeg smiler og tænder en cigaret, mens jeg fordyber mig i de spændende forretter.
”Undskyld!” siger en stemme bag mig. Jeg vender mig om. Der sidder et ægtepar i 60-årsalderen. Det er manden, som sidder tættest på mig, der taler.
”Vil du godt være sød at slukke den dér, unge dame.”
”Hvad?” siger jeg.
”Ja. Den der cigaret. Vi sidder faktisk og spiser.”
”Okay.”
Jeg rækker ind over bordet for at finde askebægeret, men der er ikke noget.
”Helt ærligt,” siger Thomas ophidset. ”Vi sidder i fri luft.”
”Jeg betaler 200 kroner for denne her helt fantastiske forret, og så vil jeg ikke have, at der sidder en vildtfremmed og blæser røg ind i ansigtet på mig,” svarer manden vredt.
”Så kan I jo sætte jer indenfor. Min. kæreste har arbejdet hele dagen uden rygepauser, og nu trænger hun bare til en cigaret,” siger Thomas højrøstet.
”Som om det var mit problem!” svarer manden i samme tonefald.
Jeg lægger hånden på Thomas’ underarm og forsøger at bryde ind:
”Det er ligemeget, Thomas. Jeg behøver ikke ryge nu.”
Jeg tager et sidste hiv og skodder min Marlboro mod fliserne.
”Nej. Det er sgu ikke ligemeget. Vi sidder udendørs, og selvfølgelig skal du have lov til at ryge alt det, du vil.”
En lidt ældre tjener kommer hen til os.
”Jeg beklager, men det er faktisk husets politik, at gæsterne skal have lov at nyde deres mad uden generende tobaksrøg under måltidet, så hvis I vil være søde at lade være med at ryge her ved bordet,” siger han.
”Ja, selvfølgelig. Undskyld!” siger jeg.
”Du skal fandme ikke sige undskyld, Matilde!”
Thomas rejser sig abrupt og rækker hånden frem.
”Kom, vi går.”
Han vifter utålmodigt med hånden. Jeg putter min slukkede cigaret i munden, min taske over skulderen, samler mine sandaler op fra fliserne og tager hans hånd.
Tjeneren vender sig undskyldende mod ægteparret:
”Jeres forretter er naturligvis på husets regning. Vi beklager meget,” hører jeg ham sige, mens jeg nærmest bliver trukket væk af Thomas og på mine bare tæer småløber ud midt på pladsen, hvor vi standser op, og jeg får ild på min cigaret igen.
”Idioter!” siger Thomas.
”Burgere er også fint,” siger jeg og peger på burgerrestauranten på den modsatte side af pladsen, hvor jeg har opdaget, at der står askebægre på de udendørs borde.
”Er du sikker, Matilde?”
”Absolut.”
Vi sætter os ved et lille rundt bord med ryggen ind mod husfacaden og bestiller fadøl og burgere. Jeg tager en lille burger uden fritter, mens Thomas har appetit på én med ekstra bøf, fritter og løgringe. Jeg skodder min cigaret, netop som tjeneren kommer med øllerne. Vi skåler, og Thomas viser mig de billeder, han tog med sin iPhone nede ved Trianglen.
”Nej, hvor er de blevet gode,” siger jeg.
”Du er meget fotogen. Især når du ryger. Og lyset var helt fantastisk”
Thomas lægger et tæppe om mig, mens jeg bladrer i billederne på hans telefon.
Jeg fortæller om det hemmelige rygested på skolens tag, om skideballen hos Eva, om min tur til Frederikssund og om min mors og Svends besøg.
”Dér fik du virkelig fortalt din mor nogle sandheder,” griner Thomas.
”Ja. Det var sådan lidt en ketchupeffekt. Da der først gik hul på bylden.”
”Det er nok en meget god strategi, hvis man skal af med nogle ubekvemme sandheder. Ud med det hele på én gang.”
”Ja, måske. Nu behøver jeg i hvert fald ikke spekulere mere over, hvordan jeg skal fortælle min mor, at jeg er begyndt at ryge.”
”Eller din chef.”
”Eller at jeg går i stiletter.”
”Og lakerer dine tånegle.”
”Og går med knaldrød læbestift.”
”Og tarvelige ørenringe.”
”For slet ikke at tale om min tatovering.”
”Din sexede tatovering.”
”Ja, min sexede tatovering,” griner jeg og stritter med venstre fod.
Thomas læner sig over mod mig, og vi tungekysser, indtil tjeneren afbryder os med hænderne fulde af tallerkener.
”Undskyld!” siger hun. Vi rydder lidt plads på det lille bord, så der er plads til al maden, og begynder at spise.
Thomas fortæller løs om sin tur til London i weekenden, hvor han deltog som ekstern juridisk rådgiver for et stort firma. Jeg lytter interesseret og spiser burger, mens Thomas fortæller. Da jeg er færdig, har han stadig hovedparten af sin mad til gode, fordi det er ham, der snakker.
Jeg sidder uroligt og leger med Marlboro-hardboksen på bordet foran mig. Stiller den på højkant, lægger den ned, rejser den op på siden.
”Du skal bare ryge,” smiler Thomas.
”Da ikke mens du spiser!” siger jeg og lægger cigaretpakken ned i min taske.
”Jo. Du ved, at det gør mig glad at se dig ryge.”
Han tager lighteren fra bordet og holder dens flamme op foran mig.
”Okay,” smiler jeg og får tændt en Marlboro.
”Er det godt efter maden?” spørger Thomas.
”Ja, faktisk. Må jeg smage en løgring?”
”Selvfølgelig.”
Thomas skubber bakken med løgringe over mod mig.
”Bare tag. Jeg kan alligevel ikke spise det hele.”
Jeg sidder lidt og ryger, mens jeg spiser af Thomas’ løgringe og fritter.
”Ved du godt, at du er fantastisk lærenem, Matilde?”
”Hvad mener du?” spørger jeg, mens jeg gnasker på en pomfrit.
”Jeg har aldrig været ude for noget lignende. I fredags røg du din første cigaret, og nu sidder du dér og inhalerer røgen, som om du aldrig havde bestilt andet.”
”Jeg må jo have talent for det,” smiler jeg og suger på min cigaret.
”Du er a natural born smoker. Hvad siger dine venner til, at du ryger?”
”Jeg har ikke rigtig fortalt det til nogen endnu. Andre end min mor og Svend. Og så Kate og min chef på skolen. Men de tror vist, at jeg har været storryger i lang tid.”
”Og så var det nærmest Kate, der fik dig i gang i fredags.”
”Ja. Det var vildt. Pludselig var der den der tændte lighter, og jeg sad med en cigaret, som jeg ikke havde tænkt mig at ryge, og så var jeg pludselig ryger.”
”Og det er jeg glad for,” siger Thomas. Han lægger kniv og gaffel og læner sig frem. Vi tungekysser længe.
”Men prøv lige at forklare mig, hvad det gør ved dig, når jeg ryger?”
Thomas tager griber fat om ring- og lillefingeren på min højre hånd, som jeg holder cigaretten i. Han fører den ned i sit skridt, og jeg kan mærke hans jernhårde erektion mellem mine fingre.
”Wauw,” griner jeg.
Thomas stønner, og vi tungekysser igen.
”Og hvis jeg ikke røg?”
”Så ville jeg stadig være vild med dig. og jeg ville prøve at forføre dig til at ryge, ligesom jeg gjorde i fredags.”
”Du har måske før. forført kvinder til at begynde at ryge?”
”Jada.”
Thomas griner skævt.
”Altså du møder en kvinde og beder hende om at begynde at ryge, og så gør hun det?”
”Ja. Men jeg har aldrig været ude for, at det gik så hurtigt. Hos de fleste er der gået et par uger, før de begyndte. Og nogle af dem lærte aldrig at inhalere. De sad bare og sugede ind og pustede ud.”
”Og det er ikke sexet?”
”Det kan være det. Lidt. Men intet i sammenligning med det, du kan.”
”Tak! Og hvor mange kvinder har du forført til at ryge?”
Thomas tæller efter på fingrene. Jeg suger den sidste røg ud af min Marlboro og læner mig ind over bordet for at skodde.
”Seks. Nej syv.”
”Uden pis?”
”Uden pis!”
”Har du været kæreste med dem alle sammen?”
”Altså jeg har datet dem alle sammen, men jeg har kun været kæreste med to af dem. Indtil jeg ikke var det længere.”
”Det holdt ikke?”
”Næh.”
”Hvorfor ikke?”
”De holdt op med at ryge.”
Jeg kigger spørgende på Thomas:
”Kan man kun være din kæreste, hvis man ryger?”
Han griner:
”Nej. Det var bare for sjov. Den ene fandt en anden og forlod mig og holdt i øvrigt op med at ryge igen. Og den anden blev jeg uvenner med, selv om hun røg som en skorsten, da hun først kom i gang.”
Thomas tager en lille pakke ud af jakkelommen og lægger den på bordet foran mig.
”Værsgo!”
”Er den til mig?” spørger jeg dumt.
”Ja. Pak den op.”
Jeg fjerner sløjfen og pakker ud. Det er en flad metalæske i børstet stål med et Marlboro-logo på låget. Et cigaretetui.
”Tak! Det er flot. Er det sådan en reklameting?”
”Nej. Jeg har fået det indgraveret specielt til dig.”
”Har du?”
”Ja, prøv at se!”
Thomas peger, og jeg nærstuderer logoet på låget. Der står ikke ”Marlboro” i Marlboro-logoet, men ”Matilde” med skrevet Marlboro-typografi. Jeg lyser op i et smil og kysser Thomas.
”Hvor er det sødt. Tak!”
”Jeg sad og legede med grafikken i aftes på computeren, og så gik jeg ind og fik det lavet i dag. Kan du lide det?” forklarer han.
”Ja. Det er skideflot. Meget stilfuldt.”
Jeg åbner etuiet.
”Der er plads til ti styk, og så er der den dér.” Thomas peget på en tynd metallighter, der også har indgraveret ”Matilde” med Marlboro-typografi.
”Det passer perfekt i baglommen på et par jeans,” forklarer han.
Jeg kysser Thomas igen og sysler med at installere ti af mine Marlboro fra pakken i det elegante og praktiske etui og tænder én til fra pakken. Thomas tjekker sin telefon.
”Det var fedt, du fik fortalt det hele til din mor i går,” siger Thomas.
”Ja, det var lidt heftigt, mens det skete, men i dag er jeg bare så lettet.”
”Måske skulle du give dine venner et hint om Den Nye Matilde og få det hele overstået i ét hug?”
”Hvad mener du?”
”Du kunne for eksempel lægge et nyt profilbillede på Facebook.”
”Et nyt profilbillede?”
”Ja, hvad med det her?”
Thomas viser mig sin telefon med et nærbillede af mig på Trianglen – det allerførste, han tog, hvor han har fanget mit lidt overraskede smil lige efter, at jeg har fået ild på cigaretten i min mund. Jeg kigger direkte ind i linsen. Mellem mine fingre med de røde negle ser man Marlboro-pakken og lighteren.
”Okay! Det er jo Den Nye Matilde.”
”Nemlig. Smukke Matilde. Du tør måske ikke lægge det op?”
”Hvorfor skulle jeg ikke turde det?”
”Okay. Du får det på en sms.”
Min telefon siger pling, og jeg arbejder lidt med at skifte mit profilbillede.
”Så. Nu er det ude.”
Jeg lægger telefonen fra mig på bordet. Thomas sidder med sin i hånden.
”Hvad laver du?”
”Jeg vil bare være den første til at like det.”
Jeg griner og suger på min cigaret. Thomas taster på sin skærm.
”Hvad skriver du?”
”Vent og se,” smiler han.
Han lægger telefonen fra sig, og jeg tager min egen og tjekker. Første like – et hjerte – er fra Thomas. Og så har han skrevet en kommentar: ”My Marlboro Girl”, står der. Også med et hjerte.
”Det bliver min mor glad for at se,” siger jeg ironisk.
”Hun kan lige så godt vænne sig til det. Er du ikke spændt på at se kommentarerne?”
”Det gider jeg ikke forholde mig til nu,” siger jeg og lægger telefonen ned i tasken.
”Jeg har en lille ting til,” siger Thomas og tager en pakke frem fra inderlommen.
”Spændende.”
”Det var noget, jeg fandt i duty free-butikken i Heathrow i weekenden. Og så kom jeg til at tænke på dig. Jeg vidste ikke, om du var klar til den, men det kan jeg mærke at du er.”
Da jeg har pakket ud, sidder jeg med en hvid pakke på størrelse med en pakke cigaretter, men tungere. Smokers’ Perfume, stå der på den.
”Parfume? Nej, hvor dejligt.”
Jeg river cellofanen af og kigger ned i æsken, hvor der ligger fem små flasker. Bag på æsken er der en tekst, som jeg læser højt:
”’Smokers’ Perfume is especially made for those who carry the scent of cigarette smoke on their clothes, hair and skin’. Jamen, det er jo en perfekt beskrivelse af mig siden i lørdags,” konstaterer jeg og suger på min Marlboro.
”Det var nok det, jeg syntes, jeg kunne mærke, da jeg stod i taxfreebutikken i Heathrow i lørdags,” griner Thomas.
Jeg læser videre, og puster røg ud, mens jeg taler:
”’Smokers’ Perfume enhances all the best elements of the smell of smoke.’ Jeg prøver den med det samme.”
Med cigaretten mellem læberne åbner jeg en af de små, delikate sprayflasker og sprøjter lidt på min venstre underarm. Jeg snuser til den. Det dufter stærkt og krydret.
”Dejligt. Prøv at lugte.”
Jeg holder armen frem. Thomas snuser og kysser mig på underarmen.
”Uhm!”
Jeg sprayer den anden underarm og min hals, mens Thomas ser forventningsfuldt til. Jeg lægger sprayflasken på bordet, og vi læner os frem og tungekysser.
Vi får en øl til og snakker videre. Midtvejs i min næste Marlboro rejser Thomas sig.
”Jeg går lige ind og betaler, og så skal vi videre. Du kan godt stige op på stiletterne igen.”
”Hvor skal vi hen?”
”Vi skal lige ned ad gaden.”
Jeg tager de højhælede på, mens Thomas betaler regningen. Og vi går hånd i hånd hen over den hyggelige plads med burgerbaren og den rygerfjendske gourmetrestaurant og videre ned ad den oplyste indkøbsgade. Omkring 100 meter længere nede, stopper Thomas op ved en butiksrude og banker på den. En tatovørforretning.
En mand på 30-35 år med en stram, sort T-shirt og tatoverede arme kommer hen til døren og lukker op. Thomas giver ham et knus præsenterer os, mens vi står i døråbningen.
”Matilde, det er Casper. Casper, det er Matilde.”
Jeg tager cigaretten over i venstre hånd og giver Casper den højre.
”Hyggeligt at møde dig, Casper!”
”I lige måde. Kom indenfor!”
”Jeg skal lige skodde den her,” siger jeg og tager et sidste hiv af cigaretten, inden jeg trykker gløden ud mod husmuren.
Vi træder indenfor, og Casper rækker et askebæger frem mod mig, hvor jeg lægger mit skod.
”Casper og jeg gik på uni sammen,” forklarer Thomas.
”Ja, sådan en cand. jur. kan bruges til mange ting. Nu har jeg for eksempel min egen forretning her,” siger Casper og tager tre dåser Carlsberg Pilsner frem fra et lille køleskab. Vi skåler.
”Vi er her selvfølgelig,” forklarer Thomas, ”fordi jeg gerne vil forære min smukke kæreste en tatovering. Hun har jo tyvstartet lidt. I lørdags fik hun lavet den der.”
Jeg sætter min venstre fod op på en stol og viser min rose frem. Casper nærstuderer den.
”Ja, fin lille ting,” siger han. ”Hvor har du fået den lavet, Matilde?”
”På gågaden i Frederikssund of all places. Jeg kom tilfældigt forbi og gik lige ind fra gaden.”
”Et det rigtigt? Det må være John. Dygtig fyr. Kender ham godt.”
”Men nu er Matilde jo blevet lidt asymmetrisk, og jeg tænker, hun trænger til at få noget på den anden fod også. Måske noget lidt mere personligt.”
”Og hvad siger du selv, Matilde?” spørger Casper.
”Det ved jeg ikke. Det kommer an på, hvad det er, min søde kæreste har i tankerne,” siger jeg og kigger afventende på Thomas.
”Er du meget øm i foden?” spørger Casper.
”Det går. Og jeg kan alligevel ikke have lukkede sko på det første par dage, så jeg kan måske lige så godt få lavet noget på den anden, nu vi er i gang.”
”Vent og se,” siger Thomas hemmelighedsfuldt og rækker Casper en USB-stick.
”Sæt du dig ned et øjeblik, smukke Matilde. Så viser jeg lige Casper, hvad jeg har tænkt mig.”
De to mænd går over til Caspers computer og kigger på det, Thomas har lavet.
”Det kan jeg godt lave. I skal få det til vennepris,” nikker Casper. Jeg kører lige en stencil ud på printeren.
”Jeg har altså ikke sagt ja endnu,” påpeger jeg fra lænestolen.
”Nej, nej. Og der er ingen tvang, men lad os lige se tegningen på foden, inden du siger ja eller nej.”
”Okay.”
Jeg rejser mig og sætter mig på Caspers briks.
”Luk øjnene,” siger Thomas, og jeg efterkommer spændt opfordringen.
Jeg kan mærke, at Thomas tager min højre sandal af, og jeg mærker Caspers gummihandsker, der renser min fod. Thomas viser ham, hvor han synes, tatoveringen skal sidde, og Casper lægger skabelonen på, trykker den ind mod vristen og fjerner den forsigtigt.
”Nu må du kigge,” siger Thomas.
På min fod sidder omridset af det Marlboro-logo med ”Matilde”, som Thomas har fået indgraveret i mit nye cigaretetui.
”Kære Matilde. Jeg har lavet det her til dig som en personlig ting. Jeg håber, du vil tage imod det.”
Thomas kigger forventningsfuldt på mig. Jeg kan se, at det betyder meget for ham.
”Så skal det selvfølgelig være rødt her foroven med sorte bogstaver,” forklarer Thomas.
”Det er klart.,” siger Casper.
”Jeg ved ikke rigtig.,” begynder jeg.
”Lige før kaldte du det stilfuldt.”
”Ja. På et cigaretetui. Det betyder sgu da ikke automatisk, at jeg vil rende rundt med en fucking Marlboro-reklame tatoveret på min fod resten af livet, Thomas!” siger jeg lidt mere heftigt end planlagt.
”Der står ikke Marlboro, der står Matilde,” fastholder han.
”Ja, det ved jeg godt. Måske er det også helt fint.”
”Du er ellers rigtig glad for Marlboro,” smiler Casper og peger på kartonen, der stikker op af min taske.
”Ja, det er jeg. eller det er bare Thomas, der er skør nok til at købe en hel karton og stoppe den ned i min taske.”
”Skør? Du sagde, det var dem, du ville have.,” protesterer Thomas.
”Du vil måske lige tænke over det?” foreslår Casper. ”Så kan I jo komme tilbage en anden dag.”
Thomas sender Casper et mildt irriteret blik.
”Jeg synes, vi skal få det gjort nu, Matilde,” siger Thomas. ”Prøv og tænk på, at Casper bruger sin aften på det her.”
”Butikken har måske slet ikke åbent nu?” spørger jeg.
”Vi lukker normalt klokken otte,” siger Casper.
”Hvor er det sødt af dig at sidde her og vente på os, Casper. Hvor lang tid tager det?”
”Jeg kan lave det på halvanden til to timer. Er der noget, du skal nå?”
”Nej. Eller jeg skal være sammen med Thomas.”
Thomas storsmiler.
”Og så skal jeg op og på arbejde i morgen. Det vil sige. Jeg har først undervisning fra andet modul, så jeg behøver strengt taget ikke være på skolen før ved titiden.”
”Jamen, det passer jo perfekt, Matilde. Prøv og tænk på, hvad din mor vil sige. Og din chef,” griner Thomas.
”Ja, det kunne selvfølgelig tale for at gøre det,” indrømmer jeg. ”Må man ryge, mens man bliver tatoveret her hos dig, Casper?”
”Alt det du vil, Matilde. Og jeg kan også byde på en whisky til at tage smerterne,” smiler Casper.
”Okay. Let’s do it!” siger jeg og sætter mig til rette.
Siddende på Caspers tatovørbriks med en smøg og et glas Jack Daniel’s i den ene hånd og Thomas i den anden, får jeg i den næste godt halvanden time tatoveret Marlboros røde femkantede logo med mit eget fornavn nedenunder på min højre vrist. Det gør selvfølgelig sindssygt ondt, men både Thomas, cigaretterne og whiskyen hjælper rigtig meget.
Klokken er lidt i halv tolv, da vi begge giver Casper et farvelknus og træder ud på en mandagsstille Nordre Frihavnsgade.
”Vi tager en hyrevogn,” afgør Thomas, da han ser, hvor langsomt jeg tripper af sted.
Efter et minuts tid standser en Mercedes. Thomas hjælper mig ind på bagsædet og går selv bag om bilen for at sætte sig ind fra den anden side.
”Hvorhen?” spørger chaufføren.
Thomas og jeg kigger smilende på hinanden. Jeg trækker på skuldrene.
”Må man godt ryge i dit soveværelse?” spørger han.
”Sjovt du spørger. Der er faktisk lige kommet nye regler, som trådte i kraft i går. Og de går ud på, at det må man gerne.”
”Det var heldigt. Så skal vi hjem til dig.”
Jeg fortæller chaufføren min adresse i Jægersborggade, hvor vi triller ind få minutter senere.
Med hinanden i hånden går vi op på fjerde sal. Mens jeg låser døren til lejligheden op, hvisker Thomas i mit øre:
”Jeg har lyst til, at du går ind og tager alt dit tøj af. Undtagen dine høje hæle.”
”Okay?” smiler jeg og lukker døren op.
”Ja, for jeg har lyst til at knalde med dig, mens du er helt nøgen bortset fra de her sexede sandaler.”
Jeg lukker døren efter os:
”Og jeg har lyst til at knalde med dig, mens jeg er helt nøgen bortset fra de her sexede sandaler. Og jeg har mest lyst til, at du ikke beholder dit fodtøj på.”
”Okay. Det vælger jeg at tolke som et samtykke.”
”Det kan du roligt.”
Jeg kysser Thomas på munden.
”Man er vel jurist. Må jeg lige låne dit wc?”
”Dér,” siger jeg og fortsætter mod i soveværelset, hvor jeg krænger kjolen over hovedet og smider underbukser og bh. Jeg sætter mig i fodenden af min uredte dobbeltseng og lader mig falde tilbage, mens mine højhælede stadig er i kontakt med gulvet.
Thomas kommer ind uden tøj på med strittende pik. I hånden holder han min taske, som han holder op.
”Glemte du ikke noget?”
”Hvad?”
”Dine cigaretter.”
”Jeg skal ikke ryge nu. Kom her, Thomas!”
Jeg rækker armene frem mod ham.
”Jo, du skal.”
”Du mener bagefter?”
”Ja. Og imens!”
”Imens?”
Thomas roder i min taske og kaster Matilde-etuiet hen til mig.
”Tag nu bare en,” opmuntrer han.
Jeg tænder en Marlboro.
”Hvor er dit askebæger?”
”Der står en blå kop ude i køkkenvasken,” siger jeg, mens jeg blæser røg ud.
”Nå ja, koppen,” smiler Thomas.
Han kommer ind med koppen og sætter den på en stol, så jeg har den inden for rækkevidde. Så lægger han to puder til rette under mit hoved, mens jeg opmærksomt smilende følger hans aktiviteter med øjnene. Han knæler ned ved fodenden og spreder mine ben. Så læner han sig frem og slikker mig med sin bløde tunge, mens jeg inhalerer og blæser røg ud, til jeg kommer. Ahh!
”Åh, Thomas. Du er så dejlig.”
Jeg sætter mig op og giver ham et rigtigt rygerkys. Han stråler.
”Læg dig her. Så tager jeg dig i munden.”
Jeg rejser mig og skodder min cigaret i koppen, mens Thomas lægger sig. Jeg sætter mig på knæ mellem hans ben og pirrer hans pikhoved med tungespidsen.
Thomas griber cigaretetuiet fra stolen og rækker det frem mod mig.
”Vil du ikke nok ryge, mens du gør det?”
”Da ikke, når jeg har noget andet i munden. Den her pik er altså kæmpestor.”
Han griner.
”Tag nu en og tænd den, og giv mig et blowjob, mens du ryger.”
Jeg tænder en cigaret med Thomas som engageret tilskuer og gør, som han beder om. Det kan faktisk sagtens lade sig gøre, når jeg skiftevis har min cigaret og hans store, hårde pik i munden og blæser røgen ud på hans pik, hver gang jeg tager den ind i munden.
Thomas er lige ved at komme. Så siger han:
”Sæt dig oven på mig og lad mig komme ind i dig.”
Jeg får med besvær manøvreret de højhælede op på lagnet og finder en hugstilling, hvor jeg holder balancen og undgår at gnide mine nytatoverede fødder mod lagnet. Jeg sætter smøgen mellem læberne og fører med begge hænder langsomt og sikkert Thomas’ store, stive pik op i mig.
Undervejs i et vildt ridt, taber jeg en glød på lagnet, hvor den brænder et grimt hul. Jeg slår til gløden med hånden og sikrer mig, at der ikke går ild i sengen, inden vi fortsætter frem til en fælles orgasme, hvor jeg kan mærke Thomas komme inden i mig.
Han glider ud af mig, og jeg lader mig falde ned ved siden af ham, hvor jeg ligger og ryger ved hans behårede bryst og mærker hans sæd løbe ned ad mit lår. Vi ligger og snakker, mens jeg ryger færdig. Thomas skodder min cigaret i koppen.
”Godnat!” siger jeg og sover næsten.
”Godnat, smukke Matilde,” siger Thomas.
Det sidste, jeg mærker, før jeg falder i søvn, er Thomas, som helt forsigtigt tager de højhælede af mig, kysser min højre storetå og lægger dynen over mig. Han giver mig et let kys på munden. Og jeg sover allerede.
Erotiske noveller skrevet af Anonym